Nixon og farisæerne

Nixon og farisæerne

           
Ben Stein        

40 år efter Watergate kommer Woodward og Bernstein med nye anklager mod Fredsmageren.
                    
Uha. Vågnede denne morgen til et tordenvejr af nyhedsrapporter om 40 års dagen for Watergate. Forudsigeligt nok taler min gamle ven og nabo Carl Bernstein og hans partner Bob Woodward om “nye afsløringer” af Nixon. Disse, siger de herrer, viser at Nixons Hvide Hus “i bund og grund var et kriminelt foretagende” eller noget lignende sludder.

Selvfølgelig kommer alt dette under overskriften af hvad man ville kalde “journalistisk realisme.” Idet den ‘næres’ ved den geniale forestilling om “lovlig realisme” -- skabt af mit alma mater, Yale Law School -- da siger journalistisk realisme, at journalister vil skrive, rapportere, analysere på hvilken som helst måde der passer deres politiske smag og hvad de kan lide eller ikke lide.

Carl Bernstein og Bob Woodward

Carl, en glimrende fyr og en ekstrem talentfuld musiker havde god grund til at hade Nixon. Det fik han lejlighed til og den handling gjorde ham hædret og berømt. Nu er der gået 40 år og i den ånd som Irving Kristol (mener jeg) kaldte “intellektuel foretagsomhed,” må Carl til at få nyt liv i sit resumé ved at få Watergate til at se endnu mere dramatisk ud end det var. Jeg anklager sådan set ikke Carl. Vi har jo alle regninger der skal betales.

Det jeg virkelig holder af er at på samme tid som Carl og Bon angreb Nixon, Fredsmageren, “advarer” de journalister og lovgivere om ikke at springe på hr. Obama og hr. Eric Holder for deres læk om sager der vedrører den nationale sikkerhed, orkestreret for at få Obama til at se rigtig barsk ud i sager vedrørende forsvaret.

Disse lækager er helt tydeligt ulovlige. De er brud på ikke kun een, men mange love der forbyder frigivelse af klassificeret information. Vil nogen gå efter Obamas Hvide Hus? Vil nogen udenfor Tea Party vove at antyde at Obamas Hvide Hus er et kriminelt foretagende på grund af dette? Selvfølgelig ikke. Medierne er så meget i Obamas lommer at de ligeså godt kunne være lommeuld.

Samtidig med at jeg lå i min seng og lyttede til Mozart denne morgen og så ud over havet fik jeg en besked fra en ven der spurgte, hvad Watergate handlede om.

Det ville kræve en evighed at gå i dybden, men i en nøddeskal, var det en gruppe af super magtfulde medier og lovpotentater der korsfæstede Nixon, Fredsmageren, for hans rolle i at åbne op for relationer med Kina, dermed lukke Sovjet inde og sikre at de tabte Den Kolde Krig (som Ronald Reagan jo afsluttede så fremragende.) Farisæerne har altid holdt af at korsfæste fredsstiftere, og Nixon var den ultimative fredsstifter.

  

Nixon under mødet m. Chou En-Lai

Det er ganske interessant. Der er Carl og Bob der tordner imod Richard Nixon og kalder ham en forbryder. Dog gik vi aldrig i krig mod kommunisterne efter RN. Der var aldrig endnu en Israels/Arabisk krig efter RN. Kina er både konkurrent men også en kollega. Sovjetunionen findes ikke mere. Og vi har et Miljø Beskyttelses Agnetur. Alt sammen takket den verden Richard Nixon skabte. Kan du endog forestille dig hvad Richard Nixon, Fredsstifteren kunne have afstedkommet om han havde været i stand til at tjene hele sin anden periode?

Nuvel, som jeg siger, Fredsstiftere korsfæster man.

Når jeg tænker på Watergate kommer jeg altid øjeblikkeligt tilbage til den juninat da de lokale CBS News i D.C. rapporterede om et indbrud i Democratic National Committe’s kontor. Jeg boede i det som nu kaldes “The New Southwest” i en lille lejlighed. Jeg havde besøg af min kære ven, den smukke og loyale Pat K. Jeg husker jeg tænkte, “Det her bryder jeg mig ikke om.”

På en måde var Watergate en slags livredning for mig. Hvis det ikke var for alle de problemer RN var i, ville jeg sandsynligvis aldrig være blevet ansat til at arbejde i Det Hvide Hus. Jeg ville ikke have skullet arbejde to etager borte fra min far, tæt sammen med Peter M. Flanigan, verdens mest elegante menneske, og også krigshelt, og havde aldrig mødt Julie og David Eisenhower, aldrig været blevet venner med dem og med John R. Coyne Jr. og Aram Bakshian og Dave Gergen.  

John og Aram står mig stadig meget nær. Begge mænd er så kloge at det er skræmmende. Helt igennem elektrificerende kloge. Jeg ville aldrig have arbejdet med Pat K. der arbejdede for min far ved Council of Economic Adviser. Hun kunne komme til mit kontor og sidde på min sofa og gøre grin med de folk hun arbejdede med. Det var de sørgelige, men også store dage. Jeg ved ikke hvad der ville være sket med mig uden Watergate, men jeg ved at Bob Tyrrell allerede var min ven og det var Bob Bartley også. Ham savner jeg usigeligt. Han tilbød mig et job på The Wall Street Journal ligesom Ray Price tilød mig et job i Det Hvide Hus.

Nuvel, autres temps, autres moeurs. Og jeg vil meget gerne sige at Carl Bernstein interviewede mit grundigt til hans bog The Final Days, og så vidt jeg erindrer genfortalte han hvad jeg hensynsløst ærligt fortalte ham.

Watergate indbruddet var for 40 år siden. Tiden er gået.

Artiklen fortsætter med nogle personlige oplevelser fra nutiden som ikke har relevans til Watergate og Nixon derfor udeladt .....

                    
   
Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes "Ben Stein's Diary" for every issue of The American Spectator.

http://spectator.org/archives/2012/06/11/nixon-and-the-pharisees

Læs ev. disse af samme skribent omhandlende Nixon
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/04/den-smukke-pat-nixon.html
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/04/nixon-deep-throat-medierne-og-folkedrab.html

Læs Ben Steins stemningsfyldte artikel om Richard Nixon her på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/08/et-klap-pa-skulderen-kan-foandre-alt.html