Clinton’s frifindelse af pædofile
The Office of the Inspector General of the State Department fandt i sin seneste efterforskning at Clinton medhjælpere havde “skabt en situation med ikke ønskelig indflydelse og favorisering” i et antal sager herunder den med ambassadør Howard Gutman.
I det store og hele er efterforskningen en gang hvidvask. Der er ingen omtale af den kendsgerning at en af sladrehankene der kan knyttes til sagen, Richard Higbie, fik sine emails slettet af en hacker. Eller at den vigtigste whistleblower Aurelia Fedenisn, blev kraftigt generet i sit hjem, og der blev begået indbrud i hendes advokatfirma.
Man behøver vel næsten ikke at nævne at Richard Nixon blev bragt til fald for meget mindre end det. Der er vel heller ingen grund til at nævne den mere eksplosive beskyldning om at Howard Gutman ikke kun havde købt en prostitueret ved en lejlighed, som rapporten nævner, men man havde fået udeladt detaljen om at han har “købt seksuelle tjenester af mindreårige børn.”
Man overser også den kendsgerning at Gutman sagen blev skubbet ind under gulvtæppet af Cheryl Mills, der ikke kun var Hillary Clintons Chief of Staff, men rådgiver for Det Hvide Hus og som med ildhu beskyttede Bill Clinton da der blev stillet spørgsmål ved hans seksuelle aktiviteter.
Mills er indtil det fanatiske loyal over for Clinton. I den periode hvor Clinton sad i Det Hvide Hus, blev en kollega citeret for at sige, “Hvis noget befinder sig på den anden side af en mur, og Clintons har brug for det så skal hun nok komme over den, rundt om den eller gennem den.”
Det burde ikke overraske nogen at Cheryl Mills også spillede en hovedrolle i at dække for Bengahzigate. Det var Mills der havde givet Gregory Hicks, vicechef for missionen ordre om ikke at tale om, hvad der skete. Hicks vidnede de om at han var blevet straffet for at nægte at tie.
Det at dække for Gutmans seksuelle misbrug af børn ville have været mere end blot den sædvanlige mur af tavshed fra ministeriet. Som mange europæiske ambassadører i den nye administration var Gutman ikke en diplomat - han var sponsor. En mand som Christopher Stevens kunne sendes til Libyen, men stillinger i europæiske hovedstæder blev i stor udstrækning reserveret de større bidragydere til Demokraterne.
Når det drejer sig om penge, rejste Howard Gutman, en top advokat i Washington kontanter på $500,000 til Obama’s kampagnekomite og endnu $275,000 til hans indsættelseskomite. Og Gutman var ikke kun en Obama knægt. Han har doneret det legale maximumbeløb til Hillarys bud som præsident.
Det er altså rigtig mange penge. Nok til at lade en donor molestrere så mange børn kan havde har lyst til. Da han var i Belgien fik Howard Gutman problemer ved at komme med anti-jødisk kommentarer. En ægte diplomat ville være blevet hentet hjem, men Gutman var der jo som donor, og det ville kræve en del at flytte ham. Da Stevens bønfaldt om de mest basale sikkerhedsforanstaltninger til den diplomatiske mission i Benghazi, fik Gutman sit kæmpepalæ i Bruxelles renoveret for at være miljømæssig korrekt.
Om bare Stevens havde været i stand til at stille med et beløb på 6 cifre til en præsidentkandidat da ville missionen i Benghazi kunne være sikret af andet end tomme løfter og ønsketænkning.
Selv ikke beskyldninger om misbrug af børn kunne ‘afmontere’ den groteske Gutman fra hans loppetjans. I stedet for at være kaldt hjem for stedse, besøgte Gutman Washington for at mødes med Cheryl Mills og Patrick Kennedy, begge nøglepersoner i Benghazi tilsløringen, og derpå direkte tilbage til sit luksuspalæ.
Da der så endelige skete noget i sagen, efter Hillary Clinton havde trukket sig som udenrigsminister på grund af den hede ørkenvind fra Libyen, fulgte hendes talskvinde Obama traditionen ved at hævde total uvidenhed. “Vi erfarede om det fra medierne og kender intet til den udover hvad der er blevet rapporteret,” sagde hun.
Obama har erfaret alt om sine skandaler gennem medierne. Hvorfor skulle det være anderledes med Hillary? Dog er det ikke lige præcis første gang at Clintons er kommet ud i en sådan suppedas.
Jeffrey Epstein, en god ven til Clinton, havde seksuelt misbrugt et stort antal børn, herunder tre piger på 12 år. Han havde pralet med at have “købt” endnu en 14 årig pige. Epsteins jetfly fragtede den “næsten fallit” Bill Clinton til hans private ø, hvor nogle af overgrebene fandt ste, og hele vejen over til Afrika. Mindst en af Epsteins “piger” hævder at have mødt Bill Clinton.
Da sagen kom frem, slap Epstein, ligesom Gutman godt fra den. I stedet for de 10 års fængsel som forbundsregeringen havde ønsket, endte det med han kom lidt mere end 3 år i fængsel.
Hvis man kan kalde det fængsel, da Epstein befandt sig i en privat fløj i et fængsel i Palm Beach, og kunne “arbejde seks dage om ugen i op til 16 timer om dagen.” Under hans “husarrest” fløj han landet rundt i sine jets fra hans kontor i New York til hans private ø.
Tidspunket for sagen har været meget lidt belejlig. Epstein sagen overlappede Hillarys Clintons genvalgskampagne. Da Hillary Clinton var travlt optaget i nomineringen hos Demokaterne, vred Jeffrey Epstein sig ud af anklagerne ved at benytte en kombination af ækel taktik og politisk pres.
Meget af skylden blev lagt på State Attorney Barry Krischer, en prominent Demokrat der med ildhu have angrebet Rush Limbaugh og Ann Coulter, sidstnævnte for at have stemt i et forkert distrikt. Palm Beach politichefen Michael Reiter havede endog bedt Krischer om at han burde trække sig fra sagen hvilket Krishcer ikke gjorde.
Nu om stunder har Barry Krischer fået en “humanitær pris” opkaldt efter sig og det er uklart hvilke goder der venter ham hvis Clintons ‘kravler’ ind i Det Hvide Hus.
En sådan forulempelse af børn ville gøre de fleste mennesker rædselsslagne, men vi ved allerede at de i det mindste ikke ville have fået Hillary Clinton fjernet. I den nyeste udgave af et audio tape hvor Clinton lo, mens hun diskuterede sit forsvar af en nederdrægtig voldtægtsudøver der slog en 12 årig pige til koma, se det er et afslørende tegn på den type kvinde der ville deltage i tilsløringen af sådanne forbrydelser mod børn.
Hillary Clintons forsvar af voldtægtsudøveren har omfattet en beskyldning mod den 12 årige pige for at være “følelsesmæssigt ustabil med en tilbøjelighed til at søge ældre mænd, og fantasere sig til forhold.” Trods det har Hillary gjort det klart i et interview at hun ikke var klar over at voldtægtsudøveren var skyldig. Det har hun så moret sig over.
I årenes løb har Hillary Clinton gentagne gang løjet om sagen og medierne har hjulpet hende med at dække over nogle af de mere ækle detaljer. Det er på sæt og vis meget den samme historie med sagerne Howard Gutman og Jeffrey Epstein. Hvis Hillary Clinton ingen kvaler har med at anklage en 12 årig pige der var blevet voldtaget og slået til koma for at være en løgner, hvorfor så ikke også dække over Gutman og Epstein?
Pardongate har allerede bevist at Clintons og deres kollaboratører, herunder Attorney General Eric Holder, var villige til at give frifindelser til de som kunne betale dem tilbage. Men Gutman sagen er endnu en påmindelse om at Clintons er villige til at gøre mere en blot få frifundet i finansielle forbrydelser. Der er vel ingen forbrydelse slem nok, intet overgreb rædselsfuldt nok, til at en stor tegnebog ikke kan ordne det.
Vi forventer en vis del korruption hos vore politikere. Det ville være urealistisk at benægte denne uundgåelighed. Men der er steder hvor vi må trække en streg eller blive en republik ledet af uhyrer.
Hvis vi ikke kan trække en streg ved Epstein eller en Gutman, så er det ikke blot korruption vi har, men voldtægslokaler som hos Saddam Hussein og børnefængsler under MSNBC logo. Det betyder at vi lever i et land hvor venstreorienterede milliardærer og millionærer kan købe børn på samme måde som de køber valg.
Gutman sagen fortjener i den grad at blive fuldstændig efterforsket, og ikke som Epstein sagen blev. Og tilsløringen af den skal forfølges uanset, hvor langt op mod toppen man kommer til at gå.
About Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar