Du kan ikke redde verden
For sølle 50 kroner om dagen eller en måned kan du give mad til alle de sultende børn i Afrika. For blot det en daglig kop kaffe koster om året kan du sikre dig at ingen i Kansas City nogensinde bliver sultne. For blot en tredjedel af din månedsløn kan du subsidiere et kæmpe bureaukrati der vil udføre undersøgelser på allerbedste vis for at redde verden og så komme med forslag der blot vil koste det halve af din månedsløn.
Denne fejlplacerede filantropiske tillid er det idiotiske stedbarn i en frimarkedssamfund hvor alt kan erhverves for den rette pris. Vil du vil gerne bygge et hus på kanten af en klippe? Vil du gerne spille på hver eneste golfbane i verden? Vil du gerne klone en dinosaur så du kan jage den?
Det er endnu ikke blevet gjort, men det er da nærmest muligt.
Så hvorfor kan vi ikke få gjort op med sulten i verden for prisen af en kop kaffe hvert sjette sekund eller 40% af den nationale gæld eller noget andet tiltrækkende tal der ser godt ud på en infografik?
Sult skyldes ikke mangel på ressourcer? Sovjetdissidenten Vladimir Voinivich fortalte en amerikansk taxichauffør om madrationering i USSR. Taxichaufføren krævede at vide, hvorfor folk dog ikke blot lave nogle flere kyllingefarme. Vionivich forsøgte at forklare den tvivlende chauffør at under socialismen, da er det at lave flere kylligefarme ikke det samme som der kommer flere kyllinger.
USSR havde masser af land, arbejdere og eksperter. Man gik fra at eksportere hvede til at importere hvede trods det man kastede alt ind i landbrugserhvervet, men der var en brist i hver eneste proces af planlægning og produktion. Ligesom i et sækkevæddeløb med trehundrede ben i hver sæk, jo hårdere USSR forsøgte at forøge udbytter og produktion des værre blev det hele.
At sende mad til USSR, som USA gjorde gentagne gange lige fra begyndelsen da Hoover bekæmpede hungersnøden med en hær af hjælpearbejdere og til de tider, hvor USSR helt falmede da Ondskabens Imperium kom i dyb gæld for at købe amerikansk hvede løste ingenting. Sovjets forsøg på at kopiere den amerikanske succes i landbruget medførte blot endnu værre katastrofer. Den eneste løsning på USSR’s landbrugsproblemer kom med kollapset af Sovjets feudale system hvis centralplanlægning havde skabt fødevaremanglen.
De fleste “sultne” lande er ikke kommunistiske, men de er dysfunktionelle. Deres problemer kan ikke løses for ‘prisen på en kop kaffe om dagen’ i en time eller et sekund. Hundreder af milliarder dollars er blevet hældt i Afrika og afrikanske økonomiske eksperter er af den mening at pengene har gjort mere skade end gavn ved at forkrøble økonomierne med et svagt globalt sikkerhedsnet.
Enhver “gratis” genstand der sendes til et andet land er en genstand der ikke bliver solgt eller fremstillet der. En hjælpeøkonomi fungerer som en almindelig økonomi udover at den ikke kan opretholde den indenlandske produktion eller giver indenlandske eksperter. Hvis læger flytter til Vesten og bliver erstattet af professionelle fra Vesten, hvem ‘nyder’ så de filantropiske forsøg på at hjælpe i et eksotisk land.
En hjælpeøkonomi må per definition være planlagt, og vil i stedet undertrykke den lokale produktion og ikke fuldt ud tilfredsstille det lokale behov og dermed efterlades befolkningen i en slags halv-nedtrykthed. Hjælpen når aldrig de mennesker der har brug for den på grund af korruptionen der netop forårsagede de elendige forhold der gjorde hjælpen nødvendig.
Denne korruptionens onde cirkel ‘brødføder’ hjælpeøkonomien ved at slå middelklassen der på anden vis ellers kunne indtræde i rollen som købmænd og professionelle, ud, og belønner enhver med tilstrækkeligt med våben til at kidnappe hjælpen og ryste de velgørenhedsorganisationer der fordeler den.
At forsøge at redde Afrika for omkostningen ved en kop kaffe om dagen har gjort kontinentet til et endnu værre sted. Det samme gælder sådan set også USA.
Vore hjemlige krigsherrer har ikke børnesoldater der kører rundt med maskingeværer på pickups. I stedet er de iført jakkesæt, samarbejder med socialarbejdere og kræver flere penge til de konkursramte kvarterer i byerne så de kan tjene flere penge. Der er dele af USA der er lige så meget konkurs som noget Tredje Verdens land, fordi man styres af samme hjælpeøkonomi der belønner politiske ‘krigsherrer’ og fjerner incitamentet til at klare sig selv og tage et initiativ.
Aktivister og politikere meddeler at for sølle 20 milliarder eller 200 milliarder kan vi gøre op med sulten i verden, uddanne hvert eneste barn og give hver familie deres egen ko. Disse forslag anvender logikken med at læse et problem ved at “købe” en løsning. Men at hjælpe mennesker er altså ikke masseproduktion. At kaste flere penge og ressourcer mod problemet gør det blot vanskeligere at løse.
At købe en sandwich til 4 dollars til en hjemløs giver denne person mad. At anvende 20 millliarder dollars for at give sandwich til hver eneste hjemløs mand i Amerika vil kun give sandwich til en lille procentdel af de hjemløse og en pris på 4000 dollars for hver sandwich.
Når man først køber sandwich til millioner af hjemløse mænd, bliver pengene til sandwich delvist ‘spist’ af udgifterne til undersøgelse af hvem der er hjemløse, og i at finde ud af hvilken slags sandwich de kan lide, studere markedet for sandwich til de hjemløse over de sociale medier, omkostningerne ved optræningen af sandwich fremstillerne og en million andre aspekter.
Man kan købe en sandwich til en hjemløs, men man kan ikke købe sandwich til dem alle, for hvis du først begynder på det så er det ikke længere en personlig interaktion, men man er i færd med at opbygge en organisation. Man har ikke brug for at den hjemløse eksisterer for at du kan købe ham en sandwich, men når først der eksisterer et ‘kontor’ der har til opgave at købe sandwich til hjemløse mænd så skal der jo nødvendigvis være hjemløse mænd som ‘klienter’ for at ‘kontoret’ kan købe sandwich til dem og bøffer til de ansatte.
Den største portion af hjælpeøkonomien ligger i hænderne på organisationer der profiterer af et uløseligt problem som de ikke har nogen interesse i at løse. Afrikas elendighed er deres indkomst. Jo værre Afrika har det des mere incitament til at lægge skylden på Vesten der så ville skulle hælde penge ind i deres nyeste plan for at alle i Afrika kan købe en ged, en laptop eller en sandwich.
Modtagere af hjælp, fordelerne og leverandørerne har opnået et dysfunktionelt nulpunkt. I hjælpeøkonomier vokser problemets omfang en anelse hurtigere end omfanget af hjælpen og aktivister fremholder det fristende løfte at ved at øge hjælpen så kan man holde trit med problemet, at det helt kan forsvinde.
Vesten kan ikke klare Afrikas problemer uanset hvor mange kop kaffes priser der doneres. Ingen kan redde Afrika - kun afrikanerne selv. Ingen kan klare Detroits udfordringer udover de mennesker der bor der. Sociale problemer løses ikke ved at nationalisere dem eller internationalisere dem. De løses ikke ved at skabe skyldfølelse hos de som allerede har løst samme problemer og bor tusinder af kilometer borte, men ved at engagere mennesker der bor hvor problemerne er, og som selv er en del af dem.
Hvis en mand er ved at drukne kaster du et reb ud til ham. Men hvis en mand springer i vandet så er det at kaste et reb til ham ikke noget der nytter. Et fysisk problem kan løses ved at anvende de rette ressourcer, men et problem der har med holdninger og opførsel at gøre kan kun løses ved at personen, folket, laver om på sig selv.
At forsøge at løse et problem der i bund og grund er knyttet til væremåde med pengemidler vil kun forstærke den uønskede væremåde. Fremfor at redde verden så er det at kaste penge efter den med til at ødelægge den.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar