‘Tavse Cal’s’ lære til Obama Del 3 af 3
Del 1. HER.
Del 2. HER.
Ulig George W. Bush troede
Coolidge at sommetider kan regeringen ikke gøre noget for at klare alle
folks smerter. Faktisk, er tricket, løsningen, intet at gøre, hvilket
er hvad Coolidge gjorde ved at nedlægge veto mod en landsbrugsstøttelov - McNary-Haugen loven - i 1927 og igen i 1928.
"Landmænd har aldrig tjent mange penge. Jeg tror ikke vi kan gøre noget ved det.” forklarede han. Coolidges regering var en begrænsningernes, fordi han anerkendte at der er grænser for hvad regeringen kan gøre. “Det er meget vigtigere at fjerne elendige love end at vedtage gode.” bemærkede han med rette.
Coolidges holdning til regering kunne ikke være længere fra præsident Obamas. Han troede på “individets ret til at eje, nyde og kontrollere den dollar han tjener.” Frihed
“ville være....en parodi medmindre den sikrede individets ret til de
belønninger han selv stræbte efter og var foretagsom for at opnå.”
Præsident Obama tror ikke på en sådan ret. “Jeg mener de på et
tidspunkt har tjent penge nok,” prædikede han. “Vi ønsker ikke at
standse (entreprenørerne) fra at opfylde deres ansvar for at få vor økonomi i vækst.”
Coolidge
ville aldrig have sagt noget lignende, fordi han forstod noget som
Obama ikke gør, at personligheden betyder en masse i politik. Og han
var en mester, i det som en beundrer kaldte “brilliante øjeblikke af
tavshed.” “Ingen mand der lytter har mistet et arbejde,” bemærkede
Coolidge ved en lejlighed. En anden gang erklærede han, “Jeg
erindrer ingen kandidat som præsident der nogensinde har skadet sig
selv ved ikke at tale.” Og så var der denne: “De kan ikke hænge dig for
det du ikke siger.”
Han
var i bund og grund en gennemført genert mand. Når det drejede sig om
hans politiske tænkning var han i klasse med og overensstemmelse med
klassikerne - han oversatte Dante på sin bryllupsrejse - og
Forfatningens Fædre. Han troede oprigtigt på Uafhængighedserklæringen
der lærer at alle mennesker er skabt lige, og han kæmpede for den, ikke
kun ved at begrænse regeringen, men ved at arbejde med at kriminalisere
lynchninger og ved at udvide løftet om statsborgerskab for enhver
indfødt amerikaner.
Som
den sidste præsident der selv skrev de fleste af sine taler, talte
Coolidge så godt og om så mange emner at det er en skam at kun få folk
læser ham i dag. Jo virkelig, “Tavse Cal” var forfatter til tre samlinger
af taler og en selvbiografi. Han skrev en daglig klumme, efter sin
præsidentperiode der løb op på mere end 300 artikler. Han gav et godt
stykke over 500 pressekonferencer under sine 5,5 år som præsident. Alle
disse velbesøgte samtaler var med baggrunden: Coolidge ville lade
pressen citere en dygtig administrationsembedsmand, men aldrig sig selv
direkte. “Præsidentens ord har en enorm vægt, og burde ikke benyttes uden omtanke,” rådgav han i sin Autobiography.
Nogen stor retoriker var han vel ikke, men han stod klippefast bag hvert ord
Til
sammenligning benytter Obama ord der er så diskriminerende at der næppe
går en dag, hvor han ikke leverer en større tale. Disse er beskrevet
som ‘store’ fordi, efter Obamas mening, gør han intet der er ‘mindre.’
Hans favoritord er “enestående” som han benytter mest om sig selv. Obama
har i nogle bemærkninger antydet at han betragter sig selv som en ny
Lincoln, en politisk Messias, endnu en “høj, statelig, selvgjort
Springfield advokat.” Idet han efterlignede Lincoln da han meddelte han
stillede op som præsident bad Obama sine medamerikanere om “at samles
....om at forvandle en nation.” Spørgsmålet er hvad formålet er med den
transformation.
For
Obama er Lincoln personlig, men for Coolidge var Lincoln politisk. Også
Coolidge var ment som Lincolns “arving,” fordi han så ofte talte om
Lincolns politiske tænkning, og ofte med ærbødighed. Han argumenterede,
at Lincoln
var en stor mand, fordi han “kom med den samme appel til sine landsmænd
som alle store mænd er kommet med ...det kom , ikke fra hans tro på
deres svaghed, men på deres styrke.” Lincolns “store resultat bestod i at bringe de forskellige elementer i hans land ind i et mere ægte moralsk slægtskab.” .
Men
ikke som Obama gav Coolidge indtryk at at han var ‘den udvalgte.’ Han
troede at det var folket der afgjorde, hvem der var stor. Obama
sammenligner sig på den anden side med Moses. At vælge ham ville være
“det øjeblik da havenes stigning begynder af holde ind og vor Planet
begynder en helbredelse,” sagde han under sin kampagne.
Coolidge kendte udmærket til faren ved at lade politik stige til hovedet. “Ni- tiendedele af (de besøgende i Det Hvide Hus) ønsker noget de ikke burde have.” fastholdt han. Han havde en enkelt løsning med hensyn til disse besøgende: “Hvis du er helt stille går de efter tre eller fire minutter.” Præsident Obama, der feterer Andy Stern fra SEIU og andre fagforeninger giver sådanne ‘vigtige’ besøgende alt de ønsker.
Han var også besluttet på at undgå at blive fedtet ind af spytsikkere. “Det er vanskeligt for mænd i høje stillinger, at undgå selvbedragets ulykke,” reflekterede han. “De
er omgivet af tilbedere....de lever i en kunstig atmosfære af beundring
og henrykkelse, der før eller senere får skadet deres dømmekraft. De er
i alvorlig fare for at blive arrogante og hensynsløse.”
Præsident
Obama er med god ret blevet kritiseret for begge dele, og det har noget
at gøre med hans selvbedrag fostret af den beundring han har modtaget
siden indsættelsen som præsident, og i hans 2008 kampagne, og ja, længe,
før.
Konservative burde arbejde hen mod det som Harding og Coolidge lod sig sværge i ed til i 1920 -- “en tilbagevenden til normalitet,” med hvilket de mente at vende sig bort fra “fra ting ....der er direkte og hurtigt fordærvende” (going to hell in a handbasket)
som det var sket under Wilson årene. Det Harding lovede, leverede
Coolidge. På aftenen ved 2008 valget lovede Obama “fundamentalt at
forvandle” Amerika. Det leverede han også, men med “håb og forandring”
der har overladt os til en forkvaklet kreditvurdering. Opgaven er nu at
komme tilbage til normalitet endnu en gang, før det er for sent.
Det vil ikke blive let. Men som Coolidge skrev: “Det
er en stor fordel for en præsident og en stor kilde til sikkerhed for
landet at han ved at han ikke er en stor mand. Vi vælger vore
præsidenter fra folket. Derfra kom jeg. Jeg ønsker at være en af dem
igen.”
I 1928 meddelte han, “Jeg vælger ikke at stille op,” og frasagde sig
med stor sandsynlighed en valgsejr, og trak sig tilbage til Northampton,
Massachusetts.
Charles
C. Johnson is the winner of this year's Eric Breindel Collegiate and
ISI's Devos Leadership awards. He is also a recent Robert F. Bartley
Fellow at the Wall Street Journal, and a Robert Novak Fellow at the
Phillips Foundation.
Indlagte videoer og billeder ved synopsis-olsen
Se, hør dette interview:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar