Talen til Velfærdsstaten
Jeffrey Folks Præsident Obama har i den senere tid talt om det han betragter som et opsving i økonomien. "Økonomien er i vækst igen," erklærede han i sin Tale til Nationen. Ikke overraskende undlod han at nævne at i 104 på hinanden følgende uger, er flere og flere amerikanere blevet afhængige af velfærd. Eller at i de familier som modtager velfærdsydelser er fædrene blevet mere og mere uden betydning og at ungdomskriminaliteten er øget.
Men det er selvfølgelig heller ikke en kendsgerning man kan forvente at høre fra præsidenten i en Tale til Nationen, eller for den sags skyld noget andet sted. Det vi hører, igen og igen er en fantasi om at regeringen skaber jobs. Regeringen har styr på økonomien. Regeringen giver ungerne mad og sender dem lykkelige i seng. Kendsgerningerne er det direkte modsatte.
Landbrugsministeriet har netop meddelt af 43,6 millioner amerikanere nu modtager fødevaremærker.
Meget betegnende så var der i 2006, ved højdepunktet for den historiske udvidelse af økonomien under Bush lige over 20 millioner amerikanere der modtog fødevaremærker. Siden da er antallet af modtaget blevet fordoblet, med næsten hele stigningen under præsident Barack Obama. Faktisk er en af de næsten ikke omtalte historier fra de to sidste år det, at antallet af amerikanere der modtager fødevaremærker er steget hver eneste måned under Obama administrationen. Selv med den nylige nedgang i arbejdsløshedstallet fra 10-9,4% er antallet af fødevaremærkemodtagere fortsat med at stige.
Denne stigning er ikke gunstig for skatteyderen eller for velfærdsmodtageren. Forøgelsen af forbundsregeringens velfærdsforbrug er en af hovedårsagerne til det årlige budgetunderskud der nu er på samlet 1,5 billion dollars. I 2011 budgettet som Obama har overdraget Kongressen, vil der blive brugt 1,43 trillion dollars på MediCare og Medicaid, med Medicaid som den hurtigst voksende del. Næst efter forsvarsudgifterne er sundheds og pleje delen den største del af det skønnede forbrug i Obamas budget med 83,5 milliarder dollars. Boligtilskud er ikke så langt bagefter med 41,6 milliarder dollars. Og andre større omfordelingsprogrammer, såsom Earned Income Credit, (tilskud til lavtlønsområdet) optræder slet ikke i budgettet.
Den årlige omkostning for skatteyderen til Earned Income Credit programmet, der giver et maximum på 5.666 dollars per familie er 59 milliarder dollars. Dette er en meget stor omkostning af betale især da så mange som 30% af de som gør krav på kreditten ikke har ret til den. Det må være helt klart at Obamas omfordelingspolitik er til skade for skatteyderen. Men velfærden er heller ikke godt for velfærdsmodtageren.
Virkningen af fødevaremærker, tilskud til boliger, Medicaid og andre støtteprogrammer har været at der er skabt en permanent velfærdsklasse, der når det drejer sig om muligheder og holdninger er meget ringe udrustet til at vende tilbage til arbejde. Ikke blot det, børnene af velfærdsmødrene er lullet ind i en mentalitet der vil blive ved med at give afhængighed i generation efter generation. Og venstreorienterede politikere har ikke travlt med at gøre en ende på denne afhængighed, da velfærdssystemet beskyttertrang tjenere deres egne interesser.
Velfærdens ødelæggende effekt går langt videre end politisk afhængighed. Som Patrick Daniel Moynihan dokumenterede for lang tid siden i The Negro Family: The Case for National Action, da bidrager velfærdssystemet i høj grad til at nedbryde familien. Det Moynihan skrev i 1960 gælder den dag i dag. Jo mere velfærd som familier modtager fra regeringen des mindre brug er der for fædre til deres støtte. I det der mangler en ansvarlig faderrolle, vokser børn op i den tro at det at være 'afhængig' er ganske naturligt.
Tilmed peger temmelig meget på, en tæt forbindelse mellem forbrydelser og velfærd. Det er vel næppe blot en myte at mene at store boligområder der modtager tilskud er farlige områder. Statistiske kort afslører at mordsteder i byområder er koncentreret om offentlige beboelsesejendomme. I et vidneudsagn foran Senate Judiciary Committee dokumenterede Michael Tanner i 1994 forbindelsen mellem velfærd og forbrydelse. Idet han pegede på virkningerne af de mange børn født udenfor ægteskab og i faderløse familier blandt modtagere af velfærdsydelser konkluderede Tanner, at "velfærdssystemet er en medvirkende årsag til ungdomskriminalitet og vold." Velfærdssystemet medfører helt klart en omkostning for samfunder der dermed belaster forbunds- og statsbudgettet.
Når det drejer sig om, hvorfor så mange amerikanere modtager fødevaremærker og andre velfærdsydelser er en af grundene, at så mange er faldet helt ud af arbejdsstyrken. Januar 2011 rapporten om jobs bekræftede at Obamas økonomiske politik ikke skaber jobs. Faktisk var det blot 36000 jobs der blev skabt, hvor man ville forvente en kvart million eller flere. De "gode nyheder" er at arbejdsløshedstallet faldt til 9%, men det er kun fordi så mange besluttede at velfærdsordningerne skal benyttes. Forvent at de store stigninger i antallet af fødevaremærker vil fortsætte.
Måske Obama er ganske godt tilfreds med den manglende bedring af arbejdsløshedstallet vi har i Amerika nu med den mindst arbejdsstyrke i et kvart århundrede. I november (2010) var det faldet til 64,5%. Det tal omfatter ikke kun de personer der er i den arbejdsduelige alder og som er i beskæftigelse, men også de arbejdsløse der søger arbejde -- nu for tiden 16% af arbejdsstyrken. Med andre ord, har 35,5% af voksne i den arbejdsduelige alder opgivet at finde et arbejde.
Man skulle tro at disse tal ville sætte en præsident i alarmberedskab da han allerede har sparket sin genvalgskampagne i gang med en inkluderende Tale Til Nation og utallige optrædener i svingstaterne. Men Obama er blevet skolet i Chicago beskyttersystemet der gør afhængighed lig med stemmer. For en politiker som Obama, ville en driftig privat sektor nemlig betyde langt færre stemmer. Måske er det derfor han har gjort så meget for at forhindre det i at ske.
Demokraterne har en skjult interesse i at udvide antallet af amerikanere der simpelthen har givet op med at finde et arbejde. Hvorfor skulle Obama dog ønske at skabe flere jobs når det er velfærdsydelses modtagerne der er hans største fans?
http://www.americanthinker.com/2011/02/the_welfare_state_of_the_union.html
Jeffrey Folks is the author of many books and articles on American culture.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar