Det sidste telegram sendes 14.07.13

Det sidste telegram sendes 14.07.2013                            

Siân Gibby                                                 

Min levende erindring om det eneste telegram jeg har modtaget.                                                                        

Den 14. juli vil det sidste telegram i verden blive sendt. Hvorfor gør denne trivielle nyhed, om ikke latterlige kendsgerning, mig en smule melankolsk?

Af samme årsag og jeg er ked af at vide at jeg aldrig vil, trods alt, benytte min Robins-Ægge-Blå prinsesse telefon igen, den jeg købte af ren nostalgi for adskillige år siden. Den er et relikvie.

Telegrammer derimod. Der er endog ingen måde man kan dyrke telegram-nostalgi; så flygtige er de. (“Flygt” Stop. “Alt er opdaget.” Stop). Det nærmeste vi nu kommer et telegram, teksten, indeholder i det mindste et af grundtrækkene der gjorde telegrammer dramatiske, forsinkelsen: Den kendsgerning at man skal åbne noget for at få budskabet og derpå læse det, ikke høre det af en ægte stemme lige nu og her.

Jeg har i mit liv modtaget præcist eet telegram. I 1985 som 20 årig, da jeg boede i Bologna, Italien, og gik i skole der, var min elskede svigerinde Camilla højgravid og hendes første barn på vej. På en sådan distance, og dengang, var alt vedrørende babyen et frustrerende mysterium: Hvornår ville barnet komme, kønnet, navnet, alle detaljerne. Jeg følte mig bare så langt borte fra det som var vigtigt for mig - den første baby i vor familie! Og der var ingen metoder til at komme i kontakt med mig så jeg kunne få nyheden.

  

Det år boede jeg sammen med to anoreketiske værelseskompagnoner, den ene af dem en sociopat, i en kakkelbeklædt loftslejlighed i Via Turai langt, langt borte fra unversitetsområdet, hvor kontoret for udenlandske studerende (og med den eneste telefon) var placeret. Kontoret var kun bemandet af og til af en smuk kvinde med en skinger stemme, Nicolette. Men eleverne kunne ikke benytte telefonen. Jeg ville gerne ringe til min far i Chicago, og måtte derfor drage til en anden bydel og stå i kø i et larmende call-center, med telefonbokse hele vejen langs væggen, og så skulle jeg bede en italiensk operatør om at forbinde med det ønskede nummer (man skulle råbe nummeret til hende: “tre, uno, due, sette, otto, cinque...”) og så vente på der blev kaldt op. Opkaldet var dyrt, derfor var mine samtaler med farmand korte. Vigtigst - kun den ene vej, han kunne ikke ringe til mig.

Jeg skrev og fik masser af breve det år (som min sociopatværelseskampagnon snuppede fra min skuffe og læste - opdagede jeg senere). Også postkort. Men jeg ringende kun ganske få gange i de 12 måneder. Jeg havde ellers levet en ganske kedeligt liv i Midtvesten til da, og at være isoleret fra familien og hjemmet føltes som en polarkulde i mine lunger: På en måde skræmmende, men også lidt spændende.

 

Derfor var jeg ikke så bekymret over ikke at have kontakt med familien ... undtagen ved babyens fødsel. Paul, min bror må have fortalt mig om Camillas termin i et brev, fordi jeg havde en ganske god fornemmelse for, hvornår der ville komme nyt. Camilla havde meget besvær med at blive gravid og beholde fostret, og jeg bekymret på hendes vegne. Det var mærkeligt at vide at ens eget kød, et menneske jeg aldrig havde mødt, men allerede elskede, kunne komme til verden og så ville jeg ikke være der for at byde barnet velkommen. Vor familie var gået i opløsning (mine forældre skilt nogle år tidligere, ligesom min storesøster) og vi var alle spændte på denne glædelige fødsel.

Der sad jeg så en morgen, mine nerver helt flossede af forventning, da klokken ringede. Jeg styrtede til døren og kastede mig selv ned af de fem marmortrin til den store trædør, åbnede og modtog med rystende hånd: Telegrammet. Jeg lagde slet ikke mærke til personen der kom med det. (Jeg husker det i hvert fald ikke) Det jeg husker er at jeg smuttede op ad den elendigt oplyste trappe og fandt mine værelseskompagnoner ventende i åndeløs.

Vi satte os på det øverste trin, og jeg åbnede telegrammet. “Det blev en dreng,” lød det. Jeg brød ud i hysterisk og glad hulken, og til deres store fortjeneste gjorde mine venner det samme (selv sociopaten, hvilket nu får mig til at overveje om hun mon egentlig var sociopat).

Alt var gået godt og min bror og hans hustru havde en baby - en dreng. Telegrammet fortalte også hans navn: Owen Glyndwr, det samme navn som Frelseren Prinsen af Wales, fra Shakespeares Henrik IV. (tro mig, jeg fik rigtig mange gratis kørte kilometer ud af det da jeg rejste til Wales næste måned; når man fortæller en glødende walisisk patriot at en amerikaner med walisiske rødder og så tilmed en baby lige er født og ydermere hedder Owen Glyndwr, så kan man være sikker på at en ægte patriot vil begynde at græde - for det at græde er et genetisk træk blandt os walisere.

Nu, efter alle disse år, efter at Camilla døde alt for tidligt af cancer og forskellige andre smertelige hændelser i vor familie, da varmer det stadig mit hjerte at tænke på min bror der gik ud i Midtvestens hårde vintervejr til Western Union Office og sammensatte det telegram der belv sendt til hans lillesøster der befandt sig i den anden ende af verden, og sad på en marmortrappe og bed negle i forventning om nyheden om den nye lille prins der skulle komme til vor familie.

Noget ved det helt håndgribelige i situationen, tiden og omsorgen der krævedes af Paul, er den kendsgerning at han måtte betale ægte penge for at få beskeden sendt og så den ængstelige venten og det spændte håb der opslugte mig, den enorme afstand gjorde altsammen dette lille budskab meget værdsat.

Jeg har stadig telegrammet, og Paul har også en kopi. Lige nu er det blot et stykke papir med en besked fra en ikke så fjern fortid, en tid hvor fingrene der fumlede med at åben en kuvert, kunne åbenbare katastrofe - til den største glæde.

http://www.tabletmag.com/scroll/137714/the-final-telegram-will-be-sent-this-weekend