Påsken: Tiden til eftertanke

Påske: Tiden til eftertanke

Harold Witkov

For jøder er Påsken en frihedsfest. Det er et folks fejring af udfrielse fra slaveriet og at være blevet genløst.

Som en oprigtigt troende jøde tager jeg Påskens beretningen meget alvorligt. Når det er sagt så er der en del af fortællingen, som jeg føler mere taler til min politiske side end min religiøse. Det drejer sig om tabet af frihed, frem for at opnå den.

For mange begynder Påske beretningen med de oldgamle israelitter der allerede var slaver i Egypten. Endnu en tilgang til Påsken er at overveje hele optakten, da Josef inviterede sine brødre og deres familier til at slå sig ned i Gosen, Egypten. (hundreder af år tidligere)

Lige for at hjælpe på hukommelserne. Du husker uden tvivl at Josefs brødre, der engang solgte Josef til slaveriet og formodede han længe havde været død, var kommet til Egypten for at få hjælp fra tørken. Josef genkendte dem, men de ikke ham.  

Efter at have prøvet dem for at se om de var blevet mere sunde moralsk set, åbenbarede han sig endelig for dem, uden tegn på hævn, og inviterede sine søskende og deres familier til Gosen, hvor han kunne hjælpe med at at stå resten af 7 års tørken ud, og som nummer to i Egypten, kunne han passe på dem og deres velfærd.

Der er noget ved denne del af fortællingen, der politisk set, altid har givet mig bekymring. Var flytningen til Gosen virkelig så god en ide?

Som vi kan læse i 1. Mosebog kom der ikke rigtig nogen indvendinger fra hans brødre om flytningen af hele mishpacha til Gosen, men lad os formode nogle af hans brødre godt kunne se nogle uheldige træk ved denne ‘flytteide.’ Lad os endda formode, at nogle af dem sagde det højt. Deres samtale med Josef kunne have været noget lignende:

Ruben: “Er du nu sikker på at flytte til Gosen er en god ide. Kommer vi ikke til at bo lidt for betænkeligt nær ved den absolutte diktator Farao?”

Josef: "Som diktator er Farao ganske sej. Udover det er jeg jo Faraos næstkommanderede, du har altså en bror der vil sørge for din familie”

Simon: “Hør nu her Josef, jeg kan forstå af din fortolkning af drømme at vi har adskillige år tilbage af 7 års tørken. Hvad med at vi flytter til Gosen i de resterende år og derpå, når tørken er forbi, tilbage til Kanaan, i sikker afstand fra diktatoren Farao.”

Josef: “Du har ikke fattet det? Alt her er bare sejt. Jeg følger Farao med mit liv!”

Juda: “Josef, hvad med når du er død? Hvad vil der så ske?”

En tydeligt irriteret Josef: “Stol blot på mig.”

Hvad hændte der på? 1. Mosebog slutter med bosættelsen i Gosen og Josefs død og 2. Mosebog begynder hundreder år senere med at israelitterne nu er slaver. Jeg vil vædde på, at i slaveårene efter Josefs død og indtil Moses reddede dem, så var der rigtig mange israelitter der spurgte sig selv, “Hvad i alverden tænkte Josef dog på?”

I overført betydning kan det udmærket hævdes, at israelitterne måtte sluge den bitre pille med slaveriet således af smagen af frihed ville være så meget desto mere sød, og deres åbenbaring ved Sinai Bjerg så meget mere dybfølt. Men dette er en artikel der søger at rejse politiske spørgsmål og svar og ikke åndelige.

Hvordan mistede israelitterne så helt specifikt deres frihed? Som den mundtlige aftale med Farao, Josef og hans kæmpefamilie med tiden gik i glemmebogen, da mistede israelitterne uden tvivl deres frihed - en Farao ad gangen. Og hvornår indså de, at de nu var slaver uden udfrielse? Det indså de på det tidspunkt de havde en “Farao der intet kendte til Josef.”

 

Hvilken politisk indsigt kan vi opnå i dag af flytningen til Gosen af Josefs brødre og deres familier, som med tiden førte til at en hel nation blev holdt som slaver? Der er mange og de er soleklare, men de skal dog nævnes. Nogle få: Der er ikke noget der hedder en ‘god’ diktator. Stol aldrig en diktator over en dørtærskel. Når friheden først er mistet, er det næsten umuligt at få den tilbage.

Endelig, under denne uge med religiøs refleksion for både jøder og kristne skal vi spørge os selv, er det muligt at amerikanerne en dag kunne miste deres frihed på samme måde som oldtidens israelitter gjorde?

Jovist kan vi miste vore frihed stykke for stykke, en præsident ad gangen snarere end en Farao ad gangen. Og hvornår indser vi så at vi er både uden frihed og uden mulighed for frisættelse? Vi vil muligvis forstå det for sent på det tidspunkt vi har en præsident uden tøjler, der enten ikke kender Josef, heller ikke Bill of Rights og Forfatningen.

http://www.americanthinker.com/blog/2013/03/passover_a_time_for_reflection.html#ixzz2P0lc6DX8