Muhammad og Islams sexslaver
Endnu engang henviser Islamisk Stat til Islam for at retfærdiggøre det, som den civiliserede verden betragter som overgreb. .
Jihadisterne i Islamisk Stat er kommet med detaljerede teologiske argumenter til retfærdiggørelse af, at de har taget tusinder af irakiske Yazidi kvinder og solgt dem som sexslaver.
En ny artikel på Islamisk Stats engelsksprogede online magasin, Dabiq, ikke alene indrømmer man praksis, men retfærdiggør det med henvisning til de teologiske bestemmelser i tidlig Islam.
“Efter tilfangetagelsen blev Yazidi kvinderne og børnene delt, ifølge Sharia, blandt de krigere for Islamisk Stat der deltog i kampen,” siger artiklen.
Med hensyn til de “teologiske bestemmelser for sexslaveri” ifølge Sharia “er disse mange - fra mandlige muslimske gejstlige til kvindelige muslimske aktivister. I det store og hele er det eneste der skal gøres blot at citere ordene fra Koranen 4:3 der giver muslimer lov til at kopulere med kvindelige krigsfanger, eller ma malakat aymanukum, “hvad”—ikke hvem—“din højre hånd ejer.”
Artiklen fortsætter:
Men det meste af det (Islamisk Stat “artikel” eller fatwa) er begrundet i de teologiske retfærdiggørelser for Islamisk Stats handlemåde, hvor man kan citere fra tidlige gejstlige og Profeten Muhammad og hans tilhængeres praksis i de første år med Islamisk ekspansion.
Faktisk er mange nu klar over Koranens, og som ekstra krydderi Sharias, retfærdiggørelse for slavehold, seksuelt eller på anden vis, men få er villige til at erkende den kendsgerning at Islams profet selv holdt og kopulerede med konkubiner erobret under Jihad.
En kun lidt kendt historie er især oplysende:
Under Muhammads jihad mod jøderne i Khaybar tog han til sig selv blandt krigsbyttet en ung kvinde, Safiya bint Huyay, efter at have hørt om hendes skønhed. (Tidligere havde profeten givet hende til en anden muslim, men da rygtet om hendes skønhed nåede ham, fortrød han og ville selv have hende.)
Muhammad “giftede sig” med Safiya timer efter han havde fået hendes mand Kinana, tortureret til døden, for at han skulle fortælle om skjulte skatte. Og før dette, havde profetens jihads slagtet Safiya far og brødre.
Selvom islam apologeter længe har forsøgt at retfærddiggøre denne beretning - ofte ved at sige at Muhammad gav hende den ære at indgå “ægteskab” modsat det at være konkubine, og at hun valgte at konvertere til Islam - så fejler de hele tiden med at citere hvad islamiske kilder fortæller, nemlig Baladhuri’s værk fra det 9. århundrede Kitab Futuh al-Buldan (“Erobringernes Bog”).
Ifølge den fortælling så indrømmede Safiya efter Muhammads sød at “Af alle mænd, hadede jeg profeten mest - for han slog min mand, min bror og min far ihjel,” før “ægteskabet” (eller mindre eufemistisk voldtog) med hende.
Sådan ligger landet. Muhammad tog til sig selv som retmæssigt fortjent krigsbytte (eller ghanima) en ung kvinde; han tog hende efter at have slået alle hun holdt af ihjel - mand, far, brødre mv.
Og ifølge de autoritative islamiske kilder, så hadede hun ham for det.
Hvis det ikke er voldtægt, hvad er så?
Faktisk henviser tidligere muslimer regelmæssigt til denne beretning som en af de ‘største’ anekdoter der overbeviste dem om at Islam og Muhammad ikke er af Gud.
Som man kunne forvente var Muhammad ikke alene om den form for voldtægt. F.eks. Khalid bin Walid - “Allahs Sværd” og helten for håbefulde jihadister rundt om i verden - voldtog en anden kvinde der var kendt for sin skønhed, Layla, direkte på slagmarken - men først efter at han havde skilte hendes “frafaldne” mands hoved fra kroppen, sat ild til det og kogte sig middag på det.
Hvis dette er således Muhammad - som Koranen 33:31 indtrængende opmuntrer muslimer til at efterligne på alle måder - opførte sig overfor erobrede kvindelige “vantro” ja, så burde det ikke komme som en overraskelse når man ser på Islamisk Stats gerninger.
Opslag
1 kommentar:
Man kunne let argumentere for at islam er "Mohameds amoralske selvretfærdighed".
Send en kommentar