Man må betale prisen også for EU

Om at betale prisen

Roger Scruton
 

Der kan ikke stilles spørgsmål ved at Grækenland skulle få “lov” til at gå fallit.       
       

“Den første lektion i økonomi er sparsommelighed: Der er aldrig nok af noget som helst til, til fulde at tilfredsstille alle de som ønsker det. Den første lektion i politik er ikke at tage hensyn til den første lektion i økonomi.”         

           

Thomas Sowell​'s aforisme er af særlig relevans for os nu da vi opdager, at uden at sagen er blevet drøftet eller sat til afstemning, at de aller vigtigste økonomiske beslutninger nu ligger i politikernes hænder. Demokratiske politikere sikrer deres genvalg ved at komme med økonomiske løfter -- i bund og grund ved at stjæle fra de få for at belønne de mange. 

Og for at beskytte sig selv fra omkostningen ved dette skaber politikerne formodede uafhængige økonomiske råd, såsom Den Monetære Fond, Federal Reserve​ Bank, og Den Europæiske Centralbank, som de overlader til politisk udnævnte personer.

I al ophidselsen over Dominique Strauss-Kahn​'s eventyr på et hotel i New York synes medierne at have glemt at stille det vigtigste spørgsmål: Hvordan kan det gå til at en politiker, en af de franske sofa-socialister, skulle være leder af IMF? Hvilken begribelig egenskab kunne kvalificere ham til sådan en  stillling? Forudsat at hans kæmpemæssige libido måske undertiden kunne være nyttig i politik, på hvilken måde kunne den så bidrage til processen med at opretholde ligevægten i verdensøkonomien, og kompensere for, hvor muligt,  de letsindige løfter fra politikerne?

Uden tvivl er DSK’s efterfølger ligeså kvalificeret til jobbet som nogen af de rivaliserende kandidater. Christine Lagarde​ har, trods alt, være finansminister i den franske regering. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning at hun arvede IMF som del af en politisk karriere, at hendes hovedbekymring er at redde den politiske klasse fra den lurende katastrofe som det overforbrug har bragt over os alle, og hun ser hovedformålet med IMF som værende politisk - nemlig at fastholde status quo, og forhindre at en enkelt valuta kollapser. 

 

   

Hermed siges ikke at forholdene ville være bedre om det var økonomer der styrede. Hvis der er en ting der er åbenbar om økonomi, så er det at ingen udøver at faget er enige med nogen anden om enderesultatet. Der er økonomiske sandheder, som første lektion angivet i indledningen af Thomas Sowell. Men disse sandheder er ikke på nogen måde skjult for resten af os, og teorierne for økonomerne gør dem sjældent mere forståelige. 

Adam Smith’s skriverier ejer deres egen overbevisende magt ifølge den sunde fornuft hos forfatteren, der betragter verden som den er, og anvender det overfor et kultiveret sinds uforfalskede samvittighed. ​ Nationernes Velstand​ beskriver hvad markedet ville være dersom der ikke var nogen politisk klasse der blandede sig. Og en af lektionerne den har er: At markedet søger hen mod ligevægt, men kun hvis folk høster belønning af deres foretagsomhed og betaler omkostningen for deres fejl. Når belønninger stjæles og fejltagelser kompenseres, da ophører markedets funktion som en selv-korrigerenede værktøj. Og det er præcis hvad vi ser i verdensøkonomien, nu da politikerne står i spidsen for den -- i spidsen javist, men ikke i kontrol.

.

Det er sandt at den internationale sammenkædning af nationaløkonomierne, og de muligheder der gives ved international finans gør det muligt for handlere og finansfolk at tjene enorme formuer mens de overlader deres risici til de som intet gjorde for at hindre det. Den globale økonomi som vi kender den, er en amoralsk økonomi, hvor de gamle vaner med ansvarlighed er næsten helt forsvundet. 

Men det er præcis det vi kunne forvente når politikerne tager styringen. Bankerne bliver “for store til at falde” når regeringerne stoler på dem; industrier bliver “for store til at falde” når fagforeningerne overtaler regeringerne til at stå i spidsen for dem. Og når regeringer opmuntrer til den tro, at de vil træde ind og klare omkostningerne ved fejltagelser, kan det ikke komme som nogen overraskelse hvis sortbørshajer og lykkeriddere benytter sig af deres løfter. 

Sund fornuft fortæller os at procedurerne i konkurs er væsentlige for sund økonomi. Uden dem kan økonomierne ikke opnå ligevægt i kølvandet på kæmpefejltagelser. Dette blev i overmåde grad bevist ved Sovjetimperiet økonomier, der netop opererede uden en lov om konkurs. Omkostningerne ved de fejlslagne industrier blev omfordelt over hele økonomien ved en procedure af “økonomisk arbitrage,” hvilket betød at uproduktive fabrikker med dovne arbejdere absorberede profitten fra de få succesrige virksomehder og garanterede at, i de lange løb, så ville de også falde. 

Når en ordentlig administreret lov om konkurs er på plads, da trækkes penge, viden, energi og evner sig bort fra de steder, hvor de vil gå til spilde, og de bliver anvendt med bedre effekt andre steder. Der kan ikke argumenteres imod at et stort arsenal af evner og foretagsomhed, pakket ind i den amerikanske bilindustri, ville have gavnet økonomien mange gange, hvis den industri havde fået lov til at gå fallit, og dermed have frigivet sit lager af menneskelig ‘kapital til arbejdsmarkedet. 

Christine Lagarde fortæller verden, at hun benytter ressourcerne i IMF til at stabilisere Eurozonen og undgå den potentielle katastrofe ved Grækenlands fallit. Hun roser endog DSK for at have sat denne politik i værk. Men hvad har en politiker at gøre med at blande sig således på markedets arbejdsbetingelser? Hvorfor skulle bidragene fra nationer der har klaret deres finanser på effektiv vis, anvendes til at afværge en fallit hos de som ikke har? 

Det er helt sikkert klart nu, hvis det ikke var det før, at Eurozonen var en fejl, at man bare ikke kan påtvinge en enkelt valuta, mens man overlader resten af regeringsledelsen til lokale politikere og de netværk der støtter dem. I det økonomiske liv har fejltagelser konsekvenser, og forsøget på at værge de konsekvenser er sædvanligvis endnu en fejltagelse. Og enhver fejltagelse bliver større end den forrige, da det forstørrer antallet af interesser og forventninger der afhænger af en redning. 

Efter min mening burde der ikke være nogen tvivl om at Grækenland skulle få lov til at gå fallit. Et land der lader gælden blive så stor, at det ikke kan betale er fallit, og resten er blot en illusion - en spil om økonomiske fiktioner, beregnet på at hindre verdens øjne i at se den åbenbare virkelighed. Som Sovjeteksemplet viser, kan man holde sådanne fiktioner kørende et stykke tid, især hvis man gør det i socialismens navn. Men des længere det får lov at fortsætte, des større bliver styrtet. 

Illusionen om at regeringer ikke går fallit burde være afvist med sagen Argentina, men så kom det hurtigt på banen at Argentina var et særtilfælde, og stod udenfor netværket af fælles støtte der er blevet skabt på den Nordlige Halvkugle.

.

Imidlertid fik Argentinas fallit reddet landet fra total ruin, man fik brudt sin afhængighed af international finansverden, man fik stimuleret eksporten, og skabt betingelserne for en langvarig genopbygning. Den oprindelige smerte var prisen der betaltes for en realistisk fremtid. Og smerten blev oplevet ikke kun af det argentinske folk men af de banker og finansielle institutioner der havde begået den fejl at købe regeringens obligationer, som den ikke var i stand til at indfri.

Mennesker der begår ukloge investeringer burde selv betale omkostningen, og de burde helt sikkert ikke lade omkostningen gå videre til andre der er uskyldige. 

Se på Grækenland med de øjne, og du vil erkende at fallit er det rigtige valg. Det græske folk har vedholdende stemt på politikere der kom med urealistiske løfter, tilbød goder der ikke var råd til, og de lånte uhæmmet på det internationale marked for at subsidiere deres galskab. Dette er det græske folks fejl, og fejltagelser skal der betales for. Tyske banker og andre der har begået den fejl at købe græske obligationer ud fra den absurde opfattelse at Eurozonen garanterer for sine medlemmer, også de der går over stregen. 

Denne fejltagelse burde der også betales for. Og efter smerten, der vil være betragtelig, kan alle parter igen påbegynde en sober beslutning om at gøre tingene anderledes som Argentina gjorde. Kun en ting forhindrer dette, hvilket er den kendsgerning at økonomiske beslutninger er blevet annulleret af politikerne der altid stræber efter at sikre at de beslutninger forefindes i medlemmer af deres egen klasse. 

Også den fejltagelse burde der betales for.
                    
                        
Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press​).
http://spectator.org/archives/2011/12/14/paying-the-price