Besættelsen af ødemarken
Miljøbevægelsen i Amerika har indledt et forsvar for naturen mod mennesket. Men det vi kalder "naturen" er en menneskeskabt konstruktion, og når Thoreau og John Muir drog ud for at beskytte den uspolerede vilde natur, da forsøgte de faktisk at skabe det uspolerede menneskelige væsen, der kunne vandre rundt i det.
De fleste, mest energiske miljøinitiativer i Amerika fra nationalparksbevægelsen og Sierra Club til Jordens Dag og Selskabet for Den Vilde Natur, har alle været knyttet til forestillingen om den vilde natur. Motivet har sjældent været at beskytte eller forbedre menneskets habitat, men at lave sport ind i det uberørte, hvor det amerikanske folk kan indånde de rene paradisiske luft, og afføre sig byrden af syndighed, som er byens synder.
Besættelsen af den vilde natur har haft fremragende resultater. Det er godt at Amerika har kæmpe nationalparker, hvor det vilde dyreliv kan nyde få en vis beskyttelse. Det er flot at amerikanerne elsker deres skove, floder, søer og vådområder. Det er godt at de bekymrer sig over den amerikanske ørns fremtid, over de sorte bjørne og rødlossen. Det er også helt i sin orden at disse bekymringer reflekteres i amerikanernes ferieområder, i det romantiske anstrøg i amerikansk kunst og litteratur og i billedet af "spejderen" der optræder i amerikansk populær kultur.
Et par rødlos
Patruljerne på motorcykler der patruljerer de sceniske highways, tropperne af spejdere på bjergstierne, kanoerne og kajakkerne på flodstrømmen, alle er det med til at bevise at der er en dybt indgroet respekt for naturens verden, og en længsel mod en uskyldighed der er tabt. Mennesker der netop besidder denne holdning til en tabt uskyldig tid er ligesom en grad bedre end de som har glemt den og derfor ikke tror den findes noget sådant. Og måske afhænger selve fortræffeligheden, den sidste analyse, af den vilde naturs kult.
Men der er en bagside ved forestillingen om den vilde natur, og den er ret så vigtig. Den amerikanske bekymring for dyrenes leveområder har opmuntret til en vandalisering af menneskers leveområder. Mennesket har medbragt sin faldne tilstand ind i ødemarken. Her kan han reflektere over det, som Thoreau gjorde ved Walden Pond, men han kan ikke undslippe den. Og ved at skabe dette illusoriske Edens Have vender han ryggen til sit sande leveområde, der er byen.
Byen er et overfyldt forum bestående af fremmede, hvor man står ansigt til ansigt med mennesker hvis selskab man aldrig ville vælge. Det afhænger af socialt samarbejde, der på sin vis afhænger af at lov hersker og af handelsinstitutionerne. Men det afhænger også af en oprindelig tilegnelses handling til Guden eller Helgenen der vil beskytte det. I alle de store byer i verden begyndte livet som hellige steder, hvori livet blandt fremmede blev givet et forsonende formål ved den fælles underkastelse af en højere magt. Moderne byer er vokset bort fra den oprindelige holdning af underkastelse. Men de er stadig karakteriseret af den. Kirker, offentlige bygninger, gadernes facader og pladser - alle bærer de vidnesbyrd om en original bosættelse, hvor et stykke jord blev afmærket af et samfund af mennesker og tilegnet dets guder.
De klassiske bygningstile der skabte de originale byer landsbyer og byer i New England stammer fra tempelarkitektur. Deres harmoni stammer fra deres bygherrers forkærlighed: Når de satte mursten på mursten eller sten på sten byggede de ikke kun et hjem, men et alter. Det samme gælder med den Gotiske Stil, der er lovprist af Ruskin, og netop blev så gennemført benyttet i den industrielle arkitektur i Victoria Tidens England.
Bliss & Sons' Tweed Mill, 1873
Det var Ruskin der introducerede miljøbevægelsen i Storbritannien. Det imponerende grønne skove var blevet fældet for at skabe Royal Navy og ingenting af ødemarken var tilbage. Men Ruskin var bekymret. Hans bekymring var det landskab som mennesket skabte - kludetæppet af det gamle England, syet sammen af hække og mure af sten, og knappet til jorden af yndige små landhuse af sten. For Ruskin var denne menneskeskabte natur stødende op til byen, som han dedikerede i Stones of Venice, den mest storslåede beskrivelse på engelsk af et sted helliggjort ved bygninger.
Den uhæmmede amerikanske vækst er såvel årsagen til og effekten af ødemarkstilskyndelsen. Den stammer fra at man holdt op med at bekymre sig om byen som et helligt sted og et fælles hjem. Hovedveje, knudepunkter og omfartsveje, ansigtsløse husblokke, 'støjende' butiksvinduer, reklamer der sidder højt på pæle og barnlige logoer -- alt sådant afmaskerer byen, laver den om fra et hjem man kan bo i til et værktøj der skal benyttes.
Tilsviningen af den amerikanske by havde ikke behøvet at ske. Den ide at man kan eje land i en by og gøre med det hvad du ønsker er et nyt og ekcentrisk kapitel i historien om menneskets bosættelser. Religiøse edikter, bygningsregler, og borgerlige forordninger styrede udseendet af de gamle byer, og sikrede deres kontinuitet som et offentligt sted: Dette ser vi bevidnet ikke kun i de overlevende monumenter i Athen og Rom, men også i de juveler af hverdagsbebyggelse som i det udgravede Efesus og det nu spolerede Aleppo.
Brystværnsfacaderne i Venedig har været underlagt lov i 500 år. Højden på bygninger i Geneve og Helsinki er blevet begrænset af lov siden år deet 19. århundrede. Byen Salzburg forbyder nu de som handler i centrum at udstille deres logos eller ændre på arkitekturen efter behag. Takket været de lovmæssigt begrundede grænser for Wien, kan man fra centrum af byen se en grøn horisont af beskyttede træer. Og så videre. Europæiske byer er blevet elsket af deres indbyggere, og har derfor adopteret en æstetik i bebyggelsen. Således har deres indbyggere bosat sig og er blevet.
Den amerikanske by begyndte som et rosværdigt forsøgt på at skabe et offentligt rum, men intet offentligt kan eksistere særlig længe i et land hvor kun ødemarken har krav på beskyttelse. New Brunswick, blev planlagt med klassiske gader og pladser, og med de stilrene spir på kirkerne der stræbte mod himlen, og er blevet trampet ned i støve på kun nogle få årtier: Nu er der en losselads af parkeringspladser og kontorbygninger, med lejlighedsvis en klassisk bygning der markerer stedet for en forsvundet gade som en trofast hund der sidder ved sin herres grav. Denne æstetiske katastrofe - der kun kan matches andre steder som følge af krig og erobring- er en vedvarende vanære for den amerikanske ide. Men hvad kan gøres for at gøre det godt igen?
Billede fra den gamle bydel i New Brunswick
De Nye Urbanister går ind for midtpunktssøgende fremfor midtpunktflyende byer, og argumenter ihærdigt for design der vil kunne tiltrække borgere til midtbyen. Men selv om det skulle lykkes, så er den rodfæstede amerikanske overbevisning, at man kan gøre hvad man vil med sin ejendom og dermed stikke resultatet direkte op i de forbipasserendes ansigt, hvilket betyder at De Nye Urbanisters byer snart vil ligne byerne hos de gamle urbanister som vi kender - en sammensurium af skilte, logoer og butiksfacader, spredt langs hovedvejen og hvor bygninger står, ikke ved siden af sin nabo, men overfro dem. Det er næppe overraskende at de som arbejder sådanne steder flygter ved først givne lejlighed til den uspolerede ødemark. Men det er deres kærlighed til ødemarken der har forårsaget katastrofen. Det er ikke det at amerikanerne ikke er klar over problemet.
Bekymring over alt det tilfældige ved den amerikanske by blev så energisk udtrykt af J. C. Nichols i de første år med jerndrager skyskraberne, og senere af Lewis Mumford og Jane Jacobs, ud fra hver deres forskellige synspunkter. Kampzonerne over byplanlægningen blev skabt mellem de to krige, og fjendtlighederne er fornylig eskaleret gennem skriverierne af James Howard Kustler, Joel Kotkin og Robert Bruegmann. Kampen mod plakatskærmene, der har haft succes, ved de smukke veje fortsætter i mindre skala over hle Amerika. Og her og der har kommuner haft succes med at indføre restriktioner på de værste former for lysforurening og gak og gøgl langs vejen. Men af gode grunde, såvel som af dårlige grunde, er amerikanerne tøvende overfor at indføre æstetiske begrænsninger når det drejer sig om privat ejendom.
Her forleden dag da jeg sad på verandaen til en redaktørs bjerghytte i Virginia, så jeg kontrasten mellem det 'ejede' og det uejede Amerika i sin mest levende form. Overfor os var Shenandoah National Park, en mørk masse af træer, skov, der udsondrede sin opridnelige tavshed. Og neden for den, i dalen, var den gamle landsby Etlan, Madison County, en uspoleret samling af hvidkalkede huse langs vejen. Men mellem de gamle gårde med deres rustrøde lader popper nye hestestalde op, en af dem gigantisk, firkantet, dens hvidlige metalvægge dominerer landskabet og overskygger de afdæmpede farver rundt om.
I Europa ville der næsten helt sikkert være en lov, der fortæller ejeren af hestestedet at taget skal gøres sort og at siderne skal males rustrøde - og der er en lov der kræver teglsten i Provence, skiferplader i Bretagne, Cotswold sten i Gloucershire. Men som redaktøren sagde, sådan ville herover blive betragtet som en grov overtrædelse ved regeringen og ville blive modstået ihærdigt af ingen ringere end den gode konservative. Den amerikanske måde at leve på drejer sig om individuel suverænitet: Fjern den, invader hjemmet og dikter så indbyggernes smag og behag, og det allermest hellige alter for friheden ville have overgivet sig til den stedse mere omsluttende stat.
Jeg kan dog ikke lade være med at beskylde den hæslige hestestald for dens beliggenhed nær ødemarken. Jeg kan heller ikke lade være med at ønske at amerikanerne ikke have investeret helt så meget af deres æstetiske lidenskab på de steder de ikke bebor, og så lidt mere på de steder de vitterligt bebor.
http://spectator.org/archives/2010/11/05/the-wilderness-obsession
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar