Løgne, hormoner og selvbedrag

Han bruger minsandten mit gamle trick

Da mine gamle løgne ikke længere duede havde jeg brug for noget nyt, og da lød jeg præcis som Obama.

Oleg Atbashian

Har du nogensinde oplevet en irriterende karakter i et TV show minde dig om en tid, hvor du selv har opført dig som et fjols? Selv nu, år efter, får mindet om din opførsel dig til at rødme!

Nøjagtig på den måde havde jeg det da jeg så vor præsidents pressekonference efter valget, og de efterfølgende interviews. Selv efter at nationen meget tydeligt havde forkastet hans dagsorden fortsætter Obama med at insistere på at han ikke gør noget forkert - han har blot ikke formået at få landet til at forstå at det han har gjort var "det helt rigtige." I hans tankegang var afvisningen et resultat af en misforståelse - en fejlopfattelse - og han lover højtideligt at "lytte langt bedre" til folket i fremtiden.

Obama har fået mig til at få nogle meget uvelkomne tilbageblik, og huske hvorledes jeg som teenager løj overfor det modsatte køn - påstod jeg delte deres værdier - for at kunne komme til at score. Når løgnene ikke virkede, bildte jeg mig ind, at jeg ikke havde været overbevisende nok. I fremtiden skulle jeg gøre mig endnu større anstrengelse for at få dem til at forstå, at jeg havde ret til en date. Jeg lovede at "lytte mere intenst", jeg lovede hvad som helst. Slutresultatet helliger midlet.

I den alder syntes intet at være upassende. Min hormonpåvirkede hjerne kunne ikke se forskel på rigtigt og forkert, og "at gøre det rigtige" var det samme som at gå derhen hvor mine hormoner bragte mig, og så få det til at synes at være "det rigtige." Når en pige var klog nok til at afvise mine stormløb, genererede min mund automatisk en million andre mulige, skønt modsatrettede grunde til, hvorfor en sådan afvisning blot var et resultat af en fejlopfattelse. Det eneste der manglede i denne sammenhæng var at jeg var en fuldstændig tåbe, helt uden selvforståelse, blind for virkeligheden og døv overfor andres følelser.

Med tiden lærte jeg at blive mere omhyggelig og holdt op med at beskylde det smukke køn for fiaskoen ved at forstå mine gode hensigter - på grund af deres mangel på intelligens, eller måske begge dele. Jeg fandt også ud af, at det at beskylde andre for at svine mig til bag min ryg, det var en elendig strategi. Jeg mestrede det at forekomme at være "ydmyg" ikke fordi jeg var blevet klogere; kun fordi jeg var blevet en rigtig dygtig løgner.

Nej hvor jeg genkendte dette trick da præsidenten indrømmede at han var skyldig - jo, skyldig - i ikke at kunne udtrykke sig mere klart. Men han forsøgte! Ingen kan benægte at han forsøgte at være tydelig. Alene i det sidste år, har han begyndt cirka 50% af sine sætninger med udtrykket "Lad mig gøre det klart." Måske kunne den tragisk dårlige kommunikation have været undgået hvis han havde benyttet dette udtryk 75% af tiden, og måske vil han næste år gøre det langt bedre, og forøge brugen til 100%, mens han taler langsommere og højere.

Denne gang, ulig mange andre gange i den forgangne tid, syntes præsidenten at være meget omhyggelig med ikke at give amerikanerne skylden for deres manglende evne til at forstå ham, og han gav heller ikke medierne skylden for at have fejlfortolket hans gerninger. Han var en mester udi "ydmyg" forestillingen.

Jeg tilbragte mine universitetsår i USSR og måtte overvære et antal klasser i Marxistisk videnskab. En dejlig september eftermiddag, lige efter en lektion i Marxistisk filosofi, sad jeg på en bænk med en kvindelig studerende fra en parallelklasse. Jeg citerede det vigtige værk af Friedrich Engels, Familiens Oprindelse, Privat Ejendom, og Staten, og forsøgte at overbevise hende om, at hvis samfundet i Sovjet virkelig var bedre organiseret efter de marxistiske principper, da ville vi alle have ubegrænset sex.

Jeg fortalte hende, at de nuværende sociale tabuer og begrænsninger stammede fra den gamle tid med bourgeoisiet, da forhold mellem mennesker blev bestemt af familien, og af ejendomsforhold, der nødvendiggjorde et strengt monogami. Det var dog en skam, huskede jeg jeg sagde, at i vor formodede mere progressive Sovjet samfund, hvor privat ejenidm ikke længere var en byrde, og hvor varerne blev fordelt blandt mennesker af regeringen, at vi dog stadig var undertrykt af de arkaiske seksualtabuer i stedet for at have en fri fordeling af de intime goder.

Hvis det er sandt at menneskesindet er en social konstruktion, sagde jeg, så er de nævnte tabuer blot intet andet end opfattelser fra fortiden der kan laves om, fordi de har overskredet sidste salgsdato. Grænserne for menneskelig intimitet bør ikke findes i det moderne liv, hvor opfattelser af rigtigt og forkert kan laves om sammen med den socio-økonomiske formation. Og da alt var et spørgsmål om opfattelse, da kunne det som er forkert let blive til det nye rigtige, hvis nogen ville give historien et gevaldig skub. Og hvis nu nogen skulle give denne historie et gevaldigt skub, hvorfor så ikke os? Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så? Dette var helt sikkert at tiden nu var inde.

Hun så direkte på mig og sagde:"Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad du snakker om, men hvis det er det du ønsker så lad os gå op på mit værelse." Ser du der var ikke meget teoretiker i hende. Vi var venner et stykke tid, og glemte derpå, at vi eksisterede ligeså let og bekvemt som vi mødtes. Når det eneste man har tilfælles er hormoner, så er der ikke meget tilbage der kan holde nogen sammen når biokemien undergår en forandring.

Jeg spekulerer på, hvor mange amerikanske vælgere der valgte Obama fordi de var enige i hans teorier eller forstod noget af hans håb og forandrings retorik, men blot fordi de delte de samme politiske hormoner. Måske antallet af stemmer med hormon-forstyrret tankegang, sådan groft regnet, kan kalkuleres som det antal stemmer Obama fik i 2008, og så fratrække det meget mindre antal Demokratiske stemmer i 2010. Det der kommer let, forgår let.

Jeg ved, hvordan de amerikanske venstreorienterede føler. De fleste af min ukrainske kærester i mine unge år, må have været ærkekonservative, samtidig med at min endokrine 'øvelser' gjorde mig til en uskolet liberal. Jeg mente jeg fik lov af dem, jeg lyttede ikke, jeg kørte på med min dagsorden og så forkastede de mig. Det piner mig at tænke for meget over disse skamløse dage. Jeg lød fuldstændig som Barack Obama ved hans pressekonference. Jeg kan kun håbe at objekterne for min lidenskab ikke fik kvalme af at lytte til mig, som jeg selv får kvalme når jeg nu tænder for TV. Hvis de kan høre eller læse mig nu, da håber jeg inderligt at de vil modtage mine undskyldninger for at have været et kæmpefjols.

Til mit forsvar. Jeg var ung, umoden og var drevet kun af hormoner. Jeg aner stadig ikke om jeg er blevet klogere som resultat af livets lektioner eller på grund af forandringerne i mine endokrine kirtler. Men det at blive afvist lærte mig dog noget: At forestille at være noget man ikke er duer bare ikke. For at have et sundt forhold skal man være ærlig overfor sig selv og sin partner. Og hvis det ægte dig ikke er hvad din partner ønsker, ved at du lader som om du er en anden se det vil ikke gøre nogen af jer lykkelige. At finde på historier om at man har samme værdier for at forlænge et fupforhold er patetisk.

Hvor jeg dog ville ønske jeg havde vidst dette i mine teenageår, men jeg er dog ikke sikker på at denne viden kunne have haft nogen virkning dengang da min tankegang jo var forblindet af umodne fantasier og min biokemi forårsagede min halvlærde talestrøm, ved at finde på vilde historier og med alle mulige undskyldninger for at min fantasi kunne gå i opfyldelse.

Jeg genkender dog disse teenagetræk hos Obama når han taler til nationen. Jeg kan ikke lade være med at bemærke at han jo faktisk er en voksen mand. Hvilke hormoner mon driver ham og så i hans alder? Og hvilken slags fantasier har han om sig selv og Amerika som han er så desperat efter at få indfriet?

Lige før valget opdagede videnskabsforskere ved University of California-San Diego at et særligt slags gen, en dopamin receptor kendt som DRD4-7R, når den kombineres med et socialt miljø derpå kan kædes sammen med en venstreorenteret politisk ideologi. Kunne dette være en forklaring på, hvorfor vor præsident opfører sig som en hormon-forstyrret teenager, der er blind overfor virkeligheden, og helt døv for andre menneskers følelser?

Uanset om dette er tilfældet eller ej, håber jeg virkelig at nogen i Det Hvide Hus,helst en voksen - det behøver ikke være en i toppen - det ville nok være for meget forlangt, men så en chauffør, en kok eller en rengøringsassisten - vil konfrontere Obama med den barske sandhed:

Barack, landet er altså ikke forelsket i dig. Vær nu voksen. Du er for pokker 49.

http://pajamasmedia.com/blog/says-a-skilled-former-liar-obamas-using-my-old-act/

Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from Ukraine, currently lives in New York. He is the creator of ThePeoplesCube.com, a satirical website where he writes under the name of Red Square.