Værtshuse før og nu

Den Kongelige Behandling

Christopher Orlet

Slentre du blot gennem enhver by med et tidligere episkopal, tyske Luthersk og romersk-katolsk befolkningsflertal, og man vil på hvert gadehjørne se et tidligere værtshus. I sin fremragende beretning om tørstslukningssteder 20"> The Old-Time Saloon, genkalder humoristen George Ade sig overflødigheden af værtshuse på gadehjørnerne omkring år 1900, og hvordan disse etablissementer hurtigt faldt i unåde.

Ifølge Ade var overfloden af disse offentlige steder en af hovedbeklagelserne hos grupper som Kristne Kvinders Mådeholds Forening, og Anti-Værtshus Ligaen. Ade tror, at ejerne godt vidste det ville komme. Da afholdsholdningen rigtig kom i skred, fortsatte værtshusejerne med at være lovmæssigt kreative, serverede for mindreårige, holdt åben efter midnat, og også i sabbaten. Værtshuse var tilflugtssteder for alle former for ulovlige udskejelser. Og de gik som nybagt brød.

Ade lovpriste de etablerede tyske bryggerier - Buschs og Lemps i St. Louis, og Schlitz, Pabst og Blatz familierne i Milwaukee - for at være omhyggelige, professionelle virksomheder. Det var englænderne der mudrede det hele til. Misundelige på tyskerne og deres evne til at tjene gode penge benyttede de britiske aristokrater deres muskler for at komme ind på markedet. Englænderne ville med glæde bruge nogen med et par sko og med et hjørneværtshus -- så længe han indvilligede i kun at sælge deres ølmærke. Ade skrev:

Ny værtshuse åbnedes når der syntes at være en rimelig chance for at man kunne tiltrække en gruppe tørstende. De voksede i antal sammen med hovedfærdselsårene, gled ned i sidegaderne og besatte boligområderne. De bosatte sig lige ved siden af kirkerne, skolerne og hospitalerne. De begyndte at blive spredt i stille nabolag blandt de velståendes hjem, trods de kraftige protester fra ejendomsbesidderne og udlejerne.

Tysk-amerikanerne (cirka en tredjedel af befolkningen) var det sidste bolværk mod de tørre protester. Men sænkningen af Lusitania 1915 gjorde dem effektivt tavse. Med den våde modstand knust, fik WTCU, Anti-Værtshus Ligaen og Methodisternes Mådeholds Bestyerlse for Forbud og Offenlig Moral let spil, 

Efter Forbudstiden, fik værtshuset i boligområderne en kort opblomstring. Jeg har behagelige minder om at blive sendt hen for at hente far fra hjørneværtshuset, men ikke før jeg var fulgtes med ham op til baren for at få en Royal Crown Cola og en pose popcorn. Det værtshus findes ikke mere, forsvundet ved det dødsstød der indtraf da mellemklassen tog flugten til forstæderne. (Hvor slemt var det? Chicao kunne prale med 7600 værtshus tidligt år 1900, nu er der færre end 1300).

I dag da visse bykvarterer undergår byfornyelser, er der kun nogle få hjørneværtshuse kommet tilbage. Langt oftere genåbnes de som gourmet bistroer, hvor bordene med duge er reserveret for spisende yuppier der får fadøl fra hanen. 

Værtshuset på hjørnet af Kingshighway og Juniata i St. Louis har i det store og hele undsluppet dette forfald. Dets ejer, Steven Fitzpatrick Smith, er født i Chicago med tilstrækkeligt uberørt irsk blod i sine årer til at afsky det moderne (man vil ikke kunne finde nogen rustmalende 1950'er Schwinn cyker hængende på hans vægge). Ydermere har Smith fået sit irske værtshusvaremærke ved at tjene som byens defacto boksekommissær netop på grund af hans bokseprogram for byens unge og baggårds amatørkæmpere.

Smith åbnede The Royale Food & Stamp; Spirits i 2005. Siden den lykkelige dag har den været vort foretrukne værtshus. The Royale er ikke særlig stort og altid er der fyldt op. Men aldrig overfyldt. Klientellet er for det meste nogen der opfører sig ordentligt, med nogle få yuppier og sportsfans spredt jævnt rundt omkring således at atmosfæren ikke bliver ironisk. De fleste barer bliver ruineret ved deres uheldige musikvalg. Ikke hos the Royale. Nogle aftener er der en DJ, der spiller gamle skrammede plader fra tidligt 60'erne. Hvis der er noget der adskiller dagens Royale fra dens forgænger fra 1930'erne, så er det at menukorter er blevet udskiftet af en menu bestående af fisketacos, pizzaer med gedeost og andre lækkerier. Imidlertid er det Kobekød hamburgerne der tager alle priser.

The Royale gør en dyd ud af ikke at servere Anheuser-Busch produkter selvom man undertiden kan lugte brygget fra The Royales righoldige ølsortiment. I stedet specialiserer man sig i cocktails der er opkaldt efter byens berømte boligområder. Min favorit er Soulard Sling (Rom Barbancourt, frisk appelsinsaft, frisk citron og lime saft, sukker, Angostura bitter og grenadine, serveret med isterninger, med en appelsinskive og et kirsebær). Hvis du foretrækker din gift i større mængder(og hvem gør ikke det) så er der St. Louis' lokale bryg Schlaflys lige fra hanen. Jeg holder mest af den grapefrugtagtige IPA.

For to år siden købte Smith et forladt hjørneværtshus på Cherokee Street, kun to boligblokke fra, hvor jeg bor. Planen var at huse et bokselokale på første sal og et Royale-agtig værtshus på anden. Imidlertid ville det lokale byrådsmedlem, en tørvetriller, ikke have nogen af delene. Det lykkedes ham at hindre projektet, indtil økonomien kuldkastedes og Smith måtte lægge planerne på hylden. I dag er der intet værtshus, dens mure oversprøjtet med bandegraffiti, en skæv narkohandler og en billig luder i døråbningen. I vort kvarter er Anti-Værtshus Ligaen steget på hesten igen. Men hvor er det godt vi stadig har The Royale.