Vi kunne være muslimer om ikke......
Året
er 632 A.D., og de muslimske horder har blikket rettet mod Mellemøsten
og Nordafrika - den gamle kristne verden. Kalifatet, som det islamiske
rige kaldes, vil bare videre. Syrien og Irak falder i 646. Palæstina som
den næste i 638. Det byzantinske Egypten og Nordafrika, der ikke er
arabiske lande besejres henholdsvis 642 og 709. Derpå blot to år efter
krydser muslimerne Gibraltarstrædet og drager til det visigotiske kongedømme på Den Iberiske Halvø (Spanien, Portugal.) Invasionen af Europa er begyndt.
Det
nye kontinent synes ikke at være nogen udfordring for Islam. Efter at
have erobret meget af Visigotisk Iberia i 718, krydser muslimerne
Pyrenæerne ved Gaul (nu Frankrig) og bevæger sig nordpå. Nu er vi i året
732, og de nærmer sig Tours, sølle 160 kilometer fra Paris. Vestens verden - det som er tilbage af Kristendomme - kunne meget vel være ved at blive helt udslettet.
Europa
er et let bytte, det står splittet, med krigeriske kongedømmer og
hertugdømmer der netop er blevet decimeret ved pesten. Som kontrast er
den islamiske verden blomstrende; så meget at man betragter europæerne
som barbarer. Muslimerne besidder også enorme kamptrænede militærstyrker
og har haft gavn af en hurtig erobring, mens Europa ikke længere har
stående hære. Man må i det sorte og hele stole på bønder som soldater,
mænd der kun er brugbare når høsten er i lade. Dog har de kristne
europæere en stor mand: Karl af Herstal, bedstefar til Karl den Store.
Idet han kunne fornemme den kommende storm så tidligt som 721, indså
Karl at han havde brug for en professionel, velsmurt kampstyrke hvis
han skulle hæmme den mauriske bølge mod Kristendommen. Derfor benyttede
han Den Katolske Kirkes ressourcer og gik ifærd med at træne netop en
sådan hær. Nu 11 år senere, skulle den bestå sin endelige prøve.
Charles Martel statue ved Versailles.
Men
en horde på 80000 mand påbegyndte muslimerne endnu engang bevægelsen
mod nord i 732, under ledelse af Emir Abdul Rahman Al Ghafiqi. Efter at
have besejret Odo den Store og underkastet sig Aquitanien stod der intet
mellem Al Ghafiqi og Paris - udover Karl af Herstal og hans frankiske
og burgundisk hær. De to ledere skulle tumle sammen i oktober på en
slagmark mellem byerne Tours og Poitier.
Da
skæbnedagen oprandt blev Al Ghafiqi chokeret over det der lå foran ham.
“Barbarerne” havde mønstret en styrke af en størrelse, som han ikke var
vant til at se i disse udkanter af Europa. Ikke desto mindre havde han
en stor fordel, hans tropper var langt flere end de kristnes, med måske
to til en og han havde svært bevæbnet kavalleri, mens hans modstandere
kun havde infanteri. Udfaldet ville stadig være gunstigt. Og det er det.
Karl
smadrer de muslimske styrker, standser deres fremgang i Europa med et
slag. Han vil med tiden jage dem tilbage over Pyrenææerne, redde Gaul -
og måske hele Vestens civilisation - fra Islams sværd.
Hans mirakuløse sejr i 732 bliver kendt som Slaget ved Tours (eller
Poitier) og det giver ham øgenavnet “Martellus.” Således kender vi ham
nu som Karl Martel der kan oversættes til Karl Hammeren.
Dog
ville Islam Åg blive ved med at hamre løs på Kristendommen. Vi er nu i
1095 og muslimerne truer Europa fra Øst. Efter at have indtaget det
meste af det Byzantinske Imperium 400 tidligere, har de nu, netop
fornylig underkastet sig Anatolien (det meste af det moderne Tyrkiet),
og således frataget Byzans det meste af deres tilbageværende land.
Muslimerne har nu på vej mod vest ind i selve Grækenland eller måske
nordpå på Balkan - Europas “bagdør.” Kejseren i Byzans Alexius I i
Konstantinopel ved hans rige er for svagt til at stå imod. Hvad skal han
gøre?
Alexius
beslutter at henvende sig til Kirken. Skønt han og den daværende Pave
Urban II har været rivaler, anerkender pavedømmet den islamiske
ekspansion som en tydelig og presserende fare. Derfor beslutter han af
tage sagen op ved Kocilet i Clermont i 1095. I en overvældende prædiken
foran mere en 65o gejstlige og kristne adelsmænd appellerer han til
europæerne om at holde inde med den indbyrdes kævlen og rejse sig for at
hjælpe deres brødre i øst. Det som føler er et uddrag af hans ord, som fortalt af Fulcher fra Chartres:
Pave Urban II
- Jeres brødre der levet i øst har meget brug for jeres hjælp, og det haster med at give dem det som ofte er blevet lovet dem. For som i vel alle har hørt, har tyrkerne og araberne angrebet dem og har erobret Rumænien (Græsk Imperium) og så langt vestpå som Middelhavets kyst og Hellespont, der kaldes St. George’s Arm. De har besat mere og mere af de kristnes lande og har besejret dem i syv slag. De har slået ihjel og taget mange som fanger, og ha ødelagt kirker og lagt imperiet i ruiner. Hvis I tillader dem at fortsætte således uden straf, vil Guds trofaste blive angrebet så meget mere. Med denne beretning besegler jeg, eller snarere Herren, Jer som Kristi soldater og publicerer for alle og enhver og overalt alle og enhver uanset rang, fodsoldater og riddere,fattige som rige, om straks at yde hjælp til de kristne......
Og således blev Hammeren fra det 11. århundrede født: Korstogene.
Som
Martels kampagner før dem var Korstogene defensive handlinger beregnet
på at afværge den muslimske aggression. Jovist det er ikke det du lærte i
skolen, det ved jeg godt. Det er ikke det vi hører i medierne. Det er
ikke der der skildres af Hollywood. Men det er sandheden. Den er blevet
godt forklaret af Thomas Madden, Chair of the History Department ved
Saint Louis University. I "The Real History of the Crusades" skriver han:
- Korstogene skildres i det store og hele som en række hellige krige mod Islam anført af magtsyge Paver og udkæmpet af religiøse fanatikere. De antydes at være indbegrebet af selvretfærdighed og intolerance, en sort plet især på Den Katolske Kirkes historie og Vestens civilisation som et hele. Som en art proto-imperialister introducerede Korsfarerne Vestlig aggression over for det fredelige Mellemøstn og deformerde således den oplyste muslimske kultur, efterladende den i ruiner.
- ... [Men] Kristne i det 11. århundrede var ikke paranoide fanatikere. Muslimerne ville dem virkelig til livs. Skønt muslimer kan være fredelige blev Islam født i krig og voksede i krig. Fra Muhammads tid var midlet for muslimsk ekspansion altid sværdet. Muslimsk tankegang deler verden op i to sfærer, Islams Bolig, og Krigens Bolig.... I det 11. århundrede erobrede Seljuk tyrkerede Lille Asien (det moderne Tyrkiet) der havde været kristent siden Paulus tid. Den gamle Romerske Rige, kendt hos moderne historiekere som Det Byzantinske Rige blev reduceret til ikke meget større end Grækenland.
- ... [Korstogene] var ikke født i en ambitiøs Paves hjerne eller grådige ridderes sind, men et modsvar på mere end fire hundrede år hvor muslimerne allerede havde erobret to tredje dele af den gamle kristne verden. På det tidspunkt måtte Kristendomme som en tor og kultur forsvare sig selv eller lade sig underkaste Islam. Korstogene var det forsvar.
Det
er derfor jeg forsvarer dem i dag. Nej, de blev ikke udført som de
måske burde, de kunne heller ikke opnå alle deres mål mere end Den Kolde
Krig virkelig knækkede venstrefløjen. Ondskab er altid på fri fod. Men
bemærkt at Mellemøsten og Nordafrika havde flere kristne end Europa
tidligt ved de muslimske invasioner - men ikke et Korstog mod dem.
Således er det let at forestille sig, at var det ikke vore ‘hamrende’
middelalder helte, så kunne vi meget vel være det som Mellemøsten er i
dag.
Medmindre vi sætter multikulturalismen på hylden og bliver hvad de korsfarere var i går, så er der måske ikke noget i morgen.
http://www.renewamerica.com/columns/duke/130308
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar