Joseph A. Harriss
50 år efter kæmpes der stadig med at komme over rædslen og skammen ved Algier krigen.
Da jeg stod af et Air Algerie
fly i Algier’s Dar el Beida lufthavn for lang tid siden som en ung
nyhedsmagasin korrespondent, var Algeriet netop blevet uafhængigt efter
130 år som en fransk koloni. Jeg forventede at det nyligt skabte Den
Demokratiske og Folkelige Republik Algeriet - altså “hverken
demokratisk, eller republik, og helt sikker ikke folkelig,” snerrede den
udenlandske presse - ville være et arabisk land fyldt med turbanklædte
mænd med faste blikke, mystiske tilslørede damer, knejsende minareter
med muezziner der kaldte de troende til bøn, og med forhåbentligt,
eksotiske mavedanserinder der optrådte til trommerytmer i Kasbahen. Jeg
fandt noget at det, skønt puritanerne fra revolutionen forsøgte at
indføre “Arabisk Socialisme” og ikke så med velbehag på mavedans.
Jeg
erfarede dog snart at denne del af Maghreb kun meget lidt ligner
Arabien. Store byer med arkitektur der lignede Dijon eller Le Mans, med
navne som Philippeville, Oran og Constantine. De
fleste mænd i byerne var iført habitter, de unge kvinder miniskørter.
Katedraler og kirker var flere end moskeerne, og tjenstivrige tjenere elskede at være travlt beskæftigede med detaljer - en parodi på deres franske forgængere.
Udover
at udviklingen i den nye nation gik i stå, så var det store spørgsmål
om Sovjetunionen ville lykkes med en kommunistisk magtovertagelse,
eller i det mindste overbevise den anti-Vesten algeriske regering om at
lade dem bygge luft- og flådebaser der. Fra terrassen fra min lejlighed
med udsigt udover Algiers Bugten kunne jeg se fragtskibe med Hammer og
Segl på skorstenene og navne som Yuri Gagarin, ankomme med last dækket
af presenninger, der på dækket. MIG-15 jagerfly fra Sovjet og intel
kilder fik mig til at undre mig over om de ville være bemandet med
russiske eller algeriske piloter. Lignende skibe lagde til i store
havnebyer ved Mers-el-Kebir, hvor sovjetterne håbede at oprette en
strategisk ubådsbase i Middelhavet.
Deres
forhandlinger med en klog 30 årig blåøjet Berber ved navn Abdelaziz
Boutelika, der nød at være en slags udenrigsminister, førte i sidste
ende ingen steder hen, skønt han var i stand til at indhøste visse goder
fra dem før han sendte dem tilbage til Moskva.
2013 Boutelika og Hollande
Kendt
for at køre op og ned af Avenue Pasteur i sin regeringslimousine på
jagt efter smukke piger han kunne invitere ombors, skulle Bouteflika
senere blive dømt
for at få tusinder af dollars fra fonde til at forsvinde, dollars der
eller skulle gå til Algeriets ambassader. Han var afhængig af FLN
(National Liberation Front) for sin politiske magt og kammerater fra
hæren der havde bekæmpet franskmændene.
Han havde den perfekte profil til at blive det anti-Vestlige ikon for
FN, og som 37 årig blev han valgt som præsident ved den 29.
Generalforsamling i 1974.
Bouteflika blev præsident i Algeriet i 1999, og det er nu hans tredje femårsperiode. Det var i denne rolle han så på det kinesisk designede fyrværkeri over havnen i Sidi Fredj, 40 kilometer vest for Algiers den
5. juli - 50 års dagen for landets uafhængighed af Frankrig. Det
igangsatte en årelang, 2,4 milliard dollars række af mindeceremonier,
seminarer, konferencer og publikationer der vil hylde befrielsen fra den
franske besættelse af det største land i Afrika og den arabiske verden.
Okkupationen
begyndte i 1830, da 30000 soldater landede på de samme kyster ved Sidi
Fredj. Deres overlegne våbenmagt gjorde det let at overvinde de
Osmanniske styrker der, og i processen fangede. og efterfølgende
grillede soldaterne 60 kameler. Årsagen til invasionen var noget mager
som den britiske historiker Martin Evans opregner i sit værk Algeria: France’s Undeclared War
(Oxford University Press). Da Algeriets Dey, Khodja Hussein krævede
tilbagebetaling af lån som Frankrig havde optaget under Napoleonskrigene
nægtede den franske konsul. Derpå klappede Dey’en ham symbolsk med en
ceremoniel vifte og kaldte ham en “ond, troløs, afgudsdyrkende slyngel.”
Frankrigs gengældelse blev med tiden en gennemført kolonisering som
Bouteflika har sagt, “medførte folkemord på vor identitet, på vor
historie, på vort sprog, og vore traditioner.”
Franskmændene har forudsigeligt nok et helt andet syn.
Ved at erklære, i 1880, Algeriet som en integreret del af Frankrig på
linje med Normandiet, eller Burgundiet, skabte de en infrastruktur med
veje og jernbaner, samtidig med de byggede skoler og hospitaler og
skabte en moderne administration. De holdt af at sige at Middelhavet
flød gennem dette Storfrankrig som Seinen flød gennem Paris.
Så sent som i 1954, erklærede en franske indenrigsminister og fremtidig præsident
Francois Mitterand, “Algeriet er Frankrig. Fra Flanderen til Congo, er
der en lov, en eneste nation, et eneste Parlament.” Der var noget over 1
million franske bosættere der, overbevist om at de boede i Frankrig.
Dette var Kronjuvelen i Frankrigs koloni-imperium.
Men
Frankrig forsøgte at holde historiens tidevandsbølge tilbage. Kollapset
af Europas imperier var udpræget i det 20. århundrede, og som
Storbritanniens premierminister Harold MacMillan så rigtigt benævnte så
uundgåeligt som at “vinden skifter. Det Østrig-Ungarnske Rige, Det Tyske
og de Osmanniske kolonier blev tabt i 1. Verdenskrig, og Storbritannien
og Frankrig opgav deres greb om en stor del af verdens befolkning efter
2. Verdenskrig. Men mens briterne overdrog magten til nye stater i
Afrika og Asien relativt fredeligt og efterlod solide
regeringsinstitutioner, så holdt
Frankrig stædigt fast, indtil ydmygende nederlag, tvang dem ud af
Vietnam og Algeriet. Af alle de konflikter der fulgte med afslutningen
på europæisk kolonialisme, var den otte lange krig i Algeriet der
begyndte i 1954, den mest brutale og tragiske.
Delvist
var det fordi en borgerkrig er det mest hadfyldte, og dette ofte
lignede en kamp bror mod bror, med en tjenerstab der i løbet af natten
slagtede deres herrer og børn. Men mest var de fordi Paris
betragtede Algeriet, med dets størrelse og store olie- og gasreserver
som symbolet på landets bevarelse som verdensmagt. Tilmed var Frankrig i
defensiven psykologisk. Man var blevet ydmyget af preusserne i 1870,
besat af Nazi Tyskland i 1940, sparket ud af Vietnam efter massakren ved
Dien Bien Phu i 1954. National gloire og den franske hæres stolthed dikterede at den måtte stå hårdt imod i Algeriet.
Muslimsk
fortørnelse over franskmændene havde slumret lige siden invasionen, og
oprørerne benyttede de våben de kunne få fat på: Økser, knive og sabler
blev lejlighedsvis benyttet til at hugge hænderne af bosættere, skåre
halse over, flænse bryst op. De franske styrker reagerede med bomber,
tilfældige henrettelser og offentlig ydmygelse som at få tilfangetagne
muslimer til at råbe, “Vi er Hunde!” Men oprøret accelererede helt
uventet i 1942. Besynderligt nok skyldtes det De Allieredes landgang i
Nordafrika.
Algerierne
kunne godt lide de amerikanske uniformer, deres jeeps hurtighed, smagen
af deres tyggegummi. Så betragtede de, hvor let G’erne fejede Vichy
tropper til side, der kun kortvarigt gjorde modstand, og dermed fik
franskmændene til at ligne tabere. De bemærkede de nærmest uformelle
demokratiske forhold der var mellem officerer og deres underordnede. Og
så læste de amerikanske brochurer der blev kastet over Algeriet: “Vi
kommer til Dit land for at befri Dig fra erobrernes greb, de som søger
at frarøve dig dine suveræne rettigheder, din religiøse frihed, og
retten til at føre dit liv i fred,” (Hvem de ‘erobrere var, blev ikke
nævnt helt specifikt, men algerierne havde deres egen ide om det). Den
franske sag fik heller ikke megen hjælp af Atlantic Charteret der gik
ind for at alle folk skulle vælge deres egen form for regering. Franklin
Roosevelt betonede i et privat møde med Sultanen af Marokko: “Alt må
være bedre end at leve under franske kolonistyre,” sagde han. “Burde et land tilhøre Frankrig? Efter hvilken logik og efter hvilken sædvane og med hvilken historisk regel?”
Krudttønden
Algeriet gik i luften den 1. november 1954, da FLN offensiven begyndte
med bomber over hele landet som efterlod adskillige døde. Så fulgte otte
år med vildskab, uforfalsket terrorisme som ikke hidtil set selv i vor
nuværende tidsalder med terror. Udover nedslagtningerne af franske
bosættere - deres lig blev ofte efterladt lemlæstede med øjnene stukket
ud, afskårne kønsorganer proppet i ligenes minde -- FLN gav sommetider
uskyldige muslimske landsbybeboere den samme behandling for at få dem
til være bange, og støtte dem, mere end franskmændene. Den franske hær
svarede igen med dør til dør ratissages
for at indfange oprørere, tortur af mange for at få information. Den
franske tilgang til at vinde hjerter og sind omfattede waterboarding,
elektriske chok, og at tvinge både mænd og kvinder til at sidde på, og
dermed ‘pælfæste’ sig på vnflasker med afhugget top.
Det
afgørende vendepunkt kom marts 1957 med Slaget om Algier, som blev
gjort berømt i Gillo Pontecorvos uforglemmelige film fra 1966 med samme
navn. Ikke som byguerillakrigsførelse med gadekampe var den baseret på
'slå til og forsvind' taktik og terrorisme - et Algeriets Dien Bien Phu
designet på at tvinge Frankrig til at indlede forhandlinger om
uafhængighed.
Bomber
ofte placeret af kvinder og piger eksploderede helt tilfældigt over
hele byen, især på cafeer, biografer og teatre. Som FLN lederne sagde,
“En bombe slår 10 ihjel og sårer 50 andre og det svarer psykologisk til
tabet af en fransk bataljon.”
Frankrig svarede igen med mere tortur og offentlige henrettelser, man smed lig fra helikoptere ud i bugten. I
maj 1958 var den franske hær, der fornemmede deres landsmænd vigende
politiske beslutsomhed i oprør. En lille deling af hårdkogte generaler
truede med at lade faldskærmstropper kaste ned over Paris for at få
Charles de Gualle til magten i håbet om at han ville støtte dem i deres
krav om af Algeriet var Frankrigs.
De
Gaulle kom tilbage til magten dog uden forpligtelser, fløj til Algiers
for at tale til begejstrede mængder med den berømte sætning, “Je vous ai compris”
(Jeg har forstået Jer). Bevidst dobbelttydig, så betød den ingenting.
Men med den fik han købt sig tid for at se om USA ville støtte hans brug
af magt for at holde fast på kolonien. Præsident Eisenhower gjorde det
klart under et besøg i Paris i september 1959, at i troskab mod Amerikas
anti-koloni tradition, så var han ikke med på det.
De Gaulle vidste da at spillet var forbi. I marts 1962 underskrev han
en traktat med FLN der gav Algeriets sin uafhængighed. Det franske
imperiums æra var ved sin afslutning.
I dag
forsøger Frankrig og Algeriet at få bragt en afslutning på den ikke
erklærede krig, der kostede cirka 30000 franske soldater, og som
Algeriet hævder, dræbte 1,5 millioner algeriere (historikere mener
tallet snarere er 350000). Forsøg på en venskabstraktat er begrundet med
Algeriets fastholden af, at Frankrig officielt undskylder og anerkender
sine “forbrydelser.” Det er for meget for Frankrig, der i årevis med
benægtelser kun har kunnet få sig selv til at henvise til konflikten med
den noget dunkle betegnelse “begivenhederne.”
Så følsomt er emnet stadig, at en pensioneret general mistede sin Legion ‘dHonnery efter han åbent beskrev at tortur og drab på fanger var “nyttigt og nødvendigt.”
En
mindeudstilling ved den franske hærs museum ved Paris’ Invalides
benytter filmarkiverne, fotos og tilbageholdte FLN dokumenter til at
genfortælle hærens 132 år i Algeriet. En diskret håndfuld af ikke
tidligere offentliggjorte fotos løfter et hjørne af sløret om sandheden:
En algerier bundet og lagt under en træstamme, der bliver banket på
fodsålerne; franske officerer der griber en anden ved halsen.
Franskmændene
har brug for mere tid til at forlige som med krigens rædsler, skammen
over tabet, og Frankrigs noget blakkede ry som menneskerettighedernes
forkæmper. Som det konservative Le Figaro gjorde opmærksom på ved
begyndelsen af markeringen af årsdagen for den pinlige konflikt, “Hvad
er budskabet i denne mindestund? Er der nogen til os? Hvad kan vi sige
og hvordan kan vi sige det? Hvordan har vi det med hensyn til Algeriet,
til et land hvor vore relationer aldrig er helt enkle?” Det kan vare 50
år endnu før Frankrig kan svare på de spørgsmål.
Joseph A. Harriss is The American Spectator's Paris correspondent. His latest book, An American Spectator in Paris, will be released this fall.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar