Mandela tavs om de systematiske mord på hvide
Hvorfor skulle en fuldbåren narcissist dog tage et “selfie” af sig selv ved Nelson Mandelas begravelse?
Hvordan kan det være at en tilfældig ‘døvetolk’ - og en meget sej kreativ fyr, hvis du beder om min mening - optrådte som en tolk ved Mandela højtideligheden?
Hvad kunne mon have foranlediget til håndtrykket mellem diktator numero uno (den ukronede konge over dræberdroner) og diktator nummer 2 (Raoul Castro)?
Dette er nogle af de tunge - helt åbenbart uforklarlige - spørgsmål som de førende medier nu for tiden er optaget af i deres fortsættende Mandela monomani.
Mit hjemland Sydafrika er en stat der domineres af et parti, hvor magt er lig med man har ret. Imidlertid grundet de samme fejlbehæftede mediers revisionisme er en “Rambo Nation” blevet markedsført for verden som en mytisk “Regnbue Nation.”
For de amerikanske medier har sikringen af Mandelas eftermæle betydet at man gentager, og gentager mandens ‘dybsindigheder’ og overdrevne ‘visdom.’
Især RT TV, – “Cross Talk,” er gået i færd med en større dybdeboring i den afdøde leders eftermæle. Prisen jeg betalte i denne uge for at kritisere RT’s “Cross Talk” forestilling, så at sige, var denne:
Trods jeg to gang har givet producerne de nødvendige biografidetaljer, mit forfatterskab af
“Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa,” der skildrer “Det Hjertets Mørke” der er Mandelas Sydafrika, så blev det ikke benyttet. Også min tilknytning till WND. (Ikke at benytte makeup er rigelig straf for enhver kvinde, imidlertid er pligten til at fremføre et kristent vidnesbyrd noget der overtrumfer forfængelighed). De andre paneldeltagere du ser - begge Mandela helgenskildrere - fik deres kvalifikationer, tilknytninger og endnu ikke udgivne bøger nævnt.
Når sandhed smugles på TV er den rationeret.
Da WND aldrig har rationeret sandheden er det der følger et uddrag af bogen som man ikke tør nævne på Russia Today, og meget mindre på American Big Media.
“Mandela, Mbeki, And Mugabe der sidder i et Baobab Træ K Y S S E N D E” er titlen på kapitel 4 i “Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa.” Den analyseret den betydning den uafbalancerede støtte til Mandela og hans efterfølgere har ydet Zimbabwes diktator Robert Mugabe i årtiernes forløb. Kapitlet omhandler en historisk korrektiv genfortælling om den glittermyte der er Mandela:
AFRIKAS CHE GUEVARA
I en vis udstrækning er legenden om Mandela blevet næret - ja endog skabt - at sentimentale vesterlændinge. Bedømmelse af den mand som Ophrah Winfrey og supermodellen Naomi Cambell har vovet at kalde “Madiba” - Mandelas afrikanske ærestitel; Winfreys og Cambells afrikanske betagelse - har været skæbnebestemt af den flæbende sentimentalitet hos vor MTV slørede kultur.
“Madiba’s” TV smil har sejret over hans politiske filosofi grundlagt som den er på en ihærdig indkomsts omfordeling i den neo-Marxistiske tradition, om “jordreform” i den samme tradition og på etnisk fjendskab mod Afrikanere.
Guru, vismand, showmand Nelson Rolihlaha Mandela er ikke fokus i dette skriv. Lastvognfulde af biografisk materiale kan findes i oderne der er skrevet ttil manden.
At koncentrere sig om Mandela vil yderligere, i en fortælling om dagens Sydafrika være som at fokusere på Jimmy Carter i en beretning om Amerika i 2010. Idet vi går imod tendensen med helgenkåring, skal det indrømmes, at uanset Mandelas aftale om “racemæssig socialisme” der nu for tiden bidrager til ødelæggelsen af Sydafrika da er hans rolle i hans lands Zimbaweficering mere symbolsk - ligesom hans alt for sene fordømmelse af Mugabe for en intelektuel kødrand af “sørgmodige modeller, desperate divaer og maskuline ekspræsidenter,” der samledes for at højtideligholde Nelsons 90 års dag. Opmærksomheden er ikke mod den aldrende leder, men mod hans eftermæle mod ANC. Eller “ANC’s Svøbe,” for at citere titlen på et polemisk essay af Dan Roodt.
Patricieren Mandela fortjener helt sikkert de øgenavne som han er udøst over ham af den ærede venstreorienterede historiker Hermann Giliomee:
“Han havde en overvældende udstråling og en fysisk tilstedeværelse sammen med karisma og jordbundethed. Han havce også den sjældne uhåndgribelige kvalitet der så godt beskrives af Seamus Heaney som “en stor udstråling af nåde.” Ubenægteligt og enestående så kombinerede Mandela “en høvdings stil med den hos en instinktiv demokratisk leder sammen med en værdighed af ‘den gamle skole.” Men der er langt mere ved Mandela, end man lige sådan umiddelbart kan udtrykke med ord.
Nu til året 1992. Begivenheden blev udødeliggjort på YouTube i 2006. Mandelas knyttede næve i en Black Power hilsen. Ved siden af ham medlemmer af South African Communist Party, African National Congress lederne og ANC’s terrorafdeling, Umkhonto we Sizwe (MK) som Mandela var leder af. De behagelige strofer af MK hymnen maskerer de morderiske ord:
Go safely mkhonto
Mkonto we Sizwe
Vi medlemmer af Umkhonto har svoret en ed om at myrde dem - dræb de hvide.
Det inciterende kor gentager det mange gange og endelig afsluttes med ,”Amandla!” (“Magt”); fulgt af “Awethu” (“til folket”). Mandelas venlige udseende står i modsætning til den bloddryppende hymne han synger.
“Dræb de hvide” pøbelråbet inspirerer til entusiasme ved begravelser og politiske møder over hele Sydafrika, og har været, baggrunden for den episke mordkampagne der nu for tiden udføres - imidlertid anerkendes det sjældent - mod landets Boere.
Dette er en side af den ærede leder som verden sjældent ser. Eller snarere har valgt at ignorere.
Faktisk synes det helt umuligt at kunne overbevise de charmerede cirkler i Vesten om at deres idol (Mandela) har en blodtørstig side, at hans land Sydafrika så langt fra er en politisk idyl, og at disse kendsgerninger begribeligvis kunne være vigtige i bedømmelsen af ham.
Takket været den udenlandske presse, har en ‘fortryllelsens’ aura omgivet Mandela. Da han blev fanget i 1962 og dømt i 1983 for terrorisme, blev han beskrevet som var han i besiddelse af en ‘Den Røde Pimpernel’ kvaliteter - der materialiserede sig og dematerialiserede sig på mystisk vis på grund af sine optrædener.
Realiteten ved hans arrestation og tilfangetagelser var imidlertid helt bestemt mere prosaisk. (På den tid havde forfatterens far en kort stykke tid lade to børn af jødiske flygtning der havde været beørt af ANC’s operationer få et skjulested. Familiens hjem blev gennemsøgt og pigen Illanas madras skåret op af Sydafrikas politik).
Om myten Mandela som en disciplineret frihedskæmper skriver Pittsburgh Tribune Review ironisk:
Som en nyuddannet advokat var han (Mandela) kendt som en damernes mand med dyre vaner frem for en fokuseret politiske aktivist. For kollegerne i African National Congress’ rædsel havde han endog ønsker om at blive professionel bokser, så derfor var der et lettelsens suk da han kom i fængsel.
ANC var ikke særlig god til terrorisme - man havde helt sikkert intet af det asketiske, selvopofrende Salafi-indstilling som karakteriserer al-Queda.
“Uden østeuropæisk ekspertise og logistik for ikke at glemme svenske penge ville ANC aldrig have kunnet klaret at fremstille og transportere en eneste bombe, og ind over Sydafrikas grænse,” vurderer Roodt. Der var virkelig meget lidt der ville have dæmpet Joseph Leyvelds entusiasme for “The Struggle.” Men da den tidligere redaktør for New York Times ledte efter sine forviste ANC helte over hele Afrika, fandt han intet andet en - enstavelses, apatiske, ofte drikfældige mænd som han på desperat vis forsøgte at opildne med sin revolutionsretorik.
Ved enhver begivenhed blev den helgengjorte Mandela fanget i at planlægge sabotage og arbejde på at styrte regeringen. “Mandela ... indrømmede det i sin retssag, ‘Jeg nægter ikke at jeg planlagde sabotage. Jeg planlagde det gennem en rolig og velovervejet vurdering af den politiske situation.’”
Giliomme bekræfter: “Under Nelson Mandelas ledelse beskæftigede den væbnede afdeling af ANC Umkhont we Sizwe sig med en sabotagekampagne.” Derfor fik han en livstidsdom.
I 1967 havde USA på lignende vis fængslet Black Pantheren Huey Newton for at begå mord og andre “revolutionære” handlinger mod det “racistiske” Amerika. FBI under J. Edgar Hoover gik videre med at jage hans kammerater, der planlagde sabotagehandlinger og mord. Var de også forkert på den?
Sydafrikas regering tilbød senere at frigive Mandela hvis han afsværgede sig brug af vold. Mandela - heroisk, som New York Times anså det - nægtede at gøre det; derfor blev han siddende. På den tid havde Pentagon klassificeret ANC som en terrororganisation. Amnesty International var enige, i den forstand at den aldrig anerkendt Mandela som en samvittighedsfange på grund af hans overbevisning om brugen af vold. I 2002, blev “ANC medlem Tokyo Sexwale nægte visum til United States som resultat af hans fortid som terrorist.”
Mandela har ikke altid været legemliggørelse af “nådens store trnasmission.” Manden der forårsager Clintons, rockeren Bono, Barbra Streisand, Richard Branson og endog Dronning Beatrix af Nederlandene dåner, var snarere utaknemmelig over for George W. Bush. I 2003 have Bush tildelt Mandela nationens højeste civile ære, Medal of Freedom.
Mandela accepterede med stor glæde æren, men svarede temmelig barsk igen ved at kalde Amerika “en magt med en præsident, der ikke udsyn har og ikke kan tænke klart,” og “ønsker nu at kaste verden ud i et Holocaust...Hvis der er et land der har begået unævnelige overgreb i verden er det United States of America. De bekymrer sig ikke om mennesker.”
Hvis den dengang 85 årige Mandela havde invasionen af Irak i tanke så må han have glemt i denne svada at han havde invaderet Lesotho i 1998.
Kalde socialismen noget andet
Historien har været ekstrem venlig over for “Madiba.” Siden han kom til magten i 1994 er sådan cirka 300000 mennesker blevet myrdet. Krigsråbet fra “Umkhonto we Sizwe” er uden tvivl med til den morderiske virkelighed der er det demokratiske Sydafrika. For ikke at have valgt at implementere ANC’s radikal dagsorden fra 1950’erne har Mandela modtaget foragt fra kugleskøre socialister som Canadas Naomi Klein. Havde Klein forfatteren til “No Logo: Taking Aim at the Brand Bullies” været mere eftertænksom så ville hun have krediteret Mandela for hans fremragende omformulering af socialismen.
Hvis man ser bort fra hans magtfulde ‘Tredje Vej’ er Mandela ikke desto mindre forblevet lige så edsvoren som sine politiske forgængere om racemæssigt social planlægning.
“Et vigtigt element i vor politik,” sagde han ved den 50. ANC Conference den 16. december 1997, “er at fjerne racespørgsmålet i økonomien for at sikre .... i dets ejerskab og ledelse at denne økonomi i stadig større grad afspejler den racemæssige sammensætning i vort samfund ....Situationen kan ikke opretholdes om fremtiden overgives til det såkaldte frie marked, hvor regeringen ikke må gribe ind ....Det kapitalistiske systems udvikling i vort land er blevet sat op på den højeste piedestal for at fremme de materielle interesser hos den hvide minoritet.”
Helt Forkert, “Madiba.” Om noget så underminerede kapitalismen landets kastesystem; og kapitalister har vedvarende sagt fra overfor apartheids racebaserede love på grund af deres “materielle interesser.”
Hvorfor kom den “største industrielle opstand i Sydafirkas historie,” minestrejken i 1922, netop fordi “Mineministeriet fremlagde planer om at udvide brugen af sorte arbejdere. I 1920 beskæftigede guldminerne over 21000 hvide ... og næsten 180000 sorte.” De hvide minearbejdere var langt dyrere end de sorte, og ikke meget mere produktive.
En af minecheferne, Sir Lionel Philipps, fastslog ganske enkelt at de lønninger som europæiske minearbejdere fik havde sat minernes økonomiske eksistens i fare.....Produktionsomkostningerne steg således at mineselskaberne, der var næsten udelukkende ejet af englændere og ikke med megen sympati for deres stadig større Afrikaner arbejdsstyrke, foreslog at opsige de eksisterende aftaler med de hvides fagforeninger og åben op for sorte arbejder .... til jobs der ellers var reserveret hvide.
En mindre krig opstod. Hykleri førte til blodsudgydelse og undtagelseslove blev indført. Skønt det var en afgørende begivenhed i annalerne for Sydafrikas arbejderhistorie, så viste Generalstrejken, hvordan Sydafrikas kapitalister arbejdede mod apartheid for at maksimere deres egeninteresse. Mandela så helt klart gennem den forkerte ende af kikkerten.
Problematisk er også Mandelas brug af Orwell ordvalget “fjerne racespørgsmålet” når det han faktisk beskriver og anbefaler er raceopdeling - en stats gennemtvingning, hvor økonomien er indført, for at afspejle landets racemæssige sammensætning. Rainbow Nationens fader var også far til Employment Equity Act. Den har medført at ANC har opnået delvist ejerskab i det nye Sydafrika. I et interview med en liberal journalist foreslog denne ANC og kommunistlederen et alternativ til nationalisering som han døbte “socialisering.” Uden at blinke forklarede Slovo, hvordan staten ville -- og har siden påbegyndt -- at tage kontrol over økonomien “uden ejerskab.”
Staten kunne vedtage en lov der kunne giver kontrol - uden ejerskab - man kan blot gøre det. Staten kan sige den har ret til at bestemme i det Anglo Amerikanske (det store mineselskab). Man kan have regulativer og lovgivning, uden ejerskab, som dette.
Alt dette er undervejs i Sydafrika. Ydermere har Mandela givet den intellektuelle grobund for denne katastrofale “racemæssige socialisme.” (Og hvem kan glemme hvordan i september 1991, “Hr. Mandela truede Sydafrikas forretningsverden med nationalisering af minerne og de finansielle institutioner, medmindre virksomhederne kom med en alternativ løsning for omfordeling af velstanden?”)
Hvis man kan opgøre de værdier som har været Mandelas regeringsførelse så er det faktisk muligt at kreditere ham for at facilitere en forandring uden revolution i Sydafrika. Ulig Mugabe, udnævnte Mandela ikke sig selv til livtidsleder, og han har været den eneste statsleder på kontinentet der frivilligt har frasagt sig magten efter en periode. Ikke at efterligne Afrikas styrende slynger er i sandhed en præstation.
Jovist, Mandela har også forsøgt at mægle for fred rundt om i Afrika. Men “ikke længe efter han blev løsladt fra fængslet,” bemærker redaktør for The New Republic, James Kirchick, “begyndte hr. Mandela at omgås typer som Fidel Castro (“længe leve kammerat Fidel Castro!” sagde han i 1991 i Havanna), Moammar Gaddafi (som han besøgte i 1997, og hilste den libyske leder som “min leder bror.”), og Yasser Arafat (en ‘våbenbror’).”
Man må dog undre sig, hvorfor hr. Kirchick bliver overrasket ovet - og føler sig svigtet af - Mandelas alliancer. Mandela og ANC har aldrig holdt skjult, at de var tæt knyttet til kommunistiske regimer og til terrorregimer - Castro, Gaddaffi, Arafat, Nordkorea og Irans betændte Khameneis.
Ikke desto mindre tænkte offentlige intellektuelle som hr. Kirchick ikke særlig meget over at man overlod Sydafrika til bekendende Marxistiske terrorister. Enhver der foreslog en sådan dårskab til den vise Margaret Thatcher kunne forvente bank med håndtasken. Jernladyen udtrykte faren ved at pleje ANC som Sydafrikas kommende regering som ville svare til at “leve i en sindssyg tilstand.”
“The Afrikaners,” roser Giliomee også Mandela for hans indsigt i Afrikaner nationalismen “en legitim oprindelig bevægelse, der som afrikansk nationalisme har bekæmpet britisk kolonialisme.” Dette er ikke overbevisende. ‘Dødbringende’ beviser mod dette romantiserede synspunkt bliver til stadighed afdækket. Bedømt ud fra den ANC anførte anklage mod landets Afrikaner historie og helte - læreanstalter og bygninger - blev Mandelas ægte forståelse for Afrikaneren ikke overført til det politiske parti han skabte. Her på det seneste har lokale og internationale medier overøst hr. Mandela medmere ros for at tjene som maskot for den mægtige Sprongboek.
Springboks er Sydafrikas nationale rugbyhold, og for tiden verdensmestre. Det ville du ikke kunne udlede af filmen “Invictus,” Clint Eastwood værk, “men Mandela har aldrig talt med myndig stemme mod ANC’s planer om at tvinge dette traditionelle Afrikaner hold til at blive racemæssigt repræsentativt. Modsætningsvis har fraværet af blegansigter blandt “Bafana Bafana” Sydafrikas ligeså hyldede nationale fodboldhold, heller ikke på lignende vis vækket lederens impuls til centralplanlægning.
Har Mandela pippet op om ANC uforbeholdne angreb mod Afrikaans som læresproget i Afrikaner skoler og universiteter? Eller om den systematiske udrensning af de hvide landmænds samfund? Har denne dydens ‘manifestation, Mandela offentligt sag fra overfor disse progromer? Aflyst en fødseslsdagsfest med “det hule internatiuonale jet set” - “eksprædsidenter, hjernedøde og egmaniske politikere, starletter, kokainafhængige modeller, intellektuelt udfordrede og moralsk betændte musikere”? Gået ind for en forbønsdag i stedet (ups han er jo eks-kommunist)? Nej, Nej, og atter Nej.
Ved hver barbarisk stykke efter stykke bliver Sydafrika afmonteret af officiel racemæssig socialisme, obskøne niveauer af kriminalitet - organiseret og uorganiseret - af AIDS, korruption, og et eksploderende kleptokrati.
Som modsvar er folket i færd med af “pakke for Perth” eller som Mandela ville sige, “forræderne” pakker for Perth. The South African Institute of Race Relations (SAIRR) var meget passende særdeles mismodige over at erfare at nær en million hvide allerede har forladt landet, den hvide befolkning er skrumpet fra 5,215,000 i 1995 til 4,374,000 i 2005 (næsten 20% af demografien).
Hovedårsagen, blandt mange, man nævner til denne exodus er den voldelige kriminalitet og særrettighederne. Således, mens kampen mod kriminalitet er ved at samle kræfter, har regeringen holdt inde med at indsamle de nødvendige emigrationsstatistikker. (Sammenfaldet er påfaldende).
Den samme strategi blev oprindeligt benyttet til at bekæmpe den eksploderende kriminalitet: Undertryk statistikkerne. De præcise tal er derfor ukendte. Det som er kendt er, at de fleste der udvandrer er dygtige hvide. Mandelas besked til dem er: Han beskylder de hvide for at svigte ham og være “forrædere” og “kujoner.” Havde “Madiba” blot sloges med disse problemer, måske ville han da have fortjent de enorme statuer der rejses til hans ære. Disse er også i den ren socialistiske æstetiske tradition.
Hyldest til ALFA HANNEN
Nu tilbage til oprindelsesspørgsmålet: Hvorfor har lederne af de mest magtfulde lande på kontinentet (Mandela og Mbeki) understøttet den allermest korrupte leder - Mugabe? ‘Ikonerne’ fra Vestens Café Society var ikke de eneste der har givet Mugabe et fripas. Det gjorde de sorte også.
“Da Mugabe slagtede 20,000 sorte i det sydlige Zimbabwe i 1983” observerede klummeskribenten Andrew Kenny, “ingen uden for Zimbabwe, herunder ANC, udviste den mindste interesse. De var også ligeglade da han i år 2000 udstødte tusinder af sorte farmere fra deres hjemsteder og begik utallige overgreb mod sin sorte befolkning. Men da han dræbte et dusin hvide farmere og forstødte andre fra deres farmer så gav det en voldsom ophidselse.”
Da han gik i ‘flæsket’ på de Hvide cementerede Mugabe sin status som helt for de sorte aktivister og deres hvide sptyslikkere i Sydafrika, i USA og England.
“Hver gang der er et radio program i Sydafrika om Zimbabwe, hvor der kan ringes ind så kritiserer hvide sydafrikanere og sorte zimbaweanere Mugabe, og de sorte sydafrikanere hylder ham. Derfor lyder teorien, at Mbeki ikke har ‘råd’ til at kritisere Mugabe,” der er æret, aldrig forhånes af Sydafrikas sorte.
Den venstreorienterede journalist John Piger den ligeledes venstreorienterede klummeskribent Andrew Kenny konkluderer: Udover zimbaweanere, så har sorte i Afrika en forkærlighed for Mugabe. Samtidig med man kommer med de obligatoriske kritiske udsagn om despoten, gør Pilger det klart at Mugabe blot er et tandhjul i den virkelige “tavse krig i Afrika,” føres som den bliver at dets bourgeoisi, neo-koloniale forretningsmænd og deres børshandlere i regeringer i vesten. Fra hans komfortable veranda i England har denne Hugo Chavez støtte prædiket mod kolonialisme og kapitalisme. Pilger afslører i Mail & Guardian Online, mysteriet med Mbeki og Mugabes ‘hyggelige’ samvær: “Da Robert Mugabe overværede ceremonien for at markere Thabo Mbekis anden periode som Præsident over Sydafrika gav den sorte folkemængde Zimbabwes diktator en stående hyldest.” Dette er et “symbolsk udtryk for værdsættelse af en afrikansk leder, der som mange sorte mener, har givet de grådige hvide en længe forsinket og retfærdighed bekomst.”
Sydafrikas stærke mænd hylder deres Alfa Han - Mugabe - ved at indføre en slow-motion version af hans program. Man behøver blot at se på Zimbabwe som det er nu, “hvis man ønsker at se fremtiden for Sydafrika,” fremfører Kenny.
Da Mugabe greb magten i 1980 var der cirka 300000 hvide i Zimbabwe. Som følge af hetzerne fra lederen og hans folk er der færre end 20000 hvide tilbage. Af disse er blot 200 farmere, 5% af tallet for 8 år siden.”
Selvom det meste af landbrugslandet i Sydafrika stadig ejes af hvide, har regeringen intentioner om at ændre dette i 2014. “Ved så langt så godt som at have opnået land på en ‘villig køber, villig sælger’ basis, har embedsmænd signaleret at større ekspropriationer nu er ved at være klar.”
I Sydafrika er hovedværktøjet for forandring Black Economic Empowerment (BEE). Dette kræver at hvide overdrager store dele af deres ejendomme og virksomheder til de sorte og overdrager de gode stillinger til dem. Næsten alle de sorte der er blevet rige tilhører en lille elite, der har forbindelse til ANC.
BEE bliver allerede indført over for minerne, bankerne, fabrikkerne. Med andre ord, et fredeligt Mugabe lignende program er i gang i Sydafrika. Der er blot det at det ikke er fredeligt. Sydafrikanere mister livet i hobetal, en virkelighed den affable Mandela, den arrogante Mbeki og deres efterfølger Zuma har accepteret uden skam eller forbehold.Ilana Mercer is a paleolibertarian writer, based in the U.S. She pens WND's longest-standing, exclusive paleolibertarian column, "Return to Reason." She is a contributor to Economic Policy Journal, the pre-eminent libertarian website, and is a fellow at the Jerusalem Institute for Market Studies, an award-winning, independent, nonprofit, free-market economic policy think-tank. Mercer's latest book is "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." Her website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com.
http://www.wnd.com/2013/12/mandela-mum-about-systematic-murder-of-whites/#dzIzltYIfotCdGFU.99
Ingen kommentarer:
Send en kommentar