Gratis ydelser er absolut ikke gratis!

Gratis penge           

Patrice Lewis                

                        

Her fornylig var jeg sammen med en ven jeg ikke havde set i årevis. (lad os kalde hende Mary). Det var dejligt igen at kunne dele hinandens liv. Nogle af de ting jeg fortalte Mary var vor teenagedatters planer om at komme på husholdningskole næste år, når hun først har bestået vor hjemmeundervisning. Skolens undervisning er yderst fornuftig, fortalte jeg Mary, og med en uddannelse derfra ville vor datters muligheder for arbejde være aldeles udmærkede.

Mary lænede sig frem. “Du ved godt du kan få penge fra regeringen og bruge de penge til at sende din datter til skolen.”

Jeg rynkede panden. “Men det er regeringens penge. Vi modtager ikke regeringspenge.” Min ven var chokeret over min mangel på interesse. “Men det er gratis penge!” Protesterede hun.  

                       

“Nej, det er IKKE gratis penge,” sagde jeg. “De kommer fra alle skatterne som alle betaler. Hvorfor skulle du eller nogen anden dog betale for min datters uddannelse? Hvis det går helt galt tager vi et studielån, det vil vi helst også undgå.”

                            

   

“Men studielån skal betales tilbage.”

“Ja, det ved jeg godt.”

“Men en ydelse skal ikke betales tilbage. Den er gratis.”

“Den er ikke gratis. Det er nogen andres skattepenge. Det gør vi bare ikke.”

“Men i ligger jo i lavindkomstgruppen, så jeg er sikker på I ville få dem.”

“Det er jeg sikker på du har ret i, men vi vil ikke modtage penge fra regeringen.”

“Det beløb det koster at sende din datter på husholdningskole, vil jo blive bredt ud over alle i hele landet, det er jo en dråbe i havet. Der er ingen der vil lægge mærke til det.”

“Det gør de måske ikke, men VI gør. Sådan er vi bare. Vi tager ikke imod regeringspenge.”

Mentalt var jeg rystet. Hun ville bare ikke forstå det.

Da vi ikke ønskede at samtalen skulle ende med noget ubehageligt, droppede vi emnet. Imidlertid ved ved at Mary virkelig var meget forbløffet over min modvilje mod “gratis” penge fra regeringen.

Nu følger så humlen af det hele. Mary er ikke progressiv. Hun er en fornuftig konservativ - dog så hun intet forkert i at modtage “gratis” penge fra regeringen. 

 

Nogle mennesker har en “fingrene i kagedåsen” mentalitet når det drejer sig om godter fra regeringen. Nogle “occupy” typer er efter de rige og vil tvinge dem til at betale til de fattige. Mary er ikke sådan. Hun arbejder hårdt og har en ansvarlig livsstil. Men hun havde bare ikke overvejet de noget større implikationer ved sit forslag.

Og jeg tror dette, mere end noget andet, er hvad jeg finder mest foruroligende ved min samtale med Mary. Og det er ikke kun Mary - mange mennesker har det på samme måde. De kan bare ikke erkende de større komplikationer ved at modtage “gratis” penge fra regeringen. For dem er det gratis. Det er som bladene på træerne. Det skader jo ingen at plukke dem.

Marys forslag var ikke født ud af en “occupy” mentalitet - hun tænkte sig blot ikke om.

Problemet med den tankeløse accept af regeringspenge er at det kan blive en vane. Hvis vi modtager penge for vor datters uddannelse, hvorfor så ikke også penge til at købe en bil? Eller et hus? Eller hvad med “gratis” sundhedshjælp.

Hvor slutter al dette “gratisteri”? Som generationer af velfærdsmodtagere kan bevidne så slutter det ikke. Ydelserne kan ødelægge motivationen. Hvis vi stoler på “gratis” regeringspenge for at betale for vor datter planer, så ville vi ikke udvikle disciplin til selv at spare sammen. Eller vor datter ville aldrig lære at arbejde og spare op til sin uddannelse.

Kort sagt, ‘øvelsen’ med selv at betale for vor families planer og projekter gavner os. “Gratis” penge ville berøve os muligheden for kreativt selv at finde løsninger. I stedet ville de tvinge alle andre (via skatterne) til at være ansvarlige for vore beslutninger.

 

Værre endnu, det ville give vor datter den forestilling at “gratis” regeringspenge ikke kun er helt OK, det er forventeligt. Det er endda - en “ret.”

Jeg er virkelig inderligt af den mening at der ikke er noget der hedder et gratis måltid. Hvad er så bagdelen ved disse “gratis” penge?

Umiddelbart måske intet. Min datter ville måske virkelig kunne kvalificere sig sin “gratis” uddannelse. Men hvad vil det lære hende? Det vil lære hende at være en modtager, ikke en der yder. Det ville lære hende at hun har “ret” til noget andre (skatteyderne) ikke har valgt at give hende, blot fordi hendes forældre ikke er rige. Det ville lære hende, at hvis hun spiller “offerkortet” ud, så kan hun få noget for intet.

Ellers tak. Jeg mener vi har opdraget hende til noget bedre end det.

Hør nu her, hvis det var et spørgsmål om liv eller død for vore børn, da ville vi acceptere penge fra regeringen. Vi ville skamme os over det, men som min mad udtrykker det, vi kan ikke fodre vore børn med skam.

Fortsættende uddannelser er ikke en liv- eller død situation. Og hvis min mand og jeg ønsker at sætte eksemplet for vore piger om at uafhængighed, sparsommelighed og personligt ansvar er de mål vi som voksne bør stræbe hen imod, så vil det helt sikker ikke ske ved at modtage “gratis” dit og “gratis dat.

Slaveriet i amerikansk historie betød at mennesker blev indfanget på fremmede kyster, transporteret som dyr, og tvunget til knokle livet ud af sig for at en anden kunne tjene penge. Vi havde så en meget blodig krig for at få slut på den redelighed.

Der er en anden måde at blive slave. Du kan selv gøre det. Du kan sælge din sjæl til regeringen i bytte for ‘godter.’ Du kan sælge din motivation, din arbejdsetik, dit personlige ansvar, din værdighed, din patriotisme. Det hele for noget “gratis” stads.

Du kan forbløde Amerika dråbe for dråbe og retfærdiggøre det ved at sige - det er jo blot en dråbe i en spand, ingen lægger mærke til det. Hvem bekymrer sig om vi får nogle skattepenge?

Trods alt ...det er GRATIS.

Generationer af amerikanere har været forgiftet med den holdning at regeringen “skylder” - alt sammen på grund af godterne.

Men husk dette: Man får hvad man betaler for. Og hvis du ikke betaler for det, så får du det bare ikke.

Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.

http://www.wnd.com/2013/04/free-money/