Forbudte bøger i Iran og Islam

Hver uge er Forbudt Bog Uge i Iran                                                  

I sidste måned mindedes læsere, forfattere og udgivere kampen mod censur ved at benytte #BannedBooksWeek hashtag (søgefunktion) på Twitter, en del af  American Library Association’s 2011 Banned Books Week. Ved søgning kan tweeterne finde en liste over læserens favorit forbudte bøger, og links til hyldester til forbudte bøger på i The New York Review of Books og Huffington Post.

De meste af deres vrede havde fokus på de småttænkende bibliotekarer og lærere der har forsøgt af forbyde bøger i Amerika, eller på besynderlighederne i en epoke med censur som er forbi i dette land.

                                                                     

Kærlighed til fri tale, ytringsfrihed, har gjort Amerika til en særlig nidkær kriger mod ensur.Censur er kommet på under modvind i Amerika, fordi Amerikas ytringsfrihedsbeskyttelse sikrer, at de som er imod et forbud mod bøger kan komme til orde. 

På steder som er kontrolleret af radikale islamiske regimer, herunder Iran, Saudiarabien og områder kontrolleret af den Palæstinensiske Selvstyrenhed forbydes bøger imidlertid og de mennesker som lever under de regimer har kun meget lidt eller slet ikke magt til at protestere. Forbudte Bøger Ugen faldt tilfældigvis sammen med FN Generalforsamlingens møde. Her kan du se på noglel af de bøger der er forbudt af regeringer, hvis ledere var samlet der: 

Hvem har nedlagt forbud mod Edward Said? Det er ikke den du kunne tro det var.

• Edward Said bøger blev inddraget  af den Palæstinensiske Selvstyre Myndigheds politi i Ramallah i 1996. Det kan være en overraskelse for de som ved at Said er en ivrig fortaler for en palæstinensisk stat. I 1996, blev Yasir Arafat imidlertid lidt knotten over noget kritik som Said kom med over Arafats væremåde ,og hans bøger havnede på hylderne. 
•  

• Anne Franks Dagbog er forbudt i Libanbon, fordi jøderne portrætteres i et gunstigt lys.
• I 2007, forbød Hamas en samling af palæstinensiske folkeeventyr med titlen Tal Fugl, Tal igen “angiveligt på grund af et mildt seksuelt tilsnit.” Skønt forbudet med tiden blev hævet indgød det frygt for at Hamas repræsenterede ,at radikal, hårdkogt Islam var kommet til magten i områder kontrolleret af selvstyreenheden.
• I Januar 2011, forbød Hamas yderligere to romaner for blasfemi og beskrivelser af sex: A Banquet for Seaweed by Haidar Haidar, og Chicago af Alaa al-Aswany.
• Mens detaljer om Saudiarabiens forbud mod Bibler er omdiskuteret kan det ikke nægtes at den kristne Bibel er under en streng kontrol i dette land.The British Foreign & Commonwealth Office rådgiver rejsende til Saudiarabien om “du kan medføre en Bibel i landet, så længe den er til dit personlige brug. Imidlertid er det at importere større partier noget der kan medføre alvorlig straf, da det vil blive betragtet som var det din hensigt at få andre til at konvertere.” Det behøver vel ikke nævnes at besøgende der rejser med en jødisk siddur (bønnebog) eller tanach (Bibel) vil blive afvist, da Saudiarabien på effektiv vis forhindrer jøder i at rejse til landet.
• Iran har forbudt bøger af  forfatteren Paulo Coelho (forfatter til Alkymisten), Dan Brown bestsælgeren  Da Vinci Koden, Nikos Kazantzakis’s The Last Temptation of Christ, den storsælgende roman  Pigen med ørenringen af Tracy Chevalier, William Faulkner’s As I Lay Dying.

George Bernhard Shaw ytrede så velkendt: “Drab er den mest ekstrem form for censur.” I 1989 udstedte den dengang åndelige leder af Iran, Ayatollah Khomeini, en fatwa, eller religiøs editk, der gav anvisning på mord på forfatteren Salman Rushdie for udgivelsen af hans roman De Sataniske Vers.

.
Fatwaen på turne:

Musikeren Cat Stevens, nu kendt som Yusuf Islam, sagde om Rushdie, “i stedet for at gå til en demonstration for at brænde et billede af Rushdie, ville jeg håbe det var den ægte person.” Han pralede også med, at hvis Rushdie nogensinde kom til ham for at få hjælp, da ville han ringe til Khomeini for at lade ham vide hvor han var. Han sagde, “jeg står fast på mine kommentarer” efter at have fået lov til at se det britiske TV-show inden det blev sendt, i hvilken han beskrev glæden ved at kunne være behjælpelig med at få Rushdie myrdet. År senere blev en ikke ‘angrende’ Stevens inviteret til at synge ved en Jon Stewart Demonstration for at genskabe Det Sunde Sind. Han blev mødt med masser af mennesker der hyldede ham, ikke fordømte ham, på National Mall i Washington D.C., trods Rushdies forsøg på at overtale Stewart til ikke at lade Stevens være med i begivenheden. 

Censur og dens støtter har fået en varm velkomst også i United Kingdom. I maj måned 2011 udstedte byrådet for Scottish West Dunbartonshire et forbud mod enhver bog af israelske forfattere trykt i Israel. Efter forlydender, “er 10 andre Byråd gået med i boykotten.” I 2009, udstedte West Dunbartonshire en boykot mod israelske varer, men det var først i 2011 at bøger trykt i Israel blev føjet til listen over forbud.

Ron Prosor, Israels ambassadør til UK, svarede, “Et sted der boykotter bøger er ikke langt fra at være et sted der brænder dem.” Byrådet kom efterfølgende med en forbløffende stupid udtalelse i hvilken det hævder at boykotten “ikke på nogen måde søger at censurere eller få forfattere og kommentatorer fra Israel til at tie.” Rådets udtalelse klargører: “Kun bøger der er trykt i Israel og transporteret til UK for videresalg vil være under et virkningsfuldt boykot.” 

Rådet forsvarede yderligere sine handlinger ved at hævde, “I løbet af de to og et halvt år boykottet (af varer fra Israel) har virket har der ikke været et eneste tilfælde hvor bibliotekerne ikke har været i stand til at købe en bog, hvis ønskes, som resultat af denne boykot.” Med andre ord, forsøger Rådet af forsvare forbudet ved at hævde det aldrig har haft lejlighed til at håndhæve det. 

Som det berettes, da Rådet fandt ud af at EU lovgivning forhindrede dem i at forbyde salget af israelske varer på formel vis, da foreslog de at der skulle sættes mærker på de israelske varer for lettere at kunne skille dem ud i en boykot. Sådan så det ud sidste gang nogen besluttede at sætte mærker på jøder og de ting de fremstillede. 

På Twitter har fans af ytringsfrihed påpeget Margaret Atwood’s The Handmaid’s Tale som en lignelse om ,hvad der kunne ske i Amerika hvis censur sejrer. Det er sandt at censur skal der kæmpes imod i ethvert samfund: Friheden kræver konstant årvågenhed. Men de som har læst The Handmaid’s Tale skulle forstå,  hvilket samfund det mest ligner, med dens indhyldede kvinder, strenge kastesystem og diktatorisk kontrol over udveksling af information. ‘Udslettelsen’ af hele kvindekønnet, halvdelen af befolkningen, fra kunne ses offentligt i Saudiarabien er måske et af de mest slående udtryk for censur i Islams navn. Forfatteren Qanta Ahmed kalder det “landet med de usynlige kvinder.”

 

Tankerne, ordene, endog kvinders ansigt er censureret bort fra de offentlige pladser i Saudiarabien.

Mange autoritære regimer over hele verden forbyder bøger og kontrollerer ytringer som en metode til at fastholde deres magt. Radikal Islam er en religiøs ideologi, der prædiker voldelig intolerance mod alt der modsiger, stiller spørgsmål, eller nedgør den. Praksis med at forbyde bøger der krænker denne religion er ikke knyttet til angsten for at en enkelt karismatisk leder styrtes, det er er selvopretholdende og gennemført ordning der vil være her ligeså længe som den radikale ideologi der går ind for den. 


Og gennem passivitet eller ‘en følgen med kan og er indflydelsen fra den islamiske tilbøjelighed til censur krøbet ind i Vestens nationer. Deltagerne i Banned Books Week skal ikke afholde sig fra at fordæmme en ideologi der er symbol på censur.                        

                                                                                                          
http://pajamasmedia.com/lifestyle/2011/10/16/every-week-is-banned-books-week-in-iran/?singlepage=true