Thomas Sowell
At være noget for alle mennesker er ikke en vinder platform
Det har været sædvane, at man har opfordret os til at “lære af historien.” Men historien får meget mindre opmærksom nu om stunder og, hvis der er en lære vi får tilbudt, så er det højst sandsynligt den lære der afspejles i meningsundersøgelser eller lektioner i politisk korrekthed.
Radioværten Michael Medved, for eksempel, tror tilsyneladende at Republikanerne har brug for en centralistisk indstillet præsidentkandidat i 2012. Han sagde, “De fleste politiske kampe vindes ved at hælde mod centrum.” Ydermere tilføjede han: “Enhver der mener noget andet ignorerer erfaringerne fra valg gennem de sidste 50 år.”
Men hvornår “lænede Reagan sig mod centrum” med sine to kæmpe valgsejre?
For den sags skyld, hvordan gjorde Franklin D. Roosevelt det med en rekord på fire på hinanden følgende sejre i præsidentvalg - “lænede han mod centrum”?
Der har til gengæld være en lang række af Republikanske præsidentkandidater der lænede mod centrum - og som tabte valgene. Thomas E. Dewey, for eksempel, lænede mod centrum mod Harry Truman i 1948. Og det selvom Truman var så upopulær, at ved begyndelsen af kampagnen opfordrede The New Republic ham til ikke at stille op, og meningsmålingerne hele tiden havde Dewey i førertrøjen, så stod Truman dog helt klart for - noget - og i månedsvis kæmpede han for det han stod for.
Det viste sig tilstrækkeligt til at slå Dewey, der jo blot befandt sig i centrum.
Der har til gengæld være en lang række af Republikanske præsidentkandidater der lænede mod centrum - og som tabte valgene. Thomas E. Dewey, for eksempel, lænede mod centrum mod Harry Truman i 1948. Og det selvom Truman var så upopulær, at ved begyndelsen af kampagnen opfordrede The New Republic ham til ikke at stille op, og meningsmålingerne hele tiden havde Dewey i førertrøjen, så stod Truman dog helt klart for - noget - og i månedsvis kæmpede han for det han stod for.
Det viste sig tilstrækkeligt til at slå Dewey, der jo blot befandt sig i centrum.
Det er yderst tvivlsomt, at de fleste mennesker der stemte på Harry Truman var enige med ham i alle de ting han stod for. Men de vidste han stod for noget, og de var tilstrækkeligt enig med ham til at lade ham fortsætte i Det Hvide Hus.
Det er på lignende måde tvivlsomt om de fleste mennesker der stemte på Ronald Reagan i hans to gigantvalgsejre var enige med ham i alle ting. Men de var tilstrækkeligt enige med ham til at lade ham erstatte Jimmy Carter, der netop stod i centrum, selvom det var et centrum præget af forvirring.
Præsident Gerald Ford, der knap og nap undgik en sjælden udfordring i hans eget parti fra Ronald Reagan, som siddende præsident, befandt sig i centrum i det store valg - og tabte til en næsten helt ukendt guvernør fra Georgia. (Jimmy Carter)
Præsident George H. W. Bush, der vandt et valg ved at fremtræde som en anden Ronald Reagan med hans “Read my lips, no new taxes” tale, blev “mildere og venligere” ‘ overfor alle undtaget skatteyderne - da han først var i embedet. Også på andre områder stillede hans sig i midten. Og tabte derpå til en ukendt guvernør (Bill Clinton).
Her i de senere år har vi yderligere to Republikanske kandidater der stillede sig i centrum - senatorerne Bob Dole i 1996 og John McCain i 2008 - og som tabte. McCain ved en mand som de fleste mennesker endog aldrig nogensinde havde hørt om blot tre år tidligere.
Michael Medved, læser imidlertid historien noget anderledes.
Ifølge ham blev Barry Goldwater banket sønder og sammen i 1964 valget på grund af hans stærke konservatisme. Men stod hans modstander, Lyndon Johnson , selv i centrum? Johnson var i det mindste ligeså langt ude på venstrefløjen som Goldwater var på højrefløjen. Goldwater fik folk til at ryste i bukserne med den facon han talte på, især om udenrigspolitik, hvor han blev fremstillet som hensynsløs.
Lige en personlig bemærkning. Jeg skrev et lille vers det år, med titlen “The Goldwater Administration:”
Fifteen minutes of laissez-faire,
While the Russian missiles are in the air.
Senator Goldwater var ikke tosset nok til at påbegynde en atomkrig. Men den måde han talte på kunne antyde, at det var han.
Fifteen minutes of laissez-faire,
While the Russian missiles are in the air.
Senator Goldwater var ikke tosset nok til at påbegynde en atomkrig. Men den måde han talte på kunne antyde, at det var han.
Ronald Reagan ville senere blive valgt som præsident, og genvalgt, ved at indtage holdninger der i al væsentlighed lignede de som Barry Goldwater tabte stort med. Reagan var blot langt bedre til at artikulere sig om sine meninger.
Michael Medved benytter 2010 nederlaget hos Tea Party kandidaterne til Senatet, i tre stater hvor Demokraterne var sårbare, som endnu et argument mod de som ikke ønsker at stille sig i midten.
Men hos disse kandidater var det politisk uegnethed der var problemet ikke konservatismen.
Kandidaterne skulle helt sikkert række ud mod et bredt vælgerkorps. Men spørgsmålet er om de rækker ud for at fremme deres egne principper til andre eller de forsøger at være noget for alle.
Men hos disse kandidater var det politisk uegnethed der var problemet ikke konservatismen.
Kandidaterne skulle helt sikkert række ud mod et bredt vælgerkorps. Men spørgsmålet er om de rækker ud for at fremme deres egne principper til andre eller de forsøger at være noget for alle.
— Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution. © 2011 Creators Syndicate, Inc.
http://www.nationalreview.com/articles/284358/lessons-electoral-history-thomas-sowell?pg=2
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar