Ellis Washington
 Richard Wagner in 1871 |
Sokrates (470-399 B.C.) var en berømt græsk filosof fra Athen der underviste Platon, og Platon undervist Aristoteles og Aristoteles underviste Alexander den Store. Sokrates benyttede en læringsmetode der bestod af en masse spørgsmål. Grækerne kaldte denne form for "dialektik" - hvor man som udgangspunkt havde en tese eller et spørgsmål, derpå diskuterede man holdninger og ideer frem og tilbage mellem de forskellige meninger for at bestemme, hvor godt ideerne kunne klare sig mod et kritisk blik og gennemgang, hvor endemålet for dialogen var at finde ind til Veritas - Sandheden.
Personerne:
- Sokrates
- Richard Wagner, Tysk romantisk komponist
- Leni Riefenstahl, Hitler's foretrukne filmskaber
- Wimsatt & Beardsley, Den Nye Kritiske Skole
- Ezra Pound, Amerikansk landsforvist digter
- Publius, Elev af Sokrates, og med et had/kærlighedsforhold til Wagner's musik.
{Scenen: Sokrates' symposium}
Sokrates: Vi er samlet her i dag ved mit Symposium for at diskutere den ophøjede disciplin, æstetikken, og for at søge efter et svar på dette tidsaldrenes sprøgmål - Kan umoralsk kunst være god? Eller mere præcis, kan en umoralsk person skabe god kunst?
Wimsatt & Beardsley: Jovist, Sokrates, filosoffer kalder dette paradoks for den bevidste vildfarelse, der udvikledes hos New Criticism School i 1930'erne første gang, og blev benyttet af os i et essay fra 1946. En længevarende debat om filosofien har drejet sig om, hvorvidt kunst der er moralsk anløben i sig selv kan være god (som kunst betragtet).
New Critics mener at en fortolkning af et værk bør fokusere udelukkende på dets objektive kvaliteter; vi bør strengt se bort fra alle eksterne eller udvortes faktorer (biografiske, historiske o.s.v.) angående værkets forfatter.
Leni Riefenstahl: Spørgsmålet om bevidst vildfarelse har haft en tendens til af fokusere på figuer som Caravaggio, Van Gogh, Gauguin, Picasso, Andreas Serrano ("Pi-- Christ" (1989)), eller kunstnere som mig selv, for jeg var jo den tyske filmskaber for Det Tredje Rige, Nazi-partiet og for rigskansleren i Tysjland, Adolf Hitler, som jeg udødeliggjorde i sådanne dokumentarfilm som "Triumf des Willens," der beskrev Nürnberg optrinnene og "Olympia" en dokumentarfilm om de olympiske lege i Berlin, 1936. Jeg er meget, meget skamfuld over disse film nu, i lyset af nazi-overgrebene og menneskerettighedskrænkelserne med folkedrabet i Holocaust, for min såkaldte kunst blev udnyttet som nazi-propaganda. Ikke desto mindre betragter mange kritikere i dag mine film for at være teknisk og kunstnerisk fremragende.
Sokrates: For os, de gamle grækere, ville selve ideen om bevidst vildfarelse, holdningen om at man kan skelne kunst fra skønhed, meget hurtigt blive afvist, da sammenhængen mellem skønhed og moral var udadskillelige. Dog mestendels, på grund af den moderne filosofi om relativisme - konceptet om at synspunkter absolut ikke har nogen sandhed eller gyldighed, og blot har relativ underordnet værdi ifølge opfattelses og eftertænksomheds opfattelsen - da har dette spørgsmål vist sig langt mere problematisk for den moderne tankegang.
Ezra Pound: Sokrates, jeg er uenig, for kunstnerne selv tenderer mod at være relativt eftergivende, blandt dem er digtet noget symptomatisk og derfor god kunst, hvorimod "umoral" udelukkende drejer sig om dyd. God kunst kan ikke være umoralsk. Med god kunst mener jeg kunst der virkelig har værdi og kan forandre.
Richard Wagner: Mange anser mig som værende blandt de største komponister der har levet. Mit enorme talent og vedvarende appel kan næppe betvivles som det bevises ved den konstante procession af pilgrimme til min grav i Bayreuth, der igen vidner om mit kreative genius.
Socrates: Wagner's holdninger er endog endnu mere frastødende end hans personlighed: Intolerant, racist, glødende anti-semit, en ihærdig fortaler for raceudrensning, der gik ind for at Tyskland skulle renses for jøder. Alligevel fik Skæbnen og Skæbnegudinden deres hævn, for næsten 50 år efter Wagner's død kom en megalomanisk narcissist ved navn Adolf Hitler til magten i Tyskland, igangsatte 2. Verdenskrig og Holocaust, og søgte af levendegøre Wagner's rabide fascistiske og anti-semitiske ideer på verden.
Hvad betyder så alt dette? Har vor viden om Wagner's karakter, gerninger, tro og fordomme haft noget indflydelse på vor forståelse og værdsættelse af hans musik?
Publius: Jovist, Sokrates. Jeg har kæmpet med den bevidste vildfarelse, eller det som jeg kalder "Det Wagnerske dilemma," i mange år og dog er jeg ikke i stand til at forsone mig med, hvordan Wagner, en selverkendt proto-fascist og anarkist, en mand med en så moralsk frastødende, så åndeligt udtryksløs, så uberettiget anti-semitisk kunne skrive så guddommelig musik.
Socrates: Vi kunne da formode at sådanne overvejelser har betydning i den udstrækning at de berører hans musikalske arbejder; at vide hvad der motiverede ham til at skabe et særligt værk, eller hvilke intentioner der lå bag dets skabelse kunne lede os til en bedre forståelse af selve formålet og meningen.
Wimsatt & Beardsley: Som progressive betragter vi kunst som offentlige værker. Digtet er ikke kritikerens eget, og ikke forfatterens. Det er knyttet til forfatteren ved hvor han er født, og det går verden rundt uden han har magt til at kontrollere det. Digtet tilhører offentligheden.
Sokrates: Her er så konklusionen på sagen: Wagner, andre kunstnere og historien har lært os at en umoralsk person kan skabe god kunst. Faktisk er skønhed det som øjet ser, men hvis det øje er sløret eller grumset, er så den gode kunst som kritikeren ser virkelig god kunst eller en perversion? Hvis Gud er Skaberen af alt det der er smukt (herunder skabelsen af mennesket for at mennesket kan skabe god kunst) er det så ikke sandt at i den grad, at mennesket er trofast overfor Gud, er den grad ethvert genistreg i hans kunst bliver transcendent? (hvor man i en forstand tilegner en persons talenter og evner et overnaturligt eller overjordisk præg.)
Megen moderne kunst siden 1900 drejer sig ikke om skønhed men har udviklet sig til en uredigeret blanding af snobberi, grådighed, groteskhed og fetichisme, som den bevidste vildfarelse kun har gjort værre. Hvordan? Fordi New School Critics har legimitiseret adskillelsen fra Gud fra kunst, godhed fra skødhed, kunst fra sandhed, således at megen moderne kunst er blevet til en ondskabens forherligelse, bedragerisk karikaturer, poltik og stolthed - fremfor sandhed, dyd, skønhed, realisme og gudfrygtighed.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=233105
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar