Mandela i spejlet
Jeg føler mig helt og aldeles overvældet af al den kvalmende helgenkåring der fulgte i kølvandet på Nelson Mandelas død.
Jeg har forsøgt at finde hoved og hale i det jeg ved, og det som vi formodes at skulle tro på.
Jeg ved for eksempel, at Mandela var grundlægger af Umkhonto we Sizwe (MK), kampafdelingen af African National Congress (ANC) der var en nær allieret med South African Communist Party.
Fra 1961 udførte MK hundreder af bombninger, herunder mod civile.
Da Mandela fik sin livstidsdom i 1964 ved jeg hans forbrydelse var sabotage og dermed relaterede anklager - ikke for politisk opposition til apartheid som man forsøger at bilde os ind, i det mindste hvis de sammenligninger som symboliser ikke-vold, fra Martin Luther King til jo, Jesus Kristus skal holde stik.
En anden grundlægger af MK var Ronnie Kasrils, et Sovjet trænet, sydafrikansk kommunistagent, der årtier senere, tjente under Præsident Mandela og derpå Præsident Thabo Mbeki (også Sovjet oplært) i Sydafrikas post apartheid regeringer som forsvars- og senere efterretningsembedsmand.
Mandela og Kasrils blev filmet i en gruppe der synger en MK sang hvor man forpligter sig til at “dræbe de hvide” - hvilket selvfølgelig refererer til hvide sydafrikanere.
Du kan finde denne chokerende fællessang på Youtube, den er ikke på CNN - eller for den sags skyld Fox. For det er jo helt klart at sådanne gamle klip jo gør helgenkåringen en hel del mere kompliceret.
Samtidig, i 2012, brugte den nuværende præsident for Sydafrika, Jacob Zuma, også en MK elev, en lejlighed til offentligt, ved 100 årsdagen for ANC at synge “Shoot the Boer” en variant af det samme tema.
Besynderligt er det at synligt på Zuma videoen (også på Youtube) kan man se den samme fup “døvetolk” hvis bizarre optræden ved Mandelas begravelse gjorde opmærksom på en alvorlig og stor sikkerhedsbrist, og endda en mindre postyr i medierne.
Det som helt undgår verdens linser er imdlertid hvad dette betyder. En Regnbue forekom faktisk over bygningen hvor Mandela lå, mens medierne med tilbageholdt åndedrag rapporterede, men de fortsætter dog med at ignorere den kendsgerning at i post-apartheid Sydafrika, bliver hvide landmænd, deres familier og arbejdere stadig angrebet og brutalt myrdet i alarmerende høje antal
Den respekterede menneskerettighedsorganisation Genocide Watch efterforskede og kategoriserede sidste år krisen som Stadie 6 ud af 8 med hensyn til folkedrab.
Mandela vil altid være kendt for at kæmpe for forsoning mellem racerne, men som den sydafrikansk fødte journalist Ilana Mercer har påpeget (læs denne på synopsis) har han aldrig fordømt denne systematiske, stadig hærgende mordkampagne.
Med andre ord, der er langt mere at se, end man umiddelbart formoder i Mandelas spejl.
I løbet af de 27 års fængsel skulle MK modtage Sovjet hjælp og assistance fra en hoben Kreml klienter: Militær træning fra Libyen og Cuba, bombefabrikationsinstrukser fra IRA, efterretningsinstrukser Østtysklands Stasi. Telegraph har bemærket at Stasi optrænet MK ville “udføre brutale afhøringer af mistænkte ‘spioner’ i hemmelige fængselslejre.”
Endnu en kendsgerning. Fordi Mandela gik ind for vold klassificerede Amnesty International ham ikke som en “samvittighedsfange.”
Da han fik tilbud om løsladelse (ikke den første gang) i 1985 dersom han ville frasige sig vold som et politisk våben - nægtede Mandela.
En mand med principper - men princippet i de årtier var voldelig forandring, endog revolution.
Drømmen var at styrte det hvide minoritetsstyre i Sydafrika. Men for mange var der altid et andet mål, en anden drøm: At erstatte den herskende - en race - “apartheid” stat med - en parti- ledet kommunistisk stat.
Hvis vi forsøger at opgøre antallet af forbrydelser ved apartheid så kan vi pege på cirka 7000 “politiske dødsfald” blandt civile sydafrikanere i løbet af de 40 årtier med hvidt minoritetsstyre.
ANC kampen mod apartheid blev samtidig sponsoreret af Sovjetunionen, der anslår man (lavt sat) slog flere 20 millioner borgere ihjel for at opretholde dets totalitære diktatur og tvinge Marxism-Leninismen på alle os andre. Denne globale bevægelse resulterede, ifølge “Kommunismens Sorte Bog” i 100 millioner døde.
Spørgsmål: Hvorfor er det kun apartheid i det gamle Sydafrika der blev udbredt fordømt og moralsk og finansielt lagt på is - men aldrig nogensinde kommunismen, aldrg nogensinde Sovjetunionen? (Jeg behandler denne forbløffende ideologiske Kremlsejr i min bog “American Betrayal.”)
Dette er noget man bør tænke over - men ikke noget medierne og den politiske elite gør, og så tænke nærmere over de mere dystre sider af den geopolitiske kamp der var Mandelas liv og tid.
Det kan ikke undre nogen at kommunismen bare ikke vil forsvinde. “I dag hævder ANC offcielt stadig at være første del .... af en fase to revolution,” fortalte den britiske hisotirker Stephen Ellis New York Times fornylig. “Dette er en teori der direkte er hentet fra Sovjet tankegangen.”
Og Mandela? Berømt - snarere berygtet for de gamle kammerater som Ronnie Kasrils - han svigtede med at nationalisere landet og industrien ved 1994 præsidentvalget, og således sagde han fra over for de marxistiske principper i ANC Freedom Charter. Der er dog masser af andre metoder til ‘omfordeling’ som Ilana Mercer forklarer i sin bog “Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa.”
Denne video viser at mange hvide landmænd rejser fra Sydafrika.
Mercer skriver at “racebetinget socialisme” hvorved racer proportionelt repræsenteres i hele forretningsverdene er med regeringsmandat, og også andre steder i samfundet, og kendetegner dagens Sydafrika, noget Mandela gik ind for.
Mandela var også i harmoni med sine morderiske kammerater i Sovjet terrornetværket. Med Fidel Castro, hvis fængselsstat stadig jagter afvigere (og har skudt mellem 15000 og 18000 cubanere siden 1959), med Yasser Arafat, den bloddryppende fader til PLO og den moderne terrorisme. Mandela mødtes med venner og allierede. “Vi anser os som våbenfæller,” erklærede Mandela i en samtale med Moammar Gaddafi i 1990, to år efter Libyen havde terrorbombet Pan Am Flight 103 over Lockerbie Skotland.
Som den sidste vinder af den Orwellske pris med navnet ‘Lenins Internationale Fredspris’ i 1990, lige før Sovjetunionen opløstes, gik Mandela langt for endelig at få guldmedaljen i 2002, (fik den oprindeligt også tildelt i 1962) ifølge nyhedssitet Russia Behind the Headlines.
Hvorfor i alverden skulle nogen ønske en medalje fra en af de to største menneskerettighedskrænkende stater verden nogensinde har set (Kommunist Kina er den anden)?
Spørg ikke. Se blot i spejlet Mandela. De eneste du ser er regnbuer.
Diana West is the author of "The Death of the Grown-up: How America's Arrested Development Is Bringing Down Western Civilization," and blogs at dianawest.net.
http://www.wnd.com/2013/12/mandela-in-the-mirror/#EipiRLxKkvKFWA9d.99
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar