Hyldest til Korea

Hyldest til Korea

Denne artikel er ikke til at stå for med tanke på det nordkoreanske missil sendt ud over Stillehavet. Hvilken forskel en grænse og en ideologi kan gøre.

Anthony C. Lobaido

Hvad nu, hvis du sov?
Hvad nu hvis du i søvne drømte?
Hvad nu, hvis du drømte du kom til himlen?
Hvis du nu der plukkede en fremmed og smuk blomst?
Hvad hvis du, når du vågnede, havde denne blomst i hånden?
Ja, hvad så?

– Samuel Taylor Coleridge

SEOUL, Sydkorea - for ikke så lang tid siden drømte en mand han gik rundt i en smuk have. Rundt om ham fløj 20 af de smukkeste kkatchi fugle, de vidunderligt smukke, mørkeblå, sorte og grønne Koreanske husskader. Kkatchi er den eneste skabning på Jorden der fejrer deres egen Nytårsdag. Koreanerne tror de bringer såvel held som særligt positive budskaber fra selve naturens rige. Pludseligt blæste det op og en sky af rene hvide kirsebærblomster regnede ned på jorden. Da var det manden indså at han ikke drømte.

Efterår i Sydkorea (All photos by Anthony C. LoBaido).

Midt i en sådan surrealistisk scene i det 21. århundredes Korea, er det tankevækkende at erindre at for blot seks årtier siden var denne nation et land der lå i rygende ruiner.

Først blev Korea udplyndret, voldtaget og ødelagt igennem to generationer af den japanske imperialisme. (Kun få amerikanere ved at Præsident Theodore Roosevelt skrev under på Japans annektion af Korea qua den Russisk-Japanske Krigs fredstraktat i hans Sommer Hvide Hus på Oyster Bay, Long island.) Derefter fulgte den maoistiske/kommunistiske opstand i Koreakrigen.

Korea's unge kan imødese en glimrende fremtid.

Efterfølgende har koreanerne skabt deres eget "økonomiske mirakel." De har indtaget deres plads på verdensscenen ved værtskabet i 1988 ved De Olympiske Lege. Deres stjerneoptræden var i 2002 ved World Cup i fodbold og her fornylig ved World Baseball Classic. Ligesom de koreanske chaebols, eller kæmpevirksomheder som Daewoo og Samsung, Hyundai, er blevet navne der indgår i almindeligt sprogbrug i Vesten således er koreanske underholdningsstjerner som Nell og Wonder Girls nogle der betager deres publikum qua deres talent og retro-1950'er stil.

Som en af Amerikas mest trofaste allierede har Korea sendt seje, godt uddannede tropper til hjælp for USA i konflikter fra Vietnam til Irak. Koreanske soldater er velkendt for deres professionalisme og kunnen i tae kwan do, deres beherskelse af engelsk som KATUSAs, og deres fremragende evner som jo kyuk su, eller snigskytter.

Den koreanske husskade, kkachi, i flugt.

Hvordan er Korea nået frem til dette stadie så hurtigt? Er det på grund af deres tillid til de fire identitetssøjler - nationen, racen, religionen og familien? Er det deres evne til at "arbejde sammen i en gruppe" som kun sjældent andre formår det? Er det deres respekt for deres kultur og traditioner? Er det deres brug af nim og yo for at sætte ord på deres æresbegreber? Er det den måde de viser respekt for overordnede? Eller er det deres aldrig ophørende hensyntagen og kognitive omtale af deres slægtninge, af ældre og unge?

Nogle spekulerer på om det er fordi Koreas universitetsstuderende er igang fra kl. 6.00 morgen til midnat, syv dage om ugen. Andre hævder det er deres evne til begrænse opfattelsen af personlige "fejl" i bytte for at undgå gruppeskam.

Nogle observatører bemærker at den Gramcianske kultur krig mod det koreanske patriarki er forstummet - da sydkoreanerne har nægtet at tillade at skilsmisse, udligning af kønsrollerne, abort, homoseksualitet, velfærd og politisk korrekthed skal erstatte ærværdighed. Der er ingen Paris Hiltons eller Dennis Rodmans i det sydkoranske samfund.

Blomstrende kirsebærtræer i Korea.

Ligesom Rusland, Kina, Japan, Indien og Israel har Koreas mangel på multikulturalisme og forskellighed ikke forhindret hende i at blive en af verdens førende nationer. De fleste koreanere tror de er forbundet gennem de forskellige historiske dynastier og gennem de almindelige familienavne som Lee, Kim og Shin. Således tøver koreanerne ikke med at kalde fremmde ajuma eller ajoshi, hvilket kan oversættes med 'tante' eller 'onkel.'

Med dette i tanke kunne man med rimelighed beskrive koreanerne som chi shi hada, der betyder dybt involveret i "cookie cutter conceptet" (ensartethed). Koreanske mænd har kortklippet hår og hader øreringe. Enhver mand skal aftjene sin værnepligt. Koreanske kvinder er aldrig iført sjusket tøj eller har pyjamas på i skole. De viser deres smukke lægge og høje kindben - egenskaber som folk fra Vesten værdsætter. Alle ældre, og de som er på vej til at blive ældre bliver respekteret.

Drømme om storhed er almindeligt i Korea. Den nuværende Sydkoreanske Præsident, Lee Myung-bak var engang skraldeman. Ban Ki-moon, FN's Generalsekretær indgyder respekt overalt på jorden. Korea har allerede sendt en kvindelig astronaut ud i rummet (yi So-yeon) og udnævnt adskillige kvinder som generaler i de væbnede styrker. Udover det opretholder Korea verdens største valutareserver og ligger i toppen som en større eksportnation. Landets landbrugsindustrielle high-tech økonomi har gjort det muligt for borgerne at opnå en høj levestandard der vækker misundelse i mange udviklingslande.

Morgen i Songnisan, Sydkorea.

Syd korea kunne med lethed bygge en atombombe, hvis de ville. Overrasket? Det er almindeligt kendt at de har verdens højeste IQ rate på 107. Deres stofmisbrugsproblemer gælder kun 7 ud af hver 100000 indbyggere. Korea's high-tech videspilindustri er til forundring hos verdens videspiludviklere, da spillere let kan tjene over 100000 dollars om året.

Når alt dette er sag er det så ikke noget under at den fremtidige Sydkoreanske drøm om et genforenet fredelig halvø med high-speed KTX tog til at forbinde Pusan og Beijing forekommer både sandsynlig, og mulig? Genforeningen af Nord- og Sydkorea ville øjeblikkeligt skabe en militærsupermagt uden lige.

Sydkorea har opnået sin frihed ved at betale en høj pris. Tabstallene i USA i Koreakrigen indbefattede over 36000 dræbte, over 92000 sårede over 8000 MIA og 7000 krigsfanger. Idag er Korea frit takket været Sydkoreanernes mod, amerikanerne og andre allierede tropper. Var al denne blodsydgydelse og omkostninger det hele værd?

Efterårsløv ved er fredet sted af UNESCO World Heritage

Overvej hvis man skulle sammenlige mord- voldtægts og tyveri raten mellem Seoul og Los Angeles, da ville man se at Korea på mange måder stadig ligner den nation der beskrives i TV-serien M*A*S*H,* hvor skuespilleren Jamie Farr, der spillede den elskede Max Klinger uddelte hotdogs til koreanske børn iført sin Toledo Mud Hens kasket.

Jo det er rigtigt at koreanerne kan være griske, dovne, racistiske, forkælede og barnlige. Jo de spiser hunde. Drukkenskab er en national svøbe. De benytter toiletpapir på bordene i restanter. De kan helt sikker være ufleksible og hysteriske som det blev demonstreret i anti USA Kogalskabs protesterne. Oftest møder du koreanerne der er venlige, dygtige, modige og eftertænksomme. Koreanere er virkelig rare mennesker - der er værd at ofre livet for.

I den sidste episode i M*A*S*H* med titlen, "Farvel, Ha' det Godt og Amen," (dengang den mest sete serie i USA) besluttede Klinger, der havde brugt sin karriere på alle mulige måder at blive hjemsendt, at blive tilbage sammen med sin smukke koreanske hustru Soon Lee, at finde hendes forældre og hjælpe til med at genopbygge landet. Hawkeye Pierce karakteren sagde til ham "Klinger, vi tager alle hjem nu ... nu behøver du ikke spille tosset længere."

Koreanerne holder af at lave små stentårne der symboliserer deres forhåbninger.

Alt taget i betragtning er koreanerne, gammeldags, moderne og postmoderne - de af os der elsker og beundrer det Sydkoranske folk har indset for lang tid siden at Max Klinger måske ikke var så tosset alligevel.