Patrice Lewis
For lang tid siden under min tid på universitetet, der tidligt i 80'erne, læste jeg om en hændelse i i et kvindetidsskrift der gjorde mig stolt over at være kvinde.
Det var åbenbart en forretningskvinder der var ved at komme for sent til sit fly, derfor ilede hun gennem lufthavnen hen mod gate. Gatevagten sagde til hende, "Du må hellere se at få rumpetten lettet, skat, flyet er lige ved at starte," eller noget lignende chokerende og sexistisk.
Øjeblikkeligt bremsede forretningskvinden op og snerrede, "Det fly skal bare holdes tilbage og jeg vil tale med din overordnede lige NU!"
Selvom der er over 30 år siden, kan jeg stadig huske den følelse af beundring der brusede frem i mig, da jeg læste dette. Uuuhh! Hvor var jeg imponeret! Her var en stærk og myndig kvinde der nægtede at finde sig i sexistisk sprogbrug fra denne usling, der vovede at omtale hendes bageste anatomi! Nej, hvor var det vidunderligt.
Selvfølgelig tænkte jeg ikke på de hundrede mennesker der blev forsinket i flyet så denne stærke og myndige kvinde kunne overfuse uslingens overordnede. Det eneste jeg tænkte på, var, hvor imponeret jeg var over hun tog kontrollen. Forblev i front. Lærte den gatevagt et og andet.
For ser du, i mine unge dage på universitetet var jeg en ihærdig feminist.
Selvfølgelig indser jeg nu at denne forretningskvinde der krævede at flyet blev holdt tilbage på grund af hendes påfund, blot var det typiske udtryk for hele feminismen: DET HANDLER OM MIG. Det betyder intet hvor mange mennesker ombord på det fly der mistede deres næste forbindelse eller kom for sent til vigtige aftaler. Denne kvinde fik sin VILJE, og det er kun det der gjaldt.
Det er MIG mentaliteten ved feminismen der frastøder mig. Efter min mening er alt knyttet til feminismen noget der skal fremme den dagsorden - at det hele drejer sig om kvinder: Deres behov, deres mål, deres karriere, deres ambitioner og så sk.... være med alt andet. Hvem bekymrer sig dog om, hvor mange der bliver sat i forlegenhed så længe hendes ønsker opfyldes? Hvem bekymrer sig om ægtemandens behov? Hvem bekymrer sig dog om hendes børns behov?
Andres behov - manden, børnenes - er livsvigtige for en sund og afbalancere familie. Dog, javist, er det kvinder der ofte ofrer mange år for at indfri disse behov, især når børnene er små. Men at blive gift og få børn er jo helt frivilligt. Der er vel heller ingen der med et våben truer en feminist til at blive gravid. Jeg er krystalklar med dette koncept. Hvis du frivilligt påtager dig en vigtig forpligtelse, så må du hellere forberede dig på de nødvendige ofre for at denne forpligtelse kan indløses.
Grunden til at dette emne beskæftiger mig lige nu er at jeg læser en fremragende bog af Suzanne Venker og Phyllis Schlafly der hedder "Feminismens Bagside." Jeg er godt og vel en fjerdedel igennem den, den er enestående. Den holder ikke nogen argumenter tilbage når den påpeger feminismens sande karakter, som har haft indflydelse på samfundet.
Medmindre de er inficeret af propaganda fra en feminist mor eller lærere forstår de fleste kvinder instinktivt deres rolle og plads i samfundet. Dette udelukker selvfølgelig ikke uddannelses- eller karrieremuligheder. Men kvinder ved at børn har brug for omsorg, og den bedste omsorg er sædvanligvis givet af moren. Hvis du vil have børn, så har du også et ansvar for at opfostre dem. At bringe babyer til dagpleje i mere end 50 timer om ugen for at du kan fortsætte din karriere uforstyrret er ikke en den af "opfostring." Det øjeblik du er blevet gravid så har du taget del i skabelsen af et mennesker hvis behov er langt vigtigere end dine egne. Hvis en kvinde ønsker at være fri for de krav der stilles ved at få børn, da bør hun leve i afholdenhed (eller blive steriliseret) for at undgå ansvaret ved moderskabet.
Kvinden kan "få det hele" når det drejer sig om karriere og familie - men blot ikke på de måder som feminsterne gerne vil have os til at tro. Utallige af hjemmegående mødre er begyndt med hjemmeproduktion af f.eks tøj, og har bidraget i stor stil til familiens økonomi. Andre mødre ventede indtil deres børn var blevet så store at de flyttede hjemmefra før de igangsatte deres karrierer.
Dette betyder selvfølgelig at "MIG" skal sættes til side i nogle år, og det hader feministerne. For en feminist er det ultimative i selviskhed at gå ind for selviskhed. MIG er altafgørende. DU er til at erstatte.
Og karrieren er det ypperste. At arbejde hjemme "tæller" bare ikke. At vente til børnene er voksne "tæller" heller ikke. At skabe det der familiecentum i universet (et lykkelig, tryg og kærligt hjem) "tæller" heller ikke. Kun det at konkurrere med mænd i strømlinede virksomheder er acceptabelt. Det er nærmest kun ødelæggelsen af den onde, skrækkelige patriarkalske familie der gælder
Selvfølgelig er millioner af trygge og tilfredse kvinder ikke enige med feministernes dagsorden, og de er glade for deres karriere, som de der først får hjemmet til at virke og derpå som forsørgere. Disse kvinder giver feministerne myrekryb. Derfor maler feministerne disse kvinder der ikke er enige med dem, som dumme, håbløse Neandertalere, patetiske tilbagestående, stillestående som i en gammeldags undertrykt generation. De førende medier hjælper med til at overbevis os om at alle kvinder er en enten latente eller aktive feminister; og de få kvinder der ikke er enige i feministdagsordenen er bare for dumme til at vide de er undertrykt.
Som enhver psykolog kan fortælle dig er baggrunden for at blive generet, frygt. I modsætning til den kraftfulde retorik som feministerne benyttet tror jeg at de dækker over en mangel til tillid. Kun frygteligt usikre kvinder der er lodret inde i en kultur som ofre, er idiotiske nok til at give mænd og/eller samfundet skylden for deres usikkerhed. Trygge og tilfredse kvinder, som Venker og Schlafly påpeger, at mænd faktisk er langt rarere end feministerne gerne vil have os til at tro. De er ikke her for at undertrykke os; de er her for at beskytte os. Dette er noget ingen feminister med sanserne i behold ville indrømme eller byde velkommen.
"(Feminismen) drejer sig om at hjælpe usikre kvinder til at få det bedre med sig selv," bemærker forfatterne. "Men deres foreslåede løsning på dette problem -- at omarrangere samfundet så det er tilpasset kvindernes usikkerheder - er absurd." Feministerne vender deres personlige problemer udad og giver samfundet skylden. Åh, der er intet bedre, end en kultur med en vedvarende offerrolle, ikke sandt?
Ud fra alt det jeg har set, læst, hørt og været vidne til, er de eneste "goder" jeg ville kunne opnå ved at få ind for feminismen, et liv i elendighed.
Så nej tak, jeg vil hellere være lykkelig. Jeg vil hellere lade dem jeg omgiver med mig, dem jeg elsker være lykkelige. Det er derfor jeg ikke er feminist.
Phyllis Schlafly, the original "anti-feminist," teams up with her niece in a tour-de-force defense of traditional womanhood -- don't miss "The Flipside of Feminism: What Conservative Women Know -- and Men Can't Say"
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=262481
Patrice Lewis is a freelance writer and the author of "The Home Craft Business: How to Make it Survive and Thrive." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar