Det udvalgte ansigtshår
Det at have skæg er som alle ved på mode igen. Men som sædvanlig er har jøderne været foran: Vi har haft ansigtshår i rigelige mængder i årtusinder.
.
Vil du have bevis på at det er på mode? New York Times havde her fornylig en charmeforladt historie om skægpleje-produkter, illustreret med charmerende fotos af beskæggede berømtheder, f.eks. Affleck, Pitt, Clooney og en hoben af unge stjerne med spredte pubesansigtshår. Så kom Wall Street Journal med en meget morsom artikel om denne nye mode og om de allestedsnærværende skæg, hvori man proklamerede at “det nu ikke længere kun er for skovhuggere.” Skribenten hos Journal, Tina Gaudoin, havde en hypotese om at det at have skæg fik fart lige efter finanskrisen, fordi Ben Bernake har skæg og det har Bernie Madoff ikke. “I løbet af ganske få uger blev skæg et symbol på sympati og ydmyghed, en forkastelse af det kapitalistiske ideal,” skrev Gaudoin. Hun gik videre med at bemærke at sidste gang skæg var populært var under Edward den 7, som man mente havde skæg for at skjule han var noget hulkindet.
Ingen tænker nogensinde på at nævne at det ‘udvalgte folk’ er de oprindelige skæggede undere. (Jeg mener selvfølgelig mændene, undertiden også kvinderne, men det var jo derfor elektrolysen blev opfundet).
Forbindelsen mellem jøder og skæg synes at gå helt tilbage til 3. Mosebog der siger: “I må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg.”
Ifølge Maimonides, stammer dette ‘hav skæg eller gå hjem og vug’ etos fra israelitternes ønske om at skabe en visuel forskel mellem dem selv og deres ‘vantro’ naboer; Maimoniedes sagde at det at barere sig var afgudsdyrkeres vane.
Med tiden, afhængig af niveauet af tilpasning og traditionerne i det land de boede i, valgte jøderne undertiden ansigtspelsen og undertiden var de uden skæg for bedre at ligne deres naboer. Jøderne i Italien i det 17. århundrede fjernede deres ansigtshår med kemikalier og pimpsten (av, av) for at komme udenom det bogstavelige forbud mod at barbere sig.
I lande i Mellemøsten valgte jøderne derimod at have skæg. Mystikeren Safed Isaax Luria fra det 16. århundrede afholdt sig helt bevidst fra at berøre sit luksusskæg, end ikke det som faldt af. I denkabbalistiskee bog Zohar, er der billeder af Guds skæg, hvor “hårene er opdelt i forskellige klasser med hver sain betydning og hvert hår er en særskilt kanel for guddommelig nåde.” (Filosoffen fra det 19. århundrede Salomon Maomin skrev senere, “Jeg kunne ikke finde nogen rationel betydning i disse repræsentationer.”)
The Yivo Encyclopedia har et pragtfuldt tot af en lærer i Polen fra 1920’erne kendt som “Binyomin Hersh Skægget.” Fotoen bemærkede at Hersh havde “det længste skæg i Biala, som eleverne mere en engang sømmede fast til bordet når han faldt i søvn. Det er derfor han har sådanne vidunderlige triste øjne.”
Mens tiden gik, fjernede europæiske assimilerede jøder ofte deres skæg, mens religiøse europæiske jøder beholdt det. (Vi har alle set de rædselsvækkende billeder af nazister og deres sympatisører der fjerner rabbiers skæg og morer sig over det.)
I Amerika har det at være glatbarberet været inde. Ifølge Yivo Encyclopedia skrev en biografiskribent, Rose Gallup Cohen, i sin bog fra 1918 Out of the Shadow om hendes udvandring fra Rusland til New York og at det “første mændene gjorde i Amerika er at barbere deres skæg af, og det første kvinder gør er at fjerne deres parykker.” Gallup Cohen talte selvfølgelig om de som meget gerne ville lade sig integrere.
I dag markerer skæg religiøsitet, et helt bevidst tegn overfor andre om at man er ultra-ortodoks eller Hasidim. Ortodokse jøder, der ønsker at være mere tilpassede har fundet en omvej mod 3. Mosebogs anti-barberings edikt og benytter ordet gelech, hvilket de lærde har fortolket som at barbere sig med en blad tæt på huden. Dette betyder du kan trimme dit skæg med sakse eller med særlige typer elektriske barbermaskiner som rabbierne bedømmer som værende sakse.
Non-moderne ortodokse er imidlertid tilbøjelige til at gå hele vejen som ‘skovhuggere.’ Resten af den jødiske verden spekulerer på den anden side ikke over hvad manglen på ikke at være skægget antyder - selvom det at være glatbarberet dog stadig er en udtryksmåde for nogle jøder: En forkastelse af super-streng observans, en bestræbelse på at tilpasse sig moden i en verdslig kultur rundt om os fremfor at følge rabbiernes diktater.
Med hensyn til hvorfor ‘goyim’ efterligner vort udseende, jeg aner det ikke. Jeg tvivler på at det har noget med Ben Bernanke at gøre. Jeg tror skæggenes popularitet har noget at gøre med en længsel efter gammeldags maskulinitet i en tid hvor kønsrollerne kan være noget forvirrende, et ønske om autencitet efter en modetid mod overdreven fjernelse af al hårvækst, og en forkastelse af modeskabt falskhed til fordel for det man opfatter som de ægte rødder ved mænd der flytter grænser.
Måske er Amish Folket de nye sorte. Eller måske har de seje unge i byerne bare ikke råd til barberskum. Uanset hvad, så er det rart at se fremkomsten af den jødevenlige håræstetik - hvilket føles afslappende og etnisk - fremfor det WASPy (White Anglo Saxon Protestant) tilknappede gammeldags look. (Måske er jeg blandt damer en undtagelse. En Harris meningsundersøgelse har fundet frem til at 65% af kvinder foretrækker at mænd er glatbarberede - skønt der er nogle kvinder der nærmest fetischagtigt er tiltrukket af skæg og deres ‘Jøde-’rødder.)
Hvorom alting er så er det dejligt at standarder for skønhed skifter og breder sig ud til flere grupper. I det mindste for fyrene. Forvent desværre ikke at voksbehandling før man ifører sig bikini og barbermaskiner til damer sådan forsvinder lige med det samme.
Den kendsgerning at Brooklyn er fuld af beskæggede jøder og beskæggede hipsters kan være noget forvirrende, og føre til fremkomsten af websites som Hasid eller Hipster. Læg dertil bøssefænomenet kendt som Bears (fyldige vomme og brystkasser uden hår, og iført T-shirt), der nu findes i traditionelle og gipster (bøsse hipster) varieteter, og så bliver det endnu sværere at finde ud det hele. Og så nærmer jeg mig overhovedet ikke anti-semitter der bare ønsker at efterligne vores fantastiske stil. Måske peger selve kilden til al denne skæg-kærlighed på misundelse af vore gode hjerner, vor fornemmelse for historien, og tendens til at vinde Nobel Priser.
Dog holder jeg meget af vore behårede brødre. Som gedolim engang sagde, “Hår, hår, hår, hår, hår hår. Lad det gro, vis det frem lige så længe Gud lader det gro.”
Marjorie Ingall, a Life & Religion columnist for Tablet Magazine, is the author of The Field Guide to North American Males and the co-author of Hungry.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar