Hvordan postmoderne socialisme smadrede Spanien
Et studium i, hvordan uduelige politikere forblindede af postmoderne socialistisk ideologi og tilbøjelige til hensynsløst statsoverforbrug, i kombination med vælgerapati kan føre en nation i forfald.
Ved at lade Spanien være med i en krig i Libyen kalkulerede den socialistiske premierminister José Luis Rodriguez Zapatero med at han kunne undgå skæbnen ved at aflede mediernes overskrifter fra den kendsgerning, at han også har ført Spanien mod randen af en økonomisk katastrofe.
Men som den hovmodige Babyloniske konge Belshazzar, der var døddrukken af narcissismens vin er en omtåget Zapatero blevet tvunget til at læse skriften på væggen: Han er blevet vejet på vægten og fundet uønsket.
Med en frisk opinionsundersøgelse afsløres det, at mere end 80% af de spanske vælgere har mistet tilliden til Zapatero, og dermed gjort ham til den mindst populære premierminister siden diktatoren Francisco Franco i 1975. Zapatero meddelte den 2. april at han ikke vil søge om en tredje periode ved 2012 valget. "Jeg mente det ville være det bedste for landet," sagde han.
Irionien ved det er, at mens mange spanske vælgere ville drage et lettelsens suk, da er Zapateros afgang nok med til at skabe endnu flere problemer for Spanien end den løser. Spanien er i håbløs grad mudret ind i den værste økonomiske reccession i landets moderne historie, og Zapateros afgang fra 2012 racet har åbnet op for en magtkamp indenfor Socialist Partiet. Analytikere frygter, at ethvert magttomrum kan svække markedet og sætte Spaniens finansielle struktur i fare ved at låneomkostningerne for landet vil stige.
Den politiske usikkerhed i Spanien kommer da Moody's Investors Service nedjusterede Spanien den 10. marts og advarede om yderligere nedjusteringer da de forventer at omstruktureringen af bankerne vil koste langt mere, end hvad regeringen forventer. Moodys siger Spanien kan få brug for op til 120 milliarder Euro for at redde landets vaklende banker, skønt den spanske regering og centralbank insisterer på at de kun har brug for højst 20 milliarder Euro.
Samtidig meddelte Spanien den 2. marts af landets arbejdsløshedstal er steget til over 20%, en rekord som ikke er set i 15 år, ved slutningen af februar og det højeste i den industrialiserede verden. Arbejdsløshedstallet blandt Spaniens unge er eksploderet til godt over 40%, et tal der overgår ungdomsarbejdsløsheden i Egypten og Tunesien. Ialt er mere end 7,7 millioner spaniere nu uden arbejde, og arbejdsløshedsomkostningerne udgør den størst enkeltudgift for regeringen.
Som om det ikke var nok indførte den spanske regering den 7. marts en række ekstraordinære virkemidler til at bekæmpe en stigning i brændstofpriserne forårsaget af de populære opstande i Nordafrika og Mellemøsten, der er hovedforsynerne af råolie og naturgas til Spanien. Blandt andre virkemidler har regeringen nedsat hastigheden på de spanske motorveje. Vicepremierminister Alfredo Perez Rubalcaba sagde "formålet er at sænke væksten af vor energiregning."
I mellemtiden meddelte regeringen af den spanske økonomi faldt med 0,2% i hele 2010, efter at være faldet med 3,7% i 2009. Økonomien forventes at stagnere i 2011.
Den stadige strøm af dårlige nyheder i de seneste måneder - koblet med den dramatiske økonomiske udvikling i nabolandet Portugal, hvor premierminister Jose Socrates' afgang har igangsat tidligt valg og givet et skub til at landet beder om en kaution - antyder at Spaniens økonomiske krise så langt fra er forbi. Ikke alene kaster det yderligere tvivl om holdbarheden af Spaniens gæld, men det forøger også chancerne for, at Spanien, som Grækenland og Irland må bede om en finansiel hjælpepakke. En 'kaution' for Spanien vil få store konsekvenser for såvel Europa som for United States.
Hvordan er Spanien dog endt i sådan en gang rod? Spaniens økonomi nedsmeltede i det store og hele på grund af kollapset i landets byggesektor, der stod for (direkte og indirekte) næsten en fjerdel af Brutttonationalproduktet før en spekulativ ejendomsboble brast i 2007. Den medfølgende virkning på arbejdsløsheden, koblet med et fald i det hjemlige forbrug og et fald i skatteindtægterne, blandt myriader af andre besværligheder, har alle i kombination ført Spanien hen mod den økonomiske afgrunds rand.
Men andre faktorer har bidraget til krisen i Spanien: Inkompetente politikere, hensynsløst regeringsoverforbrug og vælgerapati.
Inkompetente Politikere: Økonomer både udenfor- som indenfor Spanien har advaret i mange år om at landets byggeindustri ikke var bæredygtigt, og der var behov for øjeblikkelige indgreb for at få økonomien spredt bedre ud og være mere konkurrencedygtig.
I stedet spildte Zapatero værdifuld tid og energi på at benægte at der faktisk var et problem. Spaniens socialister, som så mange andre moderne relativister, tror at alle problemer per definition er indbildning og at de blot kan ønskes væk ved at man ikke tænker negative tanker. I en bestræbelse på at nedtone Spaniens økonomiske problemer, har den socialistiske regering etableret en syv års beretning ved at benytte et arsenal af postmoderne talemåder for at undgå ubehageligheder og skabe en form for virtuel Spanien.
I et interview med det socialistiske talsrør El Pais vurderede Zapatero, for eksempel at forestillingen om at Spanien havde problemer var "som man opfatter det" og sagde at "det hele afhænger af, hvad vi mener med krise." Han sagde at de som advarer om en truende økonomisk krise var "upatriotiske" og at en sådan tale var et "falsum, ren katastrofesnak."
Zapatero advarede også: "Lad os ikke lade forudsigelser om økonomien blive til en fetisch." Tænk positivt sagde han: "At være optimistisk er mere en blot en fornuftig handling. Det er et moralsk krav, en anstændighedens handling, og, hvis jeg kan sige således - elegant."
Efter Zapatero endelig nødtvungent måtte benytte ordet "krise" i et TV-interview i en sen nattetime, da en journalist gav ham en definition på ordet ifølge et leksikon, forsøgte hans regering at tørre skylden for Spaniens selvpåførte økonomiske smerter på en udenlandsk konspiration. Spaniens industriminister sagde at landet stod overfor et "importeret problem." Vicepremierminister henviste Spaniens problemer til "radikal liberalisme" der i Euro-Tale betyder Det Frie Marked. Arbejdsministeren gav skylden til "den neo-konservative tænkning der prædikes af U.S. præsident George W. Bush, hvilket havde resulteret i kapitalisme uden etiske grænser." Zapatero gav selv skylden til "den neo-konservative model baseret på kapitalisme uden grænser eller begrænsninger eller etik."
I februar 2010 gav Zapatero skylden for Spaniens økonomiske krise til en "Anglo-Saksisk" konspiration, og beordrede sit lands efterretningsvæsen, (CNI) til at undersøge om amerikanerne og briterne havde planer om at underminere den spanske økonomi.
Samtidig gav Landbrugsministeren de spanske forbrugere det råd at de skulle ride den økonomiske storm af ved "at spise kaninkød" fordi til 5 Euro per kilo er det billigere end bøf, gris eller lam.
Uansvarligt regeringsforbrug: Indtil de skrappe forholdsregler der fornylig er blevet påtvunget Spanien af internationale investorer har Zapateros hoved afledningstaktik været at beskytte de spanske vælgere fra markedsøkonomiens realiteter. Ved at gøre dette, er han gået videre med et syvårs forbrugsfest der har efterladt Spanien med en enorm gæld.
Blot et eksempel: Løfterne i forbindelse med genvalget af Zapatero i 2008 løb op til 22 milliarder Euros eller stigning i Spaniens BNP på hele 2,1%. Til de 1,7 millioner spanske vælgere der kunne stemme for første gang lovede Zapatero for eksempel huslejestøtte, og de under 30 lovede han at bygge 150000 boliger til en lav leje. Til de kvindelige vælgere lovede han at de arbejdende kvinder skulle betale mindre i skat end mændene. Og for lavlønsarbejdende lovede han, at de ikke skulle betale indkomstskat.
Zapatero lovede også at forhøje pensionerne og minimumslønnen, at skabe 300000 ny dagplejepladser, at give større selvbestemmelse til Katalonien, at kompensere finansielt for virksomheder der tilpasser deres arbejdstider til skolernes og at give nye fædre en måned gratis orlov.
I en bestræbelse på at vende Spaniens demografiske krise igangsatte Zapatero den såkaldte "cheque bebé" en regeringsplan der skulle 'bestikke' spanske forældre til at få børn ved at betale dem 2500 Euros for hvert nyfødt barn. Som en gave til de grønne i miljøbevægelserne lovede Zapatero også at plante 45 millioner nye træer (ved et træ for hver spanier skal socialisterne plante 30822 træer hver eneste dag i de næste fire år). Endnu 3,5 milliarder Euros skulle gå til det som lyder så postmoderne "Frihed, Sameksistens og Rettigheder i en Globaliseret Verden."
Idet landet står overfor stort pres fra investorer og andre europæiske lande for at reducere det stadig større underskud hævede Zapatero fornylig skatterne og skar ned på goderne, og dermed afsluttede han i al væsentlighed sin "progressive" revolution. Pludselig står han ansigt til ansigt med virkeligheden af markedsøkonomien, og det er de spanske vælgere ikke alt for glade for.
Vælger apati: Ved at være blevet vænnet til årtier med vugge til grav socialistisk gavmildhed, har den spanske vælgers apati (for ikke at nævne kulturelle idiosynkrasier) bidraget til landets nedtur.
Overvej et fænomen kendt som "Post-ferie Syndromet" (síndrome posvacacional), en lidelse der siger meget om den spanske arbejders arbejdsmoral. Hver år i september må millioner af 'uheldige' spaniere, der netop har nydt 4 ugers fuldt betalt sommerferie, konfronteres med det ubærlige traume at skulle tilbage på arbejde. Og som det sker hvert år på denne tid, tilbyder en armada af psykologer, psykiatere og andre specialister i mental sundhed - mange af dem på statens lønningsliste - deres services til spaniere der bare ikke kan vænne sig til arbejdets virkelighed.
Ifølge Cinco Dias, en af Spaniens førende erhvervsaviser, er Post-Ferie Syndromet "manifesteret i form af apati, generel svækkelse, mangel på motiviation, tristhed, ængstelse, mangel på appetit og koncntration, karakterændringer med irritabilitet, søvnløshed, og muskel og mavemæssig ubehag." Det nationale offentlige netværk Radio y Televisión Española foreslår at hvis lidelsen bliver ved da er det "tilrådeligt at søge professionel hjælp."
Spaniens førende avis den pro-socialistiske El Pais anslår at op til en tredjedel af spanierne lider af syndromet, selvom nogle virksomheder der beskæftiger sig med det siger at 50% er et langt mere præcist tal.
Hvordan skulle spanierne dog kunne få de 'dårlige effekter' af at vende tilbage til arbejdet mildnet? Virksomheden, der beskæftiger sig med sådanne problemer, Randstad siger det er vigtigt at vende tilbage til arbejdet uden at tænke på de tilbageværende 11 måneder før næste års sommerferie.
Men er spanierne da så virkelig overbebyrdede af arbejde? Spanien har 14 offentlige helligdage (ni af dem er erklæret af den nationale regering og resten på provins niveau). Hvis en af de ni nationale helligdag falder på en søndag skal de regionale regeringer vælge en erstatsningshelligdag. Og hvis en national helligdag falder på en torsdag eller en tirsdag lukker virksomhederne sædvanligvis om fredagen og mandage for at skabe en "overgang" (hacer puente) til en ekstra lang weekend. Læg til disse offentlige helligdag de 30 dages ferie der er tvunget igennem ved lov og spanierne har fri sådan cirka 45 dage om året.
Sammenlign dette med United States der har ti forbundshelligdage, og hvor, ifølge Expedia International Vacation Deprivation Survey, amerikanerne i gennemsnit har 13 feriedage.
Men spanierne finder andre måder at få ekstra fritid fra arbejdet. Arbejdsstrejker er blevet en nationalsport i Spanien. Ifølge den spanske arbejdsgiverorganisation (CEOE) holder de spanske arbejdere tusinder af strejker hvert år, der resulterer i et årligt tab på cirka 50 millioner arbejdstimer.
Med al den fritid er den spanske arbejdsuge på effektiv vis blevet reduceret til 30,1 time i 2010, ifølge nye data som Spaniens statistik har udgivet.
På samme tid er skatteunddragelse vidt udbredt. Skyggeøkonomien i Spanien svarer til 23% af BNP, og er i stigning langt kraftigere end den 'ægte' økonomi. I det store og hele undgår spanierne at betale skatter af indkomster svarende til 240 milliarder Euros om året, hvilket fratager regeringen så meget som 25 milliarder Euros i skatteindtægter. (For resten, til sammenligning er skyggeøkonomien i USA cirka 7% af BNP).
Det kan derfor ikke undre at Spaniens velfærdsstat ligner en gigantisk Ponzi Plan, der hurtigt løber tør for kontanter. Men tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher sagde engang at sådan ville det gå. I bemærkninger der er profetiske sagde Thatcher: "Socialistiske regeringer skaber på traditionel vis virkelig et økonomisk rod. De løber altid tør for andre folks penge."
http://pajamasmedia.com/blog/how-postmodern-socialism-destroyed-spain/?singlepage=true
Soeren Kern is Senior Analyst for Transatlantic Relations at the Madrid-based Grupo de Estudios Estratégicos / Strategic Studies Group.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar