Frygt for døden og venstrefløjen

Venstrefløjen og frygten for døden

Robin of Berkeley

Som de fleste af Jer læsere, har jeg adskillige hjemmesider jeg besøger dagligt. En af dem er Lucianne.com, der er mere kendt som ldot. Sidste søndag blev jeg chokeret og meget bedrøvet over at erfare, at Lucianne Goldbergs ældste søn, Joshua døde af et slagtilfælde i en alder af 43. Hvilken tragedie, og det komplet uventede ved denne bortgang giver en ekstra dimension i sorgen. Jeg føler inderligt med Lucianne og hendes familie.

Personlig har jeg også måttet slås med de frygtelige nyheder om en af mine kæreste venner der er ramt af en dødelig sygdom. Derfor har mine tanker her på det sidste været koncentreret om de mere bedrøvelige dele ved livet - og døden.

Vi kan ikke leve vore liv og så hele tiden tænke på de mulige uundgåelige ting; dette vil gøre vor tid på Jorden ganske uudholdelig. Imidlertid er der påmindelser om det at vi skal dø, der kan igangsættes ved at besøge en hjemmeside og se at familier er i sorg. Og så er der de personlige tragedier vi skal stå overfor i denne vor alt for menneskelige tilværelse.

 

For et stykke tid siden skrev en læser til mig og stillede et spørgsmål, og mit svar chokerede ham. Han spurgte, "Inderst inde, hvad er det så der gør at mennesker bliver tiltrukket af progressivismen?" Jeg svarede således, "Det er der mange årsager til, men når du nu spørger mig om den 'inderste' da tror jeg det er frygt for døden."

En smule foruroliget over mit svar sagde læseren at det måtte han have tid til at fundere over. Nogle måneder senere skrev han dog tilbage og gav udtryk for at han syntes der var megen sandhed i mine foruroligende ord. 

Ernest Becker har skrevet en hel bog om emnet, en Pulitzer vindende digert værk, men titlen "Benægtelsen af Døden." Becker skrev at selv om vi alle ved vi dør en dag, lever de fleste mennesker i en benægtelsestilstand. Becker konkluderer at frygt for døden er med til at præge alle aspekter i en persons liv.

Nu kunne man måske tro at mit område indenfor psykoterapien er en sjælden undtagelse, at psykoterapeuter med lethed kan tale om døden. Det passer ikke, skønt de fleste terapeuter er i stand til at hjælpe andre med deres tab og deres sorg. Vi terapeuter, som de fleste mennesker, bringer kun sjældent emnet om vor eventuelle bortgang i debat. 

Jeg havde en meget spændende samtale med en bedemand, som jeg kontaktede for nogle år siden efter mine forældre døde. Deres bortgang, som lå tre uger tilbage i tiden, ligesom fik tæppet blæst bort fra mine øjne, om min egen personlige benægtelse. Jeg besluttede, at jeg ønskede at foretage mine egne begravelsesarrangementer på forhånd for at spare mine kære -- og også i et forsøg på, at få kontrol over det uundgåelige. 

Jeg nævnte for bedemanden, at mine venner var frastødt af projektet med at planlægge deres egen begravelse. Hun svarede at det ikke var anderledes med bedemænd. Kun få, herunder hende selv, havde skjulte planer, idet de foretrak ikke at tænke på det. Hvilket forbavsende esempel på en benægtelse, når man tager i betragtning af en leder af en bedemandsforretning er en person der beskæftiger sig med død og døende!

Jeg nævnte tidligere min emailkorrespondance med en læser, og hvordan jeg forklarede progressivismen som en benægtelse af døden. Mens de fleste mennesker har en snert af benægtelse, da ved vi alle, at en dag så dør vi. Mennesker føler sig tiltrukket til venstrefløjen for at skabe en mening med deres liv mens de stadig er i live.

De har ingen anden måde at behandle denne overvældende - at være til - at skabe orden i tilsyneladende kaos. Ved at fremføre venstrefløjsidealer og tilbede falske idoler, har mange progressive opdaget deres egen unikke måde at besejre døden. Selv om de på venstrefløjen erkender de er ateister, da lurer tvivlen; derfor tilbyder deres ihærdighed dem muligheden for udfrielse.

Mange af disse progressive ville aldrig begive sig ud i ondsindede handlinger mod konservative, da dette ikke ville gavne deres karme; Jeg var en af den slags, ligesom alle mine venner. (Selvfølgelig, er der også nihilistiske progressive, men det er en helt anden art. Idet de tror at livet er helt og aldeles meningsløst vil nihilisterne blot handle og ikke tage ansvar for deres grusomheder.)

Det er sandt at mennesker flokkes om venstrefløjen på gund af uvidenhed gennem MSM. Og mange progressive følger med, ligesom umælende får, på grund af hjernevask i skolerne og gennem medierne. 

Men jeg tror at tiltrækningen ved radikalismen går langt dybere; at være aktivist tilbyder en slags balsam for nogle skræmmende eksistentielle problemer. For mange giver progressivismen et grundlag, for den menneskelige længsel efter en sag og om at gøre en forskel i denne verden før det hele er forbi.

Selvom konservative og progressivese er uenige om snart sag alt, er der en fællesnævner: Alle som lever i dette øjeblik, vil en dag ikke længere gå på jorden.

Mennesker -- Venstrefløjen, Højrefløjen dem i Midten -- alle forstår denne sandhed, i en eller anden form. Kundskaben om vor skrøbelighed lurer lige inder overfladen, indtil tragedien en dag ryster vore illusioner.

Forskellen er dog at de fleste konservative har en banet og slidt vej til udfrielsen, med en oldgammel vejviser, og en Frelser til at føre dem. Det gælder ikke de på venstrefløjen der har forkastet den ultimative sandhed.

Det kan ikke undre, at de tilbeder 'Venstrefløjs Evangeliet.' Hvad andet har de nemlig der kan få ængstelsens stemme til at tie, og give et svagt lys i det totale mørke.

http://www.americanthinker.com/2011/02/liberalism_and_the_fear_of_dea.html

A frequent American Thinker contributor, Robin is a recovering liberal and a psychotherapist in Berkeley.  Robin's articles are intended to entertain and inform, not to offer psychotherapeutic advice or diagnoses.  To comment on this article, please press this link.