Historiske beviser på Kristi opstandelse

Historiske beviser på Kristi opstandelse

Mark Musser

Korsfæstelsen af Jesus Kristus (33 A.D.) er den bedst attesterede historiske kendsgerning fra oldtiden. I tilgift med de fire evangelier, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, er det også i stor udstrækning attesteret af græsk-romerske og jødiske skribenter. Historie knyttet tæt til området bekræfter også at Jesu Krsti grav Påskemorgen virkelig var tom. Alle parter der var involveret vidste, hvor Jesus blev begravet efter sin død. Dog ved Påske, fandt man graven tom, og intet er siden blevet det samme.

Faktisk viser Mattæus evangeliet at der en stadig ophedet debat mellem visse jødiske ledere og de kristne i den apostolske kirke over om mon disciplene havde stjålet liget. (Mattæus 28:1-15) Som sådan vidste begge parter udmærket at graven var tom, begge kendte de til de romerske vagters tilstedeværelse.

“De indkaldte til et møde med rådsmedlemmerne, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge 13for at sige, at Jesu disciple havde stjålet hans legeme om natten, mens de sov.” Vers 12, 13.

Med en overflod at lignende historiske detaljer knyttet til den tomme grav samtykker den græsk-romerske historiker Michael Grant, “Historikeren kan ikke retfærdigvis benægte den tomme grav .... hvis vi anvender de samme kriterier vi ville anvende over for andre af kilderne fra gamle dage, så er beviset fast, tilstrækkelig og sandsynlig til at nødvendiggøre den konklusion at graven faktisk var tom.”

Når så først realiteten med den tomme grav bundfælder sig, så indsnævrer denne uomstødelige kendsgerning de historiske muligheder der fandt sted Påskemorgen. Udover selve opstandelsen af Jesus Kristus, er det kun en håndfuld andre historiske scenarier der er blevet spredt i dets sted -- alle kan de helt rutinemæssigt forkastes ved en hurtig eliminering proces.  

Et af de mere populære svar som forklaring på den tomme grav har i århundrederens løb været at disciplene stjal Jesu lig i løbet af natten. Det største problem med den formodning er at den ikke kan forklare disciplenes senere opførsel, de disciple der blev de apostolske grundsøjler i den kirke der er grundlagt på forkyndelsen om den genopstandne Kristus. .

Apostlenes liv var yderst vanskeligt. Mange af dem led martyrdøden. Hvis de havde stjålet Kristi lig, ville de have vidst at Jesus ikke var opstået fra de døde. De ville således have brugt resten af deres liv ofrende sig for en løgn.

Men hvis han ikke er opstået fra de døde, så er vor forkyndelse tom snak, og jeres tro bygger på en indbildning.

Andre igen har forsøgt sig med, ganske usandsynligt, at kvinderne der først besøgte graven Påske morgen gik til den forkerte. Den kendsgerning at evangelierne tillod at kvinder var de første til at besøge den tomme grav giver historisk autencitet til hele beretningen. I en mandsdomineret verden som den var dengang, ville ingen der var vel forvaret ønske at anerkende at kvinder var de første til at bemærke at graven var tom -- især når en ny religion i bund og grund blev grundlagt på en så ‘flov’ kendsgerning.  

Nogle har så forsøgt sig med forslaget om at Jesu død var iscenesat, eller det var et fupnummer. Dette er ganske umuligt af den simple grund at ingen kunne have overlevet korset. Jesus blev slået og pisket bevidstløs før han blev korsfæstet. Da han så var naglet til korset var hans skæbne afgjort.

Andre igen har forsøgt at hævde at tilsynekomsterne af en genopstanden Jesus overfor sine disciple var hallucinationer. Imidlertid er hallucinationer individuelle, sådan må det være. Mattæus, Markus, Lukas, Johannes og Paulus skrev at hele grupper af mennesker, sammen med hundredevis af øjenvidner så den genopstandne Herre. I 1. Korinterbrev 15, fortæller apostelen Paulus sin følgere i Korint at flere end 500 vidner på et tidspunkt så den genopstandne Kristus, de fleste af dem stadig i live da Paulus skrev. (1. Korinterbrev 15: 1-8)

“Brødre, jeg vil minde jer om det budskab, som jeg forkyndte for jer, og som I tog imod som det sikre grundlag for jeres tro. 2Det er det evangelium, som skal frelse jer, hvis I da ellers holder fast ved det - ellers var det forgæves, at I kom til tro. 3Som noget af det første gav jeg dét videre til jer, som jeg selv havde modtaget; at Kristus døde for vore synder i overensstemmelse med, hvad skrifterne siger, 4at han blev begravet, og at han tre dage efter stod op fra graven, sådan som profeterne havde forudsagt. 5Derefter viste han sig for Peter og for de tolv, der havde fulgt ham. 6Senere blev han set af mere end 500 kristne brødre på én gang, og selv om nogle af dem nu er døde, så lever de fleste endnu. 7Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene.8Sidst af alle viste han sig for mig, en ufuldkommen efternøler som jeg var. “

Andre igen har forsøgt at fremføre den ide at opstandelses beretningerne var med baggrund i fiktiv folklore. Imidlertid kræver sådanne legender typisk mellem 200-300 år for at komme i omløb -- hvilket præcist er det som skete med alle de fantasifulde apokryfiske evangelier der har hjulpet med til at sprede den moderne interesse i Da Vinci Mysteriet.

I voldsom kontrast da prædikede apostlene Kristi opstandelse lige fra begyndelsen og selv nogle af de mest radikale skeptiske lærde i den tyske Protestantiske Oplysning, som fra Ferdinand Christian Bauer (1792-1860), indrømmede at galaterne, romerne og korinterbrevene var skrevet af apostelen Paulus - der netop understregede, betonede Jesu Kristi opstandelse. Bauer mente af de meste af Det Nye Testamente blev skrevet af pseudo-forfattere.

Imidlertid fastlagde en af de mest fremtrædende historikere om oldtidens kirke den engelske J. B. Lightfoot (1829-1889) meget tidlige datoer fra to vigtige kirkefædre -- Clement og Ignatius -- der begge citerede fra eller henviste til det meste af Det Nye Testamente ved slutningen af det 1. århundrede.  Sir William Ramsay (1851-1939) fastslog derpå den slående nøjagtighed ved Apostlenes Gerninger og konstaterede, at Lukas var en af det største historikere fra den gamle verden.

 

I 1976, afmonterede  John A.T. Robinson (1919-1983) hele skepsis konstruktionen i det protestantiske Tyskland ved at skrive en bog der hedder Redating the New Testament.  Robinson placerede hele Det Nye Testamente tilbage til det 1. århundrede, fordi det overalt formoder af Templet i Jerusalem stadig bestod. Da Romerne ødelagde templet i år 70, må det Nye Testamente således være skrevet før den tid.

Dette efterlader det moderne menneske overfor den forbløffende konklusion af Jesus Kristus måske virkelig blev oprejst fra døden. For lidt mere end hundrede år siden skrev Dr. W.H. Griffith Thomas en enestående bog med titlen Christianity is Christ, hvor han på stærkeste vis konkluderede af opstandelsen af Jesus var en af de bedst attesterede kendsgerninger fra den gamle verden. Meget senere i det 20. århundrende sammenfattede Josh McDowell et stort udvalg af kristne beviser der er med til at fælde en dom, og Lee Strobel fremfører en udmærket sådan i Case for Christ.  Faktisk fastslår Strobel på overbevisende vis at selve den historiske eksistens af Kristendomme ikke kan forklares uden korrektheden i historien om Kristus som opstanden.

 

Besøg også denne side med Josh McDowells bevisførelse (synopsis-kommentar)

Blot fordi Kristi opstandelse ikke kan placeres i et eksperimenterende videnskabelig laboratorium så betyder det ikke at det er en irrationel eventyrfortælling. I 1. Korinterbrev kapitel 15, et af de længste kapitler i Det Nye Testamente, sammenkæder Paulus en række argumenter for opstandelsen fra de døde - alt fra Det Gamle Testamentes myndighed, til hisotriske øjenvidneberetninger og til hans egen apostoliske myndighed og personlige liv - og endda af moralgrunde. Paulus påpeger at naturen selv lærer om opstandelse fra de døde hvert år en landmand påny planter sin såsæd (l. Koritner 15:36)

“Et mærkeligt spørgsmål! I kan finde svaret i naturen. Når et sædekorn er lagt i jorden, må det først dø, før det kan blive til nyt liv.”

 

Det var den jødiske tyske lærde Karl Lowith (1897-1973) der så klart observerede, “Det kristne håb er nærmest rationelt, for det hviler på tro på en fastslået kendsgerning.”

Fordi de apostolske skribenter imidlertid skildrede de historiske begivenheder i evangelierne som en afgørende en-gang-for-alle kosmisk frelseshændelse, da krænker livet, døden og opstandelsen af Jesus Kristus altid, ja modsiger og oprører “den normale historiske bevidsthed om både oldtiden og moderne tid.”

Den kristne tro krænkede den klassiske tankegang fordi den gav en engangsforeteelse i en historisk begivenhed den ultimative betydning. Den kristne tro krænker den moderne tankegang fordi den udelukker sin egen specifikke historie om frelse fra den generaliserede historie og den multikulturelle gudløshed.

Sådanne utilgivelige fornærmelser er hvorfor opstandelsen af Kristus ofte vil blive ved med at blive ignoreret og angrebet trods dens historiske autencitet.

Mark Musser is a missionary/pastor and a contributing writer for the Cornwall Alliance, a coalition of clergy, theologians, religious leaders, scientists, academics, and policy experts committed to bringing a balanced biblical view of stewardship to the critical issues of environment and development.  Mark is also the author of two books, Nazi Oaks: The Green Sacrifice of the Judeo-Christian Worldview in the Holocaust, which has been recently expanded, updated, and republished, and Wrath or Rest: Saints in the Hands of an Angry God, a commentary focusing on the warning passages in the book of Hebrews.

http://www.americanthinker.com/2013/03/the_historicity_of_the_resurrection_of_christ.html#ixzz2Nn9ZPt1q