En spærreild af falske ideer
Det som kan lyde som visdom kan undertiden afsløres som det rene nonsens.
Almindeligvis fortæller jeg ikke om mine private samtaler efter en sammenkomst. Ydermere er talen for det mest banal, triviel eller fjollet. Men her fornylig har jeg bemærket en forandring: Der er dukket en konsensus op om vigtige emner, en konsensus der er helt igennem misforstået, men dog stadig fortjener en analyse. Lad mig komme med et par eksempler.
Jeg hører igen og igen, at "alle religioner er ens." Dette er en holdning der er fostret af ateister og radikale verdslige da enhver anden holdning ville underminere deres grund forudsætninger. Det burde imidlertid være åbenbart, at forskellige trosretninger har forskellige udlægninger af sandhed, moral og troskab. Mens Judaismen og Kristendommen har en fælles kerne og forhistorie så er de dog helt anderledes, end Islam, hvor tekst og troslærer ofte er i direkte opposition til den jødisk-kristne tradition.
Fra denne holdning til religion dukker der endnu en falsk påstand op: "Vi tilbeder alle den samme Gud." Denne holdning er yderst provinsiel. Der er tusinder af guder der tilbedes af hundreder af religioner og sekter, hver især manifesterer de på forskellig vis idiosynkratiske krav. Selve tilbedelsen af guderne har forskellige former, i de forskellige samfund, for de forskellige folk.
Da vi "alle tilbeder den samme Gud" og Gud er god, så må hans børn nødvendigvis også være gode. Men erfaringen viser at ikke alle folk er gode. Den gnostiske ide om at vi er uskyldige og fejlfri, men korrumperes af institutioner overser den åbenbare pointe ved de som skabte institutionerne. Ydermere, hvis man accepterer ideen om oprindelig synd, er fuldkommenheden et misfoster der at født af velment ønsketænkning der overser de empiriske beviser.
På lignende vis er der en udbredt tro på at "ekstremise er slemt og moderation er løsningen." Aristoteles advarede helt klart mod ekstremisme. Men moderation kan være lige så ødelæggende som ekstremismen når der er en uvillighed for med ihærdighed at forsvare det som er rigtigt. Ekstremisme i frihedens navn er ikke en synd for af parafrasere Barry Goldwater. Ideer der er gode og sande fortjener helhjertet støtte og det bedste svar på dårlige ideer er sjældent moderation.
Blot af være optaget af blodsudgydelserne hos Vesten bliver til det fordrejede synspunkt at "Vestens civilisation burde føle sig skyldig" på grund af dens politik. Præsident Obama er optaget af en undskyldningstur til fjenderne og vennerne om at den politik fra fortiden skabte så mange af klodens problmer. Dette forsøg på sjælsransagelse og renselse af skydlfølelser er såvel irrationel som ugavnlig. Selvgølgelig er visse poltikker fra vor fortid forkerte.
Vestens civilisation er ufuldkommen. Men denne holdning overser de ekstraordinære forbedringer, den politiske frihed og de tekniske fremskridt. Efter min mening er denne betoning af skyld angiveligt en tavsheds strategi, en måde at sabotere kritisk analyse.
Endnu en tavshedsplan er at foreslå at ekstern kritik skal følges op af en intern kritik, det vil sige, Koranen fremmer voldelig opførsel, men Kristendommen var med til at fremme Korstogene. Med andre ord kan man ikke udfordre nogens tro fordi det kan vendes mod dig og dine handlinger. Denne taktik øver vold mod logik; dog er mine samtalepartnere ikke nødvendigvis interesseret i logik.
Til sidst, måske den mest forførende af de dårlige forestillinger: En uafrystelig tro på fremskridtet - "alt vil altid blive bedre." Denne quasi marxistiske og darwinistiske holdning er det rene og skære nonsens. Dårlige holdninger kan have altødelæggende konsekvenser. Gode samfund kan blive korrupte og ufrie hvis de gode holdninger udskiftes med dålige. Som Ronald Reagan bemærkede har hver generation en forpligtelse til at kæmpe for at bevare friheden. Argentina var det sjette rigeste land i år 1900, men sløsede med sin velstand gennem misforståede politikker. Ideologier bliver ikke automatisk bedre eller mere moderate med tidens gang.
http://pajamasmedia.com/blog/a-barrage-of-false-ideas/?singlepage=true
Herbert London is president of Hudson Institute and professor emeritus of New York University. He is the author of Decade of Denial (Lanham, Maryland: Lexington Books, 2001) and America's Secular Challenge (Encounter Books).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar