Romersk økonomi - nej hvor den virker

Gør som Romerne  

Ben Shapiro                                              

I

I sidste uge var jeg sammen med min hustru i Europa. Vi tilbragte nogle få dage i Italien, i Rom, og foretog alle de dér turistbesigtigelse sager: Colosseum, Vatikanet, Den Spanske Trappe. I bund og grund fulgte vi Audrey Hepburns rute i filmen ‘Prinsessen Holder Fridag (Roman Holiday). 

Selvfølgelig ville min hustru købe en souvenir. Derfor gik vi på turné i de mange markedsgader i Rom, hvor gadesælgerne falbyder deres varer: Pengepunge, malerier, billige drikkeglas. Trods problemerne med Euroem, synes dollaren stadig at være svag når det drejer sig om valuta (nuværende kurs: 1 Euro -1,3 dollars), således var alt relativt dyrt. Men markedsstederne var godt fyldt op, og med god grund: Italiens virkelige økonomi er netop disse - ikke bogførte markeder - hvor der kun afregnes i kontanter. 

Nogle økonomer anslår at hele 50% af den italienske økonomi er Sort Marked. Selv Fodor’s turbog er forbavset over den blotte størrelse af dette undergrunds marked: “hvis det højeste estimat er korrekt, da er Italiens sorte marked ligeså stort som økonomierne i Schweiz eller Indonesien. Hvis de anslåede Sort Markeds tal blev lagt til den officielle BNP, ville Italien sandsynligvis springe foran Frankrig, U.K. og Kina og blive verdens fjerdestørste økonomi.”

                        

I

Dette har, selvfølgelig, været et problem for Italien siden afslutningen på 2. Verdenskrig; I 1951, rapporterede Time, “Skatteopkrævning i Italien er som en kat der leger med en mus, begge parter forstår spillet. Italienerne opgiver kun en brøkdel af deres virkelige indkomst; regeringen tredobler til gengæld helt automatisk, det som bliver opgivet som skattepligtig indkomst.”  

Der er en grund til at Det Sorte Marked er så enormt i Italien: Det er den eneste måde man kan overleve på. Huspriserne i Rom er i skrækkelig grad høje, og skatterne endnu værre: Den individuelle indkomstskat topper ved 43%, og selskabsskatten er 31,4%. Der lægges dertil en 20% værdiskat (moms). Det kan ikke undre at så mange virksomheder i Italien ikke åbner hver dag - hvorfor dog gøre en indsats, når regeringen straffer dig for at adlyde loven i form af konfiskerende bekskatning? 

Og dog kan Italien stadig ikke betale for sit omfattende sociale sikkerhedsnet. Italiens gæld er nu 120% af BNP. Gennemsnitsalderen er et solidt stykke over 40, og der er ingen robust ny generation af unge på vej. Rom er blevet et fabelagtig relikvie, ikke kun i arkitektur, men i befolkning. 

Mens vi var i Italien måtte regeringen gennemtvinge en 40,3 milliarder dollars spareplan. Den var kun  i stand til at rejse 9 milliarder dollars i obligationssalg. Regeringen har sløjfet sine inflationsikrede udbetalinger til pensionister, hvilket betyder at seniorer særdeles effektivt har måttet indkassere det som Reuters kaldte en “indtægtsnedgang” - skønt de pensionister sådan set kun betales for at sidde og drikke espresso på cafeerne.

Faktisk er pensionsalderen øget til 66 år i 2018, og der er igangsat initiativer til at holde arbejderne i beskæftigelse til de bliver 70. Den italienske regering forhøjede også skatterne, i form af en skat på 1,5% på penge der sendes tilbage til Italien; regeringen ønsker også at forhøje momsen med 2%. Tilsyneladende er løsningen på et horribelt skattesystem der driver folk ud i en undergrundsøkonomi, at forhøje netop skatterne. Den italienske regerings nye slogan er: veni, vidi, I tributarium.

Men ingen betaler det gebyr. Selv da regeringen skubbede på for at indføre de nye virkemidler vidste den, at ingen ville følge dem. Bare i denne uge, rapporterede The New York Times,

“En morgenstund her fornylig stod  Maurizio Compagnone, ansat hos Italiens Skatteministerium foran en klasse studerende i mellemskolen i et frodigt område og prædikede om dyderne ved at betale skatter. ‘Du kunne tænke, “Jeg er 13 år gammel, hvorfor skulle jeg dog bekymre mig om skatter?” sagde han med oprigtig entusiasme mens eleverne så ud at kede sig. ‘Men du kan tage et skridt i den rigtige retning. Du kan ændre væremåden hos de mennekser du kender, dine forældre og venner.” “Og børnene skal lede dem!” synes filosofien at være for den italienske regering. Der er blot det ved det at der ingen børn er, og hvis Italiens folk ikke følger regeringens love kommer de til at sulte.

Hvad skal en fattig italiener derpå gøre? Gå på arbejde og så overlade det til regeringen af klare sig selv. Jeg har aldrig set så mange arbejdende fattige som i Italien. Hvor Los Angeles’ fattigdomsområder er tilholdssteder for narkohandlere og bandemedlemmer synes de fattige Rom at stortrives på markedspladserne, hvor småhandlende sælger tryk til opskruede priser, og hvor politiet blot ser den anden vej. 

Min hustru og jeg købte et par malerier af en nydelig rar ung mand, der fortalte os han studerede kunst. Vi betalte muligvis for meget for dem, og han var måske heller ikke kunststuderende - da jeg vendte tilbage til stedet fem minutter senere for at spørge om vej, var den unge “kunstner” forduftet i natten. Men hvad gør det? I det mindste solgte han noget. Jeg skal stadig sætte rammer om malerierne og sætte dem på væggen. Og hvis han kan beholde pengene fremfor at skulle overdrage dem til en 65 årig pensionist, så har han kun gavn af dem. Hvis Italien er heldig vil han bruge pengene på at finde et sted at bo, og blive gift. (Italiens katolicisme betyder at, ikke som i Storbritannien og Holland, at folk stadig bliver gift), og så måske ‘spytte’ et par små italienere ud, der derpå vil bruge farmands evner som igangsætter til at producere varer og services som andre kunne have brug for. 

Lektionen for USA er helt klar: Uanset hvor hårdt regeringen slår ned på skattunddragelse og det sorte marked, da vil sådanne aktiviterer kun blive større med en stor regering. Hvis vi ønsker et system der fungere, skal vi give folk en støttepæl i det system ved at beskytte deres ret til at tjene penge. 

Ben Shapiro

Ben Shapiro is an attorney and writer and a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, and author of the new book “Primetime Propaganda: The True Hollywood Story of How The Left Took Over Your TV” from Broadside Books, an imprint of HarperCollins.
http://frontpagemag.com/2012/01/05/doing-as-the-romans-do/