Daniel Greenfield
Hvis Romney ikke opnåede andet under sit besøg i Israel så lykkedes det ham dog at fornærme hver eneste palæstinensisk arabisk terrorgruppe, idet de alle som en, Den Palæstinensiske Selvstyreenhed, Hamas, Islamisk Jihad, PFLP, og DFLP, udsendte pressemeddelelser, hvori de forhånede ham. Amerikanske medier har undsagt ham for at sige, at forskellene i BNP per person mellem Israel og Den Palæstinensiske Selvstyreenhed repræsenterer en modsætning i værdierne.
Den officielle mediefortælling er at disse forskelle er resultaterne af undertrykkelse, checkpoints og blokader. Men hvorfor ligger så ifølge IMF Israels BNP per indbygger et godt stykke over det olierige kongedømme Saudi Arabien?
Saudi Arabien har ingen israelske checkpoints ingen israelske soldater eller fly hen over hovedet på dem. Det har velstand der bogstaveligt talt pumpes op af undergrunden med en femtedel af verdens oliereserver. Og dog placerer IMF landet 13 pladser bag Israel og Verdensbanken placerer landet 18 pladser bag Israel. De eneste muslimske lande med en bedre BNP per indbygger end Israel er små monarkier der nærmest drukner i olie.
De ikke-oliebesiddende muslimske lande der ligger tættest på Israel er Malaysia og Libanon. De er placeret 32 og 33 pladser bag Israel. Begge lande har også betragteligt store ikke-muslimske befolkningsgrupper. Muslimer udgør op til 50% af Libanons befolkning og 60% i Malaysia. Intet muslimsk land uden olie har et bedre BNP per indbygger end et muslimsk land med målbare kristne eller buddhistiske minoriteter.
Hvad Romney ikke nævnte, som han burde have gjort, er at Den Palæstinensiske Selvstyreenhed tildelte sig selv et alvorligt knæk i økonomien ved på det nærmeste at fordrive de kristne i områderne, de kristne der traditionelt har været de bedste forretningsfolk. Selvstyreenhedens kapital blev faktisk grundlagt af jordanske kristne flygtninge der flygtede fra muslimsk forfølgelse.
Israel har 1,2 millioner muslimer indenfor Den Grønne Linje der står for 52% af landets sociale ydelser. Israels nationale arbejdsløshedsrate er 5,6%. Arbejdsløshedsraten for araberne er 27%. Blot 59% af de muslimske mænd og blot 19% af de muslimske kvinder er officielt en del af arbejdsstyrken. Det sammenlignet med 56% af de jødiske kvinder og 52% af kristne kvinder.
Den israelske gennemsnitsfamilie har dobbelt så stor månedlig indkomst end den gennemsnitlige arabiske familie. Halvdelen af den arabiske sektor lever officielt i fattigdom. Den israelske jødiske BNP er næsten tre gange højere end den arabisk-israelske BNP.
Man kunne da lægge skylden for dette på den sædvanlige syndebuk - racisme, men det israelsk-arabisk BNP på 6750 dollars er faktisk bedre end de 5900 dollars i BNP i nabolandet Jordan, det 6540 dollars store BNP i Egypten og det 5041 dollars BNP i Syrien. Det er i samme kategori som de fleste ikke-olierige arabiske muslimske stater er placeret og det er klart at der ingen udvej er - uden en stor oliereserve. Eller som med Libanon med dens 15523 dollars store BNP en masse kristne der faktisk arbejder for tjene penge.
Igen er kulturen altafgørende: Israel, indenfor Den Grønne Linje, er der blot cirka 150000 kristne og omtrent ligeså mange drusere, og begge grupper klarer sig bedre økonomisk. Kristne arabere har en højere beskæftigelsesrate, og en bedre højere uddannelse end muslimerne.
Udover de officielle 1,2 millioner arabere er Israel også ansvarlig for de 4 millioner i Den Palæstinensiske Selvstyreenhed (nogle af dem overlapper de 1,2 millioner og nogle af dem findes sådan set ikke, og eksisterer udelukkende for at få fat i goderne fra de internationale kontorer) der stadig er Israels ansvar, ifølge dem og verden, selvom de også holder fast i at de ønsker deres egen stat.
Grunden til at BNP i de palæstinensiske områder er så elendig er på grund af indbyggerne lever i en gigantisk velfærdsstat. Palæstinensiske arabere modtog allerede 725 dollars per indbygger i hjælp. De har ikke brug for en økonomi, fordi USA og EU er deres økonomi. De har ikke brug for en stat fordi UNRWA er deres stat.
Det er let at beundre Israel for det som landet har opnået, men det gør det endnu mere bemærkelsesværdigt når man tager området Israel ligger i med i betragtning. Singapore og Hong Kong er mindre bemærkelsesværdige, fordi de befinder sig i en region, hvor landene bare ikke giver op og venter på at udlændinge skal komme og finde deres olie. I Asien får landene løst problemerne selv. I Mellemøsten, hvis du ikke er jødisk, kristen og du ikke har olie, så har du økonomiske problemer.
Lad os nu forlade Mellemøsten og drage til Asien. Indien og Pakistan er delt af en forskel i BNP per indbygger på næsten 1000 dollars. Indien er naturligvis førende. I Indien udgør muslimerne bunden i den økonomiske stige. Deres BNP per indbygger er lavere, deres analfabetismerate er højere, og de klarer sig dårligere end hinduerne. Og dog er den gennemsnitlige indiske muslims årlige indkomst på 513 dollars dog stadig højere end den gennemsnitlige årsindkomst i Pakistan på 420 dollars. Dette er helt i overensstemmelse med modellen fra Israel, hvilket igen beviser at muslimer i ikke-muslimske lande tjener mindre end flertallet, men mere end de ville, hvis det havde været et land med muslimsk flertal.
I Afrika ligger det muslimske Somalia lige ved siden af Etiopien og Kenya og deres BNP er så lille at det ikke kan registreres sammenlignet med 1093 dollars og 1746 dollars for de to sidstnævnte landes vedkommende. Så kunne du give skylden på Somalias borgerkrig, men Rwanda har oplevet et folkedrab, og har et BNP på 1341 dollars. Niger med en befolkning på 80% muslimer har en 1.865 dollars BNP. Nabolandet Cameroon har 70% kristen flertal og har et BNP på 2257 dollars.
I Storbritannien er myten om den hårdtarbejdende pakistanske eller bangladeshke butiksejer nærmest helligdom. I virkeligheden lever 70% af bangladesherne og pakistanerne i lavindkomsthusholdninger sammenlignet med 50% hos afrikanerne, 30% hos inderne og 20% hos de ‘indfødte. Bangladesherne og pakistanerne har ikke kun dramatisk højere arbejdsløshedsrater end de ‘indfødte,’ men de har også en rate der er højere end afrikanernes.
Hvis problemet var racisme så ville deres arbejdsløshedsrate være på linje med de langt lavere arbejdsløshedstal for inderne. I stedet har muslimerne den værste økonomiske historie i UK. For pakistanske muslimer i UK er sandsynligheden for at være uden beskæftigelse langt højere end for hinduer. Indiske muslimer har dobbelt så stor sandsynlighed for at være uden beskæftigelse sammenlignet med indiske hinduer.
Igen passer dette på den samme model med muslimer fra ikke-muslimske lande der er mindre økonomisk duelige end muslimer fra lande med muslimsk flertal. Den altafgørende forskel mellem minoritetsmuslimer og flertalsmuslimer er Kulturen.
Minoritetsmuslimer har virkelig deres egen kultur, men ingen minoritetsgruppe kan helt undslippe værdierne i flertalskulturen. Arabiske israelere og indiske muslimer absorberer tilstrækkeligt af flertalskulturens værdier så de klarer sig bedre end deres naboer i Jordan og Pakistan. Og de tager disse absorberede værdier med sig når de flytter til et andet land.
Vi kan betragte de direkte konsekvenser af de værdier. I UK har muslimerne den højeste rate med at gå ud af skolen før tid, og en mangel på kvalifikationer sammenlignet med enhver anden religion. De har de højeste rater for arbejdsløshed for både mænd som kvinder. Dette er ikke racisme, - dette er islamisme.
Muslimer har den højeste arbejdsløshedsrate i Irland. I Belgien har marokkanere og tyrkere en fem gange så høj arbejdsløshedsrate som den indfødte befolkning. I Australien har muslimer dobbelt så høj en arbejdsløshedsrate som ikke muslimer og 40% af deres børn lever under fattigdomsgrænsen. Muslimer har også den højeste arbejdsløshedsrate i Canada, 14,4% mod nationens 7,2%.
Forklaringen på alle disse tal er den sædvanlige skrigen op om racisme, men racisme kan ikke forklare, hvorfor muslimerne så overmåde tydeligt falder igennem hjemme i forhold til i udlandet. Hvis muslimerne falder igennem på Vestbredden, så er det de israelske checkpoints der får skylden. Hvis de falder igennem i Canada, Australien og Europa så er det racismen. Men hvis de falder igennem i Pakistan, Somalia, og Saudi Arabien - hvem har så skylden?
Ansvarsfølelser er det manglende element. Det er personkarakterens værdi - uden hvilket der ikke kan være nogen økonomisk succes.
Den samme mangel på ansvarsfølelse der manifesterer sig efter et muslimsk terroristangreb når muslimer med det vuns skynder sig at erklære sig som ofre, frem for at gå i kamp mod volden i deres midte, det manifesterer sig på de økonomiske værdier og i ethvert aspekt af livet.
Manglen på ansvarsfølelse er en værdiernes fiasko der ikke kan frasiges eller tilskrives racisme, besættelsen eller Bøhmanden.
Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.
http://frontpagemag.com/2012/daniel-greenfield/islams-universal-economic-failure/2/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar