En opdigtet historie? Koranen

En opdigtet historie? Koranen

William Kilpatrick

Af og til kan man høre anmodninger fra kritikere af islam om at reformere islam - om at moskeer, madrassaer skal undervise mod de islamiske doktriner der giver terroristerne inspiration. Et dramatisk eksempel på dette krav skete med filmen Fitna, da Geert Wilders opfordrede muslimer til at rive de krænkende sider uf Koranen. I en scene kan man høre lyden at en sådan udrivning af sider i baggrunden.

"Hvis denne side krænker dig, så riv den ud?" Det eneste problem med en sådan anbefaling er at der dermed formodes at være tilstrækkeligt med positivt materiale i Koranen og den andre fundamentalistiske dokumenter til at udgøre grundlaget for en reformation. Er det tilfældet?

Ifølge Moorthy Muthuswamy, en ekspert i politisk islam, da "taler 61% af Koranen dårligt om ikke troende eller opfordrer til at de med vold skal besejres og underkastes, mens kun 2,6% taler om det gode i menneskeheden." Hmmmm, det ser tud til at der er overvældende mange krænkende sider.

Det er det samme når man vender sig til sira, biografierne om Mohammad. Tag den første, den der er skrevet af Ibn Ishaq. Af de 130 korte kapitler, der i detaljer beskriver Muhammads liv efter hans ankomst til Medina, er 70 af dem om overfald, kampe og mord, eller om forberedelserne til overfald, kampe, opdeling af bytte, hyldestsange efter slagene, navnene på de som kæmpede og så videre.

Ifølge en indholdsanalyse der er foretaget af Bill Warner fra Center for the Study of Political Islam, er mindst 75% af sira om jihad. Dette er højst ubelejlige kendsgerninger for de som håber på at islam kan reformeres. Uanset hvor reformindstillet man kan forekomme at være, så er det vanskeligt at forestille sig en symbolsk fortolkning af Koranens utallige krav om at føre krig mod de vantro, da det jo netop var det Muhammad rent bogstaveligt gjorde.

Derfor, fremfor at opmuntre muslimerne til at fjerne de voldelige og hadfyldte dele af Koranen, ville de måske være mere fornuftigt at opmuntre dem til at forkaste det hele. De "gode" dele af Koranen er så forbundet med de "dårlige" dele, at en opdeling af dem er helt umuligt. Udover det er der ingen garanti i den islamiske tradition for at kunne vælge og vrage. Islamiske autoriteter siger at den Koran der blev givet til Muhammad er en nøjagtig kopi af den originale, der er indskrevet med "evigvarende" tavler i himlen. Og så er "evigvarende" meget stærkere en "skrevet i sten." At tale om en reform af islam ved at genfortolke Koranen er at tale om at reformere en statue af mormor. Der er nogle ting der bare ikke kan reformeres.

At bede muslimerne om at helt genoverveje Koranen er bare ikke nemt, selvfølgelig. Det er en svær vare at sælge. Men på den anden side så ser det ud til at de mere 'bløde' løsninger så absolut heller ikke har nogen virkning. I det sidste årti har vi forsøgt:

• Den demokratiske løsninger (der har ført til at islamister har vundet ved afstemningerne)
• Den verdslige løsning (troen på at muslimerne med glæde ville bytte burkaen for bikinien).
• Assimileringsløsningen (troen på at når de fik mulighed derfor, da ville muslimerne foretrække af være en del af den multikulturelle suppe.)
• Forsoningsløsningen (når muslimerne engang ser at vi er villige til at give dem alt det de ønsker så bliver de tilfredse og vil holde op med at stille yderligere krav.)

Alle disse løsninger lader formoder at muslimerne lider under en underlegenhedsfølelse i forbindelse med deres religion og kultur. Det har måske været sandt for 50 år siden da islam forekom at være gået helt i stå, men nu da islam er på vej frem, er det ikke gældende længere. Muslimerne har en overlegenhedsfølelse vedrørende islam.

Når de står overfor valget mellem det bedste som den sekulære Vesten kan tilbyde og Koranens rigdom og tryghed, da vælger de Koranen.

Derfor er ethvert tilstrækkeligt svar på truslen fra islam nødt til at være med baggrund, ikke i at give yderligere næring til selvbevidstheden hos troende muslimer, men forsøge at nedbryde den. Den mest direkte vej til dette er at ryste deres tro på Koranen som Guds åbenbarede Ord.

Nu kunne du måske regne med, at det på det nærmeste er umuligt at ændre på dybe troslærer, men som jeg har fremhævet i en tidligere artikel, da viser tiden og historien igen og igen, at dybe troslærer ikke er så dybe som de kan forekomme. Hvad skete der med de sikre troslærer hos Zeus og Jupiter troende? Hvad skete der med de sikre troslærer hos Milleritterne, Rappiterne, og Shakerne? Og her for nylig, hvad skete der med de sikre troslærer hos kristne i Europa? 

Det er ironisk at vort samfund, der er så indstillet på forandring, ikke desto mindre insisterer på at man ikke kan forandre andre menneskers troslærer. Det er en af multikulturens virkninger, at vi er kommet til at tro at vor egen kultur er så gennemført elendig, mens vi samtidig tror at ikke-Vestlige kulturer er åh, så vidunderlige og ukorrumperede. Da vi så samtidig mener, at muslimerne tro aldrig kan forandres, så foreslår vi ikke engang at den burde forandres.

Det er så ganske givet i de ikke-muslimske samfunds interesse at kaste tvivl om Koranen. Når det er sagt, så er jeg uenig med den holdning at man blot skal udstille de voldelige og hadfyldte budskaber i Koranen, som værende nok til at miskreditere den. Måske hader Gud virkelig ikke-troende. Det er langt, langt bedre at rejse tvivl om Koranens guddommelige forfatterskab.

Bill Warner og professor Muthuswamy siger at en "videnskabelig" indholdsanalyse er den bedste måde at bringe Koranen i miskredt. Jeg mener de har fat på det rigtige, men i stedet for at optælle det antal gange som "jihad" nævnes så kunne det være bedre og mere nyttigt at optælle det antal gange hvor "Allah" lyder som en usikker prædikant der forsøger at skabe sig et ry som profet. Man behøver ikke foretage en faktisk ordoptælling for at se at visse temaer dukker op igen og igen i Koranen. En af de første ting man bemærker i indledningen til Koranen er, at en af hovedbeskæftigelserne i Koranen er forsvare Koranen. Læs nogle få suras ganske tilfældigt og du vil hurtigt indse at Koranen i utrolig grad er i forsvarsstilling om sin egen troværdighed. Er Koranen en virkelig åbenbaring? Det påstår den. Faktisk så påstår den det hele igen.

I Sura 11:13 læser vi, "Hvis de siger 'Han (Muhammad) har fundet på den (koranen)selv' sig da til dem, 'Skab da to opfundne kapitler som den.

I Sura 12:12 læser vi, "dette er ikke en beretning der er fundet på, men en bekræftelse af tidligere skrifter...."

Sura 32: 1-2: “Denne bog er uden for al tvivl åbenbaret af Universets Herre. Siger de, 'Han har selv fundet på den?'"

Sura 46:8: “Siger de han selv har fundet på den....så lad dem skrive et skrift som den."

Og så videre. Koranen er fuld af lovprisninger af sin egen ægthed. Knap en side uden at man på en eller anden måde mindes om at det er en ægte åbenbaring, ikke en falsk. Selvom der gives udtryk for tilkendegivelser af denne slags af og til i en hellig bog, så er der bogstaveligt talt hundreder af sådanne passager i Koranen.

Noget af det første en læser fra Vesten møder når han åbner Koranen er det som kan se ud som et forsvar for dens oprindelse. Den allerførste sura efter Fatiha begynder med ordene, "Denne bog kan ikke betvivles." Som kontrast er de første ord i 1. Mosebog, "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden." Forfatteren til 1. Mosebog har sit sind rettet mod Gud og hans skaberværk, forfatteren til Koranen har sit sind rettet mod sin egen bog.

Sand nok er der masser af passager i Det Gamle Testamentes bøger, hvor forfatteren bekræfter den guddommelige myndighed ved at sige "Således siger Herren," men i Koranen er spørgsmålet om autencitet næsten udelukkende det væsentligste. Slå blot op på hvilken som helst side i den og chancen for at du vil finde en bekræftelse på sandheden af "Vore Åbenbaringer" og om skæbnen hos de som ikke tror på dem vil du også finde. Hvis du har en Koranen hos dig, så kan du selv se efter. Gå blot igen. Vent ikke. Det tager ikke lang tid.

Almindeligvis når nogen siger til dig igen og igen at han fortæller sandheden, ja så begynder du at tvivle. Des mere han vedkender sig sandheden i det han siger des mere er du tilbøjelig til at være skeptisk. Man får den samme fornemmelse efter at have læst "denne Koran kunne ikke være fremkommet uden af Gud" for gud ved hvor mange gange det nævnes.

Forfatteren til Koranens selvbevidsthed er des mere åbenbar når man sammenligner den med Evangelierne. Mattæus, Markus, Lukas og Johannes er ikke hele tiden optaget at gøre opmærksom på om deres beretning er selvopfunden. De har noget at fortælle og det gør de så blot. Og når Kristus taler får man aldrig den fornemmelse, at han prøver sig frem, og retter sig selv. En af de ting mennesker har fundet allermest bemærkelsesværdigt ved Kristus var, at han talte med en sådan myndighed og overbevisning.

Det er måske en nytteløs gerning at forsøge at overbevise et tilstrækkeligt antal muslimer om at deres grundlæggende dokument er menneskeskabt. Selvom man lod som om det var det så er der stadig en gevinst ved at gå i gang med en nærmere undersøgelse af Koranen. En af de ting du vil finde ud af er at der er markante forskelle på Koranen og Det Nye Testamente. Det er noget som kristne bør lære sig eller repetere, fordi det tjener som en modsætning til det enerverende multikulturelle bud om at alle religioner er ens - og derfor som Robert Spencer udtrykker det "i bund og grund er enslydende i deres evne til at inspirere til godt eller ondt."

Endnu en ting man kan finde ud af hvis man graver dybt i begge tekster er at den kristne åbenbaring står på et meget mere fast historisk og fornuftigt grundlag end Koranen. Christopher Hitchens påstår at Koranen og Det Nye Testamente er ganske så ens - begge er de fabrikationer. Nuvel, måske ... men hvis det er tilfældet så bør det Det Nye Testamente bedømmes som en langt bedre fabrikation end Koranen. Det har sandhedens klang. Koranen har en meget mere hul, falsk klang. Hvorfor er det vigtigt at vide? - fordi succesen i at modstå islamiseringen afhænger meget af tillid, og lige nu mangler Vesten i høj grad det som Mark Steyn kalder "tillid til civilisationen." Det ville udgøre en forskel i vor tillid, hvis flere mennesker ville komme til at erkende at deres egen grundlæggende åbenbaring har meget mere lighed med virkeligheden.

Moorthy Muthuswamy bekymrer sig over om folk i Vesten måske ikke vil gå igang med en dekonstruktion af islam, fordi analysemetoden måske ville kunne underminere deres egen tro. Som han ser det, "Nogle af argumenter der benyttes til at stille spørgsmål til de grundlæggende ting i islam ... kan også skabe vanskeligheder for andre trosretninger, herunder flertallets religion i Amerika." Jovist, til en vis grad måske, men det er den slags vanskeligheder som kristne bare må slås med hvis de vil have bekræftet deres tro, og komme udover det intellektuelle flæbende stadie som mange kristne er faldet ned i. Der er en prøvelsens tid på vej. Når kristne udsættes for en sådan prøve, da skal de bare vide, hvad de tror på, hvorfor de gør det, og hvorfor det er værd at forsvare og kæmpe for. Det ville også være en hjælp for dem at vide hvad de er oppe imod.....før det erfarer det på den barske måde.

William Kilpatrick’s articles have appeared in FrontPage Magazine, First Things, Catholic World Report, National Catholic Register, Jihad Watch, World, and Investor’s Business Daily.