Muslimer og sport - til blodet flyder
I den civiliserede verden anerkendes det overalt og entydigt at sport, om det er tennis, judo eller boksning ikke bør have noget med politik af gøre. Jo, ganske vist kan fans af hjemmeholdet være meget ‘patriotiske’ og ønske at se deres nationalhold triumfere, men for de sportsfolk der er med i kampene så er det et sprøgsmål om at elske sin sport, afprøve grænserne for ens evner, og respektere modstandernes evner.
Således kan for eksempel boksere gennemmule hinanden i 12 omgange, men altid hilse pænt før kampen og næsten altid lykønske hinanden bagefter. Det samme gælder for de fleste andre sportsbegivenheder, og dette er især tilfældet med sportsgrene, hvor agressiv fysisk kontakt er en vigtig del af spillet.
Men det som er så naturligt i det civiliserede Vesten er ikke nødvendigvis sådan for det Islamiske Mellemøsten.
Der var den besynderlige sag med Enas Moustafa Youssef Khoursid, en kvindelig egyptisk bryder der skulle møde Ilana Kartysh fra Israel i en semifinalekamp den 3. juni ved et Grand Prix i Sassari, Italien. Egypteren blev nedkæmpet af sin israelske modstander (der også vandt guld) og tabte selvfølgelig kampen, men det som er bemærkelsesværdigt ved den hændelse var ikke kampen som sådan, men den egyptiske bryders opførsel under konkurrencen.
For det første så brød egypterinden brydernes regelsæt ved at nægte at hilse på sin israelske modstander. Derpå under kampen - hakkede egypterinden sine tænder i modstanderens ryg så blodet glød. Khoursids foragtelige opførsel, som medførte suspension, er ikke en isoleret hændelse. Mangel på sportsånd hænder ganske ofte i den islamiske verden.
I 2011, nægtede Ramadan Darwish, en egyptisk judokæmper at hilse på Arik Ze’evi, hans israelske modstander efter israeleren besjerede Darwish i en judoturnering. Han nægtede også at bukke sig, en uhørt, uhøflig og respektløs handling i kampsportsvernden. Darwishs rå opførsel foranledigede at dommeren kaldte ham tilbage på gulvet og frøst efter gentagne opfordringer kom Darwish tilbage, og bukkede kun for dommeren og ikke sin modstander og understregede dermed sin uværdige opførsel.
I en vægtløftningskonkurrence i 2010, nægtede den iranske 2. plads besidder at hilse på nummer 1, israeleren Sergio Britva. Iraneren blev imidlertid tvunget til at stå på podiet mens Israels nationalmelodi blev spillet og flaget hejst, men forsvandt straks efter ceremonien.
Muslimsk og arabisk mangel på sportsånd og arrogance er ikke kun begrænset til at bide og være arrogant. Ved adskillige lejligheder har muslimske spillere ladet som om de var syge for at undgå at være i konkurrence med israelere. I endnu en sag krævede to libanesiske judokæmpere at Den Olympiske Komite satte en skillevæg op mellem dem og de israelske judokæmpere i træningslokalet. Komiteen indvilligede i denne apartheidlignende islamiske anmodning.
Disse ulækre hændelser er symptomatiske for en syg og korrupt islamistisk kultur, en der opfostrer had, mistænksomhed, ignorance og fremmedhad. Hvis nogen anden gruppe opførte sig på denne vis, da ville sportsarrangører udelade dem helt og aldeles og med god grund.
Men af en eller anden årsag så får de islamistiske nationer fripas, og således i fraværet af nogen meningsfyldt sanktion kan deres racistiske opførsel fortsætte og bliver værre og værre.
Suspensionen af Khoursid repræsenterer et skridt i den rigtige retning, og de som påførte den burde hyldes, men det er meget klart at internationale sportsembedsmænd har brug for at indføre strengere sanktioner og helt udelade de som opfører sig direkte mod sportsmandsånden.
http://frontpagemag.com/2013/ari-lieberman/muslim-blood-sports/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar