Coolidge og Obama - Mester og Nar del 2.

‘Tavse Cal’s’ lære til Obama Del 2 af 3.

Læs del 1. her. http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/06/coolidge-og-obama-mester-og-nar-del-1.html          

  

Charles C. Johnson

....Forsat.....

 

Ulig andre politikere der dengang gik ind for en falsk økonomisk konservatisme, arbejdede Coolidge for at gøre sine principper til politik. Og han troede helhjertet på budgetter, indrømmede en “slags besættelse” for at tallene kom til at passe. “Jeg betragter et godt budget som værende blandt dydens ædleste monumenter,” proklamerede han i 1924. Sammenlign det med Præsident Obamas sidste budget, et monument i ødselhed der ikke fik en eneste stemme i Senatet.

Obama foretrækker at ‘pumpe’ retorikken op, dæmonisere “de fede katte” og “millionærerne og milliardærerne.” I en af de to bøger om sig selv beskrev han sin tid i den private sektor i Amerika som en periode “bag fjendens linjer.” Som kontrast bemærkede Coolidge engang at virksomhedernes kapital er “hoved materialet der kan præge menneskehedens generelle karakter.” Han troede så berømt på at “hovedbeskæftigelsen i Amerika er forretning,” men forretning og velstanden den skabte var kun et middel ikke endemålet.

Ved at lade forretningsverdenen for sig selv kunne Coolidge være vidne til en af de laveste arbejdsløshedsperioder i Amerikansk historie. Ved at lade virksomhederne være fri for overdreven beskatning, beskyttede han forbrugerne mod at skulle betale for dem gennem højere priser. “Høje skatter er lig med høje priser,” fastholdt Coolidge. Men han kom også med en moralsk dimension: “Jeg er imod ekstremt høje skatter fordi de kun skaber lidt eller slet ingenting, fordi er dårlige for landet, og endelig fordi det er forkert.”

"Gældsreduktion er skattereduktion” som han ofte udtrykte det. Følgeslutningen var også sand. Skattereduktion var gældsreduktion.. "Jeg ønsker skatterne skal være mindre,” sagde han, “at folket skal have mere.” Ved at sænke skatterne skabte Coolidge faktisk humanitære resultater. Her kan endog progressive finde noget de kan beundre. De som tjener mindre end 50000 dollars om året betalte 15,4% af den totale indkomst i skat i 1920, men blot 0.4% i 1929. De som tjente mere end 100000 dollars betalte 65,2%, en stigning fra de 29,9% i samme periode. Coolidge fik også mere afkast. Den økonomiske udvidelse førte til en 28%’s forøgelse i andelen af det budget der betaltes ved skatteindkomsten til forbundsregeringen. I 1927 betalte 98% af amerikanerne ingen indkomstskat.

Disse succesrater var mulige ikke udelukkende kun på grund af Coolidges grundtro på fornuftig økonomi og hans tro på en begrænset regering, men fordi han samlede mennesker, hvis fokus var resultater frem for en dagsorden. Det var store virksomhedsledere og ægte statsmænd i hans kabinet. Blandt dem var Andrew Mellon (og Hardings og Hoovers) Skatteminister. Som en finansiel troldmand havde Mellon et sådant geni og personlig styrke at det blev sagt “tre præsidenter tjente under ham.” En anden af Coolidges fremragende udnævnte var vicepræsident Charles Dawes, der havde været nationens første chef for Budgetplanlægningen i Harding administrationen. Dawes der havde udarbejdet en plan for at genskabe Tyskland efter 1. Verdenskrig og stabilisere landets økonomi, skulle vinde Nobel Freds Prisen i 1925.

 

Andrew Mellon

Som mange konservative i dag var Coolidge populær hos manden på gaden, men upopulær i Elfenbenstårnet og i Washington. Dengang som nu, havde den veluddannede klasse foragt for de filosofiske understrømninger i vor republik, og for de som mest inderligt forsvarede dem. Da angreb på Coolidges filosofi fejlede, blev hans kritikere blot personlige.

Teddy Roosevelts datter, den prominente Alice Roosevelt Longworth, forhånede Coolidge som værende blevet “opdraget på en sur agurk.” Han blev ofre for vittigheder og ondsindede rygter. Coolidge “sov mere end nogen anden præsident, uanset om det er dag eller nat. Nero spillede violin, men Coolidge nøjedes med at snorke.” skrev H. L. Mencken i 1933. Da  hun blev underrettet om Coolidges død, siges det at den populære satiriker Dorothy Parker skulle have pippet, “Hvordan kan de vide det?”

I den seneste tid erindrede forfatteren William L. Shirer “den ubegribelige selvglæde og tomhed ved Calvin Coolidge æraen.” Han var ikke alene om sådanne billige løse skud. Den Pulitzer-vindende historiker Arthur Schlesinger Jr. revsede Coolidge for at være for forbeholden over for forretningsverdenen og fremstillede ham som en kedelig filister.

For dagens venstrefløj er Coolidge en ‘bussemand.’ Huffington Post citerede en unavngiven Washington Demokrat der forsøgte at forbinde Tea Party med Coolidge. Mike Lux, en venstreorienteret politisk rådgiver forbandt ham med Paul Ryan budgettet: “(Republikanerne) ønsker at føre os tilbage til tiden med Calvin Coolidge, da fordelene fra de sidste 80 år bare ikke eksisterede.” Lux skrev i Huffington Post.

På den anden side længes mange på højrefløjen efter en tilbagevenden til Coolidges principper. Peggy Noonan, blandt andre kunne se Coolidge i Guvernør Mitch Daniels fra Indiana. George Wills kalder ham “den sidst præsident med en snusfornuftig indstilling til hans embedes forfatningsmæssige proportioner.” Richard Land fra Southern Baptist Convention, forudså en præsident Perry, der “ville være den mest konservative præsident siden Calvin Coolidge.”

Meget forudsigeligt er det som Land håber på, det Andrew Romano fra Newsweek frygter. “Perry .....ville gøre mere for at begrænse forbundsregeringens magt -- eller i det mindste forsøge at gøre mere -- end nogen præsident siden Calvin Coolidge.” Romano advarede om dette, efter at have læst et interview som Perry lavede med hans tidsskrift sidste efterår. Men hvis Perry ønsker at tage Coolidges frakke om sig, da vil han ikke være alene. 

Sarah Palins bog America by Heart flyder over med gunstige referencer til den 30. præsident. Og Michele Bachmann fremlagde Coolidges økonomiske politik i Huset i 2009. 

fortsættes.......