Politik og døde børn
Man kan mene hvad man vil om den gennemført gennemskuelige dækning i New York Times af Israel, der er så tyk i sin nyhedsformidling og redaktionelle holdning. Men the Times overgår nærmest sig selv her i sidste uge med sin vedtagne forpligtelse om “at alle nyheder kan skrives”
Ved årets afslutning (28. december) havde avisen en fotografisk hyldest til mennesker (og symbolske episoder) der døde i 2014 herunder en helside tilegnet 2500+ børn der er blevet dræbt i kampzoner rundt om i verden.
En table oplistede landene og de rædselsvækkende tal:
Syd Sudan 600. Afghanistan 473. Central Afrikanske Republik 430. Irak 416.
To nationer, Pakistan og Syrien - blev betegnet som “ukendt antal,” men fortjener selvklart at være med på listen.
Gaza, som langt mere er en slags Hamas Helvede, men helt klart værd at nævne var tallet 538.
I sin korte introduktion til den grusomme tabel, påstod Anne Barnard - udsendt til Beirut for the Times - at “være beklageligvis vænnet til krigshandlinger, bombninger og smadrede lig,” fra hendes dækning af krige i Irak, Syrien og Afghanistan (også, men det nævnes pudsigt nok ikke, Libanon).
Alligevel midt i det store blodbad på uskyldige unge liv, i det som helt sikkert var “et frygteligt år for børn i konfliktzoner,” skriver hun om at “et dødsfald berørte mig.” Gæt så hvor, og gæt hvem der var ansvarlig.
Som udsendt til Gaza for at supplere Times’ allerede omfattende dækning af konsekvenserne for uskyldige civile ved Hamas uprovokerede raketangreb og indsatser gennem tunneler mod Israel, mødte Ms. Barnard “en lille spinkel pige med hestehale,” i en hospitalsseng. Efter “en granat” (formodentlig israelsk) var smadret gennem muren til det hus hun boede i, sammen med fire søstre og en stor familie, døde den seksårige Tala kort efter hun var kommet på hospitalet. Ms. Barnard besøgte familien og med stor sorg så hun Talas dukke, de flænsede klæder og hendes skolebøger. På hospitalet mødte hun lægen der stod ved siden af hende “og tog hendes puls, til den ikke længere kunne føles.”
Ms. Barnard nævnte overhovedet ikke den granat der krævede Talas liv. Var det en gengældelse fra Israel som svar på Hamas’ raketter affyret lige i nærheden? Var det en fejlslagen Hamas raket der skulle have dræbt israelere? Vi aner der ikke, og hun siger ikke noget. Men i en krig, hvor Hamas kommandørerne skjulte sig på sikre skjulesteder under hospitaler, og Hamas raketter blev affyret fra skolegårde og nærliggende moskeer, så var dog kunne den ensidige skyld dog kun pålægges een part - Israel.
Hvorfor skulle hendes død ellers blive det triste symbol på flere end 2500 børn der døde i kampzoner i 2014? Når man tager Hamas ildhav af raketter mod Israel, endog før Israel gjorde gengæld, i betragtning, ville det da ikke have været mere passende for the Times at placere Ms. Barnard i Negev, nær Gaza, hvor hun kunne have bevidnet konsekvenserne for israelere der netop var målet for Hamas’ aggression?
Havde hun været i Kibbutz Nahal Os, så ville hun kunne have været vidne til en 4 årigs død ved morterild. Daniel Tragerman legede i et telt dagligstuen i familiens hjem. Da han hørte sirenerne der varslede et truende angreb, blev han stiv af skræk og havde ikke de krævede tre sekunder til at søge ly. Dagen efter Davids begravelse, som the Times knap nævnte med en afsluttende bemærkning i dækningen af et israelsk missilangreb i Gaza, så var hele artiklen tilegnet en palæstinensisk teenager der hævdede han var blevet tilbageholdt i 5 dage - en måned tidligere - af israelske soldater.
Blot en uge efter Ms. Barnards triste beretning om Tala som det eneste barneoffer det er værd at nævne rapporterer the Times så om dødsfaldene i Syriens borgerkrig (2. januar) og dermed undermineredes hendes besættende optagethed af Gaza.
Ifølge Syrian Observatory for Human Rights, døde flere end 3500 børn i 2014 i borgerkrigen der hærger det smadrede land. For ligesom at gøre den tragiske sammenligning krystalklar: Næsten fem gange så mange børn døde i Syrien som i Gaza - et tusinde flere syriske børn blev slået ihjel end det samlede antal der udgjorde overskriften i the Times historien.
Man kan kun undre sig over hvorfor Ms. Barnard ikke drog over grænsen fra sit hjem i Beirut for at finde et syrisk barn der er blevet offer for Præsident Assads voldsregime.
Kunne det være fordi et arabisk barn i Gaza er mere værdig til hendes beklagelse, i det uforlignelige the Times, netop fordi det er Israel man kan pålægge al skylden?
Jerold S. Auerbach, author of eleven books, is a frequent contributor to American Thinker
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar