Tre af de værste præsidenter

De tre værste Præsidenter i Amerika

Ari Kaufmann

Præsidentens Dag er blevet mindre betydningsfuld på vores feriedags kalender nu for tiden, ikke alene fortsætter skoleundervisningen som planlagt, det samme gør mange stats og regeringskontorer. Dette er ikke overraskende i 2008, og mange finder sig i det. Præsidentens Dag fejrer nu samtlige præsidenter, ikke kun de vi ofte anser som de største. Når det nu er sådan, så lade os "fejre" eller i det mindste tænke på de tre værste præsidenter i vores lands stolte historie.

Alle 43 havde deres fejl, og selvom de toneangivende massemeidier måske ikke er enig i mit valg, vil mange, som søger at forstå historien som et tilbagevendende tema, forstå. I den forholdsvis korte tid disse mænd udøvede embedet var de ansvarlige for tilbagegang og negative påvirkninger af det Amerika som lå foran dem. Vi skal være taknemmelige for, at 2 af dem blev erstattet af nogle af de største ledere i landets historie.

Fra bunden:

Jimmy Carter: (1977-1981)

Det er kun få som benægter Carter's dårlige ry. Jeg vil beskæftige mig med den tid han var i embedet, skønt Jimmy Carter vel sagtens har gjort skade på frihed, demokrati og det Amerikanske ideal i hele hans katastrofale embedsperiode.

Mange historikere placerer ham omkring midt tyverne, nogle venstreorienterede publikationer placerer ham endog i top 20, og nogle konservative i den laveste del af 30' erne. Men disse bedømmelser er fra 1980' og 90'erne. Der kræves uden tvivl mindst to årtier efter at have været præsident for en mere fyldestgørende betragtning, som vi ser det med Præsident Reagan, og højst sandsynlig ligeledes med Præsident Bush, alt afhængig af, hvem der følger efter.

En besynderlig beslutnng, som blev set som "kontroversiel" selv af hans mest ihærdige tilhængere, var forhandlingerne og underskrivelsen af "Panama Kanal Traktaten" i september 1977. Disse traktater, som i alt væsentlighed overlod kontrollen med den amerikansk byggede Panama Kanal til Panama, mødte udbredt modstand hos størstedelen af den amerikanske befolkning. Traktaterne overførte en vigtig strategisk bastion - en hvor næsten 30000 mænd omkom i byggeriet i løbet af et tiår - til et korrupt tredje verdens militærdiktatur. Hr. Carter var fuldstændig ligeglad.

Amerikas værste præsident opsagde ligeledes den Russiske Hvedeaftale, som var skabt for at etablere handelsforbindelser med USSR og mindske spændingerne i Den Kolde Krig. Selv som tidligere farmer, værdsatte Carter ikke korneksporten, som kunne have haft en yderst gavnlig virkning på de mange mennesker som arbejdede i landbruget. Denne embargo indledte en periode med frygtelige problemer for amerikanske farmere.

Selvom alt dette er tragisk i sig selv, da opstod hovedskismaet mellem menneskerettighederne og USA's interesser med Carter's forhandlinger med Shahen af Iran. Carter's præsidentperiode var præget af adskillige alvorlige kriser, det sidste år dog uomtvisteligt med langt de værste. Det blev præget af Iran Gidsel Krisen, hvor USA kæmpede for at redde diplomater og amerikanske borgere som var gidsler i Teheran og som banede vejen for at Radikal Islam nu kan true den frie verden.

Shahen havde været en trofast allieret med Amerika siden 2. Verdenskrig. Han var venligt stemt overfor jøderne i Israel, fuldstændigt utænkeligt i det Iran vi oplever nu tredive år senere. Al-Queda og Taliban eksisterede ikke og Radikal Islam havde ingen stat som støtte. Shah Reza Pahlavi var den ene af "to søljer" på hvilken USA strategiske politik i Mellemøsten hvilede.

Da den Iranske Revolution udbrød blev Shahen fjernet, og USA greb ikke ind. Shahen, i permanent eksil, blev nægtet indrejse til USA af Carter administrationen, selv lægelige hensyn blev der set bort fra. Næsten et år senere bøjede Washington sig dog og tillod Shahen indrejse. Med stadig større styrke og selvtillid besatte Iranske militanter den Amerikanske Ambassade i Teheran og tog 52 amerikanske gidsler.

Shahen døde nogle måneder senere i Ægypten, men gidselkrisen fortsatte, dominerende Carter's sidste år som præsident og blotlagde for hele verden hans mislykkede politik, og som en ydmygelse for Amerika. Carter valgte i første omgang intet at gøre. (I modsætning til Præsident Bush af 9-11, som han dog stadig kritiseres for i pressen). Det forsonenede element i denne løbende prøvelse var Carter's knusende nederlag til Ronald Reagan i præsidentvalgkampen.

Gidslerne blev frigivet 20. januar 1981, øjeblikke efter Ronald Reagan havde aflagt eden som den 40. Præsident i USA. Carter's største bedrift var da han forlod embedet.

James Buchanan (1857-1861)

Slaveriet varede ved til langt ind i det 19'ende århundrede, og mere end 600000 tapre unge amerikanske mænd mistede livet i kampen for at fjerne denne praksis og holde fast på Unionen. Demokraterne havde regeringsmagten frem til fjendtlighederne begyndte i april 1861 og har et særligt historisk ansvar. Selvfølgelig, i de kredse, er der en bemærkelsesværdig mangel på indsigt i partiets historie i den sidste halvdel af det 19'ende århundrede, hvilket akademikere underspiller når casus belli af Krigen mellem Staterne diskuteres. Den værste, blandt en skræmmende række af elendige Demokratiske præsidenter som angivet på adskillige lister, som blev efterfulgt af Abraham Lincoln, og som efterlod landet i ruiner - den eneste ungkarl valgt som præsident, var den demokratiske Præsident James Buchanan, født i Pennsylvania.

Skønt Franklin Pierce, som tjente umiddelbart op til Buchanan, var lige så elendig (som hele denne æra af demokratiske præsidenter var det), da brød Unionen dog sammen under Hr. Buchanans' administration, og da han forlod embedet var Borgerkrigen kun 39 dage fra at bryde ud.

Landet var delt midt over i det 19'ende århundrede. Ikke delt i 'røde eller blå stater' på den måde som nutidens følelelsesmedier nedrakker, men delt i det alvorlige emne om slaveriet. Der var voldshandlinger overalt, med forkæmpere for slavernes frigørelse slået ihjel i Kansas, disse mord blev hævnet af radikale nordstatsfolk i Virginia, med lynchninger og det der følger med.

Hvad gjorde hr. Buchanan? Tilsyneladende havde han intet lært af fiaskoen med Kansas-Nebraska Aftalen fra 1854 som netop førte til dette vendepunkt. Altså gjorde han intet. Han opretholdt Demokraternes status quo, og erklærede at slaveriet var et spørgsmål som de enkelte stater og territorier skulle bestemme selv. Slaveholderne i Syden, de fleste var Demokrater, godkendte denne erklæring. Hans modstander ved præsidentvalget i 1856, senator John C. Fremont, faktisk den første Republikanske præsidentkandidat, gjorde sig til talsmand for, at Forbundsregeringen skulle forhindre slaveriet fra at sprede sig til de nye vestlige territorier. Buchanan vandt valget, selvom han ikke opnåede en stemmemæssig majoritet over Fremont og tidligere præsident Millard Fillmore, som var kandidat fra det fordums Know-Nothing Parti.

Buchanan, lod sig ikke påvirke af sund fornuft og lod ondskaben stiltiende fortsætte, og beslutte de at afslutte problemerne i Kansas med at fremskynde tilladelsen til at territoriet kunne blive en slavestat ved at støtte en forfatning der gik ind for slaveriet. I sin indsættelsestale støttede han endog Højesterettens Dred Scott beslutning , som stod for at blive fremlagt, som fastslog at Kongressen ikke havde magt til at forbyde slaveriet i territorierne.

Republikanerne fik flertal i Huset i 1858, men enhver betydningsfuld lov de fremlagde blev forkastet af delegerede fra Syden såvel i Senatet eller som følge af Præsidentens veto. Forbundsregeringen nåede således et punkt af stilstand stridigheder i afdelingerne tvang det Demokratiske Parti ud i en Nord og en Sydfløj, som hver nominerende sin egen kandidat til Præsident.

Da Republikanerne nominerede Abraham Lincoln, var konklusionen at han ville blive valgt. Sydstaterne talte for løsrivelse. Ligesom Demokraterne 150 år senere i forhandlinger med Islamiske terrorister håbede Buchanan på diplomatiske kompromisser, men løsrivelseslederne ville ikke indgå i kompromisser. Han sad handlingslammet over situationens alvor da denne gik ud af kontrol, idet han naivt troede på at Forfatningen ikke gav Præsidenten magt til handle mod løsrivelsesesstaterne.

I marts 1861 trak han sig tilbage til sit hjem i Wheatland, Pennsylvania, hvor han døde syv år senere og samtidig overlod til sin efterfølger det frygtelige dilemma som nationen nu stod over for.

Selv Det Hvide Hus's website er enig:

"Buchanan, i utilstrækkelig grad, fattede ikke tidens politiske kendsgerninger. Idet han stolede på at Forfatningens doktriner ville afslutte den stadig større kløft i slavespørgsmålet, ville han ikke forstå, at Norden ikke ville acceptere argumenter baseret på Forfatningen og som favoriserede Syden. Han indså heller ikke, hvordan særinteresser havde omgrupperet de politiske partier: Demokraterne splittet; Whigs helt ødelagt, derved var vejen banet for Republikanerne."

Lyndon B. Johnson (1963-1969)

Jeg vil undgå at diskutere LBJ's eventyr i udenrigspolitikken. Ligesom Carter var hans præsidentskab så fuld af fejltagelser, at der ikke er nok plads til at beskrive dem alle, og Johnson's udenrigspolitik var i særklasse omstridt. Jeg vil langt hellere fokusere på de langtrækkende virkninger af hans socialpolitik, som har haft vedvarende, regressive ødelæggende virkninger.

Lyndon B. Johnson's politik udgjorde selve grundlaget for 'victikraterne' Jesse Jackson og Al Sharpton. Bykernen og de sorte i Amerika er blevet degraderet til fattigdom og mangel på initiativ for skabe sin egen succes som et direkte følge af Johnson's socialistiske politiske tiltag. Mange nuværende historikere anser måske LBJ som en "progressiv pioner", men jeg ser en helt andet side.

Johnson aflagde ed som vor 36. præsident i Love Field i Dallas, omkring 100 minutter efter mordet på John F. Kenndy i november 1963. LBJ efterfulgte den romantiserede heltefigur som blev brutalt fjernet i Johnson's hjemstat.

Skønt han blev valgt i 1964 har GOP (Republikanerne) uden tvivl hjulpet til denne sejr med en på nogen måde polariserende kandidat i Arizonas senator Barry Goldwater. Den Republikanske nominering havde en ærefuld tradition med at støtte borgerrettighederne, men Goldwater var imod visse forslag i lovene som endte som Civil Rights Acts. Hans stemme imod førte til triumf for LBJ i 44 stater mod 6 i selve præsidentvalgkampen. Johnson høstede gavn af en omsiggribende kontrol fra de venstreorienterede hos de førende pressemedier, og i Holywood, og Akademiet, en tendens som, selvfølgelig, fortsætter idag.

Hvad som ikke ihukommes i vores tid i historiebøgerne eller i medierne var, at i 1920'erne foreslog Republikanerne lovgivning mod lynchninger idet de så tilbage på Borgerkrigs tiden da Demokraterne, inklusive Ku Klux Klan's grundlæggere, havde være indblandet i disse uhyrlige handlinger. Lovgivningen gik gennem Huset, men en tale imod blev fremholdt af en Demokratisk Kongresmand fra Texas med navnet Lyndon B. Johnson, men blev nedstemt af det Demokrat-kontrollerede Senat. Først i 1939 blev det vedtaget.

LBJ og den Sydstatsorienterede del af det Demokratiske Parti holdt fast i at støtte holdninger mod sorte. også da LBJ's periode nærmede sig:

- I 1956, Var Demokraterne i opposition til raceadskillelsesbeslutningen kaldet Brown v. Board of Education i "Sydens Manifest." Et hundrede medlemmer af Kongressen, alle demokrater underskrev manifestet.- - I 1957, Udformede den Republikanske Præsident Eisenhower en Borgerretighedslov, idet han håbede at kunne hele den skade som sorte havde været udsat for af Demokraterne i næsten et århundrede. Vedtagelsen af loven blev forhindret af Senatets Demokrater. - - i 1959, Udformede Eisenhower en Voting Rights Bill, som et forsøg på at omgøre stemmefratagelsretten hos de sorte vedtaget af Demokraterne gennem skat på stemmeafgivning, læsefærdighedsprøver, og trusler om vold fra KKK. Og endnu engang blev vedtagelsen blokeret af loven blokeret af Senatets Demokrater. - Men så, kom følgerne af mordet på JFK:

- I 1964, vedtog Kongressen Borgerrettighedsloven. Det er den lov som oprindeligt blev udformet af Eisenhower i 1957. Demokraterne, blandt dem Senator Robert Byrd (et tidligere KKK medlem) holdt filibustertale for lovens sammenbrud. Da denne var overstået, da stemte en langt større procentdel af Republikanere for Loven end Demokraterne.

-I 1965, endelig vedtagelse i Kongressen og Præsident Lyndon Johnson underskrev Loven, Voting Rights Act af 1964. Det er præcis den lov som Eisenhower udformede i 1959. Nu forhindrede man en filibusterepisode , og tilslutningen til denne lov fik også her en større procentvis del af Republikanere end Demokrater. Johnson, som nu er Præsident, fik selvgølelig "kredit" for denne lovgivning - udformet af Republikanerne, og fremlagt af Republikanerne for at omgøre et århundredes skade foranstaltet af Demokraterne og vedtaget med en større procentandel af Republikanske stemmer end Demokratiske. - Derpå fulgte det Store Samfunds Program med formålet at eliminere fattigdom og racisme.- På dette tidspunkt begyndte medierne og den akademiske elite at benytte en magtfuld kombination af kontrol med informationer og revisionistisk historeskrivning til at skabe et overvældende skifte i valgmetoden. Forført af Demokraternes tillokkelser og af deres mediers allierede kunne, sorte, som før i tiden overvejende stemte Republikanske, nu begynde at stemme på Demokraterne med i nærheden af mere end 90 procent.

De faktiske følger af Johnson Great Society blev katastrofalt for sorte, det fratog dem tilskyndelsen til selv at vise initiativ, fremskyndede en fornemmelse af en berettigelse af at være i offerrollen, og skabte en vedvarende social klasse af afhængighed af offentlige ydelser. Indtil 1965, havde 85% af de sorte husholdninger såvel en far som mor i hjemmet - en statistik næsten lig med eller endda lidt bedre end hvide familier. Efter 1965 (året Demokraterne og Præsident Johnson bestemte, at tiden var kommet til at holde op med at undertrykke sorte og at begynde af "hjælpe" dem), da begyndte et brat fald; i dag er fødselsraten for sorte amerikanere født udenfor ægteskab 69%.

Ikke ulig sin socialistiske fætter (New Deal) fremkom Great Society i en periode med tiltagende velstand. Johnson fremlagde sine mål for Great Society i en tale for et venstreorienteret elitært universitetspublikum, ved University of Michigan i maj 1964. De såkaldte "velmenende liberale" som dog ikke havde den store tiltro til den jævne mand elskede målsætningen. Elitisten "White Guilt" (Hvid Skyld) (se Shelby Steele's bog af samme navn) resulterede i nogle forfærdelige langtidsvirkninger. Det varede ikke længe før programmerne blev kraftigt kritiseret af konservative som værende ineffektive og i at skabe en underklasse af dovne borgere. De har vist sig at have ret. Vidnesbyrdene og kendsgerningerne gør Johnson til skurken. Hvis han var i live idag og kunne se følgerne ville han krumme tæer.

Socialisme gør helt tydeligt det enkelte individ dårligere stillet. Uoprettelig skade er blevet påført de sorte familier af de neo-socialistiske politikker som begyndte under Johnson, hvilket er en forvansket udgave af det som Eisenhower klogt påbegyndte et årti før. Alene for dette, for slet ikke at nævne Vietnameventyret, må LBJ betegnes som en af de tre værste præsidenter til nu.

http://www.americanthinker.com/2008/02/americas_three_worst_president.html

Ari Kaufman is a military historian for the Indiana War Memorials Commission and an Associate Fellow at the Sagamore Institute for Policy Research.