Masseudvandring fra Irland giver sundhedsproblemer
Næsten 250000 sunde borgere er rejst siden 2008, men ingen synes det er et problem
Det er forbi med at sige farvel. Emigranterne kom hjem til helligdagene og drog tilbage til der i verden de nu bor og arbejder. RTÉ oplevede de sædvanlige velkomst/farvel ceremonier og så er emnet emigration lukket det næste års tid. Skønt næsten en kvart million sunde, hårdtarbejde borgere er udvandret fra Irland siden 2008, så synes ingen rigt at bekymre sig eller føle vrede nok til at gå i færd med en politisk aktion. Vandafgifter (som dog er en nødvendig udgift) fik demonstranter på gaden i store antal, men ikke udvandring (et vigtigt sundhedsproblem for samfundet).
En frisk rapport fra Irish Longitudinal Study on Ageing (Tilda) konkluderede “der er offentlige sundhedsimplikationer ved den store skala af udvandring fra Irland som har fundet sted i de seneste år”
Andre europæiske lande har været ganske slemt ramt af den nuværende recession og besparelsesforanstaltninger, såsom Grækenland og Portugal som dog har ganske små rater af udvandring sammenlignet med Irland. Der har ikke været noget forskning i, hvorfor irerne fortsætter med at udvandre i stort antal.
Den fremherskende holdning er at emigration er en del af vor kultur. Ingen minister har ansvaret for emigration. Hvis der udnævnes en minister for Diasporaen ja så betyder det at regeringen har accepteret emigration som en mulighed for arbejdsløse irere, som værende noget godt og et livsstilsvalg. Ordet ‘diaspora’ er med til at blødgøre den barske virkelighed og ignorerer de betydelige sundhedskonsekvenser.
Sundhedstilstanden er bestemt af uddannelsesniveauet, af de sociale betingelser, af lige og retfærdige samfund, og det fysiske og kulturelle miljø. Emigration kan give både fysiske og psykiske sundhedsproblemer. Skønt emigranterne i gennemsnit er sunde, så kan stresset ved at flytte til et andet land i en længere periode, måske for altid, gradvist erodere enhver god sundhedstilstand.
Dette gælder alle nationaliteter som det er konstateret ved en undersøgelse hos albanske emigranter og øboere fra Asien og Stillehavsområdet. Ældre irere der bor i England er blandt de som har flest langvarige sygdomsforløb, og, som de selv siger dårligt helbred, herunder cancer, depression, angst og for megen alkohol. Det af få flere penge kan aldrig kompensere for den ensomhed og hjemve der opleves hos emigranter.
De som blev tilbage
Emigration kan også berøre sundhedstilstanden hos de familier og venner som blev tilbage. Tilda studiet fandt en udbredt dårlig mental sundhed hos mødre, som konsekvens af emigration af en eller flere af deres børn under denne depression. Mødrene oplevede mere depression og ensomhed, end de mødre hvis børn ikke emigrerede. Emigration af deres børn havde en langt større påvirkning af sundheden hos mødrene end andre livsbegivenheder, såsom pensionering, hjertesygdomme, og tab af nære slægtninge eller venner. Hos mænd over 65 år, fandt Tilda undersøgelsen at fædre ikke led af en tilsvarende nedgang i sundhedstilstanden som følge af at deres børn emigrerede.
En mulig forklaring på dette kunne være, at de mænd der var omfattet af undersøgelsen var født 1960’erne og har været familien hovedforsørgere.
Derfor ville de kunne have set det at have et arbejde og det at være en “god forsørger” som vigtigere end de sociale bånd. Når fædrene nærmede sig pensionsalderen ville de kunne erkende at familierelationerne er lige så vigtige som det at have et arbejde.
Langt de fleste af kvinderne i Tilda undersøgelsen var hjemmegående og mere afhængige af at have deres børn om sig for at få et formål med livet. Jobs og social støtte er lige så vigtige, og at skulle ofre det ene for det andet er ikke rimeligt og ejheller godt for helbredet..
Emigration i stor skala har været en del af irernes liv i århundreder. I 1842 var Irland med sine 8,2 millioner mennesker et at de tættest befolkede lande i Europa. I 1911 var befolkningstallet skrumpet til 3,1 million. En britisk regeringsrapport fra 1836 bemærkede at “de fattige irere blev opfattet som værende en anderledes og degenereret race.” Med disse officielle holdninger kan det ikke undre at så mange emigrerede i det 19. og tidligt 20. århundrede.
Desværre anså den nye Republik ikke emigration som det alvorligste sociale problem. I 1961 var befolkningstallet kun 2,8 million. Roscommon county havde flere en 250000 indbyggere i 1841, og ved optællingen i 2011 var tallet ned på sølle 65896.
Alle regeringer siden statens grundlæggelse har vist ringe eller slet ingen interesse i at skabe et samfund, hvor ressourcerne deles ligeligt og alle kan leve og bo i deres fødeland, hvis de vælger det. Hvilket spild..
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar