søndag den 13. november 2011

Irans vilje til krig

Iran's vilje til at vinde i krig                          

Caroline Glick

Obama administrationens svar på Irans plan om at bringe den 32 år gamle krig mod United States til US hovedstaden er den seneste bekræftelse på, at præsident Barack Obama ikke har nogen intention om at gribe til handling for at fjerne eller formindske den trussel Iran udgør for US, vore allierede og interesser.

Her forleden afslørede Justitsministeriet at deres embedsmænd havde afsløret en iransk plan om at dræbe den Saudiske ambassadør i US og at sprænge Saudiarabiens og Israels ambassader i luften  

De arresterede en iransk-amerikaner med dobbelt statsborgerskab der er en slægtning til en senior terrormesterhjerne i Irans Revolutions Garde. Denne person, Mansoor Arbabsiar kontaktede en amerikansk hemmelig agent som han troede arbejdede for en af Mexicoas narkokarteller og bad kartellet om hjælp til Iran i udførelsen af planen.

Iran erklærede krig mod US i 1979. Siden da har de benyttet deres terrorhære i Libanon, Afghanistan, Irak, Saudiarabien og andre steder i regionen til at myrde amerikanere. Man har benyttet terrorhære i Latinamerika til at ramme US interesser og allierede. Og nu er man blevet pågrebet i en handling med at rekruttere agenter til at udføre terrorhandlinger i Washington D.C.
                                  
                   

Ovenpå Justitsministeriets meddelelse erklærede Obama administrationen sin hensigt om at “isolere” Iran i det internationale samfund. Selvom det lyder som en alvorlig ment plan, især når den bekræftes af Obama og Udenrigsminister Hillary Clinton, så er kendsgerningen dog at det slet ikke er alvorlig ment politik.

Faktisk, når man betragter det nøje, er det klart at formålet med at isolere Iran indbefatter, at man intet gør for at gengælde den aggression som Iran har udvist.  

Der er tre grunde for dette i denne sag. For det første. Ved at placere byrden for straffen til Iran hos det noget uklare “internationale samfund” signalerer Obama at under hans ledelse, betragter Amerika ikke operationsplaner om at angribe US interesser på amerikansk jord som noget Amerika bør beskæftige sig med.

I tilfældet med Iran betyder “det internationale samfund” Rusland og Kina. De to FN Sikkerhedsråds medlemmer med vetoregimer har samarbejdet med Iran om landets ulovlige aktiviteter og dets udvikling af kernevåben og især ballistiske missiler. Rusland og Kina har blokeret for alle seriøse sanktioner mod Iran i FN Sikkerhedsrådet. Deres aktive forsvar for Iran lader antyde at FN aldrig vil give tilladelse til at militærmagt kan benyttes mod Irans kernevåbeninstallationer.

Da Rusland og Kina foretrækker at se at Iran får kernevåben fremfor at bemyndige noget FN middel der kunne forhindre eller forsinke denne udvikling, er det svært at forestille sig at nogen af regeringerne pludselig skulle blive enige om at isolere Iran blot fordi de planlagde at dræbe Saudiarabiens ambassadør og sprænge et par udenlandske ambassader i luften i Washington.  

Den anden grund er at det er fornuftigt at konkludere at administrationen er uvederhæftig i sin barske tale om Iran, fordi administrationen fortæller os den er netop uvederhæftig. I samtaler med New York Times her fornylig sagde adskillige højerestående embedsmænd fra Det Hvide Hus, at de overvejede muligheder for gradvist at eskalere US sanktionerne mod Iran.

De sagde specifikt at adminsitrationen er undervejs med at spærre for finansielle transaktioner med Irans Centralbank. De sagde også at Det Hvide Hus overvejer at blokere for kontakten til det af Irans Revolutions Garde ejede selskab der kontrollerer salget af iransk olie og naturgasd til udlandet.

Så igen informerede administrationskilder the Times om at de ikke er sikre på at sanktioner egentlig er en god ide. Hvis US blokerer den eneste farbare vej til at købe iransk gas og olie og på anden vis gør det umuligt for Iran at sælge sine naturressourcer, advarede de, ville US forårsage at markedsprisen vil stige kraftigt, og såeldes skade vor økonomi. Så muligvis vil US ikke indføre sanktioner mod regimet alligevel.

Så er der holdningen til en militær gengældelse. Efter nyheden om det afslørede plot var sluppet ud, lod Obama det blive kendt at “den militære option er på bordet.” Men så specificerede han ikke målet med denne mulighed. Er US ved at udvikle en holdning til angreb på Irans kernekraftfaciliteter? Forbereder man sig på at angribe mål hos det iranske regime i en bestræbelse på at få styrtet verdens største sponsor af terror? Planlægger man et militær angreb mod IRGC mål i Iran, eller Irak eller Afghanistan?

Det er højst usandsynligt at US planlægger at gå ind i nogen af disse missioner. I løbet af weekenden har US givet meddelelse om at tropperne skal trækkes helt ud af Irak i jnuar måned. Obama har inisteret på tilbagetrækning af tropper fra Afghanistan trods Talibans fornyede styrke i landet.

Når det drejer sig om at angribe mål hos regimet er det svært at forestille sig, efter at have stillet sig på mullahernes side mod de som protesterer for demokratien i kølvandet på det stjålne præsidentvalg i 2009. Obama skal beslutte sig for at få erstattet regimet - og anvende militære aktioner for at fremme den målsætning.

Så er der selve problemet med atomvåben. Da Rusland og Kinas støtte til Iran i FN Sikkerhedsrådet udelader enhver mulighed for en Sikkerhedsråds sanktioneret angreb mod Irans atom installationer er det ganske så tydeligt at administrationen ikke vil foretage sig militære indgreb uanset hvad Iran atomprogram går ud på. Det er trods alt den administration der tror at US skal have FN godkendelse for enhver militær aktion.

Obamas pro-ayatollah politik har givet anledning til at han betragter udsigten til et atomvåben Iran svarende til den trussel som Sovjetunionen udgjorde under Den Kolde Krig. Som kernevåben nedrustningseksperten Avner Cohen forklarede i et interview med The Jerusalem Post tidligere i forrige måned, er administrationen forpligtet til en politik med inddæmning af det kernevåbenbesiddende Iran, fremfor at forhindre at Iran får kernevåben.

Cohen forklarede, “Ønsker at US og også Israel skal være beskæftiget i en gennemført bestræbelse på at inddæmme Iran - på den måde Sovjetunionen blev det under Den Kolde Krig - hvilket betyder at i alle praktiske henseender og mangel på ekstreme omstændigheder at såvel US som Israel skal lægge den militære mulighed til side og i stedet arbejde på at inddæmme Iran.”  

Ifølge Olli Heinonen, den tidligere videdirektør for FN’s Internationale Atom Energi Agentur, vil US have en mulighed for at sætte sin atom inddæmningspolitik mod Iran i aktion i nærmeste fremtid. I et interview for leden med Der Spiegel vurderede Heinonen at i løbet af to år vil iranerne have tilstrækkeligt med plutonium til at producere atomvåben. I løbet af et år, vil de have tilstrækkeligt med beriget uran til det som kaldet “gennembrudskapacitet” hvilket betyder at de helt bevidst kan producere atombomber.



Iransk børnesoldat før indsatsen i et minefelt

Problemet med Obamas -ikke-svar- på Iran atomvåbenprogrammer og dets terrorplan mod Washington er at det iranske regime slet ikke ligner Sovjetunionen dengang. Regimet hvis første udfald i internationalt diplomati involverede et dolkestød mod nation-stat systemet ved at angribe US ambassaden og holde dets personale som gidsler er ikke noget der svarer til Sovjetunionen. Et regime der sender 100000 børn i døden under Iran-Irak krigen ved at sende dem ud på slagmarken som menneskelige mineryddere er ikke et regime der kan inddæmmes ved en målrettet fælles ødelæggelse som tilfældet var med Sovjet.  

Irans krig mod US er en krig som kun Iran udkæmper. Og hvis noget ikke ændrer sig meget hurtigt, er det klart at siden det kun er Iran der kæmper den krig er det kun Iran der vil vinde.


FamilySecurityMatters.org Contributor Caroline Glick is Deputy Managing Editor of The Jerusalem Post where her writings can be found: http://www.jpost.com/. Her website can be found at http://www.carolineglick.com/.

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails