Velgørenhed begynder med velstandsskabelse
Barmhjertighed
- velgørenhed - det at hjælpe mennesker der har svært ved at hjælpe sig
selv - er noget supergavnligt og godt. Det er godt for modtagerne, og
også godt for giveren.
Stephen Post’s fine bog. “De skjulte goder ved at hjælpe.” åbenbarer at 76%
af amerikanerne siger at det at hjælpe andre er det som gøre dem mest
lykkelige. At give penge gør at vi får det godt med os selv, og at
hjælpe ansigt til ansigt er endnu bedre. Folk siger det får det
sundhedsmæssigt bedre af det. De sover bedre.
Privat
velgørenhed er uden for al tvivl bedre en regeringsbestræbelser på at
hjælpe folk. Regering spilder penge. Velgørenhedsorganisationer gør
undertiden det samme, men det er ikke reglen.
Bevis
på at det private slår regeringsbestræbelser med flere længder kan ses
overalt. Katolske velgørenhedsorganisationer klarer det at uddanne børn
bedre end regeringen - og for færre penge. New York Citys bystyre
efterlod Central Park i et forfærdeligt rod. Så reddede privat
velgørenhed parken. Men
mens velgørenhed er vigtig så lad os ikke overse noget langt vigtigere:
Før vi kan hjælpe nogen, så har vi først brug for noget at give.
Produktion går forud for donation. Det glemmer fortalerne for stor
regering.
Vi
kan ikke give medmindre vi (eller nogen anden) først skaber noget at
give. Dog får de som skaber velstand at vide de skal føle sig skyldige.
“Bill Gates, eller enhver anden milliardær, for den sags skyld,” sagde
Yaron Brook, forfatter til “Free Market Revolution”
og præsident for Ayn Rand Institute på mit TV-show, “hvordan blev de
milliardærer? Ved at skabe et produkt eller en rigtig god service der
gavner alle og enhver. Og vi ved det er godt for vi er villige til at
betale for det. Vi betaler mindre, end det er værd for os. Det er derfor
vi handler - vi får mere værdi end vi giver. Derfor har vi bedre liv.
Bill Gates forbedrede livet for hundreder af millioner rundt om i
verden. Sådan blev han milliardær.”
Gates
gik i fodsporene af tidligere skabere, som John D. Rockefeller, der
blev rig ved at sænke prisen på olieprodukter, og Cornelius Vanderbilt
der gjorde det samme med transport. De uvidende medier kaldte dem
røverbaroner, men de var hverken røvere eller baroner.
De
og andre velstandsskabere gav os ikke kun produkter for at gøre vort
liv bedre, de ansatte også folk. Det er velgørenhed der bliver ved med
at give, fordi ansatte bliver ved med at arbejde og forsørger deres
familier.
“Det er ikke velgørenhed,” sagde Brooks. “(Det er) en anden handel. Du
betaler dine ansatte og får noget til gengæld. Men den ansatte klarer
sig bedre og du klarer dig bedre.Når man tænker på
multiplikatoreffekten, 50 milliarder dollars til Gates? Det er intet i
sammenligning med den værdi han har givet verden. Den er langt større
end værdien han nogensinde vil kunne give til nogen form for
velgørenhedsaktivitet.”
Gates
donerer milliarder og bruger sin kritiske tænkeevne til velgørenhed.
Han afprøvede ideer om uddannelserne, såsom mindre skoler, og forkastede
dem da de ikke fungerede. Godt. Men hvis han geninvesterede sine
velgørenhedsmidler i Microsoft, kunne han da have hjulpet flere? Måske.
Brook påpeger at Gates får ros for sin velgørenhedsindsats, men kun lidt kredit for at have skabt velstand.
“Lige det modsatte,” sagde Brook. “Vi sendte Justitsministeriet efter
ham. Han betragtes som værende grådig, trods alle de hundreder af
millioner han har hjulpet, fordi han på samme tid selv fik goder ud af
det. (Da) han gik over til velgørenhed, så blev han pludselig en fin
fyr. Mit klagepunkt er ikke at han beskæftiger sig med velgørenhed. Det
er at vi som samfund ikke værdsætter det at skabe noget, det at bygge
noget op, ikke akkumuleringen af velstand. .....Det
vi værdsætter er velgørenhed. Jovist, det skal nok gavne, men er det
det der er det vigtigste?. ...Velgørenhed er helt fint, men ikke kilden
til dyd og ros. Kilden til dyd og ros er det at skabe og opbygge.”
Det
som især krænker Brook og jeg, er stigmatiseringen af
velstandsskaberne. De rige skal føle skyld for at tjene penge.
Undertiden overværer jeg “”lifetime achievement award” ceremonier til
ære for en forretningsmand. Helt uundgåeligt bliver hans
velgørenhedsarbejde mere entusiastisk hyldet, end det han har skabt som
virksomhedsleder. Undertiden siger forretningsmanden han ønsker at
“betale tilbage.”
Brook
siger, “Der er noget galt i at forretningsfolk skal føle de er nødt til
at ‘give tilbage,’ som om de har taget noget fra nogen.”
Han har ret. De har de ikke.
Hvis vi værdsætter godgørenhed skal vi skabe værdier.
John Stossel
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar