Amanda Knox og retfærdigheden. En amerikansk Jesabel?
“Fem,
tre og en” således optalte Wendy Murphy, juraprofessor og farverig TV
vært overfloden af retsmedicinske- og omstændighedsbeviser der
oprindeligt fik domfældt Amerikas sweetheart, Amanda Knox for mordet på
britiske Meredith Kercher i november 2007 i Perugia, Italien.
.
I
2011, blev dommen der blev fældet i 2009 så forkastet, for en stor dels
vedkommende på grund af en PR blitz igangsat af Knox klanen og deres
Seattle udgiver. En veritabel mediemafia gik i færd med at fordømme det
italienske retssystem, fordi man havde forfulgt deres kerub.
.
Fortaler for Amanda var massemordersken Hillary Clinton,
den korrupte King County Højesteretsdommer Michael Heavey - der
misbrugte sit embede (min stat; mine skatter) for at bøndfalde medlemmer
af den italienske domstol på vegne af Knox familien, i krænkelse af
Washington Statens Code of Judicial Conduct
- Demokraten Senator Maria Cantwell (hun staver sit efternavn forkert)
den allesteds nærværende advokat Anne Brenner, public relations
konsulenten David Marriott og “48 Hours” journalisten Peter Van Sant,
der delvist har set bort fra upartiskhed, om at løslade Amanda.
Som
hjælp for dem var så vort lands nationale medier, venstre som højre,
med undtagelse af Bill O’Reilly, tidligere mordanklager Kimberly
Guilfoyle, og Jeanine Pirro. Fox News,
MSNBC, CNN, CBS, ABC – alle arbejdede de utrætteligt for den attraktive hvide kvinde.
Ikke
det at den ubetænksomme Megyn Kelly, Shepard Smith, Wolf Blitzer, Piers
Morgan, Dr. Drew, Oprah (igen og igen)ikke gav medietid til ofrets
familie - men Kerchers har alt for megen klasse til at deltage i det
cirkus der blev skabt af de ynkværdige amerikanere og deres hjælpere.
Et
studium i mangel på hensyn til kendsgerninger kunne ses hos Knoxs
stædige forsvarere der hævdede hun var blevet frataget en retfærdig
behandling. I amerikansk lov kan
procedurefejl få beviser på skyld - en blodig kniv eller en rygende pistol - bandlyst for præsentation i retten. Langt
oftere end ikke, benyttes sådanne proceduremangler til at undertrykke
ubestridelige fysiske kendsgerninger, og er med til at knægte ånden i
(naturens) lov og i retfærdigheden.
Jovist, endnu en af vore mediers kollektive ‘Jamren’ var at da det jo ikke er amerikansk, da er italiensk jura og retssystem jo bare tilbagestående.
Med
hensyn til Murphy’s førnævnte bevis nummer “Fem”: Fem blodspor blev
opsporet i lejligheden, hvor Meredith Kercher blev myrdet. Flere
retsmedicinske beviser mod Knox, herunder hendes fodaftryk i blodet
udenfor Kerchers værelse. Spor af Knox’s DNA på armaturer fandtes i det
fælles badeværelse, “på vægge og dørhåndtag” mere præcist. Og en kniv
blev fundet i Sollecitos lejlighed med Knoxs DNA på skæftet og Kerchers
DNA på bladet.
“Man kan ikke bortforklare det som noget uskyldigt,” protesterede
Murphy der var en af de få eksperter på amerikansk TV der ikke jublede
over slagteren fra Perugia. Knox og Rafaelle Sollecito, den medskyldige
elsker, havde ikke boet på mordstedet i ugevis. “Ingen blod havde været
der før. Ingen spor har en uskyldig forklaring.”
Med hensyn til bevis nummer “Tre”: Tre forskellige beretninger om, hvor hun havde været på mordnatten blev opfundet af
Knox, som en professor i kriminologi ved Birmingham City University -
en ekspert i sociopate mordere - har karakteriseret som “vulgær og
forfængelig til det narcissistiske,” en kvinde “der er yderst og
foruroligende selv- og sexbesat.”
Men nummer 1 i Murphys bog, således fortalte hun det til CNN’s Erin Burnett var følgende:
(Knox)
anklagede falskeligt Patrick Lumumba, en uskyldig sort mand hun havde
arbejdet for. Hun vidste han var uskyldig. Hun lod ham rådne i fængsel,
beskyldte ham for forbrydelsen indtil han kunne bevise han ikke var på
mordstedet. Sådan en er person er Knox....Hvilken person gør det? Den
samme person som ville kunne myrde et medmenneske.
Efter hun forgæves forsøgte at gøre Lumumba medvirkende gik Knox
videre med at kaste skylden på sig selv og inddrage den vamle Sollecito
i mordet. Og så skreg hun politibrutalitet. Hun var blevet tvunget til
at komme med indrømmelser der skadede hendes sag, hulkede Knox. Da hun
blev bedt om at sætte nævn på den italienske palgeånd, der skulle have
slået hende under afhøringen blev Knox tavs. .
Amerikas
helgenagtige O.J. Simpson blev sat fri i 2011. Knox vendte tilbage til
Washingtong State til en heltemodtagelse og har siden begået sit
kvalmende værk af en bog. I betragtning af det offentlige falske
kvalmende hykleri så bliver bogen et hit.
Tirsdag kom der så gode nyheder ved Italiens Højesteret. Knox skal stilles for en appeldomstol i Firenze, sandsynligvis in absentia.
Vi
har set Jodi Arias - endnu en kvindelig amerikansk sociopat der nu for
tiden er i retten for at have slagte en kæreste - hun synger, dyrker
tantrisk yoga, og hylder sig selv med sotto voce, alene i afhøringslokalet.
Arias
moralske solfisme og selvbeundring er intet sammenlignet med den kælne
anmassende Knox og hendes vamle optræden med elskeren, der begyndte
udenfor rædslernes hus, det hus, hvori Merediths lig lå den skæbnedag.
Den engelske pige hvis hals var blevet skåret over, udåndede i langsom
pinsel. Det som kameraerne ikke fik med - eller måske helt bevidst - var
at Amanda Knox og Raffaele Sollecito udvekslede et langsomt sensuelt
kys lige foran verdens medier.
Christopher
Walken og Helen Mirren spiller et ældre par (Robert og Caroline) der
bor i et palads i Venedig. De får tillid til den ferierende Mary og
Colin (spillet af afdøde Natasha Richardson og Rupert Everett), et unge
engelsk par. Mens Colin sipper til en cocktail med Robert i dennes
residens i Venedig bevæger Robert sig pludseligt og hurtigt (som,
planlagt) hen og skærer halsen på Colin. Derpå træder han hen over det
gurglende offer og blodet der pusler og går i færd med hed sex med sin
villige hustru Caroline.
De to fik opfyldt en fælles fantasi.
Det er på tide at Amanda, Amerikas Janus-lignende Jesabel kommer til at stå til regnskab for at hun udlevede sin fantasi.
Ilana
Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the
"Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa."
"The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a
metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating
civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar