Så skal der dies og suttes!

Ifølge Ny fatwa skal mænd drikke kvinders brystmælk

Problemet drejer sig ikke så meget om at muslimske kvinder skal give mænd deres brystmælk, men snarere hvad en sådan mentalitet giver af udsigter for os vantro.

Raymond Ibrahim

I sidste måned skrev jeg en PJM artikel, (hjemmesiden hvor denne artikel er hentet fra) der handlede om nogle af Islams mere "problematiske" aktiviteter, især de som kan knyttes til den muslimske profet Muhammad. En af disse - det muslimske fænomen med "voksne der får brystmælk" eller rida`al-kabir - trækker overskrifter igen, præcis tre år efter sidste gang det skabte kontrovers i (og uundgåeligt hån) den islamiske verden. Ifølge Gulf News:

Præcis for tre år siden den 22. maj 2007, blev en ægyptisk lærd irettesat ved Al Azhar Universitetet, ( Hvor præsident Obama holdt sin Kairo-tale og skamroste islam - synopsis kommentar) en af Islams allermest prestigefyldte institutioner efter han udstedte en fatwa der opfordrede kvinder til at brystføde deres mandlige kolleger. Dr. Izzat Attiyah sagde at hans fatwa var et tilbud om at hjælpe til med at blande kønnene på arbejdspladsen, da det at brystføde gav et moderligt forhold selvom modtageren ikke var kvindens biologiske søn eller datter.

Nu har en højtstående saudier, Sheikh Abdul Mohsin al-Abaican, en rådgiver ved Saudi Arabiens kongelige hof udstedt en fatwa der vurderer at:

kvinder kan give deres mælk til mænd for at oprette en form for moderlige forbindelser og derved komme i overensstemmelse med et strengt religiøst forbud mod at mænd og kvinder der ikke er slægtninge er sammen. (Fordi) en mand der ofte kom i et hus og i kontakt med kvindfolkene dér symbolsk burde være i familie med kvinderne ved at drikke af en af dem. Under fatwaen, ville handlingen fjerne enhver seksuel forbindelse mellem manden og donorkvinden og hendes slægtninge.

Sheikh al-Abaican "moderniserer" dermed Dr. Izzat’s holdning - at manden bør drikke direkte fra brystvorten - ved at foreslå: "Manden bør modtage mælken, men ikke direkte fra kvindens bryst. Han bør drikke den og dermed blive en slægtning af familien, en kendsgerning der giver ham lov til at komme i kontakt med kvinderne uden at bryde Islams lov om mænd og kvinder er sammen uden at være i familie.

(Således for blot at vise selvbeherskelse uden at gå igennem bizarre ritualer.)

Under alle omstændigheder, hvor stammer alle disse "voksne der brystfødes" ideer oprindeligt fra? Som sædvanligt: Muhammad. En kanonisk hadith fortæller om en kvinde der engang spurgte Muhammad, hvad hun skulle gøre ved den situation, at en ung knægt der havde boet hos hendes og hendes mand nu var blevet en voksen mand; At en mandlig ikke-slægtning der boede hos dem, så mandens hustru uden slør, var foruroligende for manden.

Derfor bad profeten hende om at "brystføde" manden. Chokeret svarede hun med at sige, det jo var en voksen mand; Muhammad sagde - ifølge nogle overleveringer, mens han lo -- "Jeg ved det." Kvinden brystfødede manden og ifølge det som fortælles var hendes ægtemand ikke længere foruroliget da brystfødningshandlingen gjorde den unge mand til slægtning. Muhammads favorit hustru, Aisha - "moderen til de troende" - benyttede ofte denne praksis for at mødes med mænd der ikke var i slægten (en af de største debatter på hendes tid drejede sig om hvor mange "brystfødninger" der var tilstrækkeligt - en, fem, ti - for at gøre en mand til "familiemedlem." Se her for flere detaljer om hadiths.

Vigtigheden af denne 'brystfødnings' foretagsomhed har mindre at gøre med det sensationelle, og langt mere med, hvad det siger om Sharia lovens indtrængende og styrende natur i muslimens liv. Muslimer kan ikke undgå brystfødningen netop, fordi det er med i islams mest kanoniske hadiths (herunder Sahih Muslim og Sunan af Abu Dawud og Ibn Maja). Ydermere er det omtalt - og støttet - af islamiske myndighedspersoner som Ibn Taymiyya og Ibn Hazm. At forkaste denne hadith er at forkaste kilderne og metodologien af usul al-fiqh - kort sagt at forkaste Sharia Lov.

Ydermere er al-Abaican's formodede"moderate" holdning - at mænd ikke skal drikke mælken direkte fra patten, men fra en kop - med til yderlige at demonstrere Sharia lovens ufravigelige indsnævrede regelsæt: For denne udlægning er med baggrund i den kendsgerning, at hadiths ikke bogstaveligt antyder at mænd skal drikke direkte fra brystvorten (muligvis fordi det ville have være overflødigt at nævne det, da der kun var meget få andre måder at få brystmælk på i det 7. århundredes Arabien, ("brystpumper eksisterede ikke dengang.) Alligevel ved ikke helt og aldeles at fordømme praksis demonstrerer al-Abaican at også han, ikke tør fravige grænserne i Muhammads bogstaveliges ord.

Se, dette er et ægte problem (set fra en vantros synspunkt): Hvis muslimerne i året 2010 stadig føler sig forpligtet til at være virkelige "voksne der får brystmælk" blot fordi en Muhammad fra de 7. århundrede siger det, så vil de helt sikkert helhjertet også gå ind for profetens veldokumenterede og utvetydige ord vedrørende vantro.

Se på dette ud fra denne synsvinkel: Emnet 'brystfødning' er lidt pinlig for muslimerne; den giver dem ingen form for fordel eller goder, det placerer dem, især deres kvinder, i en latterlig position (faktisk ligger det som nummer eet på denne liste over "de ti mest bizarre eller latterlige fatwas.") Så hvorfor er det stadig et relevant problem blandt muslimerne? Fordi Muhammads omtalte det. Derfor, uanset om de kan lide det eller ej, så må muslimerne se at finde ud af det.

Hvad så med Muhammads andre bud - bud der, hvis de skal følges, ikke krænker muslimerne, men giver dem magt, velstand og ære - det er bud der går fint i spænd med menneskehedens urdrifter? Jeg taler om Muhammads (og og dermed Sharia Lovens) utvetydige bud om at muslimer skal føre krig ("jihad") mod den vantro, skal plyndre den vantro for hans rigdom og kvinder, og skal holde den vantro i en evig underkastelse -- alle de ting der så tydeligt tegner Islams historie med hensyn til vantro.

Faktisk så advarede Muhammad selv engang muslimerne: "Fordi I har forladt jihad, ladet Jer føre bort fra vejen, og beskæftiget jer med handel så har Allah påført Jer skam og i vil aldrig være i stand til at ryste det af Jer indtil i angrer overfor Allah og kommer tilbage til jeres oprindelige holdninger (som jihadister i offensiven)," The Al Queda Reader side 162.

Kort sagt, den muslimske mentalitet der mener der er behov for at voksne får brystmælk, blot fordi Muhammads engang gav et råd derom, må helt sikker 'sælges' gennem profetens vedvarende tilskyndelser til krig og erobring. Da vi lever i en tid, hvor den muslimske verden er i betragtelig grad svagere med hensyn til den vantro verden og således, for nuværende ikke i stand til at leve op til sådanne krigeriske påbud, kan man meget vel overse denne kendsgerning. Men intentionen er der helt sikkert. Blot det at betragte muslimer i det 21. århundrede der debatterer en absurditet som "voksne der får brystmælk" er nok til at man kan blive overbevist.

Raymond Ibrahim is the associate director of the Middle East Forum, the author of The Al Qaeda Reader, and a guest lecturer at the National Defense Intelligence College.

Hvorfor Venstrefløjen elsker indvandring

Den virkelige grund til at venstrefløjen elsker indvandring

J.R. Dunn

Osmannerne havde en interessant metode til at sikre politisk stabilitet. Det vidt udbredte imperium opererede med et system i hvilket "græsrødder," udvalgte etniske og religiøse grupper, fik lov til at styre deres egne indre forhold mens de samtidig gav absolut troskab til Sultanen og hans regering.

Med udvalgte tidsrum fik hver "græsrodsgruppe" ordre til at flytte til et nyt hjem, undertiden i den helt modsatte ende af imperiet, blandt nye naboer -- undertiden hos de oprindelige indbyggere, undertiden med andre flygtninge -- af fremmed herkomst, etnicitet og religiøs overbevisning. Kristne blandt muslimer, katolikker blandt muslimer, katolikker blandt ortodokse, bulgarere blandt tyrkere, kirgisere blandt arabere....variationerne var næsten ubegrænsede. I løbet af kort tid ville de forskellige grupper blive så optaget af i at genere og angribe hinanden, at de ikke fik tid eller kræfter til at forsvare deres status quo.

Den Osmanniske Stat optrådte som dommer, lejlighedsvis gik man hårdt til en etnisk gruppe der var ved at komme ud af kontrol, men i det store og hele lod man cirkusset køre sit spil, mens de, herskerne, var optaget af livets 'finere' sager -- konspirationer mod egne embedsfolk, eller planer om at erobre Vesteuropa. Set fra deres side virkede systemet. I næsten 500 år forblev Det Osmannniske Imperium en stabil og voksende 'virksomhed.' I dag har vi visse aspekter af denne politik hos os - så lang tid efter imperiet forsvandt - og det forklarer til dels - meget af den senere tids kaos i ruinerne af Jugoslavien

Derfor - er der nogen spørgsmål om immigration?

Den amerikanske venstrefløj har sit eget 'græsrodssystem', der består af etniske (og andre) grupper der definerer sig selv, for en stor dels vedkommende, ved deres opfattelse af at være ofre for Amerika. Venstrefløjen giver disse grupper deres opmærksomhed, repræsentation og hjælp som betaling for deres stemmer. Systemet har eksisteret i generationer, og er blevet energikilden for Demokraternes politik. Det har arbejdet næsten ligeså godt for dem som det gjorde for de osmanniske overherrer.

Venstrefløjens historie i dette land er en beretning om opdeling. Uanset hvad den løbende konflikt gik ud på - arbejdere mod ledelsen, klasse versus klasse, race versus race - der ville du kunne finde venstrefløjen i færd med at piske problemerne op for at få så meget politisk indflydelse som muligt. Et arbejdende demokratisk system kræver en villighed til at søge mod konsensus og indgå i kompromisser. Venstrefløjen foretrækker Balkanisering og den permanente konflikt.

I nogle år har det set ud til at venstrefløjens formel havde nået sit mål. De korrupte og forbryderiske fagforeninger hang i laser, fik medlemmerne til at forbløde samtidig med at jobs blev overført til udlandet. Sorte blev ført ind i middelklassen og blev langt mindre føjelige overfor den separatiske retorik. Et forsøg på at forandre studenterbevægelsen til en permanent revolutionær falange a la Peronist modellen havde kun begrænset succes - studenterne var villige til at spille med mens de var på universiteterne, men efter endebragt eksamen gik de i gang med mere interessante emner.

Hvordan holder man så gryden i kog? Svaret er at finde en ny 'græsrod' - eller snarere, at skabe en ved nabodøren, de desperate mennesker der flygter fra kleptokratierne, en uuddannet, uvidende og skræmt masse der er klar til alle former for manipulation. Det er forklaringen på, at illegal immigration er så vigtig for venstrefløjen. Det forklarer, hvorfor bestræbelserne på at standse de illegale grænseoverskridelser, et problem der ikke ville være en udfordring for en seks-årig, udføres så halvhjertet og aldrig gennemføres (se dette.)

Det forklarer det ufornuftige svar på Arizonas anstrengelse for at stramme den eksisterende immigrationslov (altså ikke skabe en ny lov -- Arizonas status er intet andet end en styrkelse af den nuværende forbundslov). Det forklarer, hvorfor man insisterer på, at den eneste løsning på immigrationsproblemet er at give amnesti og statsborgerskab for de millioner af illegale der allerede befinder sig indenfor vore grænser. Det har intet med medfølelse at gøre, intet med retfærdighed, eller praktiske formål, eller med nogle andre grunde der angives af "reform" advokaterne. Som det oftest altid er tilfældet, hvor den amerikanske venstrefløj er indblandet så drejer det sig kun om magt.

Venstrefløjen ønsker at benytte de illegale som en rambuk mod den amerikanske politik, på samme måde, som da de benyttede arbejderne, de sorte og enhver anden gruppe de har kunne udnytte. Illegale vil blive en ny beskyttet klasse, med privilegier og rettigheder som resten af befolkningen nægtes (herunder, ironisk nok, de nuværende medlemmer af de tidligere udnyttede klasser). De vil blive opmuntret til ikke at lære engelsk, som det sker under doktrinen om "tosprogethed", for at sikre at de forbliver en separat klasse der kan bruges.

Et kæmpebureaukrati vil opstå for at "assistere" de nye borgere, understøttet med milliarder - som snart bliver til billioner, det er jo Obama æraen -- og bemandet med sociologer, etnografer, psykologer og andre erhverv vi slet ikke har tænkt på i dag. De vil alle have samme politiske overbevisning. En vedvarende atmosfære af krise vil blive opbygget omkring den nye klasse. "Amnesti" spørgsmålet vil føre til endeløse problemer og diverse udløbere og være som en permanent tilstand i landet og den førte politik.

Den indfødte befolkning (for ikke at nævne de lovlige indvandrere) vil blive stadig mere bitre og vrede. De tidligere illegale vil blive efterladt i en endnu mere elendig tilstand, end den de har i dag.

Løsningen er soleklar. Der skal ikke være nogen amnesti. En sådan handling ville blot medføre en permanent krise i selve det amerikanske samfund. Den nuværende lov skal følges efter bogstavet, og hvor det er nødvendigt (i alle grænsestater) styrkes med nye statslove. Illegale der er nu i landet skal opmuntres til at melde sig ifølge den anerkendte procedure. De skal ikke få lov til, for deres egen og vor skyld, at blive kunder hos venstrefløjsetablisementet.

Immigrationsproblemet skal behandles på basis af de - fra sag til sag - individuelle omstændigheder. Holdningen til at der er en acceptabel enhedsløsning er den rene fantasi.
Selvom dette vil betyde nogle hårde tider - og det helt sikkert vil give en masse råb om "uretfærdighed" -- er det set i det lange forløb den bedste løsning for alle involverede parter. Selv for de illegale vil det være det bedste.

At være medlem af en venstrefløjs-klient-klasse er måske ikke den værste skæbne, men der er heller ikke langt ned til bunden, som generationer af familier på velfærdsydelser kan bevidne. Amerikanske venstrefløjstilhængere gjorde intet for dette lands arbejdere dengang fagforeningsstemmemaskinen blev oprettet. Det samme kan siges om de sorte i de større byer da de politiske maskinerier blev igangsat der. At opnå magt er det eneste mål. At løse problemerne kunne faktisk komme til at forstyrre denne proces.

For de illegales problemer er der en vis konstans. Vi har fået at vide, at vi lige så godt kan acceptere den nemmeste løsning, da problemet altid vil være hos os. Men det er absolut ikke nødvendigvis tilfældet. Om nogle få år, vil landets besværligheder med at give arbejde til 'masserne' sandsynligvis også løse sig selv? (De som er bekendt med min holdning til demografiske forudsigelser skal tage dette med et gran salt). Det er muligt at vi vil betale bonus til mexikanske gæstearbejdere i en generation fra nu.

Der er ingen vedvarende politiske problemer -- eller vedvarende løsninger, som Osmannerne til sidst erfarede. Deres tilstand af ægte politisk stagnation gjorde en ende på imperiet, det imperium der engang var Kristendommens terror, og som er forvandlet til "Europas Syge Mand." En stor del af det 19. århundrede blev brugt på at redde osmannerne ud af den ene dødbringende krise efter den anden. Da De Allierede lukkede døren i 1918, faldt hele den rådne struktur sammen af sig selv. Den amerikanske venstrefløj er på vej i samme retning. Vi skal sikre at U.S. ikke også bliver trukket med ned.

J.R. Dunn is consulting editor of American Thinker and editor of the forthcoming Military Thinker.

Terrormistænkte med til at organisere skibe mod Gaza

Ayers, Dohrn hjalp med til at organisere 'freds' flotillen

Rick Moran

Det er netop ikke fordi disse mennesker ikke har tilstrækkeligt med blod på deres hænder allerede.

De tidligere ledere af Weather Underground William Ayers og Bernardine Dohrn (se endelig denne artikel på synopsis) sammen med Code Pink grundlæggeren Jodie Evans hjalp med til, gennem Free Gaza Movement, at afsende den seks skibes store flotille fra Tyrkiet mod Isral der endte i et voldeligt sammenstød med Israeli Defense Forces. (IDF)

I januar måned blev trioen set i Ægypten, hvor man forsøgte at samle massemængder i gaderne med 1400 andre venstre-fløjsaktivister efter at den ægyptiske regering havde nægtet at give medlemmer af Free Gaza Movement lov til at komme ind i Gaza. Cirka 100 marcherende fik efterfølgende lov til at krydse grænsen, hvor de mødtes med tidligere Hamas premier minister Ismail Haniyed.

BigGovernment citerer forfatteren Philip Weiss, der beskrev at han havde overværet Ayers og Dohrn der samtalede med aktivist kolleger om at de skulle acceptere Ægyptens forslag om at et lille antal af dem fik lov til at komme ind i Gaza:

"Dohrn sagde at princippet om "Alle eller ingen" var ikke anvendeligt for politiske aktiviteter. Man kan altid tage det man kan få og så blive ved med at kæmpe for mere. En europæisk mand i en rød keffiyeh råbte til hende at hun var fascisternes redskab. Hendes partner Bill Ayers henvendte sig venligt til ham og spurgte ham, hvorfor han var så ophidset. Mens hun gik frem og tilbage mellem bussen sagde Dohrn, der bar en blomst i håret, at hun ikke bryd sig om den absolutte bevidsthed hos mennesker på den anden side af den politiske barrikade, og da hun havde været i Weather Underground, da vidste hun trods alt noget om denne absolutte følelse."

Som politisk teater er det svært at overgå en diskussion mellem et aldrende blomsterbarn(/hjemlig terrorist og en medrejsende over hvem der ved mest om 'absolutte følelser.'

Vi burde have vidst det. Teknikken der benyttedes af voldelige radikale i 1960'erne er yderst anvendelig i denne slags krig som Hamas kæmper mod Israel Ingen tvivl om at Ayers og Dohrn er i stand til at belære deres mindre erfarne kolleger i kunsten - voldelig propaganda.

Hvad mon Obama ville sige hvis en nævenyttig reporter turde spørge om hvad det er hans venner har gang i?

Kommentar af synopsis-olsen:

Et lille citat fra washingtonexaminer artiklen som der linkes til:

"Og hvis der skulle være nogen tvivl om at dette var et politisk skuespil fremfor en humanitær mission så er den kendsgerning at Venezuelas præsident Hugo Chavez lovede at slutte sig til en fremtidig flotille med til at fjerne enhver tvivl."

Tyrkiske skibe og moral

Tyrkiske skibe og moral

Forsøget på at bryde Gaza blokaden var en bevidst provokation. Hvis nogen ikke er overbevist om hykleriet der foregår, så bør de måske se på en beretning fra 1941, om endnu et skib der havde forbindelse med Tyrkiet.

Yoel Meltzer

Ved hændelserne med den tyrkisk-støttede "FREDS-FLOTILLE" er Israel endnu engang blevet hvirvlet ind i et tab-tab spil i manipulationen med den offentlige mening.

Hvis Israel havde afholdt sig fra at reagere som de de selvudnævnte moralister i verden kræver så ville Israel have vundet nogle få point for 'god opførsel.' Imidlertid ville en sådan pointhøst have været forbundet med meget store omkostninger der yderligere ville kunne have styrket Israels omgivende fjender i regionen, der ville have fortolket det som endu et tegn på Israels faldende styrke, Ved selvfølgelig at have taget initiativet og handle er det ikke overraskende at flodbølgen af de meget forudsigelige fordømmelser er skyllet afsted.

Pyt være med den kendsgerning af skibe der smugler våben til de forskellige terrororganisationer er almindeligt kendt i den del af verden.

Pyt være med den kendsgerning at Israel hele tiden har formidlet det budskab, at enhver humanitær hjælp kunne leveres over land.

Pyt være med den hykleriske kendsgerning, at ved at fordømmme Israel da formidler Israel det budskab at man intet bør gøre, men blot betragte at Hamas får mere styrke.

Pyt være med at fordømmelserne mod Israel også viser at den erklærede "krig mod terror" er ved at blive tabt.

Pyt være med den kendsgerning, at ethvert andet land i verden ikke vil risikere tab af deres soldaters liv, og ville have sænket skibet.

Pyt være med den kendsgerning, at Israel netop ikke handlede som enhver anden nation i verden ville gøre og ved denne handling blev uheldigvis nogle af dets soldater helt unødvendigt såret.

Pyt være med alt dette og mange andre kendsgerninger da slutresultatet alligevel er, at verden er helt og aldeles ligeglad.

Enhver der er i besiddelse at blot en smule ærlighed, eller blot har en halv hjerne ved udmærket, at hele denne hændelse var intet andet, end en provokation mod Israel. Derfor bør Israel ikke, og dermed hele det israelske folk, komme med en undskyldning eller fordømmelse af soldaternes handlinger. I stedet bør vi stå sammen mod vore fjender. At mennesker blev dræbt er beklageligt, men Israel er helt sikkert ikke ansvarlig, og bør på ingen måde mødes af alle de hykleriske fordømmelser. Der er trusler overalt omkring os her i Israel, ægte virkeligt farlige trusler så dette er ikke tidspunktet at miste besindelsen over handlinger der helt specifikt er beregnet på at netop at få os til at miste besindelsen.

Hvis nogen ikke er helt overbevist om hykleriet i dette spil, eller over den kendsgerning at det meste af verden er ligeglad, så bør vi måske se på historien om et andet skib med forbindelse til Tyrkiet. Skønt den fandt sted lang tid før internettet, og derfor er mindre kendt end den aktuelle historie, så var dette maritime drama ikke mindre tragisk.

Kort fortalt, sent i 1941, gik næsten 800 rumænske jøder ombord på et gammelt og ramponeret skib ved navn Struma i et forsøg på at flygte fra Nazi Europa og komme til Palæstina. Skibets første stop var Istanbul, Tyrkiet, der også blev det sidste stop. Med briterne der pressede Tyrkiet til ikke at give tilladelse til jøderne om at fortsætte deres rejse til Palæstina, og Tyrkiet der nægtede at giver jøderne lov til at gå fra borde da de ikke var i besiddelse af visa til Tyrkiet, så var jøderne tvunget til at blive på det overfyldte skib i næsten 1o uger mens forskellige løsningsmodeller blev diskuteret. På grund af de elendige forhold ombord, blev der fremsat anmodninger om at flytte jøderne til midlertidige transitlejre, der helt og aldeles ville være betalt af jødiske organisationer.

Ikke desto mindre var anmodningerne for døve øren hos tyrkerne.

Endelig blev dramaet afsluttet da tyrkerne helt uventet besluttede at trække skibet tilbage ud i Det Sorte Hav uden brændstof, mad eller vand. I løbet af få timer var de næsten 800 mænd, kvinder og børns skæbne forseglet da en torpedo fra en russik undervandsbåd sænkede det forsvarsløse skib. Ikke en overlevede.

Billede af Struma i Istanbuls havn, samt mindesmærke med navne på ofrene skrevet på metal der symboliserer et vragdel.

I lyset af en sådan mangel på omsorg og i udvisningen af en sådan omgang hykleri, såvel for 70 år siden som idag , er det på tide at det jødiske folk, ja vi alle, står sammen som een mod vore fjender og holder op med at være sådan under indflydelse af deres hykleriske fordømmelser og falske anmodninger om at vise moral.

Yoel Meltzer has an MA in Middle Eastern Studies and lives in Israel.

Lidt info om tragedien (synopsis-olsen)

Læs mere her: http://struma.org/ klik på The Story. Det viste sig der var een overlevende som efterfølgende fik tilladelse til at komme til Palæstina gik i britisk krigstjeneste, kæmpede i krigen i Palæstina 1948 og efterfølgende bosatte sig i USA

Muslimer dræber muslimer i Jihad

Norman Berdichevsky

For nogle få dage siden i fandt en af de mest voldelige hændelser, der indbefatter nedslagtningen af uskyldige civile, sted i Lahore og adskillige kilometer længere borte i Garhi Shahu, Pakistan. Der har ikke været megen medieinteresse, såsom omgående dækning eller interviews med overlevende. Ofrene var alle Ahmadis, en "afvigende" sekt indenfor islam. Ahmadi er en sekt der adskiller sig ved at være den mest fredelige, de har altid boet i fred med deres naboer, det være sig muslimer som ikke-muslimer.

Ahmadi blev angrebet af de "førende" muslimer der sympatiserer med Taliban og al-Queda i Pakistan. Disse muslimer angreb de to Ahmadi moskeer der var fyldt med hundredevis af tilstedeværende. Mindst 80 personer blev dræbt. Angrebene i Lahore blev udført at mindst syv mænd, herunder tre selvmordsbombemænd. Nogle af de angribende fungerede som snigskytter fra en nærvedliggende moske og dræbte deres medmuslimer.

Ahmadi betragtes som frafaldne af de førende muslimer for deres tro på, at deres sekts grundlægger var en frelser som er omtalt i Koranen, islams hellige bog. Gruppen har i årevis oplevet en statssanktioneret diskrimination og lejlighedsvise angreb i Pakistan, men aldrig før i en så stor og koordineret sammenhæng.

Ikke en eneste velkendt, repræsentativ anerkendt muslimsk religiøs leder noget sted har fundet det passende, indtil nu, at fremkomme med en fordømmelse af angrebet. Ikke en mediekommentator (undtagen i Israel) fandt det besværet værd at nævne, at det eneste sted i Mellemøsten hvor Ahmadis lever i fred og harmoni med deres naboer og nyder alle borger- og religiøse rettigheder er i Israel.

Kababir kvarteret i Haifa, blev oprettet i 1928. Kvarterets første moske på Karmels Bjerg blev bygget i 1932 og en større moske i 1970'erne. Den store moske har to hvide minareter over 30 meter høje. De dominerer den lave tagrække af beboelsesejendommene i bakkerne i nærheden. Moskeen får udelukkende økonomisk støtte af medlemmerne af det lokale Ahmadiyya Muslim Samfund. Som autoriteten Bernard Lewis som viseligt har argumenteret, at skønt flertallet at muslimer på et givet tidspunkt måske ikke er motiveret til at overveje at gå ind i jihad, så er udtrykket "islamisk terrorisme" passende

Islam har haft en nødvendigvis politisk karakter...lige fra begyndelsen...til idag. En intim forbindelse mellem religion og politik, mellem magt og kult, markerer en tydelig forskel mellem islam og andre religioner.

...I traditionel islam og derfor også i fundamentalistiske revoltisk islam, er Gud den eneste kilde til overherredømmet. Gud er Statens overhoved. Hæren er "Guds Hær." Værdierne er Guds værdier, og fjenden er selvfølgelig "Guds Fjende."

Jihad rettes ikke "kun" mod ikke-troende (Kaffirs, dvs. ikke-muslimer), men mod alle de som er "bøjet af" fra vejen -- shiiterne, alavitterne, Ahmadi, druserne, Bahai, Yazdis mv. Det er hellig krig med væbent kamp mod alle de som ikke accepterer Muhammads budskab som det fortolkes af de hellige traditioner der æres af alle Sunni lovskolerne i løbet af 1400 års historie.

Men for vor præsident og Assistant til præsidenten for Hjemlandets Sikkerhed og Modterrorrsme John Brennan, er der en blind, død og ubøjelig overbevisning om, som de fortolker det, at Islam er en fredelig og nobel religion der er blevet forvrænget af en "lille minoritet" og jihad betyder fredelig stræben med sig selv for at overvinde de onde tendenser, uden man tager kendsgerningerne som følger i betragtning:

1. Den otte år lange krig mellem Irak og Iran, hvor næsten en million døde.

2. Den første Gulf Krig; invasionen af Kuwait (augt 1990-feb. 1991), Operation Ørkenstorm, Den Anden Gulf Krig og Operation Iraqui Freedom.

3. Omfattende vold mellem muslimer og hinduer i Indien efter delingen og tre krige mellem Pakistan-Indien, terrorisme i Kashmir og Indien der har resulteret i adskillige millioner er blevet dræbt og mindst 15 millioner blevet fordrevet.

4. Pakistan-Bangladesh konflikten 1971 (med borgerkrig og adskillelse). Denne krig har det højeste antal sårede i nogen af konflikterne mellem Indien-Pakistan. Man mener at mellem en til tre millioner blev dræbt som følge af krigen. Kun meget lidt mediedækning.

5. De fortsatte borgerkrige i Yemen og Somalia. Tusinder dræbt. Ingen mediedækning.

6. Inter-sekterisk muslimsk vold mellem shia og sunni i Syrien, Libanon og Irak.

7. Grænsestridigheder mellem Syrien og Jordan, Syrien og Libanon.

8. Jordan's fald ved "Sorte September," 1970. PLO knust af den Jordanske Legion under kommando af Kong Hussein (mindst 25000 dræbte).

9. Syriens undertrykkelse af De Muslimske Brødre og modstandere af Assad Regimet, ødelæggelsen af byen Hama (mindst 20000 døde) for at udslette Det Muslimske Broderskab. Medierne blev nægtet adgang til byen. Oprør i Hama af Det Muslimske Broderskab blev knust af Assad Regimet, Syrien, februar 1982.

12. Årtier-lang massevold mellem muslimske religiøse ekstremister (Salafist bevægelsen) og den algeriske regering begyndte i 1991, og anslås at have kostet mellem 150000 til 20000 døde.

13. Seksten år lang borgerkrig i Libanon. Krigen varede fra 1975-1990 og resulterede i anslået 130000 til 250000 civilie ofre. Endnu en million mennesker (en tredjedel af befolkningen) blev sårede, halvdelen af dem med livslange skader.

14. Irak, Iran og Tyrkisk undertrykkelse af kurdisk selvstyre, anslået 180000 kurdere dræbes, de fleste af dem civile i Irak af Saddam Husseins styrker med gasangreb.

15. Muslimsk terror mod civile i Tetjenien og oveni hundredevis af dræbte i Moskva og andre russiske byer herunder børn i skoler. Ruslands to største terror angreb kom fra muslimske grupper. Den Tetjenske separatistbevægelse tog anslået 85o gidsler i Moskva i oktober 2002 i et teater. Mindste 129 gidsler døde under redningsaktionen, alle på nær en blev dræbt af kemikalier der blev benyttet for at nedkæmpe angriberne.

I september 2004 blev 1200 skolebørn og voksne taget som gidsler på en skole i Beslan, Nordossetien, der blev angrebet af islamisk terrorgruppe. Næsten 500 mennesker herunder 186 børn døde i forsøget på at befri gidslerne. Ifølge en af de overlevende angribere, Nur-Pashi Kulayev, var valget af skolen at have mødre og børn som mål hos angriberne udført for at oppiske den maximale vrede og tænde en større krig i Kaukasus med endemålet at etablere et Islamisk Emirat over hele Nordkaukasus.

16. Muslimske separatistiske aktiviteter og terror på Filippinerne (med næsten månedlige rapporter i de amerikanske medier der ikke nævnte ordet "muslim" eller "jihad."

17. Darfur i Sudan; folkemorderiske angreb mod ikke-muslimske sorte sudanesere. Den 13, juli 2008, rejste Hovedanklageren for den Internationale Kriminal Ret anklage om krigsforbrydelser mod Sudans præsident Omar a-Bashir, anklager der omfatter tre tilfælde af folkemord, fem forbrydelser mod menneskeheden og to mord. Anklagerne hævder at al-Bashir "var hjernen bag, og implementerede en plan for at ødelægge, "i væsentlig grad," tre stammegrupper i Darfur på grund af deres etniske oprindelse.

18. Muslimsk utilfredshed og vold i Thailand.

19. Terrorist aktivitet mod Han kinesere i Vestkina. Mere end et hundrede tilskadekomne.

20. Delingen af Cypern for at stille det tyrkiske muslimske mindretal tilfreds.

21. Muslimsk uro og vold mod kristne i Nigeria og Ghana, adskillige tusinder dræbes. Ingen medie interesse.

22. Muslimsk terrorangreb mod USA i New York og Washington. Næsten 3000 civile dør.

23. Terrorangreb over hele Europa-- Londons undergrundsbane, Atocha Togstationen i Madrid; i Afrika ved den amerikanske ambassade i Kenya; på Bali i en natklub, hvor de fleste ofre var australske turister; forsøg på angreb i USA og andre steder.

24. Jihadi-inspireret snigskytte og terrorangreb af skøre ensomme muslimer i USA mod militærbaser (Fort Hood), synagoger, lufthavne og på Times Square.

25. Forsatte terrorangreb mod Staten Israel og jøder over hele verden.

26.Omfattende piratvirksomhed som man ikke har set i 150 år langs Somalias kyst mod den internationale skibsfart.

27. Indonesisk muslimsk undertrykkelse af Østtimors befolkning (98%) der ønsker uafhængighed. Titusindvis af civile dræbes eller dør på grund af underernæring, fængslinger (1974-1998)

28. Forsat Borgerkrig i Vestsahara mellem Poilisario Bevægelsen og de marokkanske myndigheder, guerillaangreb og hundredetusindvis af fordrevne flygtninge.

I de ovennævnte konflikter, krige, massakre og overgreb har de fleste og hovedmålene været muslimer der er blevet dræbt af andre muslimer i Islam og "jihad" navnet. Hvor muslimer har været i fare for at blive fordrevet og været under angreb i Bosnien, Kosovo og Kuwait har deres redning kun været muligt ved USA's hjælp.

Lad mig anbefale denne artikel på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/05/islams-undergang-k.html

Følger af isolationisme

Memorial Day 2010 - hvorfor der tales engelsk i Amerika

De fleste 'Krig-Løser-Intet' idioter mener, at vi ikke burde have været involveret i 1. Verdenskrig. Det de ikke ved er, at Tyskland sendte telegrammer til Mexico med løfter til den mexikanske regering om, at hvis man hjalp Tyskland i et angreb på USA så ville Mexico få Arizona, Texas og New Mexico i bytte.

Hvis disse budskaber ikke var blevet opsnappet af USA så tvivler jeg ikke på at Tyskland ville have smidt Californien med i byttehandlen, og så ville det have været meget svært for Mexico ikke at afvise det. Forestil dig, hvis vi ikke gjorde klar til krig; forestil dig at isolationister af Ron Paul typen havde vundet og vi har blevet forsvarsløse og uforberedte mod Tyskland, Det Osmanniske Imperium og Mexico. Da ville vi måske havet talt spansk i den vestlige halvdel af landet og tysk og måske endda tyrkisk i den anden.

Er det for langt ude? Hvis jeg nu fortalte nogen i 1920'ernes Frankrig, at på mindre end to årtier da ville de besejrede og nedbrudte tyskere diktere, hvordan livet skulle være i deres elskede Paris, ja man ville storgrine af mig, og betragte mig som gennemført idiot.

Da Tyskland imidlertid gik ind i Paris i juni 1940, gjorde vi i Amerika intet. Isolationisterne af Ron Paul typen insisterede på, at dette ikke var noget vi skulle bekymres os om. Faktisk gjorde vi intet år tidligere da tyske tropper strækmarcherede ind i Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen.

Vi gjorde intet da japanske tropper voldtog og plyndrede Manchuriet, Kina, Fransk Indokina og Indonesien. Åh jo, vi fik igangsat ineffektive sanktioner (lyder det ikke bekendt?). Isolationister af Ron Paul typen insisterede på at Japans handlinger ikke ragede os.

Havde japanerne ikke begået den skæbnesvangre fejl at angribe Pearl Harbor, da ville de langsomt kunne have fået kontrol over hele Stillehavsregionen, og skulle derpå blot vente på at Tyskland overtog hele Europa, hvilket det med lethed kunne have gjort hvis ikke Amerika gik ind i konflikten.

Når Aksemagterne ikke længere kæmpede, men havde den fulde kontrol over resten af verden da ville Mexico kunne overtales til at tilslutte sig dem, igen med tilbudet om at tidligere mexikanske territorier skulle overdrages dem og amerikanerne ville derpå skulle kæmpe på flere fronter. Japan i Vest, Mexico i Syd, Tyskland i Øst, og det nyligt dannede og tidligere Commonwealth land Canada som Storbritannien havde opgivet da Tyskland indtog UK, i nord.

Heldigvis for resten af verden gik vi ind i begge krige og kan dermed fortsætte med at tale engelsk i Amerika.

På denne Memorial Day ville vi alle have gavn af at reflektere over, hvem vi skal takke for at vi stadig er frie i dette land og at vi stadig taler engelsk:

Til De Faldne
Photo by: McCarthy's PhotoWorks

Artikel fra plancksconstant.org

Journalist nævnt som Sovjetredskab af FBI

Cronkite nævnt som mulig Sovjet agent af FBI

Cliff Kincaid

Den afdøde CBS Evening nyheds ankermand Walter Cronkite nævnes ved navn i et netop frigivet FBI-dokument fra 1986 som værende et mål for en Sovjet "aktiv målrettet" kampagne mod Præsident Ronald Reagans anti-kommunistiske udenrigspolitik. Cronkite nævnes som et muligt medlem af en U.S. delegation der ville underskrive en pro-Sovjet "Folkelig Freds Aftale."

Cronkite engang omtalt som den "mest tillidsvækkende mand i TV-nyhederne" på grund af hans indflydelse på den tid da tre nyhedsstationers programmer dominerede den nationale udvælgelse af nyheder og information, bærer en stor del af ansvaret for det amerikanske militære led nederlag i Vietnam, og den kommunistiske erobring af det Sydøst asiatiske land.

Udtrykket "aktiv målrettet" i FBI-dokumentet har en særlig betydning, da det peger på Sovjets efterretningsoperationer med det formål at skade USA og fremme Sovjets udenrigspolitik. Den mest almindelige fremgangsmåde var handlinger for at øve politisk indlyldelse, hvor højtprofilerede U.S.- og politikere i Vesten, og kendte mennesker, blev benyttet til at fremme Sovjets målsætning.

Dokumenterne om Cronkite er kommet til denne journalists kendskab gennem Freedom of Investigation Act (FOIA) og inkluderer et brev fra FBI, dateret 25. juni 1986, der peger på et vedhæftet internt memorandum fra "Campaign for a People's Peace Treaty," som værende en del af en "Sovjet aktiv målrettet" kampagne. Dokumentet er adresseret til FBI direktøren og efterretningsdivisionen.

Selvom der er mange spørgsmål der står tilbage om baggrunden for denne hemmelige operation for at få indflydelse og dens endelige succes, giver dokumenterne dog absolut bekræftelse på, at Sovjet som målgruppe havde ledende personer i U.S. medierne. Andre 'mål' var talk-show værten Phil Donahue, Harrison Salisbury fra New York Times, David Brinkley fra ABC News og Bill Moyers fra CBS News og senere i offentlig TV.

"Kampagnen for en Folkelig Freds Traktat" var et projekt fra Sovjets National Council of American-Soviet Friendship og var skabt for at få et offentlig og international pres i forsøget på at underminere Reagan's U.S. oprustning af konventionelle såvel som atomvåben.

Vicedirektøren for FBI Efterretningsvæsenet, Edward J. O'Malley bevidnede overfor Kongressen i 1982 at National Council of American-Soviet Friendship blev grundlagt i 1943 af Kommunistpartiet i USA og havde Sovjets interesser som mål.

Cronkite, der gik på pension som hovedmand fra CBS Evening News i 1981, men fortsatte med at udtale sig offentligt om tidens begivenheder var et naturligt mål for Sovjet og deres agenter fordi han allerede blev omfattet som havende sympati for deres sag. I 1979 havde han givet et interview til det Sovjetiske tidsskrift Literary Gazette, og fortalt Vitaly Kobysh, at "Truslen fra Sovjet" var "højst sandsynlig en myte." Ifølge tidsskriftet gik Cronkite videre med at sige at "jeg vil aldrig tro på en trussel fra Sovjet."

Kort tid efter interviewet blev offentliggjort invaderede Sovjet Afghanistan.

Donahue der var i spidsen for tidens TV talk-show i U.S., før Oprah Winfrey satte sig på pladsen, havde allerede lavet programmer med Sovjet journalisten Vladimir Pozner, og er fortsat med at være en prominent venstrefløjsaktivist der lejlighedsvis optræder i medierne. Hans program på MSNBC blev fjernet i 2003, fordi som hans tidligere chefproducer Jeff Cohen hævder, var for meget mod krigen.

FBI brevet og memorandummet kan man se på siderne 58 og 59 i dette udvalg af materialer der er frigivet under FOIA.

FBI havde ellers tidligere oplyst om, at Cronkite's personlige arkiv i FBI var blevet fuldstændigt ødelagt af bureauet.

Andre påstande i dokumenterne om - at Cronkite assisterede anti-Vietnam krigs protesterende og sagde at CBS burde leje en helikopter for at transportere Senator Edmund Muskie til en anti-krigs demonstration - er blevet grebet med kyshånd af andre nyhedsagenturer der tilsyneladende modtog samlinger af det samme materiale gennem deres udnyttelse af FOIA.

Siderne 6-9 i samlingen indikerer, at Cronkite særskilt blev tilbudt at give en CBS News "åben mikrofon" til organisatorerne af '1969 Moratorium to End War' i Vietnam. En intern undersøgelse fra 1969 af House Internal Security Subcommittee pegede på, at organisatorerne af Vietnam Moratorium Committee var under stærk indflydelse af Kommunist Partiet i USA.

Tilbudet fra Cronkite om støtte til anti-krigs organisatorerne er i overensstemmelse med den kendsgerning at CBS nyhedsjournalisten allerede havde erklæret at den kommunistiske Tet-offensiv i 1968 var et nederlag for U.S. og at den amerikanske regering burde forhandle en militær tilbagetrækning. Cronkite's dom om at krigen ikke kunne vindes - og at det blev accepteret af andre medier og ledende mennesker i offentligheden - tvang en ændring af U.S. politikken igennem, i hvilken forhandlinger med kommunisterne og en eventuel U.S. tilbagetrækning af styrkerne var et punkt, og som førte til den kommunistiske magtovertagelse af Sydvietnam i 1975.

Det kommunistiske Nordvietnam havde værksat en invasion af Sydvietnam i 1960 ved skabelsen af NLF (National Liberation Front) eller Viet Cong, som undskyldning for at føre krig.

I udgaven for marts-arpil 2010 af Military Review i en artikel med titlen "Lektionerne vi lærte af Vietnam," genopfrisker dr. William L. Stearman den kontroversielle periode i 1968-69 der var yderst kritisk for de vietnamesiske kommunister fordi, trods Cronkite's påstande, så blev de faktisk besejret militært af U.S. og de sydvietnamesiske tropper under Tet Offensiven. Stearman bemærker at Cronkites forhastede og fejlagtige dom om krigen kom efter et "hurtigt besøg" til Vietnam i februar 1968.

Tet offensiven "var en alvorlig Nordvietnamessik fejlbedømmelse," bemærker Uwe Siemon-Netto, en international journalist der dækkede krigen. Ved Tet, skriver han, mistede Hanoi 45000 mænd og hele sin infrastruktur i syden. "Alligevel portrætterer større nyhedsmedierne i USA Tet som et nederlag for deres side," sagde han, idet han henviste til Cronkite og andre.

"Efter Tet, meddelte (præsident) Johnson at han ikke ville stille op til genvalg. Skønt det var en militær sejr for USA og dets allierede, markerede Tet begyndelsen til deres nederlag."

Stearman konkluderer, "...takket været U.S. medierne, vandt fjenden krigen, hvor det virkelig gjaldt - i USA."

Sovjet kommunisterne der førte den samme form for propagandakrig mod U.S. politikerne og offentligheden var ikke så succesfulde som Vietnam kommunisterne. Reagan holdt ikke kun fast i sin våbenoprustning og slog ned mod kommunistisk agression i Centralamerika, men igangsatte adskillige bestræbelser for at udstille og nedkæmpe Sovjets propagandahandlinger.

Kongressen holdt høringer og offentliggjorde rapporter om sådanne emner som "Sovjets aktive målsætning" og Sovjets hemmelige aktioner," og understregede, hvordan Sovjet efterretningsoperationer og deres agenter opererede på amerikansk jord og internationalt.

Vi ved nu, ved de dokumenter der er frigivet og opdaget efter Sovjets kollaps, at senator Ted Kennedy gav et tilbud til Sovjet om hjælp med at organisere en modstand mod Reagans pro-forsvarspoltik. Kennedy var en af de førende lederes i Kongressen der støttede en "fastfrysning af atomvåben" kampagne for at forhindre en udbredelse af U.S. atomåben til Europa for at stå op imod truslen fra Sovjet.

Cronkite og andre mediepersonligheder var med på listen over "mulige medllemmer af U.S. delegationen der kunne underskrive traktaten." En venstrefløjs organisation, Center for Defense Information, nævnes som værende i stand til at kunne skaffe en "militærperson" der kan underskrive dokumentet.

På industriområdet nævnes som første navn "Armand," tilsyneladende en henvisning til Armand Hammer, den nu afdøde formand for Occidental Petroleum der var medlem af Al Gore familien og Sovjet agent.

"Fagforenings" delen inkluderer en henvisning til ACTWU, tekstilarbejdernes fagforening.

Memorandummet nævner at Alan Thomson vil medbringe den underskrevne "Fredstraktat" til Moskva og præsentere det for Sovjet Peace Committee. Thomson var ordførende direktør for National Council of American-Soviet Friendship.

Trods sit ry som en ærlig og objektiv nyhedsformidler bemærkede vi i en artikel, der fornylig er udgivet, kort efter hans død, at Cronkite var en nøgleperson i det løbende CBS News æterbårne angreb på Reagan administrationens forsvarsopbygning.

Vi skrev, "Efter Ronald Reagan overtog embedet som præsident og gik igang med at opbygge U.S. forsvars kapaciteten, i kølvandet på de katastrofale Jimmy Carter år, handlede CBS News for at gå imod Reagans bestræbelse. De sendte et program i fem dele, 'The Defense of United States,' i hvilken Cronkite trådte frem for at fortælle os at forholdet med Sovjetunionen var domineret af "de samme gamle skræmmebilleder, fordi vi ikke har en ægte dialog med Sovjet kommunisterne."

AIM grundlæggeren, Reed Irvine, skrev på den tid, at udsendelserne fra CBS gav os "Kreml's syn om at det er USA, og ikke Sovjetunionen, der stræber efter en umulig militær overlegenhed, mens der skabes fantasier om Sovjet agression."

Irvine hendledte opmærksomheden på den "vedvarende anti-forsvars dagsorden hos CBS News" under Cronkite og kommenterede, "Man må undre sig over, hvorfor anti-forsvars dagsordenen er så stærk og vedholdende hos CBS. Min egen fornemmelse er at det er en genspejling af de synspunkter som Walter Cronkite har, der udstiller en godtroende holdning til Sovjetunionen."

Mens Reagan ihærdigt forsatte med sin våbenopbygning, herunder udviklingen af Strategic Defense Initiative, kollapsede Sovjetunionen endeligt i 1991, men bestræbelsen på at frelse Vietnam fra kommunismen var ikke så succesfuld, takket været for en stor dels vedkommende Cronkite's indlfydelse.

Det blodige resultat: 58160 U.S. tjenestegørende og næsten en million civile døde i Vietnam krigen. Sydvietnams militær mistende næsten en kvart million og over en million kommunistiske soldater blev dræbt.

Titusinder at sydvietnamesiske U.S. allierede blev efterladt efter det amerikanske militær trak sig ud, og de blev torteret i kommunisternes lejre. Titusinder andre flygtede i skrøbelige både, og blev kendt som "bådfolket."

Regeringen i Vietnam er til denne dag et kommunistisk diktatur.

I mellemtiden overdrog National Council of American-Soviet Friendship deres samling af pro-Sovjet film til Academy of Motion Picture Arts and Sciences. "Filmene giver et fascinerende indbklik i et land og et politisk system der ikke længere eksisterer, og giver tilskuerne en mulighed for at se Den Kolde Krig fra den anden side," siger akademiet.

Selvom det politiske system fra Sovjet måske ikke længere eksisterer har russerne fortsat med mange af de gamle Sovjet-inspirerede efterretningsningsmetoder og metoder til at skaffe sig indflydelse. Bogen Kammerat J, der er med baggrund i afsløringerne af en russisk mesterspion, Sergei Tretyakov, identificerer tidligere departementschef hos Clinton, og nu leder af Brookings Institution, Talbott, som en russisk efterretningsmarionetdukke.

Talbott har været artikelskriver for Time Magazine, hvor han skrev om behovet for en verdensregering et emne som også Walter Cronkite omfavnede.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Cliff Kincaid is the Editor of Accuracy in Media, and can be contacted at cliff.kincaid@aim.org.

Læs også denne artikel om Cronkite: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/07/et-nyhedsoplser-far-trt-pa.html