Snild som en slange - Pave Frans I's udfordring med Islam

Snilde som slanger?

                

William Kilpatrick

       

           

Katolske biskopper i Amerika og Europa er måske ved at tumle ind en ny skandale - en der er langt større proportionsmæssigt end sexmisbrugs skandalerne og med et potentiale der har langt alvorligere konsekvenser.

Ligesom med sexskandalerne omfatter denne en ‘dækken over’ skønt en ‘dækken over’ af en anden form. Den nye skandale indeholder noget ganske ironisk. I forsøget på at undgå negativ medie opmærksomhed, der fulgte med den sidste skandale, spinder biskopperne sig hele tiden mere og mere ind i den spirende skandale. Endnu en ironi er det de ikke behøver bekymre sig om at en fjendtlig presse vil angribe dem for deres behandling af den nye skandale, fordi de førende medier i den grad selv er indblandet i samme forsøg på at ‘skjule’ den. Faktisk er mediernes forsøg på at ‘skjule’ krisen langt mere udbredt og ofte helt og aldeles bevidst, hvorimod de katolske lederes “cover-up” er i det store og hele ubevidst.

Skandalen vedrørende biskopper ligger i deres fiasko med præcist at informere deres hjord om Islams natur og, dermed farerne ved Islam. “Cover-up” planen går ud på at minimere den store kløft der skiller Islam fra Kristendommen.

Trods den omfattende forfølgelse af kristne af muslimer der handler i Islams navn, synes flertallet af biskopperne at have til hensigt at fastholde den holdning af Islam er vor ven, en fælles religion, hvormed vi har mange ting til fælles. Biskopperne er det lykkedes at indgyde det indtryk at vore uoverensstemmelser med Islam mest drejer sig om fortiden og at vore små forskelle kan klares gennem dialog således, at vi kan arbejde sammen for det fælles gode.

Det meste af denne Islam-venlige holdning kan spores tilbage til to udtalelser om Kirkens forhold til muslimer der blev fremført ved Det Andet Vatikan Koncil. Lumen Gentium der fastslår at “frelsesplanen også inkluderer de som har tro på Abraham, og sammen med os ærer de den ene, den barmhjertige Gud, menneskehedens dom på den sidste dag.” Udtalelsen i Nostra Aetate, Deklarationen om Ikke Kristne Religion er en anelse længere og føjer nogle få flere ligheder mellem katolikker og muslimer til, nemlig at de begge “har ærefrygt” for Jesus, “ærer Maria” og “sætter pris på det moralske liv.” Udtalelsen slutter med at opfordre alle til at glemme fortidens skænderier og arbejde for “en fælles forståelse.”

 

Hvis disse dokumenter skal forstås efter hensigten og i den kontekst, hvori de blev skrevet ville der muligvis ikke være et problem i dag. I 1960’erne da dokumenterne blev komponeret, var den muslimske verden langt mere moderat end den har været før eller siden, og mere åben for Vestens ideer, og derfor forekom en venlighedens og venskabets gestus at være passende.

Ydermere forsøgte Koncilets Fædre ikke at fremlægge en definitiv udlægning af Islam. For eksempel var opgaven som skribenterne af Nostra Aetate pålagde sig selv “at overveje hvad mennesket har til fælles og hvad der drager dem til venskab.” Som følge heraf oplister deklarationen en håndfuld almindeligheder mellem den muslimske tro og den kristne tro. At opliste forskellene ville have været imod ånden i dokumentet.

Uheldigvis har mange katolikker taget denne tøvende gestus om engagement med muslimer som værende Kirkens endelige ord om emnet Islam. Men når man går i dybden med sagen bliver det åbenbart at den muslimske forståelse af Gud, Abraham, Jesus, Maria og et moralsk liv er noget anderledes end den katolske forståelse. For eksempel forbander Koranen kristne for både at sige at Allah er en af tre i en Treeninhed og også for at hævde at Jesus er Guds Søn. Den muslimske forståelse lader også fejlagtigt formode at i den kristne tro, er Maria en del af Treenigheden. Ved nærmere inspektion er det kun i den bredeste forstand at man kan tale om sammenfald. Under overfladen er lighederne noget der forsvinder i et sort hul - eller som Robert Spencer udtrykker det i en kommende bog en “enorm afgrund.”

Spencers behandling af Diocese of Worchester giver nogle indblik i de problemer som biskopperne skaber for sig selv ved ikke at anerkende de fundamentale forskelle mellem Islam og Kristendommen. Spencer selv katolik, og en førende autoritet om Islam var inviteret til at tale til en konference for katolske mænd i Worcester, Massachusetts den 16. marts; da muslimske grupper imidlertid protesterede med at Spencer var en “hadspreder,” trak Biskop Robert McManus sin invitation tilbage. Ydermere svarede han ikke på Spencers anmodning om et møde, hvor han kunne forsvare sig mod anklagerne rettet mod ham.  

Spencer siger også har har modtaget adskillige rapporter om at det pres der blev lagt på diocesen kom fra en Boston Globe journalist, Lisa Wangdness, der siger Spencer, arbejdede i baggrunden for at få annuleringen i stand. Skønt biskoppen nægter at have bøjet sig for pres, er Boston Globes interesse i forelæsningen noget der har været tungtvejende for ham da klagerne kom fra muslimske organisationer. Det var trods alt Boston Globe der afslørede historien bag sexmisbruget i 2002. Med den lange skygge fra den tidligere skandale der ikke er forsvundet kunne katolske ledere i Massachusetts meget forståeligt ønske at undgå medieomtale der ville kunne kæde dem sammen med en “hadspreder” og “islamofob” der skulle tale om Islam.  

I et brev til stiftet som forsvar for sin handling citerer biskoppen den korte udtalelse i Lumen Gentium, der som han skriver, “omtaler det særlige forhold som Kristendommen har med Islam.” Han fortsætter:

“Resultatet af en sådan teologisk klar udtalelse er, at  Den Katolske Kirke har engageret sig i inter-religiøs dialog med muslimerne. Denne dialog har skabt en afgrøde af fælles respekt, forståelse og samarbejde over hele verden og her i Commonwealth Massaschusetts.”

Biskoppen går videre med at sige at hans beslutning om alligevel ikke at invitere Spencer var med baggrund i “udelukkende bekymring for at hr. Spencers tale ville virke negativt på Kirken stadig mere konstruktive dialog med muslimer. Som konklusion har Lumen Gentium gjort en frugtbar dialog mulig som Spencers tilstedeværelse muligvis kunne underminere.” Men i lyset af at forfølgelsen af kristne af muslimer er blevet dramatisk forøget i det sidste årti - et årti, hvor dialogen med muslimer er virkelig stærkt forøget - så er det vanskeligt at forestille sig hvad denne “høst af fælles respekt, forståelse og samarbejde” mon kunne bestå i. Biskoppen nævner det ikke.

 

Med beslutningen om ikke at ‘krænke,’ skandalisere muslimer endte biskoppen med at skandalisere sin egen hjord - eller i det mindste nogle af dem. Selvom han ikke et medlem af Worcester stift da er Doktor Archietto Ashraf Ramelah medlem af det verdensomspændende samfund af kristne, og præsident for den koptiske menneskerettighedsorganisation, Kopternes Stemme. Han kender Spencers arbejde og han er forarget/skandaliseret over annulleringen. Da han hørte om hændelsen i Worcester sendte han et brev til Paven, hvori han udtrykker sin bekymring. I brevet udtrykker han forbløffelse over, hvor ofte katolske og koptiske ortodokse kirker forekommer “uinteresseret i at tilbyde os muligheder for at tale om de farer der ligger bag forfølgelsen af kristne og jøder.” Han anfører at ligegyldigheden er en uvillighed til at høre nogen kendsgerninger om islam der er i konflikt med den gængse fortælling eller som ville kunne skade dialogen. Han bønfalder Paven om at gå i aktion og få løftet tavshedens slør, det slør der giver Islam skjul og ly for en ærlig efterforskning.

Ifølge en historie i Newsweek blev cirka 200000 kristne koptere tvunget til at flygte fra deres hjem i årets løb under “Det Arabiske Forår” i Egypten. For en person som Dr. Ramelah er uoverensstemmelsen mellem hvad kirkelederne siger om Islam og så virkeligheden i Nordafrika smertelig åbenbar. Men selv almindelige katolikker på almindelige steder som Worcester vil før eller senere komme til den konklusion - ved blot at holde øje med overskrifterne i bunden af deres TV-skærme - om at Islam ikke er en fredelig religion og at den overhovedet ikke er som den katolske tro. Når de ting der deler Islam og Kristendommen bliver mere tydelig for disse almindelige katolikker, så kan Kirkens troværdighed igen komme til debat. Som jeg skrev i min nye bog om emnet:

“Mens truslen fra et genopdukket Islam bliver mere åbenbar kan katolikker meget vel begynde at føle, at de er blevet vildledt om et livsvigtigt emne om deres sikkerhed. Klagen mod Kirken vil ændre sig fra “Hvorfor gjorde kirkens folk ikke mere for at beskytte sine børn?” til “Hvorfor fortæller de os ikke det hele om Islam?””

Skandale i den stramme betydning er en holdning eller opførsel der leder til en grov krænkelse. Vi plejer at mene det er en liderlig opførsel, men ifølge Catechism of the Catholic Church, kan skandale også fremprovokeres ved “mening eller mode.” Katekismen bemærker at “Skandalen er alvorlig når den fremkommer gennem de som at natur eller embede er forpligtet til at undervise og uddanne andre.” I kølvandet på misbrugsskandalerne i Massachusetts har mange katolikker mistet troen, eller i det mindste er de ophørt med at gå til Messe. Dette hændte næsten udelukkende på grund af nogle præsters skandaløse opførsel, men også og måske primært fordi disse katolikker kom til den konklusion af Kirken var utroværdig.  

Kirken i Irland har erfaret en lignende tilbagegang. 82% af de irske katolikker overværede Messen ugentligt i 1981; i 2012 var tallet 35%. En god bid af denne nedtur har at gøre med den hurtige sekularisering af Irland i de sidste årtier, men afsløringerne om forsøg på at dække over misbrug synes at have sat fart i den tendens.

Når flere katolikker bliver klar over realiteterne bag islamisk lære og praksis så vil det helt sikkert være en udfordring for deres tro at høre at biskopperne bliver ved med at tale om vort “særlige forhold” med Islam. For mange vil dette ikke kun være en sag der giver vrede, men også skuffelse over at tænke på at Kirkens ledere er med til at sprede et system (Islam) der altid har underlagt sig kristne, hvor som helst man havde magten til det.

Faktisk er selve dialogen som Biskop MacManus ser som værende lovende noget der måske kan vise sig at være blot en af mange trædesten som muslimske aktivister benytter for at sikre sig dominans i Vesten. Overvej en frisk række af katolsk-muslimske dialoger støttet af United States Conference of Catholic Bishops. Biskopperne dialogpartnere var alle prominente personer i muslimske aktivist grupper med nære bånd til Det Muslimske Broderskab og andre forbindelser der med rette kan stilles spørgsmål ved.

En af biskoppernes modparter var Sayyid Syeed the National Director for the Office of Interfaith and Community Alliances for the Islamic Society of North America (ISNA)—en gruppe der i 2008 blev betegnet som en utvetydig medkonspirator til en massiv fondsstøtte til terrorister.  Den ene af de to hovedtalere var Jamal Badawi, også medlem af ISNA, og en forsvarer af selvmordsbombere, som han har omtalt som “martyrer.” Sammen med Biskop Carlos Sevilla var Muzammi Siddiqi, et medlem af Fiqh Council on North America, en organisation der nu er under en dom på 33 år for at finansiere drabsforsøget på Saudiarabiens kronprins. En anden af biskoppernes dialogpartnere var Talat Sultan of the Islamic Circle of North America (ICNA). I oktober meddelte Bangladesh’s International Crimes Tribunal at den ville rejse krigsforbrydelsesanklager mod Ashrafuzzam Khan, en tidligere præsident og generalsekretær for ICNA.

Således, på den ene side fordømmer biskoppen af Worcester Robert Spencer for ikke at være egnet til at tale til katolske mænd, men på den anden side ved USCCB plenum sessionen i Chicago, er biskopperne med til “at dele historier, bønner og nyde måltider sammen” med repræsentanter for organisationer hvis bånd til radikale grupper er belvet fastslået ved domstole i USA. Muligvis kan repræsentanterne for disse politiske aktivistgrupper søge dialog med katolikker, fordi de oprigtigt ønsker at “opnå fælles respekt, forståelse og samarbejde, som Biskop MacManus taler om. Men en anden mulighed bør dog overvejes, nemlig at muslimerne benytter dialogerne til en slags dække for islamister. Muslimske aktivister kan med god grund pege på deres varme forhold til biskopperne som bevis på at de ikke kan være agenter for underkastelse som andre siger de er. Ydermere er det at dyrke dialog med katolske ledere en nem måde at holde flertallet af katolikker uopmærksomme. Så længe prominente katolske ledere er begejstrede for deres dialoger med muslimerne, så vil gennemsnitskatolikken sandsynligvis konkludere at for Kirken er det helt OK med Islam og der derfor ikke er grund til bekymring.

Så er vi kommet tilbage til emnet - skandale. Hvis det er på grund af biskoppernes holdning til Islam at mange katolikker forledes til at adoptere en holdning der er farlig ved at være medfølgende i lyset af en voksende trussel mod deres Kirke og deres samfund, ja det ligner godt nok temmelig meget en skandale. Andre katolikker der er bedre informeret om Islam vil lide hurtigere. Uoverensstemmelsen mellem det Islam faktisk lærer og det som nogle biskopper synes at tro den lærer vil ryste deres tiltro til biskopperne og kan endog ryste deres tro.

Dette vil især være tilfældet for Mellemøstlige og afrikanske kristne der bor i Vesten der er sig så yderst opmærksom på forfølgelsen der påføres kristne i Allahs navn. Kirkens udstrakte hånd mod Islam vil også med sandsynlighed have en modsat effekt på en gruppe som katolikkerne faktisk deler meget sammen med. Nogle evangeliske ledere deler biskoppernes forkærlighed for endeløs dialog, men som et hele er evangeliske kristne langt mere vidende om Islam end gennemsnitskatolikken. Og den viden som visse katolske ledere mener giver legitimitet til Det Muslimske Broderskab er ikke noget der vil falde i god jord. Tendensen til at forkaste katolicismen som en tilbagegang til Middelalderen vil øges frem for at blive mindre. Med andre ord, kan biskoppernes alliance med Islam have den utilsigtede effekt, at den virker frastødende på de selvsamme mennesker som man ellers ville have den allerbedst mulighed for at danne alliance med mod sekularismen - og for den sags skyld mod spredningen af islamisk totalitarisme.

Men hvad med  Lumen Gentium og Nostra Aetate? Biskop McManus citerer Lumen Gentium som retfærdiggørelse for at annullere at Spencer kunne tale, og USCCB websitet citerer gentagne gangen  Nostra Aetate som retfærdiggørelse for dialogerne med muslimer. Mens det sker diskuteres i Spencers kommende bog både detaljer i dokumentation som forklaringer på de mange problemer der er resultatet af en uovervejet fortolkning af hvad der siges. 

 

Robert Spencer

Tag for eksempel den problematiske udtalelse i Lumen Gentium der bekræfter at “sammen med os vil de (muslimer) ære den ene, nådige Gud.” Skønt der er nogle områder, hvor det kan siges at vi (muslimer og katolikker) tilbeder den samme gud, så er som Spencer påpeger Koranens skildring af Gud fundamentalt uforenelig med den Kristne forståelse af Gud. Faktisk kaster den impusive og despotiske natur af Gud som portrætteres i islamisk teologi “alvorlig tvivl om selve Guds godhed.” Lignende problemer opstår når man forsøger at læse for meget ind i Nostra Aetate.

Et eksempel. Selvom det er sandt at muslimer viser Jesus “ærbødighed,” er det ikke helt klart om det er den samme Jesus som kristne viser ærbødighed. Koranen omformer ikke alene Jesus som en muslimsk profet, den benytter enhver lejlighed til at benægte ham den centrale plads som Kristendommens giver ham - inkarnationen, Korsfæstelsen, og Genopstandelsen.

(Læs endelig denne artikel på synopsis af Kilpatrick http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/04/forskellige-udgaver-af-jesus-islam-og.html)

Nostra Aetate går videre med at sige at “de (muslimer) værdsætter et moralsk liv.” Men enhver der er bekendt med læresætningerne i Sharia Lov ved at mange af de værdier som stammer fra Islam er helt og aldeles i modstrid med kristne værdier. Blandt andet tillader Sharia (der i store træk er med baggrund i Muhammads eksempel) polygami, barneægteskaber og afhugning af lemmer for tyveri.

Vatican II dokumenter der har med muslimers tro at gøre kan man primært se som indbydelser til interreligiøs samarbejde eller de kan betragtes som Kirkens definitive udtalelse om Islams væsen. Men de som går ind for sidstnævnte tolkning kan berede sig på at falde.

Robert Spencer er ikke den eneste der mener det må være på tide med en genvurdering af vort forhold til Islam. I oktober måned ved afslutningen af 50. årsdagen for åbningen af Det Andet Vatikan Råd udgav L’Osservatore Romano et essay af Pave Benedict XVI der reflekterer over rådet. I essayet lovpriser han Nostra Aetate for åbenhed overfor ikke kristne religioner, men hans observerer at “en svaghed i denne på anden vis ekstraordinære tekst er kommet frem. Det omtaler kun religion positivt, og ser bort fra de sygelige og forvrængede former eller religion, der fra historiske og teologiske synspunkter er af langtrækkende vigtighed; af denne grund har den kristne tro fra begyndelsen adopteret en kritisk tilgang til religion både internt og eksternt.” Benedict identificerer ikke disse “sygelige og forvrængede” former for religion, men i konteksten til andre bemærkninger i essayet kunne det se ud som om han henviser til Islam, eller i det mindste, visse manifestationer af Islam. Han foreslår også at det ikke er klogt altid at betragte religion som noget positivt. Kirken skal undertiden anvende “en kritisk tilgang til religion.”

 

Mon Paven var talsmand for en mere afbalanceret og kritisk tilgang til Islam nu da vi langt bedre kan se perspektivet med Islam i aktion? Og er det nu tiden til at “svagheden” i Nostra Aetate skal korrigeres?

Kristus instruerede sine apostle om at “være snilde som slanger og enfoldige som duer.” At dømme ud fra deres godtroende syn på Islam har mange katolikker mestret delen med “duens enfoldighed.”

Det må være på tide for dem at være mere opmærksom på delen med “snilde som slanger.”

Nu da kardinaler har afgjort Pavens efterfølger skal de sikre sig han ikke er uskyldig vedrørende Islam.

Mattæus 10:16 “Se, jeg sender eder som Faar midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer!”

       

William Kilpatrick

William Kilpatrick is an author and lecturer.  His latest book, Christianity, Islam and Atheism:  The Struggle for the Soul of the West was recently published by Ignatius Press.

http://frontpagemag.com/2013/william-kilpatrick/wise-as-serpents/