Amerikas sidste frie valg? Del 4.

Amerikas sidste frie valg?  Del 4

Wes Vernon

(Se Del 1. Her. Del 2. Her. Del 3. Her.)

Ingen alliance - - er så underrapporteret som samarbejdet mellem kommunismen og radikal Islam.

Terrorisme: Det 20. århundredes agigatorer

Tilbage i 1980’erne på det gamle CBS Radioprogram Crosstalk, fortalte Benjamin Nethanyahu, dengang Israels ambassadør til USA mig, at det (da stadig eksisterende) Sovjetunionen stod bag meget af terrorismen i Mellemøsten - et fænomen der på den tid havde givet anledning til amerikansk opmærksomhed da en terrorrelateret radikal islamisk bevægelse fik styrtet Shahen af Iran og man tog 52 amerikanere som gidsler i hele 444 dage.

At Sovjetunionen igangsatte problemer over hele verden var næppe chokerende nyheder. Det var jo ren rutine under Den Kolde Krig. Men i sin bog og i radiointerviewet redegjorde den fremtidige premierminister for Israel i detaljer omfanget af Sovjets opbakning til terrorismen i Mellemøsten, og det med alt den kunne trække.  

Og i dag?

I 2012 — selv med Sovjetunionen borte - støtter den verdesomspændende kommunisme og radikal Islam hinanden. Denne helt åbenbare kulturforskel mellem de to er på ingen måde en hindring for en alliance til begges gavn.

Den to-strengede trussel for USA, Vestens Civilisation, og virkelighedens verden kører derud af på alle cylindre. Tidligere KGB agent Konstantin Preobrazhensky har udforsket og udstillet det han vurderer som er “KGB’s skjulte hånd” (under sit nye navn i dagens Rusland) som står bag dagens “kommunister og (radikale) muslimer.”

I sin tale den 19. juli ved konferencen om Amrica’s Survival Inc., beskrev Preobrazhensky “Det Moskva som skabte terrorisme.”

Revolutionen's "skjulte ressource"

"Kommunisterne har betragtet Islam som deres allierede lige fra den allerførste begyndelse,” sagde han, “for i det tidlige 20. århundrede, blev Islam betragtet som de undertrykte folks’ religion.”

Interessant nok skrev Stalin (hvis forfølgelser af enhver anden religion i Sovjetunionen var brutal kompromisløs og evigvarende) denne besked for Vladimir Lenin som skulle overbringes Ruslands muslimer.

“Fra i dag, er jeres tro, sædvaner, jeres nationale og kulturelle institutioner frie og ukrænkelige. Organiser jeres liv frit og uden hindring.”

Konstantin Preobrazhensky gennemgik, hvordan Sovjetunionen hjalp med oprettelsen af Saudiarabien; hvordan Islam blev benyttet, efter 2. Verdenskrig, af Sovjetstaten; hvordan Nazityskland udviklede en aktiv håndsrækning til de sovjetiske muslimer under ledelse af den tidligere Stormufti af Jerusalem, der flygtede til Tyskland efter det mislykkedes med en anti-britisk opstand i Palæstina (denne mand blev belønnet med den militære rang af SS Gruppenführer); og hvordan mange kulturelle aktiviteter i Sovjetunionen “hjalp med til skabelsen af de originale aspekter af muslimsk civilisation.”  

Husk den aføde Alexander Litvinenko, en tidligere KGB agent der blev forgiftet i London i 2006, under mistænkelige omstændigheder der lod formode en medvirken af Putin regeringen (benægtet af Moskva, men ikke særlig grundigt). Før han døde, fortalte Litvinenko Preobrazhensky at hans tidligere FSB/KGB kolleger trænede fremtrædende al-Queda terrorister i 1980’erne. En af dem er ansvarlig for mordet på amerikanere uden for USA. En anden var Osama bin Ladens højrehånd.

Den forhenværende KGB agent citerer den britiske politiker George Galloway som havende forklaret at de socialistiske/venstreorienterede bevægelser rundt om i verden og radikale muslimer har de samme fjender, “hovedsageligt Vestens civilisation og United States og Storbritannien.”

“Man kan forudse i den nuværende situation mens venstreorienterede i USA og andre vestlige lande vokser i indflydelse at deres alliance med Islamisterne vil blive udvidet,” forklarede han.

Katastrofen med Det Arabiske Forår

I sin introduktion til Preobrazhensky bemærkede ASI præsidenten Cliff Kincaid at i udfaldet af det “Arabiske Forår” da spillede den marxistiask/leninistiske organisation PLFP (Folkefronten for Palæstinas Befrielse) en hovedrolle. Det Muslimske Broderskab (der opnåede magt i Egypten delvist med en bag scenen hjælp af Obamas Hvide Hus) “har medført fremkomsten af terrorist organisationer som Hamas.”

Egyptens præsident fra Det Muslimske Broderskab, Mohammed Morsi har gentaget sin allerede kendte foragt for USA ved at kræve at Amerika løslader “den blinde sheik” mesterhjerne bag den første Word Trade Center terrorbombe.

Den Blinde Sheiks marxistiske advokat Lynne Stewart har defineret radikale islamister “som i bund og grund styrker for national befrielse.”

Weather Underground terroristerne (og venner med Barack Obama) Bill Ayers og Bernadine Dorhn deltog i protesterne i Egypten i januar 2010, på det tidspunkt “Det Arabiske Forårs” kampagne for at destabilisere Mellemøstens vestvenlige regeringer var ved at indlede sit sidste store anslag.

1980’ ernes advarsel - nu igen i 2012

Umiddelbart før konferencen udførte Kincaid sit eget interview med Konstantin Preobrazhensy hvori han sagde - som den dengang relativt ukendte Nethanyahu havde advaret om i 1980’erne - at “længe før islamisk terrorisme blev en global trussel, havde KGB benyttet terrorismen som en hjælper for sejr for verdenskommunismen.” Ydermere fortalte han ASI at islamisk terrorisme er et “barn” af de gamle Sovjet sponsorerede terrornetværk og at den russiske indblanden er rettet mod USA.

 

Så tidligt som 1950’erne

Robert Moss — forfatter til  The Spike, en roman om Den Kolde Krig (som mange har hævdet afspejler virkeligheden) bevidnende foran en Senats Komite at så tidligt som 1954, tegnede “det 10. departement af Sovjets militære efterretningstjeneste, GRU, en plan for at true Vestens adgang til Mellemøstens olie.” Dette skulle opnås ved at infiltrere den arabiske verden og danne alliancer med radikale bevægelser.

Undersøges af Kongressen?

Alt dette førte til denne udtalelse ved ASI konferencen 19. juli:

"Vi mener at House Committee on Homeland Security under formand, medlem af repræsentanternes hus  Peter King burde holde høringer om disse sager. En ny komite eller underkomite -- i særlig grad beregnet på at påvise Marxistiske organisationer - er der også behov for at oprette. Der er tilstrækkeligt med arbejde at udføre med hensyn til at analysere de internationale kommunistiske netværk og radikal Islam.”

Frank Marshall Davis tillægget

Obama støtterne går hårdt imod bogen The Communist, hvori en medlemskortbærende kommunist “mentorede, oplærte” Obama i hans unge år og ind i teenageårende. Siden vi, i det sidste afsnit af denne serie, fokuserede på bogen skal vi hermed præsenterer nogle indvendinger af bogens modstandere og de svar som bogens forfatter Paul Kengor tilbyder.

• Trods en grov overfortolkning af Obama-Davis forholdet så er er INGEN bevis på at Davis var Obamas “mentor” som hævdet i den konservative blogosfære.
• Jeg er helt og aldeles uenig, hvilket er årsagen til at jeg  indleder bogen med at citere fra bogstaveligt mindst et dusin pro-Obama og pro-Davis kilder, venner, forbindelser og biografiskrivere der alle nævner Obama-Davis relationen i mentor-lignende sprog, og ofte enda i stærkere vendinger. Selvfølgelig er “mentor” en subjektiv frase, og der er så mange forskellige niveauer af det at være mentor. Alt taget i betragning så havde jeg forventet kritik om dette element i min bog. Fordi ordet er subjektivt, så giver det kritikerne et plan, hvor de kan angribe.
• Når du imidlertid læser bogen, og tænker over indholdet med et åbent sind da tror jeg du vil være enig i at dette var en mentor. I det mindste er der ingen andre der kan leve op til en kvalifikation af at være en mentor i disse vigtige, formende pubertets/teenageår for Obama. Den eneste konkurrent ville være Stanley Dunham der netop intriducerede Davis for Obama som en sort-mandlig rollemodel/far - det vil sige med det formål at være en mentor.
• Skønt Obamas bog antyder at “Frank” var en ven af familien der tilbød ham råd om racesprøgsmål, skrev Obama at Davis “ikke levede op til” og at hans synspunkter var “uhelbredelige.” Obamas bog beviser at Obama ikke betragtede Davis som en “vis og tillidsvækkende rådgiver,” hvilket er standard definitionen på en “mentor.” Ved hvilken kreativ definition kan Davis derfor betragtes som hans “mentor.”
• Først og fremmest, som en meget vigtig pointe til forståelse: Bemærk den dygtige brug af “Obamas bog” - som om det er den eneste referencekilde om Obama-Davis relationen. Her benyttes taktik. Faktisk er der jo selvfølgelig mange flere kilder udover Obamas bog. Hvis man kun holder sig til Obamas bog så kan man kun dokumentere tre, fire eller fem møder mellem Obama og “Frank.” Selv David Maraniss konkluderer at de mødtes op til 15 gange. Jeg har andre kilder der fortæller mig de mødtes langt oftere end det.

• Jeg er helt og aldeles uenig i denne persons vurdering. Definition af “mentor” ifølge Oxford og Merriam-Webster er en erfaren, eller betroet vejleder, rådgiver eller konsulent. I lyset af kendsgerningerne da imødekommer Dreams from My Father ganske tydeligt denne definition af mentor.
• Ydermere, ifølge “Dreams” besøgte Obama kun Davis to gange af sig selv efter at have besøgt sine bedsteforældre; Den ene gang for at diskutere sin bedstemors busstoppested ulykke, og tre år senere før han drog til college. Hvornår kunne der så være sket en optræning til “kommunist”?
• Igen bemærk det spil der benyttes med Dreams. Det er alene kilden i det univers! Ups. Ronald Reagan nævner aldrig sin mentor, Ben Cleaver, ikke en eneste gang i sine memoirer. Betyder det at Reagan og Cleaver aldrig mødtes? Det er helt og aldeles uden fornuft at forvente, at hver eneste møde mellem Obama-Davis skulle være nævnt i Dreams. Der er utallige mennesker Obama har mødt der ikke er nævnt i Dreams. Betyder det så at Obama faktisk aldrig har mødt dem?
• Vedrørende besøgendes hyppighed har jeg nævnt i forrige afsnit.
• Om “kommunist-optræningen”: Faktisk giver Dreams ingen antydning af det. Og hvorfor skulle den dog også det? Dreams nævner meget lidt om politik i det store og hele, og Obama i Dreams er så ‘overkontrolleret’ om “Frank” i en grad så hans fulde navn end ikke gives i hele bogen. I lydbogsudgaven fra 2005, er “Frank” fuldstændig fjernet - ikke en eneste antydning. Tror nogen virkelig at Obama, der kendte til Franks fortid, og som er så omhyggelig med at skjule hans fulde navn, ville sige noget som dette i Dreams: “Nuvel Frank var et gammelt medlem af CPUSA og han og jeg brugte lang tid på at diskutere Marx og Lenin og Fidel og Che. Jeg var stærkt optaget af det.”
• Dette er ingen fornuftig fremført kritik, hvilket igen er grunden til at vi skal gå til andet end Dreams som vor eneste kilde. En af kilderne jeg citerer i indledningen til min bog (side 13-14) er Ron Jacobs, en forfatter bosiddende på Hawaii, der i sin bog inkluderer flere kilder fra Hawaii om Obama end nogen anden der har skrevet om ham. Jacobs siger at Frank fik Obama til at læse om røde sorte kommunister som Langston Hughes og W.E.B. Dubois.
• Nuvel, selv når det er nævnt, så er jeg meget omhyggelig i The Communist med at sige at jeg ikke definitivt kan sige at Davis gav Obama en kommunistisk indoktrinering. Jeg fortæller blot historien om Davis, viser hans overbevisning og derpå i detaljer de mange ganske slående politiske ligheder mellem ham og Obama. Som jeg siger i bogen så kunne de være tilfældigheder, det kunne være almindeligheder udvekslet mellem kolleger på venstrefløjen. Ikke desto mindre er de ganske forbløffende, og så udprægede at det er vanskeligt blot at betragte dem som de rene tilfældigheder. Afhængighedsforhold er ikke en antydning af tilhørsforhold. Der er ingen bevis på at Davis diskuterede politik eller økonomi med Obama, ligesom der ikke noget bevis på de diskuterede socialismen. Der er intet bevis på at Obama eller bedsteforældrene endog var klar over Davis’ tilhørsforhold til CPUSA.
• Igen, bemærk taktikken: “ingen beviser i Dreams. Dette er et snedigt spil der her opføres.
• Alle i Honolulu kendte til Davis’ CPUSA tilhørsforhold. Han var på dramatisk vis kaldt bort derfra i december 1956 af Demokraterne i Washington for at vidne om sine “Sovjet aktiviteter” foran Senates Judiciary Committeee. Det ville være højdepunktet af naivitet at formode at Obama og bedsteforældrene ikke var klar over dette. Obama taler endog om i Dreams om “Franks” bøger, erfaringer og “erfaring opnået ved hårdt arbejde.” Var dette blot en slags Pinocchio viden? Lige for den gode ordens skyld så citerer Obama i Dreams Frank der ringeagter “den amerikanske vej.” Det alene åbenbarer helt klart en slags antydning af Frank der deler hans syn på verden, hvilket omfattede synspunktet om at Amerika så sandelig ikke er noget særligt.
• Mit formål med denne bog er at vise læseren, hvem “Frank” var. De sammenfaldende synspunkter med Obama er ganske bemærkelsesværdige, selvom (som jeg indrømmer) vi ikke altid kan anlægge en direkte anklage. Det er ikke mit formål. Mit formål er at udstille mysteriet bag personen “Frank.”

Og dette er forfatterens modsvar til de som vil redigere historien, ligesom Obama har brugt millioner på at lukke ned for hans historie.

Wes Vernon
http://www.renewamerica.com/columns/vernon/120809