Hugo Chavez: Trofast til døden
Paul Kengor
Vil præsident Obama sende Dennis Rodham som U.S. repræsentanten ved begravelsen i Venezuela?
Der
er en gammel joke blandt anti-kommunister og koldkrigere. Den lyder
såldes: Den hårdkogte Østtyske kommunist Walter Ulbricht døde og kom til
Helvedet. Der gav Djævelen ham et valg mellem den socialistiske sektor
og den kapitalistiske sektor. Overbevist lige til det sidste sagde
Ulbricht: “Jeg tager den socialistiske sektor.” “Udmærket valg”
indvilligede Djævelen. “Over i den kapitalistiske sektor får de hele den
brandvarme behandling, men i den socialistiske sektor er de løbet tør
for kul.”
Man
kan sige hvad man vil om Hugo Chavez, om hans taktik, om hans
overbevisninger, og måske hvor han befinder sig lige nu, men dette er
sikkert: Han holdt fast ved troen.
Mange
af os var direkte forbløffede da Chavez sidst i sine 50’ere, og
særdeles syg af cancer, valgte at drage til Cuba for behandling. Det var
en stensikker dødsdom. Kun den mest håbløst overbevist kommunist ville
være så naiv, så dum. Med sin enorme rigdom, stjålet fra folket, valgte
Chavez akupunktur, igler, salver og urter frem for det 21. århundredes
sundhedsmuligheder der kan fås overalt i Vesten.
Men den venezuelanske diktator holdt fast ved sin religion. Han drog til Havana. Det reddede ham så sikkert som Helvedet ikke.
Chavez
fik tilsyneladende en form for lindring nær det aldrende bryst af sin
døende, beskæggede, elskede Fidel. Han har så meget til fælles med
Castro, beundrende den totalitæres hidtil usete greb om magt og
ressourcer, alt sammen i omfordelingens og “social retfærdighedens”
navn.
Som
Fidel stjal han tilstrækkeligt med rigdomme fra den velstående
undertrykte klasse til at gøre sig selv til en af verdens mest
velstående ledere. Under denne proces, udspyede han propaganda og gav
skylden for enhver dårligdom i hans nation på sine forgængere og de
riges påståede kriminalitet - som også Fidel har gjort og som
venstrefløjen altid har gjort.
For
nogle år siden var min hustru og jeg i Washington for at mødes med en
gammel ven fra skoletiden, en indfødt Venezuelaner ved navn Daria. Da vi
introducerede hende til endnu en bekendt bemærkede hun med et trist
smil, “Jeg er fra Venezuela. Vi er nu kommunister.”
Til
Chavezs delvise forsvar - og det er ikke meget - opnåede han aldrig de
grader af kollektivisme og den depravation som Fidel Castro, eller andre
af verdens virkelig slemme kommunister. Venezuela blev ikke Cuba eller
Sovjetunionen. Hugo Chavez var ikke nogen Josef Stalin - selvom han døde
samme dag som 60 årsdagen for Stalins død.
Ikke
desto mindre, som enhver anden på venstrefløjen, havde han sine
fjendegrupper og han benyttede dem fuldt ud til egen fordel. Nogle af
disse forskellige skurke blev udstillet i en mærkelig Washington Post Mindeartikel der fremhævede Chavez som en “lidenskabelig” dog “polariserende” person. Hvad gjorde at han fortjente denne kompliment fra Post?
Ja, hvem ved det? Den samme artikel bemærkede at Chavez omtalte Den
Katolske Kirkes hierarki som “djævler i kjoler.” Men måske var Post mindre imponerede over Chavez’ vanhelligelse af Den Katolske Kirke end af hans lovtaler af Barack Obama.
Selvfølgelig var Chavez en stor fan af Obama. Han gjorde det klart første år i Obamas fremkomst. I en ekstraordinær udtalelse
i FN den september snerrede Chavez, “Der stinker ikke mere af svovl
her.” Dette var et hip til tidligere præsident George W. Bush. Nærmest
inspireret fremført Chavez: “Der dufter af noget andet. Der dufter af
Håb.”
Jovist, selv for Hugo Chavez var Barack Obama symbolet på Håb; Obamas teologiske dyd. Venezuelas caudillo, gik virkelig ind for David Axelrods legendariske kampagne slogan.
Og
ligesom Obama forkastede Chavez den håbefulde retorik da skamløs
demagogi bedre passede til hans intentioner. Ligesom Obama excellerede
han i at give skylden for fortrædelighederne på de rige, på
profitmagerne, på grådige virksomheder, på ondskabsfulde jetflyejere og
millionærer og milliardærer, på bankerne, på investorer, og så
selvfølgelig George W. Bush. Hans hellighed Obama blev aldrig kaldt
“djævel” som George W. Bush.
Total kuk i kysen, og hvordan kan tilhørerne høre på det pladder uden at kaste op?
Chavez synes ofte at fremmane Djævelen.
Den Alinsky lignende Chavez var fremragende til at isolere sine mål og
dæmonisere dem, kalde dem “degenererede,” “hylende svin,” og
“mod-revolutionære” med al den slyngelsprogbrug der er typisk for
venstrefløjsdemagogi.
I
dette og så meget mere var Hugo Chavez trofast til det sidste. Troede
han virkelig han ville blive helbredt i Havana? Var der intet andet håb?
Eller til sidst, var tro måske det eneste Chavez besad. Han skulle have
lært af millioner af cubanere gennem de sidste 50 år: Tro på Fidel
fører kun til ødelæggelse og død.
Paul Kengor is professor of political science and executive director of The Center for Vision & Values at Grove City College. He is author of the new book The Communist: Frank Marshall Davis, The Untold Story of Barack Obama’s Mentor. His other books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and Dupes: How America’s Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.
http://spectator.org/archives/2013/03/06/hugo-chavez-faithful-to-death
Ingen kommentarer:
Send en kommentar