Orwell's børns arv

Orwell's Børn

Bruce Walker

Det er mere end tres år siden George Orwell skrev sin rystende skræmmende, dystopiske klassiker, 1984, og det er mere end tredive år siden at vi kunne betragte et af de mest skrækindjagende eksempler på, at et veluddannet og frit folk villigt gik med til en slags levende forførelse. Den 18. november 1978, for tre årtier siden, drak 918 mennesker Kool-Acid inficeret med cyanid. Jim Jones den kommunistiske leder af Jonestown, Guyana, havde gjort sig selv til "Big Brother." Sovjet og Kina kommunistiske propagandafilm og fordømmelser af kapitalister og det imperialistiske Amerika, skrattede larmende udover undersåtterne i dette område af 'Venstrefløjens Helvede.'

Jonestown sluttede med et masseselvmord, men det virkelig rædselsvækkende var, at almindelige mennesker, amerikanere som dig og mig, var blevet så afkoblet fra virkeligheden og moral at de kunne overgive sig selv og alt de ejede, endog deres liv, forgiftede som de var af den moderne 'Venstresocialisme.' Dette var Orwell's børn.

Vi kan glide ind i en lignende frygtelig fremtid som han beskriver. Alt for mange af os har af hensyn til vort velbefindende og for at få lindring ladet os blive som indvandrerne i Jonestown: Orwell's børn - en ny generation af skabninger der er i konstant kamp mod ydre fjender, ikke ænsende vores store Skaber, smeltet ind i en bevidsthed om at være en del af fællesskabet, adskilt fra historiens kendsgerninger, hypnotiseret af indbildninger, vaccineret mod at tage imod fornuft, frarøvet familien og kun i live for at tjene en sag.

Orwell skrev ikke sin bog i et tomrum. 1984 beskriver Sovjetunionen (bogen beskriver det stalinistiske Rusland så godt, at undersåtterne i dette onde rige spekulerede over, om Orwell faktisk havde boet der, skønt han blot beskriver det han kunne betragte udefra.) 1984 skildrer også Nazimen og enhver anden modbydelig form for totalitarisme, med deres hemmelige politi og propagandamaskineri og totalt atomiserede undersåtter. Men Orwell skrev ligeså meget om de demokratiske vestlige lande. Hans bog var en advarsel om, hvad der kunne ske der. Oceania, den eneste totalitære superstat, der skildres i 1984 var i store træk Amerika og det Britiske Imperium.

Der er behov for særlige elementer for at nationer med en frihedsarv kunne glide ind i denne absolutte og nedværdigende slavetilstand. Disse elementer eksisterede i Nazi-Tyskland, i Sovjetunionen og de eksisterer også i vore frie demokratier i dag. Hvad er karakteristika ved den Orwell'iske stat?

Lad os begynde med Gud. Han må og skal bort. De store russiske forfattere vidste dette: "Uden Gud er alt tilladt." I Oceania eksisterer Gud simpelt hen ikke. Nazisterne pralede med at de ville frembringe en generation "...der aldrig ville have hørt om Bjergprædikenen eller den Gyldne Regel, og da slet ikke De Ti Bud." Sovjetunionen forfulgte enhver, der tilbad jødernes og de kristnes Gud. Gud er ugleset i vor verden nutildags. En generation af Orwell's børn vokser op uden at tænke på Gud overhovedet eller de mener, at det at tro på en Gud er bare så naivt og dumt at det kun kan være fjollede tåber der går ind for det.

Derpå må sandheden bort. Nazisternes omfavnede den "Store Løgn." Sovjet benægtede at ærlighed, som begreb, havde betydning. I Orwell's Oceania lærer 'Partiet' medlemmerne at endog lyve for sig selv og alligevel tro på noget fuldstændigt modsætningsfyldt. Sandhed og ærlighed har kun lidt betydning for Orwell's børn i vor verden. Al sandhed er relativ, al ærlighed er en hån.

Sproget skal rettes ind. Nazisterne gjorde dette ved at opfinde betydningsløse ord som "arisk videnskab." Marxismen fostrede ord, rettet mod os, ord som "kapitalismen," der i sig selv ikke betyder noget som helst, men som har inficeret vore sind og tankemåde så vi refleksivt bruger dette vrøvleord, som erstatning for frihed. Politisk korrekt sprogbrug er bydende nødvendigt. Vi betragter efterhåndet ord som "diskriminere," som værende forbundet med ondskab og ligeledes gælder det andre ord som f.eks. "levedygtigt foster" der har erstattet drab på babyer.

Symboler og tegn erstatter ord. Hitler, hvis disciple sjældent kunne huske hvad Hitler sagde, kunne dog altid huske, hvordan han så ud. Stalin's portræt kunne man ikke komme udenom i Sovjetunionen, nøjagtig ligesom protrættet af Big Brother i Oceania. Vi lever i en verden med symboler og billeder. Borgerlige forsøger sig med bøger og i taleradio, medier der beskæftiger sig med ord. Orwell's børn lever i en symbol og billedverden.

Nazisternes bøger og bøger i Sovjet var ulæselige digre værker som Mein Kampf, Det Tyvende Århundredes Myte (de to Nazi "mesterværker") eller enorme 'tomme' bind om Marixistisk-Leninismen. Er det en tilfældighed at den intellektuelle kæmpe der var mest indædt modstander af denne ondskab, Solzhenitsyn, var en overbevist kristen, der mestrede det skrevne ord langt bedre end nogen af Hitler's eller Politburureauets håndlangere?

Uforbederlige undertrykkere er det sidste ækle element i dystopien. Hitler beskyldte jøderne for alt. Stalin beskyldte kulakkerne og hans fjender i partiet for alt ondt. Emmanuel Goldstein i Orwell's Oceania blev betragtet som den evindelige uforbederlige fjende af partiet. I dag har vi en kedsommelig forudsigelig liste af undertrykkere, Kristne, mænd, hvide mennesker, de "rige" (hvad det så indebærer), Amerika, Israel, alle er de undertrykkere og det er der intet der kan ændre.

Orwell oplyste os endda om, med navns nævnelse, de professionelle der ville føre os ind i mareridtet i 1984: "sociologer, lærere, bureaukrater, journalister, professionelle politikere, videnskabsfolk, fagforeningebosser, eksperter og teknikere." (Udtrykket "samfundsforsker" var ham ukendt.) De som gjorde andre til slaver var de som underviste studerende, som skabte nyhederne som sad i regeringskontorerne og som gav definitionen af, hvad der var den officielle "sandhed." (i det mindste dagens sandhed.)

Vi har Orwell's børn iblandt os nu, ikke som en lille minoritet i sære Marxistiske kults som Jim Jones' People Temple, men som ledere af Kongressen, som de førende på universiteterne og akademierne, som nyhedsformidlerne og underholdningsindustrien, som ledere af det offentlige skolevæsen, som "eksperter" i tusinder af besynderlige områder. De forblinder vore børn med den eneste virkelighed og det bliver den eneste virkelighed mange når frem til. Så venter de på, at resten af os bliver gamle og dør.

Vil disse børn så arve jorden? Historien, ikke teologi, har fremvist et enkelt forsvar mod spredning af denne smitte på Orwell's Børn. Solzhenitzyn fandt Gud i det gudløse Gulag. Michael Power skrev så tidligt som 1939: "I det tyske folks kristendomsopfattelse har Nazipartiet fundet den ene fjende den ikke kan overvinde" - og Kristne i Tyskland, de alene, valgte frivilligt at gå i døden fremfor at sælge deres sjæl til nazismen.

De jødiske systemkritikere var utålelige for den brutale Sovjettiske politistat. Da alt andet mislykkedes for jøderne under nazismen, klyngede jøder som min kones mor sig til den velsignede Skaber og overlevede Holocaust. Gud kan røre ved os alle. Gud kan beskytte os fra ondt (ikke fra smerte og uretfærdighed - vi lider alle og vi dør alle - men fra den meget større fare som den ondskab Orwell beskrev.)

Uddannelse, videnskab, teknologiske vidundere, et godt sundhedsvæsen - alt dette kan ikke hindre os i at glide frem mod et gigantisk Jonestown, et Oceania, et sted som Dante beskrev som "Alt håb er ude for Jer der går herind." Vi er alle troende, men det er, hvad vi tror på der har betydning. Vi kan tro løgnene fra Big Brother, der forandrer sig dagligt efter det partiet nu mener og har behov for eller vi kan tro på sandheden om en levende Gud. Vi kan blive børn af Orwell eller Guds egne skabninger. Altsammen - vor nation, vor verden, vor familie, vore samfund - bestemmes ud fra det valg.

http://www.americanthinker.com/2008/11/orwells_children.html

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and his recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

Andre artikler af Bruce Walker ved klik. En meget medrivende skribent.