Giv forgængeren skylden, ikke ideologien er venstreorienteret taktik
Jeg var vidne til denne strategi i Sovjetunionen, og nu ser jeg den ved Occupy Wall Street. Den fejler altid.Mihai Ion Pacepa
Den kaotiske Occupy Wall Street bevægelse er resultatet af Det Demokratiske Partis rodede bestræbelser på at finde syndebukke, skurke for deres kaotisk økonomiske politik, der har sat 14 millioner amerikanere uden for arbejdsmarkedet. U,.S. gælden har nu nået det ubegribelige tal 15 billioner dollars - større end den totale gæld der blev opbygget af alle 42 præsidenter fra George Washington til George H.W. Bush tilsammen.
Dette betyder at der er en gæld på 35835 dollars for hver amerikansk husholdning. BNP faldt fra en 4,5% vækst i første kvartal 2011 til 1,3% i andet 2011.
Fremfor at trække ærmerne op og give opmuntring til virksomhederne - ikke omfordeling - af velstanden har lederne af det Demokratisk styrede Hvide Hus og U.S. Senatet givet skylden til tidligere præsident George W. Bush for den nuværende økonomiske ulykke. Ingen amerikaner er hoppet på den galej. Derfor giver Demokraterne skylden til den janpanske tsunami. Også uden held. Så får Det Arabiske Forår skylden og den økonomiske krise i Europa, men heller ikke dette duer. Nu beskylder Demokraterne så Wall Street - hvad det så egentlig betyder - og Amerikas rige. De er de virkeligt onde. Det er dem der udsuger folkets blod- smadrer Amerika.
I sanctum sanctorum i det tidligere Sovjet imperium, som jeg engang hørte til blev det at finde en syndebuk for fejltrinnene i et lands ledelse kaldt “politisk nekrofili.” Skønt marxismen hævdede at have en afgørende rolle i historien ved at spille melodien “folket” da troede marxisterne der sad på tronen i Kreml at det kun var lederen der havde betydning.
Fra Khrushchevs mund har jeg selv hørt det igen og igen: “Hvis du kan forandre offentlighedens billede af lederen, kan du forandre historien.”
Kreml’s hemmelige “videnskab” med politisk nekrofili blev sat i verden den 26. februar 1956. På den dag udstillede Krushchev Stalins “forbrydelser” i en fire timers lang “hemmelig tale” der blev givet omkring midnat under en sky af mystik under den dog meget offentliggjorte 20. Kongres i Det Sovjettiske Kommunist Parti, for netop at understrege dens vigtighed.
New York Times journalisten Harry Schwartz skrev: “Hr. Khrushchev åbnede døre og vinduer i en lammende bygning. Han lod den friske luft og de friske ideer komme ind, gav muligheder for ændringer som tiden allerede havde vist var uundgåelige og fundamentale.”
Faktisk var Krushchev’s “hemmelige tale” blot et show beregnet på at aflede opmærksoheden fra brutalitetet i Sovjet Marxismen og fra billedet af ham som “Slagteren fra Ukraine.” Det var ikke Marxismes fejl at 20 millioner mennesker på barbarisk vis var blevet dræbt i Sovjetunionen for at gøre Marxismen til landets eneste religion - det var altsammen Stalins fejl.
Det var ikke Maxismens fejl at hundredetusinder av ukrainere var blevet henrettet under de år Krushchev var ‘vicekonge’ i Kiev - det var også udelukkende Stalins fejl.
Nogle få dage efter Krushchev havde givet sin “hemmelige tale” lod hans spritnye spionchef Alexandr Sakharovsky (den tidligere chef for Sovjets efterretningsrådgiver i Rumænien) teksten til talen ‘slippe’ ud til min rumænske efterretningstjeneste, DIE. “Dette er det mest fortrolige dokument jeg nogensinde har holdt i min hånd,” fortalte Sakharovsky os - med et blink i øjet.
Han bad os overlevere den “hemmelige tale” til Israels Mossad, der netop var påbegyndt samtaler om et hemmeligt udvekslings arrangement med DIE for at give rumænske jøder tilladelse til at emigrere til Israel i bytte for U.S. dollars. DIE lækkede, lydigt, den hemmelige tale til Mossad, der på det tidspunkt arbejdede nær sammen med Amerikas CIA.
Juni 1956 blev Khrushchev’s “hemmelige tale” offentliggjort i New York Times, der anerkendte at man havde fået den af CIA. Der er mange offentlige versioner om, hvordan talen landede på New York Times - Mossad er berømt for at dække over sine operationer. Nogle måneder senere, takkede Sakharovsky imidlertid DIE for at have hjulpet ham med at introducere Khruschevs nye “Kommunisme med et menneskeligt ansigt” for verden.
Snart derefter blev Khruschevs “hemmelige tale” debatteret i alle Kommunist Partiets organisationer og i medier i hele Sovjetblokken. Marxismen var blevet rehabiliteteret.
Rumæniens første kommunistiske hersker, Gheorghe Gheorghiu-Dej, døde nogle få måneder efter Khruschev blev styrtet, og politisk nekrofili kom også til Rumænien. Som man kunne forvente på Balkan, antog Rumæniens politiske nekrofili en storslået Byzantisk farvemætning. “Vi har ikke brug for idoler,” fortalte den nye leder Nicolae Ceausescu plebejerne.
Derpå “afklædte” Ceausescu sin forgængers “hidtil usete” personkult, og tillod plebejerne at få lov at se ind i det storslåede Gheorghiu-Dej’s palads. Der gik imidlertid ikke lang tid før Ceausescu erklærede sig som en “lægmands gud” og pralende med at “en mand som jeg fødes der kun en af på 500 år.” Nogle år senere igen grundlagde Ceausescu det første kommunistiske dynasti, og begyndte alternativt af bo i 21 overdådigt udstyrede paladser, 41 “residens villaer” og 20 jagthytter.
Et af de utallige paladser
Efter Khrushchev, blev politisk nekrofili reglen i Kreml. Brezhnev anklagede Khruschev for at have ødelagt enheden i den kommunistiske verden.
Da Gorbachev dukkede op, beskyldte han Brezhnev for at have smadret Sovjet økonomien. Gorbachev fik endog nogle af Brezhnevs slægtninge arresteret, i et åbenbart forsøg på at bevise af Sovjet økonomien var blevet smadret af korrupte individer, ikke af Marxismen.
Jelstsin beskyldte for sit vedkommende Gorbachevs perestroika for “at føre landet til ruin.”
I 2004 da vor krig i Irak mødte sine første vanskeligheder udsmuglede Det Demokratiske Parti Kremls politiske nekrofili ind i United States. Skønt den krig var bemyndiget af 296 medlemmer af Huset og af 76 Senatorer kaldte lederne af Det Demokratiske Parti den for Bush’ krig. “Bush løj, mennesker døde,” blev et slogan for Det Demokratiske Parti, hvis ledere pludselig glemte at de også havde stemt for den krig.
Dørmåtten ved kontoret og indgangen til formanden for Det Demokratiske Partis Terry McAuliffe skildrede U.S. præsidenten og med teksten “Giv Bush Sparket.”
Den Demokratiske Senator Tom Daschle, minoritetslederen kaldte præsident Bush for en ynkelig fiasko. Den pensionerede general Wesley Clark, tidligere kommandør for NATO der blev leder af Det Demokratiske Parti og med et begærligt øje på Det Hvide Hus bad Kongressen “beslutte om præsident Bush var en kriminel ved at gå ind for en krig mod Saddam Hussein.”
Det Demokratiske National Konvent i 2004 fokuserede næsten udelukkende på politisk nekrofili. Senator Joe Liberman var faktisk undtagelsen, alle andre talere nedværdigede U.S. præsidenten.
To dage efter konventet sluttede, fastslog Teresa Heinz Kerry, hustru til den Demokratiske præsidentkandidat. at fire år mere med Bush administrationen ville betyde fire år mere med Helvede i Amerika. Ligesom hende, er jeg også indvandrer, jeg har tilbragt mine 33 år i Amerika under seks præsidenter - nogle bedre end andre - men jeg har altid følt at jeg boede i det bedste land på jorden. Faktisk så syntes et overvældende flertal af amerikanere det samme i det valgår.
Præsident Bush blev genvalgt, men Det Demokratiske Partis politiske nekrofili havde fået United States’ internationlae prestige til at falde ubegribeligt langt ned, at Organization for Security and Cooperation in Europe måtte forsikre resten af verden om, at United States havde frie valg i 2004.
Nu har vi vigtige nye forestående valg, og Det Demokratiske Parti vender sig til en ny form for politisk nekrofili. “Tag dine hjemmesko af, ifør dig dine vandrestøvler” er blevet det nye slogan for Det Demokratiske Parti. Resultatet: Lejrene med Occupy Wall Street deltagere.
Amerikansk indfødsret plejede at være den største drøm for millioner af mennesker der kæmpede for frihed og som kom til United States - som det var for mig. Nu erstatter Det Demokratiske Parti imidlertid det amerikanske borgerskab med et fælles Ash-sha`b yurid isqat an-nizam (folket ønsker at styrte regimet). “Kom med et åbent sind og en sovepose,” postede organisatorerne bag Occupy Wall Street på Facebook og Twitter. “Det bliver stort, det bliver globalt.”
Denne anarkistiske bevægelse igangsat af Det Demokratiske Partis politiske nekrofili har virkelig spredt sig over 200 byer i U.S. og til 82 andre lande.
Khrushchev’s politiske nekrofili rystede billedet af Sovjetunionen som arbejderens paradis. Det Demokratiske Partis politiske nekrofili og dets Occupy Wall Street lejre ryster billedet af United States som lederen af Den Frie Verden.
Jeg kunne skrive en hel bog om politiske nekrofili, og det gør jeg måske en dag. Her ville jeg gerne sige at, efter min erfaring er politisk nekrofili virkelig et farligt spil. Det skader den nationale stolthed og sædvanligvis bliver den til ugunst for dens fremførere.
Den 14. oktober 1964 blev Khrushchev den første Sovjet leder der blev detroniseret. Sovjet Politbureauet anså hans politiske nekrofili som så fejlagtig og farlig, at man holdt ham i husarrest, bevogtet af KGB, resten af hans liv. Da Khruschev døde dekreterede Brezhnev at hans forgænger på alvorligste vis havde skadet landets historiske respekt for Kreml, og at han ikke var værdig til at blive begravet i Kreml ved siden af andre tidligere ledere.
Sovjetregeringen nægtede endog at betale for Khruschevs gravsten. I 1972, da jeg besøgte Krushchevs grav på Novodevichi Begravelsespladsen var der blot en lille ubetydelig plade der markerede den.
Yury Andropov, den første KGB officer der blev sat på tronen i Kreml påbegyndte processen med at forvandle Sovjetunionen til et land, hvor det under en facade af Marxisme, var herskerens politiske politi der gik forrest i ledelsen af landet fremfor det oprindelige Kommunistiske Parti. Allerede da dødeligt syg, døde Andropov før opgaven var fuldført.
Mikhail Gorbachev, hvis glasnost og perestroika blev skildret som en handling af politisk nekrofili med den hensigt at forandre Rsulands historiske traditioner endte i eksil.
December 1989, blev Rumæniens tyran Nicolae Ceausescu henrettet. Den Særdomstol der dømte ham til døden besluttede, at hans politiske nekrofil og hans medfølgende afskyelige personlighedskult havde vanæret Rumæniens traditionelle respekt for deres ledere og at han ikke fortjente en kiste og en grav. Ceausescus lig blev derfor smidt i en sæk og smidt i affaldet på et fodboldstadium.
Sovjetunionen og kommunist Rumænien var ekstreme tilfælde. Men politisk nekrofili vil heller ikke kunne virke her. United States har en lang tradtion for at respektere sine valgte ledere.
Under 2. Verdenskrig gav 405399 amerikanere deres liv for at besejre nazismen og Holocaust, men U.S. forblev håndfast forenede bag deres præsident. United States holdt valg under den krig, men ingen der stillede op til embedet havde endog tænkt på at skade landets enhed i en søgen efter personlig sejr.
Ingen politisk nekrofili og ingen Occupy Wall Street demonstrerende pøbel vil være i stand til at forandre den amerikanske tradition.
Lt. Gen. Ion Mihai Pacepa is the highest official who has ever defected from the Soviet bloc. In 1989 Romanian tyrant Nicolae Ceausescu was executed at the end of a trial whose main accusations came out of Pacepa's book Red Horizons (Regnery Publishing, 1987), subsequently republished in 27 countries.
http://pjmedia.com/blog/blame-the-predecessor-not-the-ideology-a-historical-leftist-tactic/?singlepage=true
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar