Grå har betydning
"Selve problemet med verden" erklærede Bertrand Russel, "er at fjolser og fanatikere altid er så selvsikre, og de som er kloge er så fulde af tvivl."
Ligeså meget som jeg hader at modsige Lord Russel, da mistænker jeg at nogle stykker af verdens uløselige problemer kan klares gennem større ydmyghed og omhyggelig overvejelse -- men jeg godtager hans synspunkt. Svarene på så mange af de større problemer er hverken sort eller hvidt, men har myriader af nuancen grå. Des mere grå jeg bliver, des mere grå synes svarene at være.
"Kun Gud og visse galninge tvivler ikke!" tordnede den store oprører Martin Luther.
Intet sted er dette bedre bevist, end ved ugerningerne hos den endeløse forsyning af dødshungrende fanatikere der stiller sig op for deres kamikazemission. Helt og aldeles overbevist om, at deres sag er retfærdig og hellig, har de ingen tvivl overhovedet om, at Gud godkender dem - for ikke at nævne en vrimmel af jomfruer - der venter på dem i deres klub udelukkende for muslimer i livet efter dette.
Lige fra sin indstiftelse synes Kristendommen at have accepteret den uundgåelige tvivl. Der var apostelen med tilnavnet "Tvivleren", Thomas, som blev helgengjort trods hans ufornuftige holdning. De tidlige kirkefædre Augustinus af Hippo, indrømmede at han flåede sit hovedhår og slog sig på hovedet i et (tilsyneladende succesrigt) forsøg på at komme sin nagende tvivl til livs. Og Moder Theresa, prototypen for en helgen, påstod at hun havde lidt af tvivl i lange perioder og det hele livet. Mens Kirken aldrig er stået frem og har hyldet tvivlen, så ser den dog ud til at mene at tvivl er uundgåelig. Jeg har en tendens til at være uenig med kirken (jeg ved godt det er chokerende). Jeg betragter tvivl som værende klogt og ikke til at undgå.
Nu påstår jeg ikke at jeg er en af Berti'e "kloge personer," og jeg lader helt sikkert ikke som om at jeg har særlig mange gode svar. Det er derfor jeg ville være en elendig TV-vært. Jeg lytter undertiden til taleradio om morgenen i trafikken, og jeg er forbavset over, hvordan værterne kan plapre løs i timevis uden at trække vejret, eller blot være lidt eftertænksom. Taget i betragtning at meget af det de siger er luft og vindfrikadeller, og det i en grad så jeg hurtigt bliver træt, ja så leder jeg efter en god CD i handskerummet.
Det er også grunden til at jeg absolut ingen interesse har i at optræde på de der Søndag Morgen TV Tale Shows (jeg er nu heller ikke blevet spurgt). Min optræden ville være en katastrofe - og ikke kun fordi jeg så let bliver grebet af sceneskræk og øjeblikkeligt ville begynde at hyperventilere og derfor må knuge mit hoved mellem knæene, men fordi jeg har en vane med, meget ubelejligt på TV, med at komme rundt om alle sider af et problem. Seerne har bare ikke tålmodighed til det. De ønsker en person hvis ideer om hvilket som helst emne, er enkle og grydeklare, en person der ikke tvivler på nogetsomhelst.
De samme gælder det at skrive om meningsmålinger. Jeg har skrevet min del af disse og det eneste man ikke ønsker at gøre er at forekomme veg. Læserne ønsker ikke at spilde to minutter af deres værdifulde tid for at finde ud af at skribenten ikke har taget stilling til emnet og at hans indlæg er fyldt med 'hvad nu hvis dit og dat' og en masse men, men, men....
Stærke holdninger er ikke noget for mig. Jeg kunne læse noget af Murray Rothboard der får mig til at konkludere at anarcho-kapitalismen er den bedste filosofi og så næste dag et stykke af David Brooks der vil få mig tilbage ind på midten. Jeg mangler endnu at læse noget der får mig helt over på venstrefløjen, men her på det seneste har jeg dog foretrukket, med den afdøde Joseph Sobran's ord, "en bogstavelig forsonende konservatisme af den aktivistiske slags der er beskæftiget med øjeblikkelige politiske problemer." Det er dog også et emne der kan laves om på.
HELDIGVIS ER MIN TVIVL ikke af den eksistensielle natur, som hos den yngre Woody Allen.
"Jeg er plaget at tvivl," sagde han. "Hvad nu hvis alt er en illusion og intet eksisterer? I det tilfælde da har jeg helt klart betalt for meget for mit gulvtæppe."
Min tvivl er mere verdslig og opstår som regel fordi jeg fornemmer at de fleste af livets store problemer (krige, fattigdom, myldretidstrafik) bare ikke kan løses. Historien lærer os at alle de store planer der skulle klare alle problemer (Marxismen, Internationalismen, Velfærdsstaten) er dødsdømte. Tilsyneladende er det den eneste lektion som menneskeheden bare ikke vil tage ved lære af.
Mens endnu en årstid kryber nærmere ind på os, hærder jeg mig til den uundgåelige blitz fra politikerne der ikke synes i stand til at klare selv de mest basale ting -- såsom det gigantiske hul i min forhave, det som har så megen tyngdekraft at lyset ikke kan undslippe det -- og som de dog fortsætter med at love, at om nogle få år, og ved en meget stor del af min løncheck, ja så kan de løse alle vores problemer.
Behøver jeg at nævne, at det tvivler jeg på.
http://spectator.org/archives/2010/10/14/gray-matters
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar