Kennedy-Sorensen Demokrater
Den legendariske taleskriver, Ted Sorensen, døde søndag i den modne alder af 82. Den Demokratiske venstrefløj, vil selvfølgelig hylde Sorenson, som den mand der bogstaveligt talt gav liv til JFK, Camelot og New Frontier
Konservative bør imidlertid også synge Sorensens pris. Manden var virkelig en fremragende taleskriver, hvis arbejde hyldede den amerikanske storhed og den amerikanske særegenhed.
Dette er prisværdigt og vigtigt. Særligt i dag, hvor vore politiske lederes med overlæg har valgt at lade Amerika føre ind en vej der gør mod en national nedtur, og da vor præsident erklærer at han faktisk ikke tror på den amerikanske særegenhed, da er det en stor hjælp at lytte tilbage til en stor og patriotisk liberal politisk tradition der troede på, som Ronald Reagan, og den spirende konservative bevægelse, at Amerika har et stævnemøde med skæbnen.
Af natur er amerikaneren optimistisk. Han er eksperimenterende, en opfinder og en konstruktør, der konstruerer allerbedst når han bliver udfordret til at bygge stort....
Jeg mener vi skal give dette samfund nyt liv. Jeg mener vi skal vise for verdens folk, at vi i dette frie land er besluttede på at være de første -- ikke først hvis, ikke først dersom, ikke først når -- men først....
Vi valgte at drage til Månen i dette årti og foretage de andre ting, ikke fordi det er let, men fordi der er vanskeligt: Fordi det mål vil tjene til at organisere og måle rækkevidden af vore færdigheder og talenter. Fordi vi er villige til at tage denne udfordring op, en udfordring vi ikke vil udsætte og en udfordring vil er fast besluttede på at ville vinde, og således også med de andre....
Jeg mener spørgsmålet for det amerikanske folk er: Præsterer vi så meget som vi kan? Er vi så stærke som vi bør være? Er vi så stærke som vi skal være, hvis vi vil fastholde vor uafhængighed, hvis vi vil bevare og strække hånden ud til venskab med de som søger vor assistance: De som søger hen mod os for at overleve?
Jeg bør gøre det meget klart, at jeg mener vi ikke gør tilstrækkeligt; jeg er ikke tilfreds som amerikaner med de fremskridt vi gør. Dette er en stort land, men jeg tror det kunne være endnu mere storslået, og dette er et land med magt, men jeg mener det kunne blive et mere magtfuldt land.
Jeg er ikke tilfreds med at 50% af kapaciteten i vore stålværker ikke udnyttes. Jeg er ikke tilfreds når United States har sidste års laveste økonomiske vækstrate i noget større industrialiseret samfund i verden.
Jeg er ikke tilfreds når vi har for over 9 milliarder dollars fødevarer, hvoraf noget af det rådner, skønt der er en sulten verden, og selvom fire millioner amerikanere venter hver måned på en fødevarepakke fra regeringen der i gennemsnit svarer til 5 cents om dagen per individ.
Jeg er ikke tilfreds når Sovjetunionen uddanner dobbelt så mange videnskabsfolk og ingeniører som vi. Jeg er ikke tilfreds når mange af vore lærere ikke får tilstrækkeligt i løn, eller når vore børn er i skole i skiftehold og på deltid. Jeg mener vi burde have et uddannelsessystem der er det allerbedste.
Hvis Ted Sorensen ikke skrev disse lovprisninger til den amerikanske storhed og det amerikanske vovemod, da havde han, i det mindste - en meget stærk medvirkende hånd, - i at udforme dem.
Kontrasten mellem Kennedy-Sorensen liberale fra gamle dage og de moderne venstrefløjsympatisører i nutiden er måske mest slående vedrørende emner som forsvars- og udenrigspolitik. Kennedy og Sorensen, erklærede, naturligvis, som det så berømt blev erklæret i Kennedys første indsættelsestale, at Amerika ville
betale hvilken som helst pris, bære hvilken som helst bryde, imødegå enhver besværlighed, støtte enhver ven, modstå enhver fjende for at sikre frihedens succes og overlevelse.
Ydermere sagde Kennedy (med den bemærkelsesværdige hjælp fra Sorensen):
Til menneskene i hytterne og i landsbyerne på halvdelen af kloden der kæmper for at bryde den omfattende elendigheds bånd, forpligter vi os, efter bedste evner, på at hjælpe dem med at hjælpe sig selv, uanset hvor lang der kræves -- ikke fordi kommunisterne måske vil gøre det, ikke fordi vi søger deres sympati og stemme, men fordi det er det der er rigtigt. Hvis et frit samfund ikke kan hjælpe de mange der er fattige, kan det ikke frelse de få der er rige.
Som modsætning i dag beder en helt anderledes præsident det afghanske folk "der kæmper for at bryde den omfattende elendigheds bånd" at Amerika vil hjælpe dem, ikke uanset hvor lang tid der kræves - men til juli 2011, og at derpå må de klare sig selv. Amerika, erklærer han drager hjem.
"Vore troppers forpligtelse i Afghanistan," siger denne præsident, "kan ikke være uden afslutning: Fordi den nation jeg er mest interesseret i at opbygge er vor egen."
Jeg er bevidst om Præsident Eisenhover der da den nationale sikkerhed blev diskuteret sagde: "Ethvert forslag skal afvejes i lyset af en bredere overvejelse: Behovet for at opretholde balancen, i sammenhæng med de nationale programmer."
Efter Obamas tankegang så inkluderer disse "bredere overvejelse(r)" økonomiske faktorer, og "konkurrencen i den globale økonomi," der som han formoder begrænser Amerikas evne til at beskytte de nationale interesser i udlandet.
Pyt være med at krigene i Irak og Afghanistan blot udgør m,indre end 2% af Bruttonationalproduktet, ifølge forsvarsanalytikeren Thomas Donnelly fra American Enterprise Institue.
Efter Obamas måde at ræsonnere på, er det altfor overdreven en omkostning at bære for at "sikre frihedens succes og overlevelse."
Kennedy-Sorensen Demokraterne fra gamle dage, ligesom de Ronald Reagan konservative i dag, ved meget bedre. De ved, at et militært stærkt og internationalt selvbevidst Amerika, så langt fra underminerer den amerikanske velstand, men snarere understreger styrken i vor økonomi og vitalitet.
Oveni er der også Kennedy-Sorensen viddet, humoren og barmhjertigheden som den nuværende besætter af Det Ovale Værelse og hans flok at taleskrivere synes alle at mangle. Det er næsten umuligt, for eksempel, at forestille sig Kennedy omtale sine Republikanske modstanderes som "fjenden." Det er dog det som Obama har sagt om Republikanerne:
Vi vil straffe vore fjender og vi vil belønne vore venner der står sammen med os om de emner der er vigtige for os.
Her følger, som en kontrast, det som Kennedy-Sorensen sagde om Grand Old Party (Republikanerne) og Richard Nixon under højdepunktet af den ualmindeligt tætte og meget spændende 1960 præsidentkampagne.
Mr. Nixon har i de sidste syv dage kaldt mig en økonomisk dumrian, en forfører, og så alt det andet. Jeg har blot begrænset mig til at kalde ham Republikaner, men det siger han er at blive for nedrig.
Så er der denne klassiske selvudslettende bemærkning, en af mange, sagt af JFK:
Jeg vil gerne udtrykke min værdsættelse af guvernøren. Hver gang han introducerer mig som den potentielt største præsident i United States historie, da tænker jeg altid at han måske overdriver en smule. George Washington var ingen ringe præsident, og jeg vil gerne tale varmt om Thomas Jefferson. Men ellers så accepterer jeg komplimenten.
Sorensen er blevet nedgjort i de seneste år, især af koncervative, som en der brugte et halvt århundrede på at skabe de stadig større myter om Kennedy og Amerikas "Camelot." Der er selvfølgelig en vis sandhed i dette. For billedet af JFK passede aldrig helt til virkeligheden.
Weekly Standard skribenten Philip Terzian, for eksempel, har ganske humoristisk døbt Sorensen's mytefortælling, "Forførelsens Personer," "Siden 1963" skriver han,
Theodore C. Sorensen har været vedholdende i sine otte år som taleskriver for John F. Kennedy, og trofaste læsere af New York Times har fået tiltro til hans periodiske bidrag til redaktionssiderne igennem de sidste 47 år. Her har Sorensen gentaget, med stor styrke sin enkle formular i tre dele for forståelsen af den moderne amerikanske historie
Kennedy= Gud/Demokraterne=Gode/Republikanerne=Slemme.
Meget vittigt og alt for sandt er jeg bange for: Mens han blev ældre blev Sorensen i stigende grad ensidig, og især i sine sidste år, var han en skamløs og uudholdelig Demokratisk partiskuespiller.
Ikke desto mindre kan man ikke fratage Sorensen storheden som taleskriver. Ganske enkelt nedskrev han nogle af de mest poetiske og mindeværdige taler i amerikansk historie. Faktisk er mange af hans bemærkninger nogle man husker i dag og de vil blive husket i 100 år frem.
Det er fordi han, som Kennedys vigtigste taleskriver, gav en stemme til Amerikas historiske begær for storhed og resultater. Han troede på et Amerika der var "second to none," og som vovede at drømme om at foretage store og vigtige ting.
Det er faktisk slet ikke så ringe endda. Det er faktisk noget vi bør huske på i dag, i denne tid med national nedtur: At Amerika har besteget bjerge førhen, at vil vil vil gøre det igen, Lad blot ordet sprede sig......
http://spectator.org/archives/2010/11/02/kennedy-sorensen-dems-wouldnt
Se hele Kennedys indsættelsestale her: http://www.bartleby.com/124/pres56.html Hvis du vil høre og se den klik her: http://www.americanrhetoric.com/speeches/jfkinaugural.htm
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar