Uenighed blandt antropologer berører os alle
Mennesker har altid været nysgerrige over for andres traditioner og vaner, som det første gang kom til udtryk ved den oldgamle græske historiker Herodot, der rejste rundt i oldtidens verden og observerede kulturerne. Det er åbenbart at der er forskelle på kulturerne. Vi er ikke kun produktet af naturlige instinkter, snarere foretager vi overlevelsesbeslutninger med baggrund i vort geografiske område, erfaringer med vore naboer, vor måde at modstå farer, og så heldet eller uheldet ved en god ledelse.
I det 17. århundrede mens europæerne (englændere, spaniere, portugisere) indtog imperier rundt om i verden da var det nødvendigt, at de imperiale embedsmænd forstod de besejredes natur og kultur.
Dette var under den Europæiske Oplysningstid, hvor den uddannede elite gik ind for den videnskabelige metode. Det var også i de religiøse missionærers interesse at sprede deres tro til fjerne områder af verden. De forskellige grene der beskæftigede sig med menneskeheden set ud fra historien, geografien og teologien blev til en ny videnskab - Antropologi der har til hovedformål at studere “primitive” kulturer.
I de næste århundreder udforskede lærde, hvorvidt man kunne forstå helheden i menneskehedens kulturelle udvikling ved at studere primitive (eller simple) samfund. Går alle samfund gennem den sociale udvikling, ligesom de havde været gennem en fysisk evolution? Er det mangel på kontakt med omverdenen der gør at “primitive” folk er fanget i en uforanderlig kultur?
Videnskabelig nysgerrighed er ikke eneste grund til at beskæftige sig med antropologi. Der var også behovet for at retfærdiggøre kolonisationen ved at hævde at man spredte en “oplyst” kultur til “primitive.”
Som svar på denne kulturimperialisme (som den blev kaldt) dukkede nye antropologer op efter 2. Verdenskrig og bestræbte sig på at studere primitive kulturer uden at dømme dem.
De mest rædselsvækkende vaner blev blot undskyldt som kommende ud af en “overlevelsesværdi.” Det er her at antropologien glider over i politisk videnskab og historie og bliver faderen til “politisk korrekthed.” Den vender også tilbage til de første problemer blandt lærde og teologer: Er mennesket født ond, har det brug for guddommelig vejledning, eller er mennesket født god, men bliver derpå ondt gennem et ondt samfund?
De fleste religioner er med baggrund i det første synspunkt, hvorimod Marxister og anarkister tror mere på det sidste. Nogle, ligesom jeg selv, har det vanskeligt med begge holdninger. Vi mener i stedet at menneskebørn er født med personlige egenskaber, alle med overlevelsesværdi under visse omstændigheder, og disse egenskaber kan opmuntres afhængig af det samfund de vokser op i.
Den seneste uoverensstemmelse blandt antropologer er vigtig selv for de af os der ikke er antropologer. Den har at gøre med, hvordan vi betragter kulturer med nogle ægte frygtelige gerninger.
Professor Emeritus Napoleon Chagnon's bog: Noble Savages: My Life Among Two Dangerous Tribes-the Yanomamö and the Anthropologists, beskriver en isoleret krigerstamme i Amazon junglen som han boede hos (i konstant livsfare) og hans bitre kampe med det antropologisk etablissement der angreb hans arbejde som værende “racistisk.”
Er det ikke helt ved siden af at betegne en kultur som voldelig på grund af dets miljø og har de mest voldelige mænd det mest voldelige afkom? Eller skal antropologer helst undgå enhver bedømmelse med mindre de vil fremstå som Vestens imperialister? Sidstnævnte filosofi har gennemsyret det nuværende akademiske (og politiske) liv i hele Vesten.
For eksempel mente antropologer engang at Mayaerne var venlige stjernekigger der blev udslettet af de onde spaniere. Vi ved nu at Mayaerne selv smadrede deres samfund. Så de lærde kun det de selv ønskede at se, og ikke tingene som de var?
I dag i mange offentlige skoler, gymnasier og universiteter bliver eleverne undervist i historie-, sociologi- og antropologiklasser, at de mest onde samfund er i Vesten, og “udviklingslandene”får fripas trods deres religiøse hykleri og vold, herunder volden mod kvinder.
Alle de frygtelige sædvaner tillægges deres “koloni erfaringer” (det vil sige europæernes indflydelse). Selv mennesker på den yderste venstrefløj der burde støtte lighed for kvinder, religiøs tolerance, og multikulturalisme undgår kritik af rædslerne i den tredje verden, (den muslimske verden og Indien) hvis ikke de vil fremstå som imperialister fra Vesten.
Jeg stiller mig på Napoleon Chagnon side i dette emne. Yanamamo stammer er ikke ædle vilde og antropologerne burde rydde op i eget hus.
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar