Sådan laver du dit eget raceoptøj!
Den vrede deltager i optøjer er en hellig figur i de progressives panteon af social retfærdighed. Manden uden skjorte, med bandanas og mobiltelefon er så vred over uretfærdigheden at han er villig til at gå på gaden og tage selfies iført sin T-shirt plastret til med billedet af det seneste offer for “hvid overherredømmeindstilling.”
Raceoptøjerne er ikke en gryde der er kogt over med ‘sårede sjæle’ der bare vil have retfærdighed. Det er en ret så kompliceret kriminel konspiration, hvor deltagerne selv sjældent lider under konsekvenserne.
Her følger så, hvordan et racebetinget optøj faktisk sammensættes.
3. Optøjerne får ikke energi af vrede, men ved opportunisme.
Deltagerne er sådan set ikke ophidsede, det plejer at være unge mænd der keder sig, er frustrerede og mangler empati. Mange af dem har forbindelse til bander eller har begået kriminelle handlinger helt tilbage til børnehaven.
Det er de samme personer der begår forbrydelser i alle andre kontekster - uden de er vrede.
Resten er med for at få noget opmærksomhed samtidig med det giver dem en form for beskyttende tilhørsforhold. 9 ud af 10 personer der skriger vanvittigt samtidig med de holder skilte med “Sorte Liv har Betydning” ville lige så ivrigt skrige og holde skiltet “Justin Bieber som Præsident” eller “Ferguson elsker KKK” hvis det ville medføre de fik opmærksomhed og kom på TV.
Alt man behøver vide om optøjerne der tonede ud kan aflæses på et termometer. Om mandagen da grandjuryen frikendte betjent Wilson var temperaturen 14 grader. Næste dag faldet en smule. Nu da temperaturen er faldet rigtig meget er optøjerne feset ud.
Vejret opløser optøjer hurtigere end forsoning. Det er altså vanskeligt at være med i et optøj når tænderne klaprer.
Der er god grund til at optøjer plejer at indtræffe om sommeren. Hvis grand juryens afgørelse var kommet i januar måned, ville altså kunne være foregået fredeligt.
Optøjerne i Ferguson skete ikke på grund af vrede, men fordi pøblen fik at vide af alle, fra CNN helt op til guvernør Nixon, at man forventede vrede protester og de ville blive tolereret. Det er nærmest som at smide en tændstik på en sø af benzin.
Ingen stjal skønhedsprodukter eller påsatte brande i Walgreens, fordi de var vrede over at Michael Brown blev skudt. De stjal af samme årsager som Michael Brown stjal; de mente de ville slippe godt fra det.
2. Plyndrerne og dermed deltagerne i optøjerne brænder ikke deres egne bydele ned.
Et optøj har to komponenter. Der er de som keder sig, og irriterede lokale der begynder at sværme ud på gaderne fordi de er uden arbejde, det er for varmt inden døre og der er ikke noget der er værd at se på TV. De vil sådan set være enige om, hvilket som helst problem der bliver fremlagt, men de er sådan set ikke særlig ophidsede over det.
Og så er der de udefra kommende.
Før optøjet, dukker der samfundsorganisatorer, journalister og forskellige aktivister op for at koordinere, sprede slogans og retfærdiggøre den vold der vil komme. De ønsker volden langt mere end de lokale, og de provokerer politiet og forsøger at skabe konfrontationer, mens de sædvanligvis selv undgår at være med i volden.
Førhen var gruppen der opildnede til optøjer sædvanligvis en eller anden gren af Det Kommunistiske Parti. Senere en variant af venstreorienterede grupper, mange nært knyttet til Det Demokratiske Parti. Protesterne i Ferguson er på en måde unikke i størrelsen af den muslimske tilstedeværelse, med deres aktivister der spiller den samme rolle som Kommunist Partiet plejede at gøre for 100 år siden. Det meste af skaderne blev udført af plyndrere og pøbel fra andre kvarterer der ledte efter en mulighed for at brænde ned og stjæle. Nogle lokale efterlignede dem, men førstnævnte plejer at være ansvarlige for den værste vold.
Da de kommer udefra kender det lokale politi dem ikke, at de behøver sjældent bekymre sig om at blive identificeret bagefter. Og de er helt ligeglade med at brænde nogen andres lokalsamfund ned.
Medierne plejer at holde fast ved deres fortælling om et ophidset lokalsamfund der deltager i yderlighederne, især når man ikke kan skelne de lokale fra de udefra kommende. Lokale betjente kan, men ingen i medierne lytter til dem. Optegnelser over arrestationer viser at de fleste der anklages i de mere voldelige forbrydelser ikke er de lokale, men medierne er hele tiden immune over for kendsgerninger der er i konflikt med deres favorit narrativ.
1. Optøjer handler om magt, ikke for deltagerne med for de som står bag.
"Vi må ikke irettesætte vore børn for vreden når det er vreden der har placeret dem i et undertrykkende system,” har Al Sharpton sagt i kølvandet på mordet på en jødisk student af en pøbel vrede sorte.
Den samme retorik blev benyttet at de som opildnede til volden i Ferguson og er blevet brugt i lignende optøjer generationer tilbage. Hovedtemaer er, at deltagerne i optøjer har ret til at gøre det de vælger. De har intet moralsk ansvar for deres handlinger.
Det de ønsker er at smadre og stjæle alt de kan få fingre i. Det er ikke vrede. Det er lærebogen i amoralsk handlemåde. Optøjet udløser ikke vrede; den sætter overtræderne fri for moralsk ansvar.
Et optøjs virkelige formål er ikke at gavne deltagerne. Det er at gavne de som opildner til det. Plyndrerne og deltagerne reagerer som svar på de ting som er blevet forberedt fra højere sted. Hvis man opbygger en politisk infrastruktur til et optøj, så vil deltagerne komme.
Sharptons optøjer drejede sig ikke om at hjælpe andre ud over ham selv. Ved at associere sig selv med vold, solgte han forestillingen om at han var en indflydelsesrig person i det sorte samfund. Uanset om Sharpton faktisk var populær eller ikke, så blev hans opstigning i det politiske system en selvopfyldende profeti.
Optøjer handler om bedrag ikke virkeligheden. Ringdommeren forsøger at holde sine hænder rene, samtidig med han overbeviser systemet om, at han kan hindre eller igangsætte den vold han ønsker, på et givet tidspunkt.
Ferguson er produktet af en ny generation af Sharptons, ambitiøse aktivister der fodrer hadet, af New Black Panther Partiets besættelse af at blive betydningsfuld, af de lasede hipsters fra Occupy Wall Street der går fra den ene bygning til den næste, af muslimske agenter der drømmer om at gøre afrikansk amerikanere til en slags 5. kolonne og af Obamas klodsede forsøg på at omorganisere samfundet ved at give næring til racebetinget forurettelse og derpå lade som om han står over alt det.
De som høster gavn af at iværksætte kaos og vold er ikke de uden magt, med dem med magt. Sharpton fik sin vigtige rolle som Obamas ‘kammesjuk’ med et spor af lig efter sig. Nogle der opererer i Ferguson håber at være den næste Sharpton. Samtidig spiller Obama på en pervers fusion af Sharpton og Martin Luther King, og skaber en elendig situation og fortæller derpå sorte og hvide at de skal sætte sig ud over det.
Det er en gammel og kynisk leg der er blevet præsenteret i og omkring Det Demokratiske Parti alt for længe.
Svarene på Ferguson er på gaderne. Problemet kom ikke derfra. Det kom fra et sort politisk system der sætter ild til lunten for selv at få magt og profit.
Daniel Greenfield is a blogger, columnist and freelance photographer born in Israel, who maintains his own blog, Sultan Knish.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar