Iran's Maginot Line
Gene SchwimmerEn af de vigtigste evner i krigsførelse er kunsten at vildlede. Ligesom tryllekunstnere der med den ene hånd afleder opmærksomheden fra hvad han har gang i med den anden, kan angriberen forføre sin fjende til at benytte det meste af sine ressourcer til at modstå et angreb et forventet sted, og dermed opnå en betragtelig fordel. Det var selve nøglen til sejren i Normandiet, og kunne denne skribent argumentere, vor fiasko ved ikke at angribe Iran da hele verden var fokuseret vil gå over i historien som en af historiens mest eklatante fejlslutninger. Havde vi gjort det, og her er det vist ikke nødvendigt at fremhæve, modstået de forventede protestbrøl fra “det internationale samfund” da ville vi kunne se et meget mere stabilt og sikkert Mellemøsten, end det vi har i dag.
Israel har også sovet ‘i timen.’ Men til landets ros, har hun fremvist, igen og igen, evnen til at lære af fejltagelser og at undgå at gentage dem. Landet er heller ikke ukendt med kunsten at vildlede.
Og når man forberedte tidligere angreb som de på det påbegyndte atomanlæg i Irak og Syrien eller gidselredningen i Entebbe (se denne artikel på synopsis), har israelerne da nogensinde gjort deres intentioner kendt på for hånd?
Derfor, da nødvendigheden og den krigeriske retorik fra Israels diplomati er blevet forstærket i de seneste uger, da kan denne skribent ikke lade være med at undre sig over om ikke noget andet, dog mindre åbenbart foregår.
Er Israel i gang med kunsten af vildlede?
En af hovedårsagerne til Israels lynhurtige sejr i 6-dages krigen i 1967, var landets evne til at smadre Egyptens Luftvåben mens dette stadig stod på jorden, og dermed opnå det absolutte herredømme i luften som er så væsnetlig i moderne krigsførelse. I modsætning hertil står, en af hovedforhindringerne til sejren i 73’ Yom Kippur Krigen, netop Egyptens russisk fremstillede jord til luft missiler, der til Israels fortvivlelse beviste sig yderst effektivt i nedskyndingen af Israels jetfly.
Egyptens luftvåben tilintetgjort i 6-dages krigen 1967
Ikke at have tilstrækkelig opmærksomhed på en fjendes luftforsvar er en fejltagelse som Israel Air Force (IAF) er opmærksom på ikke at gentage. Faktisk er det godt at huske, at samtidig med at Irans fremspirende evne til at lave atomvåben er det største problem for Israel, da har Israel gjort det klart at Irans potentielle erhvervelse af avancerede russiske S-300 SAM’s, der er i stand til at neutralisere Israels luftoverherredømme, er andet problem
Overvej også som mange har påpeget, at når man tager i betragtning, hvor langt nede i jorden Iran har lagt sine atomfaciliteter, da ville et enkelt angreb fra Israel på de faciliteter højst sandsynligt kun forsinke, ikke gøre en ende på Irans atomvåbenprogram (medmindre det iranske regime falder i mellemtiden).Flere angreb er nødvendige.
Logisk set forekommer målet for et første israelsk angreb at være ikke at ødelægge Irans evne til at lave atomvåben (skønt, som den jødiske bedstemor der tilbød kyllingen suppe, “Det kan vel ikke skade.”), men at ødelægge Irans jord til luft forsvars faciliteter. Med andre ord nøjes ikke med at undgå Irans luftvåben på vej mod at angribe atomfaciliteterne - ødelæg luftvåbnet, helst mens det stadig ikke er på vingerne..
Det samme gælder missilerne og affyringsramperne. Derpå så er det atomfaciliteterne der er målet.
For Israel kan valget ikke være mere enkelt: At tillade at Iran har kontrol over sit luftrum, dermed i stand til at afværge et angreb fra IA, og den iranske atombombe bliver en uundgåelighed. Men fratag Iran den kontrol, og Israel er frit stillet til at angribe Irans atomfaciliteter - og Den Republikanske Garde, og Den Iranske Flåde, og Det Iranske Luftvåben (om Iran forsøger at genskabe det) -- hver et sted, til enhver tid, så ofte som det er nødvendigt.
Og takket været Israels spionsatelitter og det moderne GPS målsøgningsudstyr, er den manglende evne hos en enkelt israelsk styret bombe, til at trænge igennem, ned i jorden, til de dybtliggende begravede atomproduktionssteder uden reel betydning; hvis den første bombe ikke kan klare opgave, så send den næste afsted, og endnu en. Med Israel som luften Herre, har landet alt den tid der skal til for at afslutte arbejdet.
Og selvfølgelig ville Israel også have al den tid der skal til for at ødelægge Irans ballistiske missiler og affyringsramper - de som er i stand til at nå Israel … og med tiden - os.
Men er alt ovenstående virkelig nødvendigt? Der er gjort meget ud af Irans dybe nedgravede atomsteders utilgængelighed. Men de steder er jo ubrugelige hvis iranerne ikke kan komme til dem. Derfor bliver det måske ikke nødvendigt at ødelægge de steder, men blot at forsegle indgangene.
Frankrigs Maginot linje - gravet ned.
Med en smule held ville IAF endog kunne få vigtigt personnel (og Ahmadinejad?) lukket inde.
Ideelt set ville IAF kunne få skabt tilstrækkelig ødelæggelse så undergrunds faciliteterne ikke bliver tilgængelige i et betragteligt stykke tid. Men igen, med et IAF der behersker luftrummet. da ville Israel kunne ‘tillade’ iranerne at bruge megen tid, kræfter, og penge på at rydde indgangene og derpå forsegle dem igen - og igen , og igen, ligeså ofte som Iran forsøger at åbne dem
Mest sandsynligt vil iranerne, der ved dette, ikke bekymre sig om det, men under alle omstændigheder er det langt lettere at forhindre adgangen til Irans atomvåbenfaciliteter, end at ødelægge stederne, da man jo opnår stort set formålet med angrebet.
Men en vigtig pointe man kan lære af dette er den åbenbare kendsgerning at jo dybere Iran ‘begraver’ sine faciliteter, des sværere vil det være at få adgang til dem igen, hvis Israel forsegler indgangene.
Ved at grave sine atomfaciliteterne så langt ned under jorden for at beskytte dem mod angreb, har Iran, ganske så ironisk, været med til at skabe en iransk Maginot Linje.
Ved at grave sine atomfaciliteterne så langt ned under jorden for at beskytte dem mod angreb, har Iran, ganske så ironisk, været med til at skabe en iransk Maginot Linje.
Gene Schwimmer is the author of The Christian State.
Read more: http://www.americanthinker.com/2011/11/irans_maginot_line.html#ixzz1eQUrHsSx
Ingen kommentarer:
Send en kommentar