Helte fra 1. Verdenskrig æres

Ære til alle vore helte fra 1. Verdenskrig

Ken Blackwell

Præsident Obama og vicepræsident Biden tog i denne uge på et uofficelt besøg på Arlington National Cemetery. De drog dertil for at udtrykke en taknemmelig nations tak for den tjeneste som Frank Buckles, den sidst kendte overlevende af de amerikanske "Doughboys" (infanterister) i 1. Verdenskrig udførte. Buckles var knap 16 år gammel da han 'snød' med sin alder for at komme i uniform.

Buckles i 1917 (16 år)
Samt Buckles underskrift i 2000 Frank W. Buckles February 1, 1901 – February 27, 2011
(110 år, 26 dage)

Det er altsammen meget passende og ærværdigt, at de gjorde dette.

Den Store Krig var Amerikas ilddåb på verdensscenen. Skønt Frankrig og Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand allerede have kæmpet på Flanderens marker og i Nordøstfrankrig i tre lange blodige år, da U.S. kom ind i krigen mod Tyskland, da blev amerikanerne på det hjerteligste budt velkommen, især af de udmattede franskmænd. 

Præsident Woodrow Wilson sagde at Amerika "ønskede at gøre verden sikker for demokratiet." Det var en nobel sag. Men det var besynderligt at bedes Amerikas sorte soldater kæmpe for det. Trods alt, var dette tiden med KKK lynchninger i mange af Unionens stater. Dette var på den tid da Jim Crowe lovene tvang sorte amerikanere ind i en slags andenklasses borgerskab i det land de var født i. Dette var et tidspunkt da stemmerettighederne, garanteret af 15. og 19. Amendment i Forfatningen rutinemæssigt blev nægtet sorte ved tusinder af afstemningssteder.

Wilson sagde nej til de ihærdige appeller fra franske generaler om at få soldater fra American Expeditionary Force (A.E.F) til at udfylde hullerne i deres rækker. Som øverstkommanderende uden militær erfaring eller interesse fulgte han klogeligt råd fra den kommanderende general John Pershing, om at amerikanske soldater burde kæmpe som en enhed - og kun under amerikanske officerer. Pershing afvist endog franske trænere til hæren. "En amerikansk hær kan ikke udgøres af franskmænd." sagde han.

 

John Pershing

Wilson indvilligede dog i en undtagelse. Han gav tilladelse til at enheder som New Yorks 369. Regiment - den udelukkende sorte enhed "Harlem Hellfighters" tjente under franskmændene. Selvom Wilson med denne handling kan have behandlet sin sorte soldater, ikke som sønner, men stedsønner, bød Harlem Hellfighters muligheden velkommen til at komme i kamp og bevise deres værd.

 

.

Harlem Hellfighters i Frankrig

Og de beviste deres værd. Harlem Hellfighters nød den gode modtagelse de fik i de franske styrker. Wilson's uduelige administration havde efterladt U.S. Army og Navy i en smertelig uforberedt stand til at føre krig, men franskmændene vist delte deres varme vinteruniformer, støvler og endog deres karakteristiske bedre beskyttende stålhjelme. 

Vore mænd fra Harlem og andre sorte enheder -- dengang kaldt farvede tropper -- værdsatte Frankrigs ægte forpligtelse at at vise ligheder for racer. Frankrigs sårede soldater -- hvide og de fra Frankrigs afrikanske kolonier -- blev behandlet af hengivne sygeplejerkser på fælles hospitaler. Denne ære blev automatisk overført til Amerikas sårede sorte soldater i forsvar for Frankrig.

Ikke alle amerikanerne på hjemmefronten var enige i opsplitningen af de militære enheder, eller med de politikker der behandlede sorte 'Doughboys' anderledes, end andre der tjene frihedens sag.

Tidligere præsident Theodore Roosevelt, den gamle Stridsmand, var inderligt optaget af borgerrettigheder. Han ønskede at kæmpe for friheden. Han gik med hatten i hånden til Det Hvide Hus for at bønfalde Wilson om at få lov til at være med i skyttegravene. Men du kan blive dræbt der, føjede Wilson til. Jeg ville være mere end tilfreds med, sagde den frygtløse TR, hvis der på min gravsted stod "Roosevelt for Frankrig."

TR havde en formodning, at om Wilsons virkelige grund til at nægte at opfylde hans ønske var frygt for at Roosevelt ville udmærke sig endnu en gang i et slag og slå Wilson ved præsidentvalget i 1920. Bitter over han var blevet nægtet trådte Roosevelt med ind i koret af kritikkere af Wilsons håbløse administration -- og klagede over den uretfærdige behandling af Amerikas sorte soldater.

Harlem Hellfighters havde alt for travlt med at bekæmpe tyskerne til at være opmærksomme på de politiske skærmydsler hjemme. Det taknemmelige Frankrig udøste medaljer over de tapre sorte soldater der kom for at redde landet. Officererne og deres mænd i 369th Regimnet blev belønnet med 170 Corix de Guerre, og Legion d'Honneur. Blot seks uger før våbenhvilen ledte korporal Freddie Stowers fra 371. Regimnet an i et angreb mod en tysk maskingeværrede ved Maison-en-Champagne. Tyskerne overgav sig, men løb hurtigt tilbage til deres skyttegrave. Eddie Stowers satte efter dem, udslettede reden og opmuntrede sine mænd til at følge sig. Men han blev kort efter ramt af endnu en kugle. Hans mænd fulgte hans eksempel, og indtog højen hvor Eddie Stowers fald. Korporal Stowers var den eneste sorte soldat i 1. Verdenskrig der vandt Congressional Medal of Honor, som blev givet ham posthumt.

 
Freddie Stowers

Da Harlem Hellfighters vendte tilbage til New York efter deres store sejr, var der titusinder der tog imod dem. De marcherede stolt op af Manhattans Fifth Avenue, og blev hyldet al alle racer. Deres fremragende regimentsorkester under ledelse af James Reese Europe, førte dem til Harlem, hvor han skiftede fra kampmusik til jazzmelodier. De overstadige folkemængder -- hustruer, sønner og døtre af disse sorte helte -- brød ud i begjestring da Big Jim Europe's band spillede "Here Comes My Daddy."

Der burde aldrig have været raceadskillelse med enheder i hæren i denne store republik. Vi kan være taknemmelige for at Pærsident Harry Truman, endnu en Doughboy fra 1. Verdenskrig, indførte fuld integration i vore væbnede styrker i 1948. Men nu da Franck Buckles er stedt til hvile, kan vi også være stolte over Harlem Hellfighters og huske på deres tapre forsvar af friheden.

Kenneth Blackwell

http://www.americanthinker.com/2011/03/honoring_all_our_wwi_heroes.html